Michael Falch og Mathilde Falch i Sankt Nicolai Kirke

Lørdag var en ganske speciel dag i Sankt Nicolai Kirke i Kolding. I et halvt år har billetterne været udsolgt til en koncert til fordel for Café Paraplyen, der er en social café/værested i centrum af Kolding. Michael Falch og Mathilde Falch er på en turne rundt i Danmark, en turne hvor far og datter udelukkende spiller i kirker.

Der var en helt speciel stemning i kirken, der var proppet med mennesker, sjældent er der så fyldt i den store kirke i hjertet af Kolding. Det er oftest til konfirmationer og selvfølgelig til jul, at der er så proppet.

Det var både en rørende, hylende morsom og bare rent ud sagt fantastisk eftermiddag i skønt selskab med de 2xFalch. Der blev spillet og sunget sange fra begge musikeres bagkatalog. Imellem sangene fortalte de om alt fra kærlighed, til psykisk sygdom, håb og vigtigheden af julegaver. Der var vist en eller to tårer at spore i en øjenkrog hist og pist, da de sang Michael Falchs Lille ulykkelige menneske, som han har skrevet om Mathildes sygdomsforløb og indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Begge fortalte om den svære tid, hvor håbet havde været svært at finde, og sangen fik derfor ekstra vægt.

Der var også plads til en helt nyskrevet salme, at Mathilde Falch sang 1000 Grunde, der har et lidt erotisk islæt, som hverken far eller datter var helt trygge ved at fremføre sammen (for hvem vil lige synge erotiske tekster sammen med familie) - eller det fik de os i hvert fald til at grine af, da Michael Falch gemte sig lidt undervejs i sangen. Og selvfølgelig skulle vi slutte af med Mød mig i Mørket. Selvom der nu også lige blev tid til et par ekstranumre til publikums store lykke.

Det er første gang, at de to turnerer sammen, men jeg håber bestemt ikke, at det er sidste gang, for det var en helt utrolig god koncert, der på trods af, at den varede 1 time og 3 kvarter føltes som om, at den var ovre, før den fik begyndt. Tak for en fantastisk aften til skøn rock i kirken.

Varmer op til Bogforum - Denne dag for 2 år siden

 

Reklame i form af invitation til VIP arrangement med Lindhardt og Ringhof.

 

Facebook mindede mig i dag om, at det er præcis 2 år siden, at jeg mødte Jeffrey Archer til Bogforum. Det var en noget speciel oplevelse, da han er en lidt bestemt herre, som alle rundt om bordet vist var en smule nervøse for at snakke med. Men han var nu ikke andet end flink mod os alle, og han signerede alle vores bøger.

Varmer op til Bogforum - Denne dag for 3 år siden

Bogforum 2019 nærmer sig, og derfor ser jeg lidt tilbage på tidligere års store oplevelser. Det er også meget rart at blive mindet om forfattermøder både på Facebook og Instagram. I dag for 3 år siden mødte jeg både Patrick Ness og Don Rosa, og sjovt nok er de begge at finde på Bogforum igen i år. Patrick Ness kommer jeg desværre ikke til at se, da jeg ikke er at finde på messe lørdag, men Don Rosa skal jeg måske se igen. Det var interessant at høre ham fortælle om sin karriere, specielt når man som jeg er vokset op med hans smukke tegninger i Anders And & Co.

Lige nu læser jeg #3 - En fantastisk fortalt lydbog

Det er ikke særlig tit, at jeg giver mig i kast med en lydbog, men jeg er blevet helt bidt af at høre Harry Potter bøgerne indtalt af fantastiske Stephen Fry. Lige nu lakker rejsen mod enden, da jeg er i gang med Harry Potter and the Deathly Hallows, og Stephen Frys evne til at formidle de mange forskellige karakterer i Rowlings univers er helt enestående.

Det er efterhånden mange år siden, at jeg læste Harry Potter bøgerne, jeg elsker dem og hele universet. Men jeg er ikke en af de læsere, der år efter år genlæser bøgerne. Faktisk er det helt utrolig sjældent, at jeg genlæser en bog - det sker nærmest aldrig. Derfor er det også skønt at dykke ned i bøgerne igen (nu med Frys stemme som nyt element). Jeg overraskes faktisk gang på gang over, hvor gode bøgerne egentlig er, og hvor mange detaljer jeg havde glemt alt om. Lige nu ærgrer jeg mig egentlig over, at jeg snart er nået til slutningen af bøgerne, det er faktisk helt vemodigt.

