23. april - 400-året for Shakespeares død

 

D. 23. april markerer 400-året for William Shakespeares død, og verden over fejres Shakespeare med masser af arrangementer og teaterforestillinger. Jeg planlægger at markere dagen ved at læse en masse Shakespeare, så jeg har fundet nogle af mine (mange) Shakespeare-bøger frem fra reolen, og jeg glæder mig til at fordybe mig i tekster af og om Shakespeare i mit eget lille Shakespeareadathon, som man i løbet af dagen kan følge med i på bl.a. Instagram. Jeg har dog allerede taget hul på fejringen, da jeg i torsdags var på Kronborg for at se Globe to Globe Hamlet, som er en del The Globe Theatre og HamletScenens fejring af Shakespeares liv og virke. Det var en skøn oplevelse, som I kan læse meget mere om her på bloggen i morgen.

 

Jeg har ikke læst alt af Shakespeare, men jeg sætter mig nu for at læse alle hans værker i løbet af det næste års tid. Det er noget, jeg har ønsket at gøre længe, og nu synes at være et godt tidspunkt at starte. Jeg har allerede læst sonetterne og ret mange af hans dramaer, "Hamlet" er og bliver mit yndlings drama, og det står for mig som et af de vigtigste litterære værker, jeg har beskæftiget mig med. Dramaet gjorde stort indtryk på mig, da jeg læste det for første gang i gymnasiet og bagefter så det opført i København. Siden da har jeg set to forskellige forestillinger på Kronborg samt en i London (som jeg dog så 3 gange), læst utallige artikler og bøger om dramaet og skrevet mit speciale om "Hamlet". Det skuespil rører mig, og jeg bliver aldrig træt af at se det, læse det eller læse om det. Jeg holder utrolig meget af at se Shakespeares skuespil, blandt dem, jeg indtil videre har oplevet på teatret, er bl.a. "Coriolanus", "Much ado about Nothing", "Winter's Tale", "Macbeth" og "The Merry Wives of Windsor", og senere i år skal jeg endelig se "Romeo and Juliet", det har stået på ønskelisten længe! "Hamlet" har jeg dog set flest gange, og hver gang tager man som publikum noget nyt med hjem fra oplevelsen. Det er netop dette, Shakespeares tekster kan; man bliver ved med at finde nye dybder i hans dramaer. Derfor er det altid skønt at se og læse hans værker. Der er noget evigtgyldigt i de karakterer, han har skrevet, hans sproglige opfindsomhed har sat sit præg på engelsk såvel som mange andre sprog, og hans historier er kendt verden over.

 

Det er 400 år siden, at Shakespeare døde, men hans sonetter og dramaer lever videre, de læses og opføres igen og igen. Vi, læsere og publikum, lader os stadig bevæge, forfærde og underholde af Shakespeares historier og persongalleri, og mon ikke vi vil blive ved med det de næste 400 år.

Litteraturvidenskab, speciale og Hamlet

 

 

Den 17. august står markeret i min kalender med fed understregning og rød skrift. Det er den dag, hvor mit studieliv slutter, det er den dag, hvor jeg skal aflevere mit speciale. For næsten fem år siden startede jeg på Litteraturvidenskab i Odense. Jeg tog min BA i Litteraturvidenskab og Kommunikation, retorik og formidling, hvorefter jeg kom videre på kandidatstudiet, og nu snart afleverer mit speciale indenfor Litteraturvidenskab.

 

Jeg har siden begyndelsen af min uddannelse haft en drøm om at skrive om "Hamlet" af Shakespeare, men jeg turde ikke rigtig kaste mig ud i det, indtil jeg, få måneder inden vi skulle tage stilling til valg af specialeemne, skrev en opgave i faget "Selvstuderet Litterært Emne", her skrev jeg om "Hamlet". Jeg ville tage den sidste chance for at udforske det drama, der har betydet enormt meget for mig, og den forfatter som jeg ser som en af de største nogensinde. Undervejs i forløbet og efter en snak med min vejleder tog jeg springet og besluttede at skrive speciale i "Hamlet".

"Hamlet" var det første Shakespeare stykke, jeg så i teatret, det var samtidig det første Shakespeare skuespil, jeg læste, da vi i 1.g skulle læse "Hamlet" og derefter se forestillingen på Gladsaxe Ny Teater med Thure Lindhardt i titelrollen. Jeg har altid gået meget i teatret, men jeg var blæst total bagover af den forestilling. To år senere blev "Hamlet" også det første teaterstykke, jeg så på engelsk, da jeg var på Kronborg på HamletScenen for at se Jude Law i titelrollen. Det blev endnu en milepæl i mit "teaterliv". Det står stadig som en af de bedste forestillinger, jeg nogensinde har set. Derfor er "Hamlet" kommet til at betyde utrolig meget for mig, fordi den markerer indgangen til nogle fantastiske litterære oplevelser og teateroplevelser. Ligesom "Northanger Abbey" af Jane Austen altid vil være noget helt specielt, fordi det var den første roman af Austen, jeg læste. "Hamlet" var min første rigtige oplevelse af Shakespeare. Og jeg glæder mig til at se endnu en forestilling med "Hamlet" i London i august, det bliver spændende at se stykket igen efter at have arbejdet med det i seks måneder.

