onsdag den 27. februar 2019

Forfatteraften med Tine Høeg og Thomas Korsgaard

Billedet indeholder sandsynligvis: 2 personer, folk, der sidder og indendørs

Mandag var jeg til Forfatteraften på Fredericia Bibliotek med Tine Høeg og Thomas Korsgaard. De debuterede begge i 2017, Tine Høeg vandt debutantprisen, og Korsgaard var nomineret til samme pris (noget som de lavede meget sjov med, og vi blev vist allesammen enige om, at han helt sikkert måtte være blevet nummer to). Vi var lidt over tyve mennesker, så det var rigtig hyggeligt, og der var sådan en skøn afslappet stemning. Det blev en aften, hvor tiden fløj afsted med sjove anekdoter om bl.a. de to forfatteres fælles togture, hvor de sms'er sammen om de andre passagerer og om dengang en journalist var taget til en forkert by for at faktatjekke Korsgaards debutroman. Der blev snakket om Tove Ditlevsen, Virginia Woolf, Helle Helle og Suzanne Brøgger, om gymnasieundervisning og skriverytmer. Jeg håber på, at jeg igen engang får chancen for at høre de to samtale, for det var en skøn aften i super godt selskab.
 
Jeg er pt. i gang med at læse Tine Høegs Nye Rejsende, den er virkelig god og meget nytænkende i sin opbygning, hun fortalte, at en anmelder har kaldt den en digtroman. Efter denne hyggelige forfatteraften, glæder jeg mig også helt vildt til at læse Thomas Korsgaards to romaner, for han er uden tvivl en dygtig fortæller.

Ingen kommentarer :

Send en kommentar