The Tale of Peter Rabbit, af Beatrix Potter

"The Tale of Peter Rabbit", af Beatrix Potter, 5/5 stjerner

Peter Rabbit er en uartig kanin, der ikke holder sig fra Mr. McGregors have, selvom hans mor udtrykkeligt har forbudt ham og hans søskende Flopsy, Mopsy og Cottontail at gå ind i haven, efter deres far blev slået ihjel. Det er derfor en helt klassisk børnebogsfortælling, hvor hovedpersonen gør noget, han ikke må og derefter indser sin fejltagelse.

Beatix Potters historie om Peter Rabbit er en klassiker, som jeg aldrig fik læst højt som barn, alligevel har tegningerne til Potters bøger altid været genkendelige, og jeg har altid gerne ville stifte bedre bekendtskab med hendes små historier. Den første i rækken er The Tale of Peter Rabbit, så hvilket bedre sted at starte?! Samtidig er det jo også Peter Rabbit (eller Peter Kanin), som man så ofte har hørt om, at man føler, at man allerede kender historien om den lille kanindreng med den blå jakke.

Historien er sød og enkel, præcis som jeg forventede, det er ikke svært at se, hvorfor den er elsket overalt i verden, og hvorfor den stadig i dag bliver læst højt. Bogen blev udgivet for første gang i 1902 og har altså mere end 100 år på bagen.

Illustrationerne er helt vidunderlige, de er så stemningsfyldte og fint tegnede. Beatrix Potter kunne bestemt noget helt specielt, og hendes illustrationer er en ligeså stor del af historien om Peter Kanin, som ordene, der pryder siderne.

The Tale of Peter Rabbit er en fin lille bog, og selvom det er en børnebog, så kan man sagtens hygge sig med at læse den. Der er ikke meget læsestof i den lille bog, men man kan bruge langt tid på at kigge på de smukke illustrationer. Jeg glæder mig til at læse resten af Potters små bøger med Peter Rabbit, Jemima Puddle-Duck, Mrs. Tiggy-Winkle og alle de andre.

Buffy the Vampire Slayer nu også som malebog

Jeg har siden de helt tidlige teenangeår (ja endda lidt inden) været kæmpe fan af Buffy (og Angel). Derfor blev jeg altså straks nødt til at købe denne fantastiske malebog, da jeg spottede den i webshoppen hos Faraos Cigarer i weekenden.

 

Faktisk spottede jeg hele to forskellige malebøger, men jeg styrede mig (i hvert fald indtil videre) og købte kun den ene. Den er fyldt med skønne billeder tegnet af forskellige illustratorer. Derfor kan man finde alt fra tegninger, der gengiver karakterne præcis, som de ser ud i tv-serien til tegninger, der lægger sig nærmere stilen, man kender fra japansk manga. Jeg er helt sikkert mest til de mere virkelighedstro illustrationer, men de er flotte alle sammen.

 

Den gemmer på tegninger af alle de kendte figurer onde såvel som gode, og for hver illustration er der et citat fra serien. Jeg glæder mig så meget til at farvelægge alle billederne, for det er da vist den perfekte årstid til at sidde og hygge sig med en malebog. Jeg er desuden lige blevet færdig med at gense alle sæsoner af Angel, så er pt. lidt i vampyrunderskud.

Gemte og glemte skatte #16

Jeg elsker at gå på loppemarkeder, og det er et must at komme forbi afdelingen med bøger. Denne gang har jeg været til loppemarked i Give, hvor der altid er et kæmpe udvalg af bøger, jeg fik i år en kæmpe stak lækre engelske bøger med hjem. Men der er alt hvad en bogorm kan begære. Det er skønt at gå på opdagelse i de mange titler, der står delvis hulter til bulter, og det er altid spændende om man finder en ny bog, som man måske endda har ledt efter.

Nye bøger til bogreolen #6 - Fødselsdag

Jeg blev 29 i sidste uge, og vanen tro var der et par bøger at finde på gavebordet. Jeg har længe glædet mig til at stifte bekendtskab med Thomas Korsgaards forfatterskab, og jeg havde derfor ønsket mig Tyverier, der er hans nye novellesamling. Jeg glæder mig meget til at læse den, og indtil da vil jeg nyde, hvor flot den er. Jeg elsker, når forlagene gør lidt ekstra ud af bøgernes udseende.

