onsdag den 3. juni 2015

Jordemoderen, af Katja Kettu

"Jordemoderen", af Katja Kettu, (org. titel "Kätilö"), udgivet 2015 (org. udg. 2011), Forlaget People's Press, 3/5 stjerner (anmeldereksemplar fra People's Press)

Jordemoderen Vildøje møder på vejen til en fødsel den tyske SS-officer Johannes Angelhorst, et møde der kommer til at definere hendes liv. Året er 1944, og Anden Verdenskrig raser. Vildøje følger efter sin elskede Johannes til fangelejren Titovka, her skal han virke som officer, og hun hjælper til som sygeplejerske. Det er et grusomt sted, hvor mennesker og dyr nærmest bliver ét. Operation Kostald er det eneste sted, jordemoderen ikke må komme, stedet hvor alle kvinder, der kommer til lejren, ellers bliver anbragt. Finlands alliance med Tyskland vakler, og snart er Vildøje i fare, alt imens hendes elskede Johannes bliver mere og mere traumatiseret af krigens grusomheder.

"Jeg stod dækket fra top til tå i blod og slimhinder, og navlestregen, som jeg lige havde bidt over, hang og dinglede fra min mundvig. Jeg spyttede den ud på gulvet og bad: Se ikke på mig. Kære Gud, lad ham ikke se mig. Se ikke på mig nu. Inden jeg nåede at flygte, hvilede dine øjne allerede på mig, dine pupiller stillede skarpt, og du rynkede øjenbrynene, som en naturforsker, når han møder en uidentificeret slimdyrart. Helt kort, hurtigere end man kan blinke med øjnene, kunne jeg mærke noget forandre sig, og i et kort øjeblik var det hannens blik, hanrensdyret, der havde fået færten af et hunrensdyr."

"Jordemoderen" er ikke en bog for sarte sjæle. Den er barsk, grafisk i sit sprog og til tider direkte ulækker: Den er rå! Den maler et grusomt portræt af menneskers liv under krigen og i fangelejre. Fødsler, aborter, mord og voldtægt beskrives detaljeret og uden nogen form for medfølelse. Katja Kettu har skrevet en roman, der efterlader læseren med en knude i maven og en klump i halsen.

Denne bog er et af de sjældne tilfælde, hvor jeg er virkelig i tvivl om, hvad jeg synes om den. Kettu har begået en utrolig velskrevet roman. Handlingen bevæger sig frem og tilbage i tid, og den er fortalt gennem en række dagbogsbreve og hemmelige kodede beskeder fra spioner i og omkring en hemmelig hytte ved Død Mands Fjord. Fortid, fremtid og nutid spiller sammen på en utrolig fin måde fra start til slut. Man bliver vævet længere og længere ind i historien, hvor personer dukker op i fortællinger på kryds og tværs af både tid og sted. Og netop derfor er det en virkelig velskrevet roman. På den anden side følte jeg mig af og til nærmest frastødt af både protagonisten Vildøje såvel som samtlige andre karakterer i romanen, og endda af romanen selv. Den er så nøgen i sit udtryk: Når en hund æder sine hvalpe, eller en abort beskrives ned i mindste detalje, eller tænder slås ud. Jeg endte på en lige over middel karakter. Denne bog er ærlig i sit udtryk, og yderst velformuleret, men samtidig kunne jeg ikke sætte den højere, når jeg til tider følte mig så dårligt tilpas, imens jeg læste den. Dette er dog netop Kettus styrke, hun har formået at skrive en roman, der virkelig får lidelsen tæt på læseren. Og det tager jeg hatten af for!

"Når alle mændene var gået, sad hun i mørket på kanten af sin seng og sang. Den multebærduftende kvinde var den eneste, der udviste selv den mindste smule venlighed over for mig. Alle de andre forholdt sig til mig med åben fjendtlighed, jeg var jo den frygtede og skrækindjagende Fräulein Schwester,"

Vildøjes kærlighed til Johannes er omdrejningspunktet i denne roman, og hendes kærlighed er voldsom, den afspejler ligesom alt andet i romanen en voldsomhed i alt kropsligt, hun hungrer efter ham og kan ikke undvære ham. Der er noget dyrisk over den tiltrækning, hun oplever, og netop det dyriske synes at spille en stor rolle i romanen. Krigen har resulteret i en degeneration af mennesket, det er dræb eller bliv dræbt! Johannes er stærkt præget af krigen, hans erindring af krigshandlingerne er tågede og nærmest ikkeeksisterende. Han forsøger at holde sig udenfor, og han fokuserer på at fotografere krigen i stedet for at medvirke i den. Mens Vildøjes seksualitet er voldsom, er Johannes' billeder et udtryk for præcis det samme,  når han ikke kun fotograferer krigen men også nøgne kvinder, der medvirker i den. Katja Kettu fremstiller i romanen krigens gru, men det samme gør romanens karakterer.

Katja Kettus "Jordemoderen" er en barsk omgang, velskrevet og flot. Den er ikke for sarte sjæle, men den er også læsningen værd. En fascinerende historie om krig og kærlighed, der virkelig sætter gang i tankerne hos læseren. For hvor går grænsen, og kan en så voldsom kærlighed ende lykkeligt?

2 kommentarer :

  1. Wow! Fuldstændig perfekt foto, passer så godt til bogen og utrolig velskreven anmeldelse :) Desværre var bogen slet ikke noget for mig, som du skriver er den meget rå og sproget er direkte og vulgært og for mig overdøvede det fuldstændig historien. Jeg har tænkt på at læse den igen på et tidspunkt, hvor jeg ikke lige har haft en hel måned med bøger om Anden Verdenskrigs-helvede.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak :) Ja genlæsning tror jeg også kunne være interessant, så bed man også, hvad man går ind til.

      Slet