Litteraturvidenskab, speciale og Hamlet

 

 

Den 17. august står markeret i min kalender med fed understregning og rød skrift. Det er den dag, hvor mit studieliv slutter, det er den dag, hvor jeg skal aflevere mit speciale. For næsten fem år siden startede jeg på Litteraturvidenskab i Odense. Jeg tog min BA i Litteraturvidenskab og Kommunikation, retorik og formidling, hvorefter jeg kom videre på kandidatstudiet, og nu snart afleverer mit speciale indenfor Litteraturvidenskab.

 

Jeg har siden begyndelsen af min uddannelse haft en drøm om at skrive om "Hamlet" af Shakespeare, men jeg turde ikke rigtig kaste mig ud i det, indtil jeg, få måneder inden vi skulle tage stilling til valg af specialeemne, skrev en opgave i faget "Selvstuderet Litterært Emne", her skrev jeg om "Hamlet". Jeg ville tage den sidste chance for at udforske det drama, der har betydet enormt meget for mig, og den forfatter som jeg ser som en af de største nogensinde. Undervejs i forløbet og efter en snak med min vejleder tog jeg springet og besluttede at skrive speciale i "Hamlet".

"Hamlet" var det første Shakespeare stykke, jeg så i teatret, det var samtidig det første Shakespeare skuespil, jeg læste, da vi i 1.g skulle læse "Hamlet" og derefter se forestillingen på Gladsaxe Ny Teater med Thure Lindhardt i titelrollen. Jeg har altid gået meget i teatret, men jeg var blæst total bagover af den forestilling. To år senere blev "Hamlet" også det første teaterstykke, jeg så på engelsk, da jeg var på Kronborg på HamletScenen for at se Jude Law i titelrollen. Det blev endnu en milepæl i mit "teaterliv". Det står stadig som en af de bedste forestillinger, jeg nogensinde har set. Derfor er "Hamlet" kommet til at betyde utrolig meget for mig, fordi den markerer indgangen til nogle fantastiske litterære oplevelser og teateroplevelser. Ligesom "Northanger Abbey" af Jane Austen altid vil være noget helt specielt, fordi det var den første roman af Austen, jeg læste. "Hamlet" var min første rigtige oplevelse af Shakespeare. Og jeg glæder mig til at se endnu en forestilling med "Hamlet" i London i august, det bliver spændende at se stykket igen efter at have arbejdet med det i seks måneder.

 

Nu nærmer afleveringsdatoen for specialet sig med hastige skridt, og jeg har endnu ikke fortrudt mit valg. Jeg har nydt at skrive om en litterær tekst, som jeg elsker, og som jeg fortsat finder nye ting og betydninger i. Samtidig føler jeg, at specialet har betydet så meget for mig og fyldt så meget i min hverdag det sidste halve år, at det også skulle have en plads her på bloggen. Der har ikke været tid til meget hyggelæsning igennem de sidste måneder, i stedet har jeg læst masser af litteratur om et emne, der virkelig interesserer mig. Jeg har læst om Hamlet, melankoli, humoralpatologi og nydt hvert et sekund, selvom man til tider føler sig presset.

 

Jeg glæder mig til at aflevere specialet, om end det samtidig markerer afslutningen på fem fantastiske år blandt ligesindede litteraturelskere. Jeg vil savne undervisningen med undervisere, der brænder for deres forskningsområder, og som elsker bøger. Det bliver underligt, at "skolen" pludselig er slut, men jeg glæder mig til nye udfordringer. Jeg er lykkelig for, at jeg valgte Hamlet, for selvom han er lidt melankolsk, er han en af de mest vittige og geniale karakterer, der findes i litteraturen.
 

Elizabeth er forsvundet, af Emma Healey

 

"Elizabeth er forsvundet", af Emma Healey, (org. titel "Elizabeth is Missing"), udgivet 2015, forlaget People's Press, 4/5 stjerner (anmeldereksemplar fra People's Press)

 

Mauds hukommelse er ikke, hvad den har været. Den er fyldt med huller, og det bliver værre og værre. Elizabeth, hendes bedste veninde, er forsvundet, og Maud leder efter hende igen og igen. Men det er svært at løse et mysterium, når man ikke kan huske ledetrådene. Dette er en rørende historie om en kvinde, der hver dag mister lidt af sig selv og sin omverden.