Jeg fik også "A Christmas Carol" i den fine udgave fra Wordsworth Classics. Jeg fik nogle i samme serie både til min fødselsdag sidste år og faktisk også til jul. De er super skønne.

Alkymisten, af Paolo Coelho

"Alkymisten", af Paolo Coelho, forlaget Bazar, 1/6 stjerner

Hyrden Santiago drømmer den samme drøm to gange, en drøm om en skat, der kan findes ved pyramiderne. Santiago sælger sine får, og bevæger sig ud på en rejse fyldt med forviklinger og møder med fortryllende mennesker. Han drager ud i verden for at søge efter rigdomme, men det bliver til slut en søgen efter indre rigdom, der virkelig betyder noget. Skatte, konger, kærlighed og alkymister er en del af denne historie, der er som taget ud af et eventyr.

Alkymisten er en højt elsket bog af mange, og jeg kan til nød se hvorfor, men den fangede mig ikke, faktisk er jeg aldrig blevet så skuffet over en bog før! Jeg måtte kæmpe mig igennem dens formuleringer, og jeg blev træt af dens moraliseren. Paolo Coelho har været en af de forfattere, som jeg har glædet mig til at se nærmere på, jeg har ikke hørt andet end godt om Alkymisten eller andre af hans bøger, men jeg må sige, at de par bøger, jeg har stående på hylderne af ham, aldrig vil blive læst.

Historien fangede mig aldrig, i stedet blev jeg bare mere og mere irriteret over bogen, og sad efterladt med en følelse af dyb skuffelse, da jeg lagde den fra mig. Historien, der egentlig minder om gamle eventyr, formåede bare ikke at fange mig. Jeg synes den blev kunstig, at karakterne var flade og forudsigelige, og hele denne udforsken af sig selv, og en søgen efter indre rigdom sad til sidst helt oppe i halsen på mig. For mig minder den mig om eventyr, men uden den samme virkning, hvor eventyr er spændende, sjove, finurlige og moraliserende, opfattede jeg kun denne bog som sidstnævnte. Coelho forsøger det bedste han kan at skrive denne fabel/eventyr stil, men det bliver bare kunstigt og forudsigeligt. I de rette hænder kunne historien have været interessant endda smuk, men i stedet er den kedelig og forceret.

Det er virkelig sjældent, at jeg læser en bog, som er mig så meget imod, som Alkymisten var, og jeg må bare indrømme, at den absolut ikke er noget for mig. Jeg kan godt forstå, hvad andre ser i den, men dens budskab var totalt tabt for mig. Det er en af de bøger, som jeg har nedjusteret mere og mere i karakter, jo længere den er kommet på afstand, og jeg er endt på en enkelt stjerne, fordi jeg godt kan se, hvad Coelho gerne ville gøre med denne roman, men jeg bed bare slet ikke på.

More fool me, af Stephen Fry

More fool me, af Stephen Fry, udgivet i 2014 af forlaget Penguin, 3/6 stjerner

Stephen Frys tredje selvbiografi, der tager udgangspunkt i hans liv i slutningen af 1980erne og starten af 1990erne. Her får man bl.a. et indblik i Frys dagbog fra 1993. Et travlt liv i showbiz med masser af alkohol og kokain er det billede, som Fry tegner af sin hverdag i denne travle periode, hvor hans karriere tager fart.

Stephen Fry kunne skrive om hvad som helst, og det ville være spændende. Han har en helt fantastisk evne til at formulere sig, så man både bliver draget ind og samtidig bliver mesterligt underholdt, og det gør sig også gældende med denne selvbiografi. Desværre er en stor del af bogen udgjort af dagbogsblade fra 1993, hvor der kun med små fodnoter direkte kommenteres, og det kan godt blive lidt kedeligt og ensformigt i længden, da det nogle gange nærmest udelukkende er en opremsning af mennesker, som han har været til middag med (man kan ligeså godt vænne sig til, at Fry elsker at namedroppe). Når dette så er sagt, har uddraget af dagbogen den effekt, at man får et direkte indblik i showbiz-verdenen i London i 1990erne, der i høj grad var præget af stoffer, druk og desværre AIDS-epidemien.