 

Nu nærmer afleveringsdatoen for specialet sig med hastige skridt, og jeg har endnu ikke fortrudt mit valg. Jeg har nydt at skrive om en litterær tekst, som jeg elsker, og som jeg fortsat finder nye ting og betydninger i. Samtidig føler jeg, at specialet har betydet så meget for mig og fyldt så meget i min hverdag det sidste halve år, at det også skulle have en plads her på bloggen. Der har ikke været tid til meget hyggelæsning igennem de sidste måneder, i stedet har jeg læst masser af litteratur om et emne, der virkelig interesserer mig. Jeg har læst om Hamlet, melankoli, humoralpatologi og nydt hvert et sekund, selvom man til tider føler sig presset.

 

Jeg glæder mig til at aflevere specialet, om end det samtidig markerer afslutningen på fem fantastiske år blandt ligesindede litteraturelskere. Jeg vil savne undervisningen med undervisere, der brænder for deres forskningsområder, og som elsker bøger. Det bliver underligt, at "skolen" pludselig er slut, men jeg glæder mig til nye udfordringer. Jeg er lykkelig for, at jeg valgte Hamlet, for selvom han er lidt melankolsk, er han en af de mest vittige og geniale karakterer, der findes i litteraturen.
 

London, teater, kunst og James McAvoy

Torsdag d. 5. marts gik turen endnu engang til dejlige London, jeg havde siden slutningen af oktober glædet mig rigtig meget til at komme til London for at se James McAvoy i 'The Ruling Class' i Trafalgar Studios.

Da jeg ankom til byen, tog jeg en tur hen til Old Spitalfields antikmarked, det finder sted hver torsdag, og der er en masse stande fyldt med alt, hvad hjertet kan begære af antikviteter og alle mulige ældre og retro ting. Det er virkelig hyggeligt at gå rundt og kigge på de mange smukke ting, jeg fandt bl.a. to fine bøger, som jeg vil vise frem i et senere indlæg. Markedet har ting i alle prisklasser, og der er alt fra møbler til smykker. Så hvis man er til lidt ældre ting og sager, så kig endelig forbi, der er også masser af flinke sælgere!

 

Jeg havde hjemmefra planlagt at tage ind på National Gallery, der ligger ved Trafalgar Square, jeg nød først den dejlige middagssol på Trafalgar Square, der var fyldt med mennesker, men vejret var herligt. National Gallery er et fantastisk fint museum, der er fri adgang, og det er proppet med de smukkeste malerier. Jeg stod bl.a. længe og beundrede nogle af Monets vidunderlige åkandemalerier, og Van Goghs solsikker.

Jeg besøgte selvfølgelig også Waterstones på Picadilly, hvor jeg fandt en del bøger, som jeg glæder mig til at vise frem. Jeg bliver gang på gang overrasket, når jeg træder ind i den store forretning, der er så mange bøger og sådan et stort udvalg, som man herhjemme i Danmark desværre kun kan drømme om.

Efter turen i boghandlen nød jeg min aftensmad i midten af British Museum. Her er der oprettet en café i det store rum, der fungerer som udgangspunktet til de forskellige fløje på museet, her kan man spise og hvile benene, mens man kan se på fine skulpturer og den smukke arkitektur.

 

Herefter gik turen endelig til teatret, og jeg må sige, at mine fødder var glade for at kunne sidde ned i teatersalen. 'The Ruling Class' handler om den sindssyge Jack, der arver sin fars titel og gods. Det eneste problem er bare, at Jack gerne vil kaldes J.C., fordi han tror, at han er Gud, for som han siger; 'Når jeg beder til Gud, opdagede jeg, at jeg snakker med mig selv'.
James McAvoy var fuldstændig fantastisk som Jack, der synger og danser sig gennem stykket, han cykler endda på ethjulet cykel i intet andet end underbukser! Hele ensemblet gjorde det virkelig godt, og publikum var velunderholdt. Man var totalt tryllebundet af den pragtpræstation, som McAvoy står for, han er da også blevet nomineret til en Olivier Award, den største teaterpris i England, for rollen, og det er bestemt velfortjent, og jeg krydser fingre for, at han vinder!