 

"'Jeg tog ikke fejl af husene," siger jeg stilfærdigt, roligt. Påstanden får mig til at føle mig som et lille barn. "Jeg er ikke dum. Elizabeth er forsvundet." Jeg trækker skælvende vejret i stilheden. "Hvorfor er I bare ligeglade? Hvorfor er der ikke nogen, der gør noget?" Jeg tror måske, jeg er begyndt at råbe, men jeg kan ikke lade være. "De rkan være sket alt muligt med hende. Alt muligt. Hvorfor er der ingen, der vil gøre noget for at hjælpe med at finde hende?" "

"Elizabeth er forsvundet" er en gribende roman. Fortalt fra Mauds synsvinkel er det historien om en kvinde, der er glemsom. Hun brygger te, sætter koppen fra sig, går op ad trappen og glemmer teen. Når hun kommer ned igen, kan hun ikke forstå, hvorfor der står en række kopper ved trappen. Igen og igen sidder man frustreret tilbage, når man læser Mauds historie, oplevelser glemmes og personers navne forsvinder i et mylder af tanker. Emma Healey har i denne roman taget en mesterlig beslutning i at lade fortællestemmen være Maud selv, for det der gør romanen så utrolig god er, at læseren oplever frustrationen ved at miste hukommelsen, det gør historien utrolig vedkommende.

Mauds nutid er fyldt med frygt, skam og ensomhed på grund af hendes demens. Hun ved godt, at hun ikke kan huske, og det gør det sværere, når hun igen og igen får formaninger fra sin datter, Helen, når hun egentlig godt ved, at hun har svært ved at huske. Derimod står erindringer fra Mauds barndom klart frem, når romanen dvæler ved hendes liv sammen med sine forældre, søsteren Sukey, hendes svoger Frank og deres logerende Douglas. Efterhånden bliver nutid og fortid dog blandet mere og mere sammen, når Maud blandet mysterier fra sin barndom sammen med Elizabeths forsvinden.

"'Kan jeg bede dig om at tegne en urskive?" Han rækker mig et skriveunderlag at lægge papiret på. Jeg begynder at tegne, men jeg ryster lidt på hånden og er ikke særlig god til det. Det er, som om stregen bevæger sig den forkerte vej, ligesom når man forsøger at tegne noget, mens man kigger i et spejl. Jeg glemmer, hvad det var, jeg skulle tegne, men de usikre cirkler minder mig om en frø, så det laver jeg det om til i stedet" 

Denne roman fortæller ikke kun om Elizabeths forsvinden, og et mysterium fra Mauds fortid, denne roman fortæller om Mauds egen forsvinden, om hvordan en frygtelig sygdom udvikler sig, når erindringen om selv ens datter og barnebarn bliver tåget og forvinder mere og mere. Netop derfor er denne bog så utrolig gribende og rørende, den gør på flotteste vis opmærksom på, hvordan det er at glemme, når læseren drages med ind i Mauds tankestrømme. Det er på én gang interessant, sørgmodigt og skræmmende, når Healey skriver en så rammende bog om at miste ikke kun sin omgangskreds men sig selv. Denne roman er en historie, man ikke må snyde sig selv for.

Søvn og Torne, af Neil Gaiman og illustreret af Chris Riddell

"Søvn og Torne", af Neil Gaiman og illustreret af Chris Riddell (org. titel The Sleeper and the Spindle), udgivet 2015 (org. udg. 2014), forlaget Høst og Søn 4/5 stjerner (anmeldereksemplar fra Rosinante & Co)

Kønsroller vendes på hovedet i dette eventyr, hvor de kendte eventyr om Snehvide og Tornerose får nyt liv. Dronningen med det smukkeste sorte hår skal giftes om en uge, da dværgene ankommer og fortæller, at nabobyen er faldet i søvn. Dronningen må drage ud på en rejse, hun udsætter brylluppet, iklæder sig en rustning, og tager sammen med dværgene afsted for at finde årsagen til den sovende by. Det er starten på en farefuld færd, hvor de må kæmpe mod søvnen, løbe fra søvngængere og endelig overleve mødet med en ond heks og redde en prinsesse.