Stephen Fry lægger ikke skjul på, at han er maniodepressiv, og selvom dette ikke er et tema i bogen, er det dog alligevel tydeligt, når man læser begyndelsen, hvor han beskriver, at han befinder sig midt i en manisk periode. Dette afspejles faktisk tydeligt i hans skrivemåde. Man føler i nogle biografier, at man ikke kommer tæt på personen bag, men det føler man altså virkelig, at man gør, når man læser Stephen Frys ord. Det er følelsen af at sidde og få fortalt en historie af eller samtale med Fry, når man læser More fool me.

Når man, som jeg, er fan af mange af de personer, som Stephen Fry har spillet sammen med, er det virkelig interessant læsning. Han skriver bl.a. om Emma Thompson, og hvordan han reddede manuskriptet til hendes adaption af Sense and Sensibility (fantastisk film), om at være til Kenneth Brannaghs polterabend, om Hugh Lauries venskab, om en film der gik meget tæt på gruppens venskab og om tilblivelsen af Blackadder.

Dagbogen til slut er interessant læsning, men samtidig føler man desværre også, at Fry er sprunget over, hvor gærdet er lavest. Denne følelse får man specielt også, da han bruger første del af bogen på at opsummere, hvad der står i hans andre biografier, og det er da også fint, men man føler som læser alligevel, at han ikke har produceret så meget nyt til netop denne bog. Jeg håber dog inderligt, at der kommer en bog eller to mere fra Frys hånd, hvor han fortæller om sit liv, så man kan læse mere om hans refleksioner over, hvad han har oplevet i løbet af sin karriere og sin sygdom.

Har du læst Stephen Frys andre selvbiografier, eller er du fan af hans fantastiske programmer, så læs endelig More fool me, den er sjov, interessant og virkelig hurtigt læst, og man tilgiver hurtigt, at Fry ikke har opfundet den dybe tallerken med denne bog, når han lader læseren komme helt tæt på.

Belgravia, af Julian Fellowes

"Belgravia", af Julian Fellowes, udgivet 2016, Politikens Forlag, 4/5 stjerner (anmeldereksemplar fra Politikens Forlag)

Romanen tager sin begyndelse ved Hertuginden af Richmonds store bal i Bruxelles i 1815, det er aftenen før det legendariske slag ved Waterloo, og for de unge mænd, der danser rundt i den smukke balsal, venter der en grusom morgen, og mange vender aldrig tilbage. Sophia Trenchard er datter af Wellingtons krigsleverandør, og snart forandres hendes (og hendes nyrige families) liv for altid. 25 år senere ser verden anderledes ud, og Trenchard familien er steget yderligere i graderne. Vi befinder os i det smukke Belgravia i London, og aftenen for 25 år siden viser sig snart at få stor betydning for de involverede.

Julian Fellowes er bl.a. kendt for tv-serien Downton Abbey, og Belgravia er henvendt til det samme publikum som fuglte Crawley familiens op- og nedture. Vi befinder os i Englands overklasse, hvor Fellowes udforsker en periode, hvor de nyrige i England er begyndt at træde ind i de finere rækker, som tidligere var forbeholdt adelen, de er dog endnu ikke helt velkomne, men man ser tydeligt forandringen, der er på vej.

Dette er en skøn historisk roman, og man kan rigtig leve sig ind i en verden, hvor kvinder gik på visit, mænd mødtes i "klubben", hestevogne prægede bybilledet, og industrialiseringen var på vej. Det er en brydningstid, som Fellowes så fint får skrevet om her. Det er ikke en roman, hvor man kommer helt tæt på karakterne, og det er kun få personer, som man som læser føler, at man kommer ind på livet af, og som Fellowes virkelig formår at give et tilbundsgående billede af.

Lige nu læser jeg # 3 - En rørende biografi

Not my father's son, af Alan Cumming er en bog, som jeg faldt over i en lille boghandel i Islington i London. Den var sat ned til kun 3£, så den måtte med hjem. Det endte med, at jeg sad i lufthavnen og læste en stor del af bogen midt om natten. Det er en selvbiografi men en utrolig spændende en af slagsen. Jeg læser af og til biografier, men jeg har dog aldrig læst en som denne. Denne biografi er nemlig netop, hvad Neil Gaiman citatet på forsiden giver udtryk for: Denne bog er en pageturner! Man kan slet ikke lægge den fra sig, når man først får begyndt.