Da teaterstykket var slut, gik jeg sammen med mange andre om til scenedøren, hvor McAvoy skrev autografer og tog billeder sammen med alle. Jeg er virkelig imponeret over, at han tager sig så god tid til sine fans. Alle gik hjem med en dejlig oplevelse, fordi han virkelig tog sig tid til samtlige mennesker, der havde taget opstilling. Efter mødet med søde James McAvoy, gik turen atter mod lufthavnen og Danmark, jeg var totalt smadret, da jeg sad i lufthavnen, men det var en virkelig fantastisk dag, og jeg glæder mig til, at jeg skal afsted til skønne London igen.

Gemte og glemte skatte #14

I lørdags var jeg til loppemarked i nærheden af Kolding, et loppemarked som jeg plejer at besøge hvert år, når det løber af stabelen. I år var der utrolig mange bøger, så jeg fik hurtigt samlet en ret stor stak sammen, og det endte med, at jeg købte 42 bøger og fik en enkelt af de søde sælgere. Jeg har købt ret mange bøger hos dem de sidste par år, og jeg har derfor snakket en del med dem, der står ved bøgerne, så de ved endda, at jeg læser Litteraturvidenskab, derfor synes de også, at en bog med gotiske bogstaver måtte være lige mig, så den røg også med hjem, det er bogen om Martin Luthers liv, der faktisk er rigtig flot.

 

Det er faktisk kun bogen jeg fik forærende, der er dansk, resten af bøgerne er engelske. Der var utrolig mange engelske bøger i år, og rigtig mange gode engelske bøger. Jeg fik en del klassikere med hjem, jeg er specielt glad for stakken med hardbacks, hvor der bl.a. er nogle fine udgaver af Charles Dickens og Jane Austen og en gammel Arden Shakespeare udgave af King Lear.

 

Ellers er der her en dejlig blanding af skønlitteratur og faglitteratur om bøger, desværre kunne jeg ikke finde nummer 3 af Pelicans litteraturhistorie, og jeg fik endda hjælp, så den må være forsvundet, inden loppemarkedet begyndte. Jeg er dog rigtig glad for de andre i serien, og så er jeg også rigtig glad for bogen om Shakespeare, da jeg jo er i gang med mit speciale i 'Hamlet'. Et par af bøgerne har jeg også i forvejen, men jeg forelskede mig i et par af udgaverne, så jeg købte et par gengangere.

Der er et eller andet helt specielt ved bøger, der allerede er blevet læst og elsket, mange af disse bøger er lidt slidte i kanten, men de er også virkelig charmerende, smudsbindet på et par er lidt i stykker, men de er også så flotte, at det egentlig ikke gør noget. Desuden er jeg så fascineret af måden, hvorpå Penguins paperbacks ældes, de får en helt speciel patina, og jeg elsker at se bøgerne stå side om side med deres forskellige farvesammensætninger.
 

Jeg brugte 240 kroner på de 43 bøger, så jeg er ganske tilfreds med høsten, og glæder mig til at komme i gang med nogle af de mange bøger.

 

 

Bøger om kærlighed og mine litterære forelskelser

 

I dag hylder jeg bøger om kærlighed, det er Valentinsdag, og hvilken dag ville være bedre til at kigge på en række af de, efter min mening, bedste romantiske bøger? Bøger om kærlighed er noget helt specielt, og bøger der kan få læseren til at forelske sig sammen med hovedpersonen er bare noget helt fantastisk. Dette er altså ikke kun en liste over mine yndlings bøger om kærlighed, men også en liste fyldt med mine litterære forelskelser, og så er mange af dem endda spillet af pæne mænd i filmatiseringer.

 

 

Atonement, af Ian McEwan

En roman der har en helt speciel plads i mit hjerte, og det samme har Robbie og Cecilias forhold, det elskende par der bliver adskilt af en eneste løgn fra en alt for fantasifuld pige. En af de mest rørende romaner, jeg har læst. At Robbie i filmatiseringen af romanen er spillet af James McAvoy har bestemt ikke gjort mit crush på Robbie mindre.

  

Pride and Prejudice, af Jane Austen

I en quiz om hvilken litterær helt, man skulle bruge sin Valentinsdag sammen med, fik jeg udpeget Darcy, og jeg er bestemt ikke utilfreds! Darcy er og bliver en af de mest attraktive mænd i litteraturen, og det på trods af hans alt for stolte facon. Fitzwilliam Darcy og Elizabeth Bennet er og bliver et fantastisk litterært par. Og hvem husker ikke Colin Firth træde op af vandet i en hvid skjorte?!

 

 

Læserne i Broken Wheel anbefaler, af Katarina Bivald

Denne relativt nye roman fik mig til at forelske mig totalt i Tom, den stille og til tider meget Darcyagtige mand, som boglige Sara møder på sin rejse til USA. En perfekt bog til en stille aften i sofaen. Og så er den endda også fyldt med bogkærlighed!