"Hun sendte bud efter sin forlovede og sagde, at han ikke skulle tage det så tungt, og at de stadig skulle giftes, selv om han kun var prins, og hun selv dronning, og hun dikkede ham under hans kønne hage og kyssede ham, indtil han smilede. Hun sendte bud efter sin ringbrynje. Hun sendte bud efter sit sværd. Hun sendte bud efter forsyninger og efter sin hest, og så red hun ud af slottet mod øst.

"Søvn og Torne" er en anderledes genfortælling af eventyrerne om Snehvide og Tornerose. Neil Gaiman genopfinder personerne og lader dem interagere med hinanden på tværs af eventyrernes grænser. Historien er fin, enkel, overraskende og genialt fortalt, som Gaimans bøger altid er. Dronningen er en stærk karakter, der drager ud på en rejse, selvom hendes bryllup venter lige om hjørnet. Dette er ikke et af de eventyr, hvor prinsessen skal reddes af prinsen på den hvide hest. Det er et eventyr, hvor 'Snehvide' står på egne ben. Det er et eventyr om selvstændighed, hvor Gaiman formår at vende de klassiske eventyr på hovedet. Prinsessen kan kun reddes fra søvnen med et kys, men alt er ikke, som det ser ud, for der er mørk magi på færde, og hvem ved, hvad der kan ske, når eventyrerne vendes op og ned?!

Chris Riddells illustrationer er tryllebindende. Sort/hvide tegninger med et stænk af guld, som man også ser på forsiden. Bogen er gennemført og velfortalt ikke kun i teksten, men bestemt også gennem illustrationerne. Illustrationerne er utrolig detaljerige, og jeg opholdt mig længe ved hver side for at få det hele med.

"Dronningen så rester af mænd hænge i tornene, skeletter i rustning og skeletter uden. Nogle af skeletterne hang højt oppe i buskadset omkring murene, og dronningen spekulerede på, om de var klatret op for at finde en vej ind og var døde deroppe, eller om de var døde nede på jorden og blevet trukket op langs muren, i takt med at rosenbuskene voksede."

Neil Gaiman genopfinder eventyr og indarbejder moderne tematikker, her er det feminismen, der spiller den store rolle. Prinsen på den hvide hest er degraderet, og nu kan kvinderne klare sig selv. Det er befriende og sjovt at læse et eventyr med en virkelig stærk kvinde som protagonisten, for selvom man kender eventyrerne, bliver det en helt ny historie, når det pludselig ikke er et ægte kærlighedskys, der er det nødvendige for at slå den onde heks.

Gaimans historie og Riddells illustrationer er et perfekt match. Fyldt med smukke detaljer og mørke undertoner passer de to mænds universer overordentlig godt sammen. Dette var mit første møde med Chris Riddell, men det bliver ikke det sidste, hans illustrationer er så stemningsfyldte, at man ikke kan andet end fortabe sig i dem. Og Gaimans genfortælling er gennemført, sjov, anderledes og virkelig spændende, for der er jo meget på spil, når en dronning kaster sig ud i et rigtigt eventyr.

Dræb ikke en Sangfugl, af Harper Lee

 

"Dræb ikke en Sangfugl", af Harper Lee (org. titel To Kill a Mockingbird), udgivet 2015 (org. udg. 1960), forlaget Lindhardt & Ringhof, 5/5 stjerner (anmeldereksemplar fra PlusBog)

Jean-Louise "Scout" Finch bor sammen med sin storebror Jem og deres far Atticus i den lille by Maycomb i Alabama. I nabohuset bor den mystiske Boo Radley, som hverken Scout eller Jem har set, men det siges, at han vandrer rundt på gaderne om natten, og at man skal vogte sig for at gå ind på Radleys grund. Børnenes livlige fantasi løber snart af med dem, når de forestiller sig, hvad han vil gøre ved dem, hvis de bliver fanget. Da Atticus påtager sig opgaven som forsvarer for Tom Robinson, en sort mand der er anklaget for at voldtage en ung hvid kvinde, vendes livet op og ned for den lille familie, da 1930ernes Alabama stadig er stærkt præget af fordomme og racehad.