Not my father's son er fortællingen om specielt én skelsættende periode i Alan Cummings liv, den handler om hans voldelige far, om at finde sine rødder, og om, hvordan man kommer videre i sit liv.

Jeg mangler kun de sidste 20 sider, og jeg har indtil videre grinet, grædt og græmmet mig. Alan Cumming lader læseren komme helt tæt på, og hans liv har bestemt ikke været en dans på roser.

Endnu et besøg på Southbank Book Market

Jeg har været der flere gange efterhånden, og det er sjældent, at jeg rent faktisk har købt noget på det lidt dyre marked (jeg synes i hvert fald, at priserne er lidt pebrede). Alligevel er det et skønt sted at gå på opdagelse, der er en hyggelig stemning på Southbank lige ved Waterloo Bridge, hvor Southbank Centre og National Theatre også har hjemme.

Ved Themsen under Waterloo Bridge er der stillet lange borde op, der bugner af bøger i alle afskygninger, her er både billige og slidte paperbacks, smukt indbundne udgaver og relativt nye hardbacks.

Cats on the page - British Library

Cats on the page er den fineste lille udstilling på British Library, som udforsker kattens rolle i litteraturen og viser en masse fine illustrationer fra forskellige bøger frem. Desværre måtte man ikke fotografere i selve udstillingen, så jeg måtte nøjes med et billede af de fine skærme, der indrammede udstillingen.

Udstillingen kom vidt omkring, der var både tegninger af Mog af Judith Kerr til historier af T.S. Eliot samt en af Lewis Carrolls egne udgaver af Through the looking glass, der inkluderer nogle frustrerede kommentarer om trykkenes kvalitet bl.a. en illustration af Alices killing.

British Library har altid nogle spændende udstillinger. Og hvis man kommer forbi skal man altid huske at gå ind og se deres "skatte", som er vist frem i en permanent udstilling, hvor der er alt fra tidligere udgaver af Shakespeares værker til håndskrevne tekster af The Beatles.

Den Italienske Mester, af Tom Rachman

Den Italienske Mester, af Tom Rachman, udgivet i 2019 af Politikens Forlag, 5/6 stjerner (anmeldereksemplar fra Politikens Forlag)

Rom 1955, Pinch er 5 år gammel, og hans far er den berømte kunstner Bear Bavinsky. Bear er en charmør, der maler farverige og sensuelle malerier - closeups af kropsdele - Bear er altid i centrum. Hans kone Natalie, Pinchs mor, er også kunstner, men hun står i baggrunden, når denne store mand folder sig ud til fester eller i galleriet. Dette er ikke historien om Bear Bavinsky, men om hans søn Pinch.

Tom Rachman har med Den Italienske Mester formået at skrive et mesterværk af en roman med kunsten og familien i centrum. For hvilken effekt har det på en familie, på en søn, når en far er kunstner med stort K? Netop dette udforsker Rachman, hvor kunsten måske nok er i fokus, men hvor det i særdeleshed er relationen mellem en far og søn, som bliver omdrejningspunktet og det virkelig interessante.

Den Italienske Mester handler ikke om Bear Bavinsky men om hans søn Pinch. Som læser sidder man gang på gang frustreret tilbage, når Bear igen formår at styre Pinchs liv, ja og alle andre i familien, når det er kunsten - eller Bears kunst, der (igen) kommer i første række. Således må Pinchs mor Natalie da også stort set opgive sin keramik, for "Når folk siger muse, mener de i virkeligheden assistent, ved I godt det?". 

I Rachmans roman følger vi Pinchs liv fra barn til voksen, og hvordan farens kunstneriske virke er en allestedsnærværende del af sønnens liv. Han synes at være dømt til at leve i sin fars skygge - lige indtil han ved et tilfælde finder på en vanvittig plan, som potentielt vil forandre kunsthistorien for altid. Her udforsker vi ikke bare, hvad kunst er, men hvor skrøbeligt en kunstners eftermæle kan være at pille ved.