 

Northanger Abbey, af Jane Austen

Man kan aldrig få for meget Jane Austen, og derfor indfinder der sig her endnu en bog af den skønne forfatter på listen. Historien om Catherine Moorland er Austens første roman, og den byder på endnu en af mine litterære forelskelser; Henry Tilney, han er morsom og en rigtig drillepind. Har man endnu ikke set filmatiseringen med JJ Feild i rollen som Henry, må jeg på det varmeste anbefale den, for det er noget man bestemt ikke må snyde sig selv for.

 

Jane Eyre, af Charlotte Brontë

Endnu en klassiker på listen. Selvom Rochester er skræmmende, er han alligevel iblandt en af de litterære mænd, som jeg holder meget af. Han er bestemt uperfekt, men giver udtryk for stor kærlighed, og det har altså alligevel vundet mit hjerte. Jane Eyre læste jeg på en dag, og det er en helt fantastisk historie om livets prøvelser og kærlighed. Så kan jeg da lige nævne en dejlig filmatisering med Michael Fassbender.

 

Private Lives, af Noël Coward

Elyot og Amanda er blevet gift og skilt, men da de er på bryllupsrejse med deres nye respektive ægtefæller, vækkes deres passion for hinanden atter til live. Det her er en historie om to elskende, der ikke kan være fra hinanden men heller ikke eksistere sammen, de er hund og kat. Elyot er en helt fantastisk flabet karakter, som jeg faldt pladask for, både da læste stykket, men også så Private Lives i teatret med den charmerende Toby Stephens.

 

Much ado about Nothing, af William Shakespeare

En mand og en kvinde der er perfekte for hinanden, alle kan se det, undtagen Benedick og Beatrice selv, det her er en klassisk fortælling om to personer, der hader hinanden, men som i virkeligheden ville være det perfekte par. Benedick er sjov og charmerende, og så har David Tennant spillet ham, og det gør ham da bestemt ikke mindre attraktiv.

 

 

Hvilke litterære forelskelser har I oplevet? Og hvilke kærlighedshistorier holder I mest af?



Shakespeare 450 år

 

I dag er det 450 år siden at William Shakespeare blev født. Shakespeares værker har en helt speciel plads i mit litterære hjerte. Hans dramaer ligger til grund for nogle af mine største læseoplevelser og nogle af mine største teateroplevelser. Hans ord har fået mig til at le og har set tårer flyde. Og hvor er det en fascinerende tanke, at en mand født for 450 år siden stadig er så aktuel; at hans ord, karakterer og historier har ligeså meget at sige om mennesker i dag, som da han levede. Min første rigtige oplevelse med Shakespeare var en læsning af "Hamlet" i gymnasiet og efterfølgende teatertur, hvor Thure Lindhardt spillede Hamlet, en flot produktion, der var starten på min store Shakespeare-teater-interesse. Siden dengang i 2007 har jeg forsøgt at se så meget Shakespeare som muligt, i 2009 genså jeg "Hamlet" denne gang på engelsk og med Jude Law i hovedrollen, min første teateroplevelse med Shakespeare på engelsk, en oplevelse der står klokkeklart i min erindring. Den forestilling blev fremført i slotsgården på Kronborg, hvor de engelske skuespillere spillede deres forestilling i en uge på en mørk og bar scene inde i midten af Kronborg; Hamlet var hjemme i sit Elsinore. I 2011 så jeg "Much ado about Nothing" med David Tennant og Catherine Tate og lærte en ny side af Shakespeare at kende, her var det en af Shakespeares komedier, der foldede sig ud for øjnene af mig, og mens der i Shakespeares tragedier også er masser af humor, var det alligevel en befriende oplevelse at se en af hans komedier, der var utrolig morsom. Jeg har siden set "Trold Tæmmes" en dansk forestilling, der moderniserede stykket, og som fungerede rigtig godt, og som også var utrolig morsom, "Richard III" også på dansk, som bare ikke formåede at fange mig, men som jeg siden læste synes er virkelig godt. Jeg vil gerne se mere Shakespeare, men samtidig har jeg måtte sande, at Shakespeare altså er bedst på originalsproget, og jeg håber, at jeg i fremtiden får mulighed for at se mange flere stykker. "Hamlet" ville jeg elske at se igen, og "Othello" står højt på listen af de stykker, jeg gerne vil se.

