mandag den 15. september 2014

Tillykke Agatha Christie


I dag er det 124 år siden, at Agatha Christie blev født. Det fejrer jeg med at læse min første Agatha Christie roman; "Murder on the Orient Express" en roman med Christies kendte detektiv Hercule Poirot i hovedrollen. Det har længe været min mening at forsøge mig med Christies værker, og derfor lader jeg nu Christies fødselsdag være anledningen for at påbegynde læsningen af hendes forfatterskab. Jeg har derfor nu læst de første sider af en historie, som de fleste har et eller andet forhold til, for hvem har ikke hørt om mordet på Orient Ekspressen?! Det er en lille roman, der er nem at læse, og jeg tror ikke, det er sidste gang, at jeg forsøger mig med en forfatter, som man vel godt kan kalde krimidronningen over dem alle.

"The impossible cannot have happened, therefore the impossible must be possible in spite of appearances.”  ("Murder on the Orient Express")

Jeg har i flere år hygget mig med tv-serierne med både Miss Marple og Hercule Poirot, der begge er klassiske britiske krimiserier, hvor man rigtig kan slappe af og bare nyde karakterne og de finurlige krimigåder. Jeg læser faktisk aldrig krimier, men jeg holder meget af at se dem (de britiske) i tv, så hvorfor ikke forsøge mig med dem, som jeg allerede delvis kender fjernsynsskærmen, og så endda en klassiker indenfor genren. Agatha Christie udgav et utal af romaner og noveller (det blev vist bl.a. til 66 detektivromaner), og jeg håber meget, at jeg kommer til at holde af de små historier, for selvom jeg forbinder Agatha Christie med en genre, som jeg aldrig rigtig kommer til at holde af, så har jeg alligevel altid haft en idé om, at jeg ville nyde hendes bøger.

Har I læst værker af Agatha Christie? Og hvad synes I om dem, hvis I har?



2 kommentarer :

  1. Jeg har læst nogle af hendes bøger. Kastede mig over forfatterskabet sidste år og synes det er nogle utrolig hyggelige fortællinger :) passer godt til efterårsvejr :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var præcis det jeg tænkte, at det ville være god efterårslæsning :D

      Slet