tirsdag den 8. marts 2016

Kvindernes internationale kampdag - bøger af markante kvinder

 
Literature is open to everybody. I refuse to allow you, Beadle though you are, to turn me off the grass. Lock up your libraries if you like; but there is no gate, no lock, no bolt, that you can set upon the freedom of my mind.”  
                                                             -Virginia Woolf, A Room of One's Own

8. marts er Kvindernes internationale kampdag. Jeg har derfor fundet ni bøger frem, der alle er skrevet af markante kvindelige forfattere. I min jagt rundt i bogreolen fandt jeg et utal af gode bøger af gode kvindelige forfattere. Jeg fandt dog også en del bøger af markante kvindeskikkelser, som jeg aldrig har fået læst, eller kvindelige forfattere, som jeg kun har læst lidt af. Deriblandt er Karen Blixen, Tove Ditlevsen, George Eliot, Alice Munro, Donna Tartt, Agatha Christie, Nella Larsen og Edith Wharton. De er alle kvinder, der er en stor del af litteraturhistorien, og jeg glæder mig til at begynde på eller videre udforske deres forfatterskaber.
 
De ni udvalgte bøger er nogle af mine favoritter skrevet af kvindelige forfattere, det er markante bøger i litteraturens historie, og bøger, som har formet mit liv som læser. Der er bøger fra min barndom og bøger, jeg stiftede bekendtskab med i løbet af min uddannelse. Der er både bøger med kvindelige og mandlige protagonister, bøger med kærlighed i centrum, historier om familie og magi. Det, de har tilfælles, er, at de er skrevet af kvindelige forfattere, der virkelig har gjort stort indtryk på mig.
 
"Harry Potter and the Philosopher's Stone", af J.K. Rowling. Rowling formåede at gøre noget, som meget få har opnået. Hun skabte et univers, som blev nærmest ensbetydende med en hel generations læsning. Harry Potter har ændret mange liv, og bøgerne har været startskuddet til en passion for læsning for børn over hele verden.
 
"Det lille Hus i den store skov", af Laura Ingalls Wilder. Bøgerne om Laura  har været en stor del af min opvækst, bøgerne resulterede i mange skønne højtlæsningsstunder sammen med min mor, og jeg holder utrolig meget af bøgerne om familien Ingalls.
 
"The Waves", af Virginia Woolf. Det er svært at vælge et enkelt værk ud af Woolfs forfatterskab. Denne roman står dog helt tydeligt i min erindring, og den er intet mindre end fantastisk. På Kvindernes internationale kampdag skal dog også lige nævnes hendes essay "A Room of One's own", hvor Woolf bl.a. udforsker kvinders muligheder for at skrive. Det er et virkelig interessant værk, som man ikke må snyde sig selv for.
 
"Jammers Minde", af Leonora Christina. Denne selvbiografiske bog er skrevet i 1600tallet og er et af de mest markante og vigtigste værker fra denne periode i Danmark, selvom bogen faktisk først udkom i 1869. Leonora Christina skrev på bogen allerede imens, hun var fængslet i Blåtårn.
 
"Wuthering Heights", af Emily Brontë. En smuk og gotisk roman, der udforsker kærlighed, besættelse og had. En absolut klassiker.
 
"Sense and Sensibility", af Jane Austen. Austen er svær at komme udenom, når man ser på markante kvindelige forfattere. Hendes bøger har alle klassikerstatus og burde være på enhver læseliste.
 
"Billedhuggerens Datter", af Tove Jansson. Janssons bøger om Mumitroldene er kendt og elsket af børn og voksne over hele verden. Hendes bøger henvendt til voksne såsom denne er dog mindst lige så gode og stemningsfyldte. Denne omhandler hendes egen barndom.
 
"Frankenstein", af Mary Shelley. Endnu en gotisk klassiker, der udforsker menneskets natur, hvad man er villig til at gøre i videnskabens navn og konsekvenserne heraf.
 
"Jane Eyre", af Charlotte Brontë. Historien om en ung guvernante, der forelsker sig i den mystiske Rochester. Brontë søstrene står bag nogle af periodens største værker, der med deres gotik er utrolig spændende læsning.
 
Hvilke kvindelige forfattere hører til blandt jeres største læseoplevelser?
 

 

4 kommentarer :

  1. Rigtig fine bud på stærke kvinder! Jeg skal klart have læst flere af dem!

    SvarSlet
    Svar
    1. Virkelig sjovt at se på kvindelige forfattere faktisk, man får lidt øjnene op for, at man skal have læst nogle flere af dem :D

      Slet
  2. Åh, ja. Der er så mange skønne, kvindelige forfattere og så lidt tid. George Eliot, Jane Austen, Louisa May Alcott, L. M. Montgomery, Anne Brontë, Elizabeth Gaskell, Tove Jansson, Astrid Lindgren, Donna Tartt, Dodie Smith & Frances Hodgson Burnett er blandt mine. For at nævne nogle få.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja der er virkelig så mange, Gaskell burde jeg virkelig også og Anne Brontë. Astrid Lindgren har jeg fået læst rigtig meget op af, men jeg har aldrig selv læst hende, så hende burde jeg også få fundet frem fra gemmerne! :)

      Slet