 

"To be, or not to be - that is the question; Whether 'tis nobler in the mind to suffer The slings and arrows of outrageous fortune Or to take arms against a sea of troubles And by opposing end them; to die: to sleep - No more, and by a sleep to say we end The heartache and the thousand natural shocks That flesh is heir to: 'tis a consummation Devoutly to be wished - to die: to sleep - To sleep, perchance to dream - ay, there's the rub," (Shakespeare, Hamlet)

 

Shakespeare står som forfatter til tre dramaer, der har været nogle af de største teateroplevelser jeg har haft, som allerede nævnt Jude Laws Hamlet, der beviste overfor mig, at det engelske sprog er det eneste rigtige for Shakespeares teaterstykker, Tom Hiddlestons Coriolanus, der gav mig kuldegysninger og hvis ekstreme afslutning efterlod mig med en galoperende hjerterytme, og endelig James McAvoys Macbeth hvor mit hjerte også slog hurtigere igennem den ene scene efter den anden, og hvor tårerne stod mig i øjnene. Shakespeares forfatterskab er det der har formået at røre mig allermest både på skrift og på scenen.

William Shakespeares ord er fantastiske, når de fremføres på en scene, men de har også en helt særlig kraft, når de bliver læst hjemme i sofaen. Hans dramaer kan være svære at forstå, men læses de i et ordentlig tempo og med et rimeligt kendskab til historien, er de fascinerende læsning. Der er så utrolig mange ordspil og spændende formuleringer, humor, død og drama, som man stadig kan le og græde over i dag. Og så er hans sonetter nogle af de smukkeste digte, jeg har læst. I dag er det 450 år siden han blev født, og overalt i England fejres dagen, og denne runde fødselsdag for en af de vigtigste forfatte, hvis ikke den mest betydningsfulde, forfatter i historien, måtte også være at finde her på bloggen. Jeg vil afslutte denne lille kommentar til Shakespeares 450års dag med en række billeder fra nogle af de Shakespeare produktioner, jeg har været så heldig at se, imens jeg fandt frem til disse billeder slog det mig, hvor vidt forskellige muligheder, der er, når Shakespeare sættes op, nogle moderniserer, mens andre beholder det gammeldags præg, og netop dette afspejler jo, hvordan Shakespeare kan fortolkes i det uendelig men stadig forbliver aktuel.

 

 Tom Hiddleton som Coriolanus (2013-2014)

 James McAvoy som Macbeth og Claire Foy som Lady Macbeth (2013)

 Jude Law som Hamlet (2009)

 Catherine Tate som Beatrice og Davide Tennant som Benedick i "Much ado about Nothing" (2011)

 Thure Lindhardt som Hamlet og Preben Kristensen som Claudius i "Hamlet" (2007)

David Tennant som Richard II (2013-2014)

Coriolanus - teateroplevelse

I går var dagen, hvor nomineringerne for den største teaterpris i England; Olivier Awards, blev offentliggjort. Jeg kan med glæde se, at Tom Hiddleston og Mark Gatiss er nomineret i kategorierne "Best Actor" og "Best Supporting Actor" for deres roller som Caius Martius Coriolanus og Menenius i "Coriolanus", som jeg har været så heldig at se to gange her i 2014. Jeg har for et stykke tid siden skrevet, at jeg ville fortælle mere om stykket, og jeg tager nu disse flotte nomineringer som mit stikord.

"Coriolanus" af Shakespeare har været sat op i det lille Donmar Warehouse fra december til februar. "The Donmar" er et fantastisk lille moderne teater med plads til ca. 250 mennesker, og i forhold til mange andre teatre i West End, er det ikke mange. Scenen udmærkede sig ved sin enkelthed, en lang stige fra gulv til loft og et gulv og bagvæg, der undervejs blev malet på; med firkanter på gulvet, så det dannede forskellige små "rum" eller områder på scenen, og væggen der undervejs blev fyldt med graffiti.

Hvis man ikke ønsker at læse slutningen af stykket, skal jeg lige advare om spoilers , nævner også lige at jeg kun skriver spoilers i beskrivelsen, fordi stykket ikke længere vises i teatret!(Og Shakespeare er jo gammelt.).

Stykket omhandler Caius Martius spillet af Tom Hiddleston, der forstår sig godt på kamp og krig; han er modig og en fantastisk kriger, men han forstår sig ikke på politik, , og det er dette, der bliver hans fald, for da han vender sejrrig tilbage til Rom og får tildelt navnet Coriolanus (opkaldt efter byen han har overvundet), bliver han pludselig inddraget i politik, men hans stolthed bliver enden på hans liv sammen med familien. For hans krigslyst overfor de andre politikere viser sig hurtigt, og hans trusler mod sine modstandere på den politiske front, får ham snart udvist af Rom. Det er en mand, der pga. sin vrede og sarkastiske fremtræden, må forlade sin hustru Virgilia (spillet af danske Birgitte Hjort Sørensen), sin søn, og sin mor Volumnia (spillet af Deborah Findlay). I hans eksil slår han sig sammen med sin nemesis; Aufidius spillet af Hadley Fraser, der med en fantastisk Yorkshireaccent fremstår tydeligt som en "udefra"; et fint lille karaktertræk! Det spreder frygt i Rom, da deres bedste soldat, pludselig ses som fjendernes leder, og de ser sig nødsaget til at sende Coriolanus' ven og faderfigur Menenius afsted, men det er for sent, for den Coriolanus, som Menenius møder er hård og har lagt sit liv bag sig. Scenen hvor Menenius afvises er en smukt fremført scene, og det er ikke svært at se, hvorfor Mark Gatiss er nomineret til en Olivier for rollen. Coriolanus kan først røres, da hans moder, hustru og søn bønfalder ham, og det er moderens ord, der endelig får knækket hans had og stolthed, og han fortæller Aufidius om sin beslutning for at vende tilbage til Rom, en beslutning som Aufidius ser som forræderi, og pludselig står de atter som fjender, og dette bliver enden for Caius Martius Coriolanus, der bliver dræbt af Aufidius og hans mænd. I denne opsætning blev han hængt op i benene knap 2 meter over og fik skåret halsen over, en meget voldsom afslutning på en fantastisk forestilling.

