Rejse med let bagage, af Tove Jansson

Rejse med let bagage, af Tove Jansson, udgivet 2018 af forlaget Gyldendal, 5/6 stjerner (anmeldereksemplar fra forlaget)

 

 

Tolv noveller gemmer der sig i Rejse med let bagage, og hver tager de udgangspunkt i enten en ydre eller indre rejse (ja eller begge dele!). Denne lille fine novellesamling er næste skud på stammen af Gyldendals fine serie af Tove Janssons bøger for voksne. Hun var jo specielt kendt for sine bøger om Mummitroldene, men hendes historier skrevet med et voksent publikum for øje er mindst ligeså stemningsfulde, morsomme og spændende.

 

Det er stemningen, jeg altid sidder tilbage med, når jeg har læst Jansson, som er noget helt specielt. Jeg aner ikke, hvordan hun gjorde det, men hendes historier er den perfekte blanding af hygge og uhygge. Man har altid på fornemmelsen, at der er et eller andet, der lurer et sted i baggrunden, et eller andet uhyggeligt, noget i mennesker, som pludselig kan komme op til overfladen. F.eks. når to drenge efterlades på en ø, og efterhånden får skræmt hinanden fra vid og sans i forsøget på at få den anden ned med nakken, som man oplever i novellen Sommerbarnet. Eller hvordan kærester kan komme i tvivl om kærligheden i anfald af jalousi i Mågerne.

 

Rejse med let bagage skildrer vidt forskellige skæbner i vidt forskellige miljøer, men de har nok alle Janssons blik for naturen til fælles. Væksthuset er historien om to ældre mænd, hvis veje krydses i et væksthus, hvor man kan lære lidt om at se en sag fra to sider. Naturen er noget helt gennemgribende i Janssons forfatterskab, og det er det altså også i disse noveller, hvor øer, klipper og vindomsust vand spiller store roller.

 

Novellesamlingen hedder måske nok Rejse med let bagage, men det er vist ikke ligefrem dette, som Tove Jansson mener, at mennesker gør. I stedet er karaktererne i hendes noveller mennesker, der har megen bagage (i hvert fald emotionelt), også selvom det måske ikke altid kommer helt op til overfladen. Det er netop dette, som Jansson mestrer, at der hele tiden er noget gådefuldt over hendes historier såvel som hendes karakterer. Læseren ved aldrig helt, hvad det er der gemmer sig i kufferten.

Denne lille novellesamling er en perle, som man ikke skal snyde sig selv for, og så egner den sig utrolig godt til efterårs- og vinterdage, hvor lyset svinder og blæsten suser udenfor. Rejse med let bagage er en af de bøger, som man kan vende tilbage til mange gange og få noget nyt med, hver gang man læser den.

Hvor er stjernerne når det er lyst, af Lisbet Lundquist

  Hvor er stjernerne når det er lyst, af Lisbet Lundquist, udgivet 2018, Politikens Forlag, 5/6 stjerner (anmeldereksemplar fra Politikens Forlag)

"I ret høj grad sandfærdige erindringer"

Sådan er undertitlen til Lisbet Lundquists selvbiografi, en undertitel der på fineste vis beskriver, ja vel alles, erindringer. Selvom man gør sit yderste for at beskrive virkeligheden sandfærdigt, er det jo ikke altid, at man husker (helt) rigtigt. De fleste har vel prøvet at snakke om en begivenhed, som man har en tydelig erindring af, mens den man taler med husker det på en helt anden måde. Lisbet Lundquist giver her med undertitlen en fin lille beskrivelse af, at en selvbiografi både er sandfærdig, men at der også kan være lidt lagt til eller trukket fra.

Hvor er stjernerne når det er lyst er en flot skrevet og utrolig sanselig bog. Den byder på både grin og gråd, kærlighed, sex, usikkerhed, hårdt arbejde og stjernestøv. Lisbet Lundquist skriver i små fragmenter om sin barndom frem til tiden, hvor hun begynder at skrive på bogen, dog springer hun - måske lidt overraskende - stort set over de mange års samliv med Søren Østergaard. Til gengæld får vi et fantastisk indblik i Lundquists barndom og ungdom i huset i Holte med faderen Frank, moderen Ida og de to brødre Lars og Jesper. Derudover kan man bl.a. læse om starten på Lundquists karriere, ungdommens forelskelser og forholdet til skuespilleren Peter Steen.

Bogen er inddelt i små episoder, og der springes både i tid og sted, i stedet er der tematiske tråde, der binder fragmenterne sammen. Lundquist giver med formen på sin selvbiografi følelsen af, at man som læser nærmest sidder sammen med Lisbet og får fortalt historier fra hendes liv, man føler virkelig at man kommer tæt på. Jeg tror derfor også, at de fleste, der læser bogen her, nu føler, at man i hvert fald ikke behøver at forsøge at proppe et stykke gær i munden, for beskrivelsen af at spise gær står her så tydeligt for mig, og selvom Lisbet Lundquist nyder fornemmelsen af gær, så tror jeg nu, at jeg springer over.

Lisbet Lundquist fortæller med en fantastisk tilstedeværelse, og hendes erindringer står så klart frem på bogens sider, at man tydeligt kan forestille sig både personer og gaden, hvor hun voksede op. Derfor fremstår bogen også som et glimrende snapshot af familielivet i 1940'erne og 1950'erne.

Det er sjældent, at jeg har læst så godt skrevet en selvbiografi, hvor personer, steder og tidsbillede træder så tydeligt frem. Lisbet Lundquist hopper let og elegant henover faldgruber som namedropping og fokus på eventuelle saftige historier fra f.eks. skuespillermiljøet, som man så tit finder i selvbiografier. I stedet får man her en super godt skrevet historie, hvor det specielt er barndommen, der er i fokus, og hvordan netop de tidlige år former et menneske. Det er en bog, der både er utroligt bevægende og utroligt morsom på samme tid. Læs den!

 

Kan se Lisbet Lundquist kommer til Bogforum lørdag og søndag. Det bliver spændende!