Nyhederne er fulde af artikler om uddannelser og karaktergennemsnit, for det var i dag, at så mange fik enten opfyldt eller knust en drøm, en drøm om en bestemt uddannelse og dermed også en ny retning på ens liv. Kravene ser ud til at blive højere og højere, der er flere uddannelser, man kun kan blive optaget på, hvis man har et gennemsnit på over 11, det virker nærmest helt surrealistisk.
Jeg husker alt for godt, hvordan det var at vente på det endelige svar; om man var kommet ind eller ej. Egentlig var Litteraturvidenskab min 2. prioritet: Jeg havde søgt ind på Journalistuddannelsen (i Odense), og jeg var nået frem til efter optagelsesprøven, da jeg begyndte at tvivle på mit 1. valg. Journalistik havde i lang tid været det, jeg sigtede efter, men egentlig var det en karriere med at skrive og en interesse indenfor kulturområdet, der var drømmen og ikke nyhedsjournalistik. Efter prøven gjaldt det samtalen, og jeg troppede op på universitetet og gennemførte den, der gik et stykke tid med megen nervøsitet, inden jeg fik at vide, at jeg ikke var optaget på Journalistik; der faldt en sten fra mit hjerte, for selvom det var noget, jeg havde stræbt efter længe, havde mine drømme ændret sig: Jeg havde opdaget Litteraturvidenskab kort tid inden ansøgningsfristen, men det var som om, et lys blev tændt (ja præcis ligesom i tegnefilm!), det lød så utrolig spændende, at jeg slet ikke kunne forestille mig at læse andet. Da jeg sad og ventede på at få at vide, om jeg var kommet ind på 2. prioriteten, vidste jeg egentlig også inderst inde, at der ingen fare var, for på det tidspunkt var man sikret en plads, hvis karaktergennemsnittet var over 6.0. Alligevel var det med nervøsitet, at jeg afventede svar, (for i min verden er man ikke sikker på noget, før man har det på skrift) indtil jeg med et lettelsens suk og med sommerfugle i maven opdagede, at jeg var optaget på Litteraturvidenskab - drømmestudiet!
Bøger har altid betydet meget, og jeg har elsket at lære mere om litteraturen, jeg har haft undervisere, der brændte for deres felt, og jeg har opdaget helt nye forfatterskaber. Det har været et nyt kapitel, et kapitel med helt nye drømme og muligheder. Jeg færdiggjorde min Bachelor her inden sommerferien, og jeg glæder mig nu bare helt utroligt til at starte på Kandidaten, for der venter mig endnu mere fantastisk litteratur og en masse nye udfordringer. Når jeg fortæller om, hvor jeg er endt til gamle lærere, nikker de anerkendende, jeg har altid haft en speciel tilknytning til de fag, hvor man selv kunne udfolde sig, jeg elskede engelsk, dansk og tysk både i folkeskolen og i gymnasiet, jeg elsker at skrive, og jeg elsker at læse, og specielt elsker jeg at analysere og nærstudere tekster. Når jeg nu nævner lærere fra min tid i folkeskolen og i gymnasiet, er der specielt to, der nok ville nikke mest genkendende til mit valg af uddannelse; min fantastiske tysklærer fra gymnasiet, der, da jeg fortalte hende om, hvad jeg nu studerer, da jeg mødte hende igen, nikkede og sagde, at hun egentlig ikke kunne forestille sig andet, når jeg nu sagde det... Den anden lærer er min engelsklærer fra de 2 sidste år i folkeskolen, der måske fik lidt af et chok, da hun gav os opgaven: læs en tekst/bog og giv et referat og fortæl om bogen, da hun modtog min opgave; Jeg læste "The Hound of the Baskervilles" af Arthur Conan Doyle, og min opgave var nok mindst dobbelt så lang som de andres, men der var jo så meget at skrive om, og jeg fik da også rigtig meget ros...
Når jeg tænker tilbage på min barndom, der var fyldt med bøger og højtlæsning, er det nok ikke så vanskeligt at se, hvorfor jeg er endt, hvor jeg er, men det var slet ikke noget, jeg havde forestillet mig, hvis du havde spurgt mig for 4 år siden. I dag er jeg lykkelig for mit valg, det var et valg taget med hjertet, og i en verden hvor man siger tænk kun på, hvor du kan få job efter endt uddannelse, siger jeg; husk nu også at det du vælger ikke kun er en uddannelse, det er et valg, der vil præge dig i lang tid fremover, måske endda resten af dit (arbejds)liv. Hav hjertet med, og held og lykke til alle dem, der i dag kom ind (eller ikke kom ind) på drømmeuddannelsen!