Jeg var utrolig imponeret af opsætningen, og de to nomineringer kommer slet ikke bag på mig. Mark Gatiss som Menenius var så gennemført velspillet fra det komiske til det sorgfyldte, en mand der ser sin ven og nærmest søn opnå alt og derefter tabe det hele, for så at vende sit bagland ryggen. Og Tom Hiddleston var intet mindre end genial som Coriolanus, der, når man læser stykket, er noget utiltalende, men som Hiddleston formåede at få til at fremstå som en menneskelig og slagen mand. Deborah Findlay som moderen var også fuldstændig fantastisk, specielt i scenen, hvor hun bønfalder sin søn, om at stoppe krigen, det er moderen der ellers igennem stykket har været den person, der var mest forblændet af storhed og stolthed, en kvinde som man ellers ingen sympati har for, men som til slut ligger på knæ for sin egen søn.

Både Mark Gatiss og Tom Hiddleston benyttede sig af et greb, som jeg altid har fundet fascinerende i teatret; de så ud til at have øjenkontakt med publikum, så vidt jeg ved, har de det reelt ikke, men det føles sådan, når man ser på dem, og det har altså virkelig en god effekt. Og under scenen hvor Volumnia bønfalder sin søn, var det godt nok rørende, at føle man havde øjenkontakt med en grædende Tom Hiddleston.

Jeg har forsøgt gang på gang at formulere de mange vidunderlige ting ved denne opsætning, for der var så meget, skuespillerne spillede alle fuldstændig forrygende, Peter de Jersey skal også lige nævnes for han var fantastisk som generalen Cominius,  der også knækkes fuldstændig da Caius Martius Coriolanus pludselig ser ham som fjende.

Coriolanus er et stykke der udforsker politik, og hvordan tvivl og stolthed kan få store konsekvenser. Jeg er virkelig glad for at de to skuespillere har chancen for at få en pris for deres præstation, for det er vitterligt et af de bedste teaterstykker, jeg har set, og jeg gik ud af teatret med hjertebanken efter den rørende og voldsomme afslutning på stykket.

I London (igen)...

Siden nytår har jeg været i London to gange, den første gang var planlagt i lang tid, mens den anden gang, var fordi min mor havde købt en ekstra teaterbillet til mig. Her vil jeg rigtig gerne fortælle om den første tur jeg havde, for det var en virkelig fantastisk oplevelse med masser af teater! Og den anden tur får også et lille indlæg snarest.

 

D. 3. januar satte jeg kursen mod Billund for at tage flyet mod London. Denne gang var det med to overnatninger, for jeg skulle først hjem igen d. 5. Det var igen teaterforestillinger, der havde fået mig til at tage turen til England. Fredag skulle jeg se "Richard II" med David Tennant i rollen som Kong Richard. Lørdag var jeg inde at se "Mojo" igen, som jeg også så sidst jeg var i London, da jeg var af sted i november, var denne forestilling stadig i "preview-fasen" og havde altså ikke haft officiel premiere endnu, og da jeg havde ekstra tid om eftermiddagen, havde jeg lyst til at se den igen, og det var da også endnu bedre end første gang. Lørdag aften tog jeg mod Donmar Warehouse for at se "Coriolanus", endnu et Shakespeare stykke, med Tom Hiddleston i titelrollen og Mark Gatiss som Merenius.