Tom Rachman har med Den Italienske Mester skrevet et værk, som udforsker kunst og familieliv, og som man længe efter endt læsning kan blive ved med at finde nye nuancer i. Denne roman handler både om de store kunstnere, og hvordan deres udsvævende liv har en stor effekt på deres nærmest og om de små kunstnere, som ikke formår at slå igennem. Rachman skriver om anerkendelse og manglen på den samme både personligt og kunstnerisk. Den Italienske Mester er en roman, der vil meget, men den kan så sandelig også meget, den formår at skabe en fin balance imellem det personlige og det kunstneriske, og samtidig vise, hvordan de to er tæt forbundne.

Jeg har tidligere skrevet om mit møde med Tom Rachman, det kan du læse om her.

Møde med Tom Rachman

Sponsoreret indlæg i form af invitation fra Politikens Forlag til forfatterarrangement samt anmeldereksemplar af Tom Rachmans bog Den Italienske Mester.

Den 28. februar tog jeg turen fra Kolding til Roskilde, da Politikens Forlag havde været så søde at invitere mig med til et bloggerarrangement og efterfølgende interview/foredrag på Roskilde Bibliotek med Tom Rachman i forbindelse med udgivelsen af hans nyeste roman Den Italienske Mester.

Tom Rachman viste sig at være en utrolig imødekommende person, som ikke var bange for at fortælle om sit forfatterskab og den nye bog, han var desuden også meget interesseret i os bloggere, som var mødt op. Det var en lille skare, så det var rigtig hyggeligt og intimt. Faktisk endte det næsten med, at han ville give os nogle jobsøgningstips, da vi sad en tre-fire stykker, som alle var jobsøgende. Men vi holdt os nu alligevel mest til Den Italienske Mester.

Rachman fortalte om grundtanken bag romanen, som jo drejer sig om forholdet mellem en far og en søn, hvor faren er kunstner med stort K. Det var netop dette, som interesserede Rachman. Han har selv en søn, og han var faktisk bange for at få børn, da han ikke var sikker på, at han ville være en god nok far, fordi han er kreativ og skrivende. Han talte om kunstnere som personer, der af andre (og måske dem selv) ses som personer, der er mere højrystede, mere frie, mere skøre, og at omverdenen også giver kunstnere lov til mere end andre. Man stiller ikke spørgsmålstegn ved, at de f.eks. er på stoffer, råber op eller har affærer både til højre og venstre. Rachmans spørgsmål var også, om det er  noget kunstnere bliver, fordi andre tillader det, eller er de kunstnere fordi de er sådan. Rachmans vinkel var så, hvad sker der med børn af sådanne mennesker. Virkelig spændende diskussion om kunst og mennesketyper.

Tak til Politikens Forlag og Tom Rachman for en skøn aften i fantastisk selskab. Det er ikke hver dag, at man får lov til at sidde og hyggesnakke med en internationalt anerkendt forfatter.

Forfatteraften med Tine Høeg og Thomas Korsgaard

Mandag var jeg til Forfatteraften på Fredericia Bibliotek med Tine Høeg og Thomas Korsgaard. De debuterede begge i 2017, Tine Høeg vandt debutantprisen, og Korsgaard var nomineret til samme pris (noget som de lavede meget sjov med, og vi blev vist allesammen enige om, at han helt sikkert måtte være blevet nummer to). Vi var lidt over tyve mennesker, så det var rigtig hyggeligt, og der var sådan en skøn afslappet stemning. Det blev en aften, hvor tiden fløj afsted med sjove anekdoter om bl.a. de to forfatteres fælles togture, hvor de sms'er sammen om de andre passagerer og om dengang en journalist var taget til en forkert by for at faktatjekke Korsgaards debutroman. Der blev snakket om Tove Ditlevsen, Virginia Woolf, Helle Helle og Suzanne Brøgger, om gymnasieundervisning og skriverytmer. Jeg håber på, at jeg igen engang får chancen for at høre de to samtale, for det var en skøn aften i super godt selskab.

 

Jeg er pt. i gang med at læse Tine Høegs Nye Rejsende, den er virkelig god og meget nytænkende i sin opbygning, hun fortalte, at en anmelder har kaldt den en digtroman. Efter denne hyggelige forfatteraften, glæder jeg mig også helt vildt til at læse Thomas Korsgaards to romaner, for han er uden tvivl en dygtig fortæller.