fredag den 23. januar 2015

En plus En, af Jojo Moyes

"En plus En", af Jojo Moyes, udgivet 2014, forlaget Cicero, 3/5 stjerner (anmeldereksemplar fra Rosinante&Co)

Den enlige mor Jess, hendes to børn, datteren Tanzie og stedsønnen Nicky og IT-manden Ed er de fire personer, man følger i romanen, og som alle fire på skift har den bærende synsvinkel. Jess er blevet forladt af sin mand Marty og skal klare sig selv, hun gør rent og arbejder på en pub for at klare til dagen og vejen, mens Nicky, en ranglet teenager i sort tøj med mascara, bliver mobbet og banket dagligt, og Tanzie, et lille matematikgeni, får muligheden for et bedre liv, da hun tilbydes en plads på en privatskole. Spørgsmålet om, hvordan skal Jess klare at finansiere datterens skoleskift, synes dog endelig at være løst, da Tanzie kan deltage i en matematikolympiade. Ed en rig IT-mand under mistanke for insiderhandel bliver pludselig den eneste mulighed for at nå frem til den anden ende af Storbritannien og matematikolympiaden.
"Og nu stod hun så der, i rabatten af en firesporet vej klokken tyve minutter i tolv om natten sammen med to politibetjente. De behandlede hende ikke, som om hun var storforbryder, sådan som hun havde regnet med, nej, det var meget værre: som om hun bare var meget meget dum."
"En plus En" er en sød roman, det er sådan en roman, man kan sluge på en eftermiddag i sofaen med slik og en kop kaffe ved hånden, men det er også en roman, som går ind ad det ene øre og ud af det andet. Det er ligesom en sød og sjov romantisk komedie, den er forudsigelig med et persongalleri, som man bare bliver nødt til at holde af. Der er endda den største og mest ildelugtende hund; Norman, som man da heller ikke kan andet end håbe det bedste for. Moyes har formået at skrive en sød og sjov roman med et tiltalende persongalleri. Det er en underholdende, sjov og ganske vedkommende roman, som dog har et par fejl og mangler hist og her.
"Den næste del af turen var faktisk ret hyggelig. Der var ikke så meget trafik, og mor ovetalte mr. Nicholls til at tænde for sin yndlingsradiostation, og hun sang med på seks sange - højere og højere for hver sang. Hun fik også Tanzie og Nicky til at synge med, og i starten så mr. Nicholls ikke særlig begejstret ud, men efter et par kilometer lagde Tanzie mærke til, at han sad og nikkede lidt med hovedet."
De fire synsvinkler fungerer egentlig nogenlunde, men personligt synes jeg en roman fortalt i tredjeperson med denne form for skiftende synsvinkel er mere forvirrende og irriterende end et plus for fortællingen, og det synes jeg også i dette tilfælde. Jeg forstår Moyes' idé, men ville have ønsket af de forskellige synsvinkler var blevet skrottet, simpelthen fordi de til tider virker uigennemtænkte, eller at hun havde gået hele vejen og skrevet kapitlerne i førsteperson, så den skiftende synsvinkel virkelig kom til sin ret.
 
Jeg nød at læse Moyes' roman, men den var bare forudsigelig, og jeg ville ønske, at der havde været en lidt mere original tanke i romanen; et eller andet overraskende element. Alt i alt er det her dog en roman, som jeg hyggede mig gevaldigt med, men den er bare heller ikke mere end det, så vil man gerne slappe af i sofaen med en hyggelig bog, hvor man bare kan forelske sig i den lækre IT-nørd og heppe på, at han ender sammen med den ligefremme rengøringsdame, så er denne roman perfekt, og hvem har ikke lyst til det engang imellem?!

onsdag den 14. januar 2015

Sommerbogen, af Tove Jansson



"Sommerbogen", af Tove Jansson, udgivet i 2014, Forlaget Gyldendal, 4/5 stjerner, anmeldereksemplar fra Gyldendal

Sophia har mistet sin mor, og hun tilbringer hele sommeren sammen med sin far og farmor på en ø i den finske skærgård. Sophia og hendes farmor er næsten sammen hele dagen, de beundrer naturen, leger og udforsker, de er begge nysgerrige og viljefaste, og de følges overalt.
"Luk lugen, det trækker, sagde farmoren. Gå ud og foretag dig noget. hun vendte sig om mod væggen og læste i sin bog. De var begge blevet umulige og kunne ikke længere omgås hinanden. De skændtes på den forkerte måde."
"Sommerbogen" af Tove Jansson er en smuk lille bog, som man nyder at fordybe sig i. I løbet af et øjeblik er man tilbage i barndommens finurlige verden. Sophias farmor er ved at være gammel, og hun er ikke altid så frisk, som hun har været, men selvom farmoderen til tider skranter lidt, formår hun at passe den lille pige og være med på de mange små eventyr, som øen byder på.

Dette er Tove Janssons første bog for voksne, og selvom den henvender sig til voksne læsere, er det dog et barnligt univers, man befinder sig i. Sophia er en pige, der er meget bestemt, hun ved i sit barnlige sind præcis, hvad hun vil, selvom hendes ønsker ikke altid holder i længden. For alle børn tror jo, at de ved, hvad de ønsker, og hvad der er bedst for dem, men når det kommer til stykket, er det sjældent, at det virkelig forholder sig, som børn tror. Jansson har i denne lille roman virkelig formået at skabe et fantastisk univers, der udmærker sig ved at være set fra en lille piges synsvinkel.
 
"Sophia bar sit sengetøj ned til teltet. Ved solnedgangstid lukkede hun legehuset og sagde farvel. Helt alene gik hun ned til kløften, som denne aften var blevet et uendeligt fjernt sted, forladt af Gud og mennesker og spejdere, en ødemark med natten foran sig."
 
"Sommerbogen" er fyldt med en dejlig ro og en idyllisk verden, men det mesterlige greb er Janssons fantastiske måde, hvorpå idyl og mørke mødes, hvordan mørket og en form for utryghed finder vej ind i det, der kunne være "bare" en hyggelig lille roman. Jansson lader i stedet to modpoler mødes, at der i alt hygge er en uhygge, præcis ligesom den natur, som personerne befinder sig i; på en ø, hvor vejret er omskifteligt, og farerne konstant lurer, når farmoderen f.eks. lader sin dør stå åben, for at skibbrudne kan søge ly. Det er dette, der giver bogen en dybde, som man bliver aldeles fascineret af.
 
Jeg nød virkelig at læse "Sommerbogen", det er en fin lille roman så smukt formuleret, at man ikke kan andet end at drømme sig væk til en anden verden. Det er på én gang et hyggeligt univers, man her drages med ind i, som alligevel byder på den unikke fornemmelse af utryghed og usikkerhed, som er gennemgående i Janssons forfatterskab. Det er et univers, der er fyldt med varme, tryghed og hygge, blandet med små uhyggelige hændelser eller usikkerheder, som når Sophia alligevel ikke tør sove ude helt alene, men søger tilbage til sin farmor efter tryghed.
Tænk at en så lille og fin bog kan indeholde hele barndommens verden, og det er dette Jansson har formået med "Sommerbogen", en kort og præcis roman med en helstøbt verden indeni.