 

 

 

Fredag gik med at se lidt på butikker, og med at finde frem the The Barbican Centre, hvor jeg skulle se Richard II, jeg har aldrig haft så store problemer med at finde noget i London som the Barbican, det blæste helt vildt, så da jeg endelig fandt frem til indgangen, frøs jeg helt vildt, men jeg var glad for, at jeg havde valgt at gå derhen tidligt for at hente min billet, for så kunne jeg da idet mindste finde det hurtigere om aftenen (troede jeg!). Da jeg havde hentet billetten, tog jeg lidt rundt i byen igen, spiste aftensmad på mit værelse på hotellet og vendte så om aftenen tilbage til området omkring the Barbican, og ja så var problemet der igen; jeg brugte 5-10 minutter på at finde ud af, hvilken vej jeg skulle gå, og jeg var allerede begyndt at stresse over ikke at kunne nå det, da jeg endelig fandt den vej, jeg før havde gået. Så jeg fandt da teateret (igen) og i god tid; heldigvis! Jeg havde købt min billet efter de egentlig var udsolgt på nettet, men ringede til teatret, for at forsøge at få fat i en billet, og mit sæde var derfor et "restricted view seat", jeg skulle sidde i circle niveau (en gang højere end stalls/gulvet) og helt ude i venstre side, men dog på den forreste af rækkerne, det viste sig, at ham fyren fra teatret, som jeg bestilte billetten ved, havde overdrevet, hvor "restricted" sædet egentlig var, for det eneste af scenen jeg ikke kunne se, var tre mænd der spillede på trompet (eller lignende kunne jo ikke se dem...). Og det fantastiske ved min plads var, at man var rigtig tæt på scenen, og skuespillerne forlod scenen lige under mit sæde.

Richard II var virkelig en god oplevelse (jeg er i gang med en lille anmeldelse, som jeg ligger op snarest! Det gælder for alle 3 teaterstykker), og jeg snakkede med et par søde mennesker, som sad ved siden af mig. Det var virkelig et rigtig godt stykke, og skuespillerne var så gode. Jeg elsker også David Tennant (og han er jo min yndlings Doctor i "Doctor Who), og han spiller virkelig godt Shakespeare. Da skuespillerne havde bukket for sidste gang, skyndte jeg mig om til scenedøren, hvor der allerede var en masse mennesker, jeg plejer at forsøge at få signeret mit program, og det lykkedes da til min store glæde at få David Tennants autograf, så det var bare helt fantastisk.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lørdag morgen stod jeg op og spiste lækker morgenmad på hotellet, og gik derefter rundt i byen inden jeg tog til Harold Pinter Theatre for at gense "Mojo", stykket var endnu bedre end første gang, Colin Morgans sidste scene var meget rørende, og Ben Whishaw var nærmest endnu mere skræmmende end første gang, jeg så det. Da stykket var slut, kiggede jeg på bøger i Waterstones, der lå lige i nærheden, og spiste hurtig aftensmad, inden jeg tog mod Donmar Warehouse. Da jeg kom hen til teatret var der allerede mange mennesker, jeg købte et program og satte mig ind på plads. Jeg faldt i snak med en masse virkelig søde mennesker, som sad på samme række som mig. Det ekstremt fascinerende ved at være i teatret og se skuespillere, som man er fan af, er, at man stort set altid finder andre personer, som finder de samme serier og film interessante som en selv. Her sad jeg i en flok af Doctor Who, Sherlock og Tom Hiddleston fans, så vi havde masser af sjove ting at tale om. Coriolanus var fuldstændig fantastisk, man havde hjertebanken, da man forlod teatret, fordi de sidste dele af stykket simpelthen var så ekstreme og følelsesladede. Jeg er stadig så glad for, at jeg havde muligheden for at se Tom Hiddleston og Mark Gatiss, som jeg virkelig synes er fantastiske, og de gjorde det så godt sammen med alle de andre skuespillere.

Efter stykket var der fuldstændig proppet udenfor teatret, og det var totalt umuligt at få signeret programmer, men skidt med det, for det var så sjovt at se skuespillere, som man normalt kun ser i film og på tv (og så dem faktisk lidt tættere på, da jeg var i London 1. februar, hvilket jeg nok skal fortælle lidt mere om i senere indlæg!), og at se noget Shakespare som sjældent bliver sat op; en virkelig fabelagtig teateroplevelse.
 

Dagen efter tog jeg så ud mod lufthavnen og tog hjem, inden eksamener ventede mig. Det var en virkelig dejlig tur til London, jeg synes den by er utrolig fascinerende. Og jeg er helt overvældet over, at jeg på to dage kunne se så mange fantastiske skuespillere og så godt teater. Jeg er faktisk stadig ikke kommet mig helt, og fangirler stadig lidt indimellem, det skal der jo også være plads til...

 

 

En tur i London med bogindkøb og teater...

 Fredag morgen tog jeg flyet fra Billund til London, for om aftenen skulle jeg i teatret for at se "Mojo". Jeg har mange gange i løbet af de sidste par år været i London en enkelt dag for at se teater, jeg er utrolig fascineret af teaterscenen i London, for det er altid nogle utrolig dygtige skuespillere, som medvirker, og derfor har jeg flere gange rejst til London for at se en forestilling med skuespillere, som jeg holder af.

