onsdag den 21. marts 2018

Forfattermøde med Sebastien de Castell

 
(Reklame/Sponsoreret indhold i form af anmeldereksemplar og invitation af Gyldendal og Arnold Busck)

 
Den 19. marts var jeg inviteret til meet and greet med den canadiske forfatter Sebastien de Castell hos Arnold Busck i Aarhus. Sebastien de Castell skulle fortælle om den nyligt udgivne roman Spellslinger, som er den første bog i en serie, der kommer til at bestå af seks bøger om drengen Kellen.
 
Jeg tog toget til Aarhus og aftalte på vejen at mødes med Irene, det var super hyggeligt. Vi kiggede både i et par butikker, hvor vi faktisk så de Castell i en boghandel, og så var vi en tur på Starbucks for at få lidt at spise og drikke inden vi gik tilbage mod Arnold Busck.
 
Jeg kendte slet ikke til bøgerne på forhånd (har godt hørt dem nævnt, men ikke andet), men det viste sig hurtigt at Sebastien var en rigtig underholdende fortæller. Han fortalte bl.a. lidt om sin barndom og, hvordan figurerne i bøgerne blev til. Jeg glæder mig nu rigtig meget til at læse bøgerne, for hans smittende glæde gav virkelig lyst til at udforske hans forfatterskab. Man følte sig lynhurtigt super godt tilpas i hans selskab, og han er tydeligvis typen, der kan snakke i timevis, hvis han får lov. Og det er virkelig noget, jeg holder af, når jeg lytter til en forfatter (eller andre foredragsholdere) fortælle.
 
Specielt historien om, hvordan egernkatten (squirrelcat) Reichis blev til var virkelig underholdende (og lang!). Sebastien var faktisk mere eller mindre færdig med bogen, da de løb ind i et lille problem. Reichis var på dette tidspunkt en vaskebjørn, en lidt fræk en af slagsen, som kan tale. Men så udkom filmen Guardians of the Galaxy, og pludselig mente de ikke rigtig, at en vaskebjørn var en så god idé. Det endte derfor med, at Sebastien opfandt egernkatten i stedet for.
 
Efterfølgende fik vi alle signeret vores bøger (jeg modtog et eksemplar fra Gyldendal), og her skal lige nævnes, at jeg aldrig har prøvet at få signeret en bog på den måde før. Sebastien har det fineste segl/stempel, som han mærker alle bøger med, som han signerer. Det er sådan en lille "tangagtig" ting, som han klemmer sammen om en side i bogen, hvorefter der er trykket et segl/stempel ned i - meget smart.
 
Tak til Arnold Busck og Gyldendal og ikke mindst Sebastien de Castell for en dejlig eftermiddag.

Ingen kommentarer :

Send en kommentar