"Først da vi stakåndede var nået i sikkerhed på vores egen veranda, vovede vi at se os tilbage. Det gamle hus derovre stod som altid, faldefærdigt og sygt, men mens vi stirrede over gaden, troede vi, at vi så en af skodderne bevæge sig svagt. Det var næsten ingenting, bare en lillebitte, så godt som usynlig bevægelse. Så lå huset igen stille hen."

"Dræb ikke en sangfugl" er udråbt som en af de helt store moderne amerikanske klassikere, og når man læser romanen, er det ikke svært at forstå hvorfor. Scout er 6 år gammel i begyndelsen af romanen og 8 år til slut, og set gennem hendes øjne bliver historien om Atticus Finch og en retssag, der synes tabt på forhånd, vedkommende og rørende. Med en lille piges klare opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert, bliver uretfærdigheden understreget endnu mere. Harper Lee har skrevet en utrolig smuk roman, der set fra en lille piges synsvinkel er fyldt med naivitet, troskyldighed og så er den utrolig umiddelbar. Scout er en ægte "drengepige", og hun slås for, hvad hun tror på, men det er ikke altid lige let, når det nogle gange er de voksne, hun er oppe imod. Når hun f.eks. starter i skolen, og får at vide, at hun ikke må lære at læse hjemmefra, da hun så lærer det forkert. Uretfærdighed skildret ved hjælp af et barns iagttagelser er intet mindre end en genistreg fra Lees side. Man siger jo, at sandheden skal man høre fra børn og fulde folk, og netop dette kan man sige, at Lees roman bærer præg af. Hun lader Scout beskrive livet i Maycomb, men med en umiddelbarhed og et øje for, hvad der er retfærdigt, som kun et barn ville være i stand til at tilføre historien.

Persongalleriet byder på et væld af karakterer, som alle er skrevet med øje for detaljen. Scout og Jems ven Dill, der bor hos en slægtning i byen er ligeså fantasifuld som de to andre børn, og han og Scout vil giftes, når de bliver gamle nok. Finchfamiliens husholderske Calpurnia er moderlig, varm, men streng, når det er nødvendigt, en person man ikke kan andet end holde af. Atticus forsøger at være indbegrebet af retfærdighed, og han gør alt, hvad han kan for sine børn og andre, der har brug for hjælp. Også de utiltalende personer er så fint skrevne, f.eks. de fattige Ewells, hvor børnene møder beskidte op på første skoledag, for derefter at forsvinde ud af skolen igen. Lee har med sit persongalleri formået at lave et studium i mennesket. Hvad fattigdom og fordomme kan gøre ved en person, hvordan nogle kan overvinde deres problemer, og hvordan andre bliver synonyme med de fordomme, der omgiver dem.

" 'Jeg vil helst have, at I skyder til måls efter gamle konservesdåser ude i baghaven, men jeg ved, at I før eller senere begynder at skyde fugle. Skyd alle de skovskader, I vil, hvis I kan ramme dem, men husk at det er en synd at dræbe en sangfugl'. Det var den eneste gang, jeg hørte Atticus sige, at noget var en synd, [...] 'de gør ikke andet en at juble af hjertens lyst med de stemmer, den gode Gud har givet dem. Derfor er det en synd at dræbe en sangfugl.' "

"Dræb ikke en sangfugl" er på én gang præget af en skøn barnlighed, fyldt med de uretfærdigheder, man som barn oplever, og fyldt med fantasi, leg og drømme om fremtiden. Og samtidig skildrer den også på det grusomste, hvordan fordomme og racehad dominerede i USA på dette tidspunkt. Fordomme er svære at slippe fri af, og når retfærdighed mødes med fordomme, er det sjældent at retfærdigheden vinder.

Harper Lees debutroman er en klassiker. Mesterligt fortalt gennem en lille piges oplevelser, skildrer den med største overbevisning og charmerende sprog et grimt kapitel i historien. Romanen er i vores tid (desværre) stadig dybt relevant. "Dræb ikke en sangfugl" er en bog, som man ikke må snyde sig selv for. Den er tankevækkende, og den sidder stadig i én lang tid efter, at man har lagt bogen fra sig.