Hvor er stjernerne når det er lyst, af Lisbet Lundquist

  Hvor er stjernerne når det er lyst, af Lisbet Lundquist, udgivet 2018, Politikens Forlag, 5/6 stjerner (anmeldereksemplar fra Politikens Forlag)

"I ret høj grad sandfærdige erindringer"

Sådan er undertitlen til Lisbet Lundquists selvbiografi, en undertitel der på fineste vis beskriver, ja vel alles, erindringer. Selvom man gør sit yderste for at beskrive virkeligheden sandfærdigt, er det jo ikke altid, at man husker (helt) rigtigt. De fleste har vel prøvet at snakke om en begivenhed, som man har en tydelig erindring af, mens den man taler med husker det på en helt anden måde. Lisbet Lundquist giver her med undertitlen en fin lille beskrivelse af, at en selvbiografi både er sandfærdig, men at der også kan være lidt lagt til eller trukket fra.

Hvor er stjernerne når det er lyst er en flot skrevet og utrolig sanselig bog. Den byder på både grin og gråd, kærlighed, sex, usikkerhed, hårdt arbejde og stjernestøv. Lisbet Lundquist skriver i små fragmenter om sin barndom frem til tiden, hvor hun begynder at skrive på bogen, dog springer hun - måske lidt overraskende - stort set over de mange års samliv med Søren Østergaard. Til gengæld får vi et fantastisk indblik i Lundquists barndom og ungdom i huset i Holte med faderen Frank, moderen Ida og de to brødre Lars og Jesper. Derudover kan man bl.a. læse om starten på Lundquists karriere, ungdommens forelskelser og forholdet til skuespilleren Peter Steen.

Bogen er inddelt i små episoder, og der springes både i tid og sted, i stedet er der tematiske tråde, der binder fragmenterne sammen. Lundquist giver med formen på sin selvbiografi følelsen af, at man som læser nærmest sidder sammen med Lisbet og får fortalt historier fra hendes liv, man føler virkelig at man kommer tæt på. Jeg tror derfor også, at de fleste, der læser bogen her, nu føler, at man i hvert fald ikke behøver at forsøge at proppe et stykke gær i munden, for beskrivelsen af at spise gær står her så tydeligt for mig, og selvom Lisbet Lundquist nyder fornemmelsen af gær, så tror jeg nu, at jeg springer over.

Lisbet Lundquist fortæller med en fantastisk tilstedeværelse, og hendes erindringer står så klart frem på bogens sider, at man tydeligt kan forestille sig både personer og gaden, hvor hun voksede op. Derfor fremstår bogen også som et glimrende snapshot af familielivet i 1940'erne og 1950'erne.

Det er sjældent, at jeg har læst så godt skrevet en selvbiografi, hvor personer, steder og tidsbillede træder så tydeligt frem. Lisbet Lundquist hopper let og elegant henover faldgruber som namedropping og fokus på eventuelle saftige historier fra f.eks. skuespillermiljøet, som man så tit finder i selvbiografier. I stedet får man her en super godt skrevet historie, hvor det specielt er barndommen, der er i fokus, og hvordan netop de tidlige år former et menneske. Det er en bog, der både er utroligt bevægende og utroligt morsom på samme tid. Læs den!

 

Kan se Lisbet Lundquist kommer til Bogforum lørdag og søndag. Det bliver spændende!