"De heldige" af Georgia Hunter, udgivet 2020, forlaget Hr. Ferdinand, 5/6 stjerner (anmeldereksemplar fra Hr. Ferdinand)
Radom, Polen. Året er 1939, tre generationer af den jødiske familien Kurc mødes i festligt lag for at fejre Seder. Kun den yngste søn, Addy, er ikke at finde rundt om bordet. Han er bosiddende i Paris, og den usikre situation med Tyskland bevirker, at han må blive, hvor han er. Det varer dog ikke længe før, familien er spredt for alle vinde. Alle forsøger de at undgå rædslerne, som den jødiske befolkning udsættes for, alt imens de er drevet af håbet om at se hinanden igen og viljen til at overleve.
Georgia Hunter var teenager, da hun fandt ud af den sande historie om sin familie, at hun stammede fra polske jøder. Dette er historien om hendes familie, det er fortællingen om en grusom tid, hvor det kun var de allerheldigste, som overlevede.
I "De heldige" følger læseren på skift de forskellige familiemedlemmer i familien Kurc. Addy i Paris hans brødre Jacob med kæresten Bella og Genek med hustruen Herta og søstrene Halina, der er sammen med Adam, og Mila gift med Selim med datteren Felicia, samt deres forældre Nechuma og Sol. Hvert kapitel fokuserer på et medlem af familien. Dette er et mesterligt greb af Hunter, for vi lærer herved hele familien at kende og fatter mere og mere sympati for persongalleriet. Det gør også romanen spændende og episodisk, da man snart hopper fra Paris til Radom og videre til Sibirien - ofte midt i de mest spændende øjeblikke. Romanen tager os helt fra begyndelsen af krigen i 1939 frem til efter krigens afslutning.
Georgia Hunter krydrer handlingen med små faktuelle nedslag i historien, der nærmest fungerer som faktabokse ved begyndelsen af mange kapitler. Det fungerer overraskende godt, og det bevirker, at læseren hele tiden ved, hvor persongalleriet befinder sig i forhold til store begivenheder i løbet af krigen. Og samtidig kan man måske også lære lidt, hvis man ikke har et indgående kendskab til Polen under 2. Verdenskrig.
"De heldige" er en utrolig rørende og livsbekræftende historie, som man ikke kan lægge fra sig, når man først kommer i gang. Således læste jeg da også de sidste 300 sider på én gang. Indimellem sad jeg nærmest åndeløs, imens jeg måtte hurtigt videre til næste side, for at få udløst spændingen. Ja en enkelt gang bladrede jeg endda lidt frem for at få vished (det gør jeg ellers aldrig). Georgia Hunter har brugt mange kræfter på at researche sin familie og krigen, så bogen er så tæt på virkelighedens begivenheder som muligt, og det har virkelig givet pote. Georgia Hunter har med denne roman skrevet en smuk hilsen til sin familie.