Dagen gik først med ture i forskellige butikker deriblandt en hel del boghandler. Jeg købte ikke så meget, men jeg nød at kigge rundt på de mange flotte hylder i både Waterstones og Foyles. I Waterstones købte jeg fem små bøger, tre af dem er fra en serie af "mini-bøger", hvor der er små opsummeringer af forfatteres værker, de tre jeg købte var af Jane Austens romaner, Brontë søstrenes romaner og Shakespeares dramaer, jeg synes at bøgerne er super fine i deres forskellige farver, og de kostede kun 3,5£ stykket. De to andre bøger fra Waterstones var en lille novelle af Nobelprisvinderen Alice Munro til 2£ og "Eeyore's Little book of Gloom", jeg elsker æseldyret og blev nødt til at eje den lille bog med små citater af ham.  I Foyles købte jeg en CD-boks med BBCs radiospil af Neil Gaimans "Neverwhere", som bl.a. har James McAvoy og Benedict Cumberbatch på rollelisten. Jeg var også i Harrods, hvor jeg købte den fineste lille julebog med Peter Plys. Jeg udforskede også flere antikvariater undervejs, hvor der var masser af smukke gamle bøger, og tilbud på nyere brugte bøger, specielt én butik var rigtig hyggelig, der var to ældre mænd, der sad og talte sammen, mens  kunderne gik rundt i den snørklede butik og kiggede. Nede i en lille bitte kælder var der også stillet masser af bøger op, jeg købte ikke noget, men det var altså en hel oplevelse bare at gå rundt og kigge på de høje bogreoler. Jeg var også inde i en Oxfam boghandel, der havde en masse forskelligt, og bl.a. nogle brugte "litterær kritik" bøger, der fandt jeg en bog om engelsk romantik redigeret af M.H. Abrams og en bog om Virginia Woolf, som jeg blev nødt til at eje, de kostede til sammen 6£. Da jeg var ved at være lidt småtræt i benene af at vandre rundt i de mange butikker, gik jeg ud til British Museum, der kan man sidde på bænke og nyde atmosfæren og de smukke genstande. Derfra gik jeg så fuld af forventning mod Harold Pinter Theatre, jeg ventede spændt i baren i en halv times tid inden man kunne komme ind i salen. Faktisk kunne man høre Ben Whishaw varme op, mens man stod lige ved siden af salen, hvilket var ret morsomt.

"Mojo" (som jeg nok skal anmelde senere på ugen) foregår på en natklub i 50erne, hvor ejeren myrdes, og de ansatte på stedet kastes ud i en usikker fremtid. I teatret købte jeg en bog mere; nemlig manuskriptet (eller dramaet) skrevet af Jez Butterworth. Grunden til jeg så gerne ville se "Mojo", var at skuespillerne i den er helt fantastiske; Brendan Coyle, der er kendt som Bates i Downton Abbey, Ben Whishaw, der bare altid er helt fantastisk,  Colin Morgan der er kendt som Merlin, og Rupert Grint der jo er vores allesammens Ron, derudover var Daniel Mays med, han har medvirket i en masse forskellige ting. Jeg sad på anden række i salen, og var meget tæt på scenen, det er altså underligt at sidde så tæt på mennesker, som man så tit har set i fjernsynet. "Mojo" var både utrolig sjovt og skræmmende, og bød bl.a. på Ben Whishaw i bar overkrop svingende et sværd mod Colin Morgan, der var bundet til en jukebox med sine bukser trukket ned om anklerne; et syn som heldigvis ikke fik fangirlsene rundt om i salen til at hvine, det var jeg nemlig en lille smule nervøs for, efter at have læst andres oplevelser af "Mojo". Scenedøren var dog kaos, jeg fik mit program signeret af Daniel Mays, da de fleste var ved at være gået, kom Colin Morgan dog også ud, så hans signatur er da også at finde i mit program, og så så jeg Ben Whishaw skrive til nogle stykker, da han blev eskorteret ud i sin bil, der var nemlig blevet en kæmpe kreds af mennesker rundt om døren på det tidspunkt.

Derefter tog jeg tilbage med bus til Stansted Airport, og brugte natten på at spise, læse og slappe af, inden jeg tog flyet hjem lørdag morgen. Jeg er stadig træt efter de over 30 timer uden søvn, men det var nu dét værd, for det var en helt fantastisk tur, og jeg er stadig helt overvældet over teaterstykket, som bare var super godt (igen der skal nok komme en anmeldelse med mere info).

 

Billederne er af Colin Morgan, Rupert Grint og Daniel Mays, der signerer til fans, de bøger der kom med mig hjem til Danmark, og det hyggelige antikvariat, jeg var inde i.