Viser opslag med etiketten William Shakespeare. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten William Shakespeare. Vis alle opslag

tirsdag den 18. oktober 2016

Eddikepigen, af Anne Tyler

 
"Eddikepigen", af Anne Tyler, udgivet 2016, Forlaget Modtryk, 3/5 stjerner (anmeldereksemplar fra Forlaget Modtryk)
 
Kate Battista holder til daglig hus for sin far dr. Battista, han er en ret så excentrisk videnskabsmand, der ikke interesserer sig for meget andet end sin forskning, og slet ikke for hvordan det går med Kate og hendes lillesøster, Bunny, der bruger det meste af sin tid på at flirte med drenge. Pjotrs, dr. Battistas forskningsassistent, opholdstilladelse udløber dog snart, og forskningsprojektet er truet. Snart prøver begge mænd at overbevise Kate om, at hun må gifte sig med Pjotr, så han kan blive i landet.
 
"Af en eller anden grund sad han og kiggede på Kate. Han havde en måde at holde øjnene halvt lukkede på, som gav det indtryk, at han var ved at nå frem til en eller anden privat konklusion, mens han studerede hende."
"Eddikepigen" er en genfortolkning af "Trold kan tæmmes" eller "Taming of the Shrew" af William Shakespeare. Romanen fungerer rigtig fint, og historien er sød og morsom. Dog føler man, når man har læst Shakespeares drama, at Anne Tyler har lavet en måske lidt for fri fortolkning af historien, der bliver lidt ensidig. Bunnys historie er degraderet til en sidebemærkning som en teenageflirt, og dermed ændres også hele præmissen for historien, og det fungerer ikke særlig godt. Det resulterer i nogle helt andre motiver, som karaktererne handler på baggrund af, og det er faktisk synd. Forskellen ligger også i personkarakteristikken, hvor Kate er lidt for sød, og det samme kan siges om den famlende og faktisk lettere irriterende Pjotr.
 
Nogle af karaktererne bliver måske lidt flade i det, netop fordi plottet er ændret, og man derfor fratager både bevæggrunde og personkarakteristika. Pjotr er dog ret morsom, og det samme er dr. Battista, og man må trække på smilebåndet, da nogle mus vigtige for deres forskning forsvinder.  Bipersonerne i romanen er dog skønne, bl.a. Tante Thelma og Onkel Theron er virkelig godt skrevet, og de gør en middagsscene i bogen til noget helt særligt. Kate er en fint skrevet protagonist, som man altså bare må holde af, og hun er den, man kommer tættest på. Man har lidt ondt af hende, når hun i skolen, som hun arbejder på, er lidt for bramfri og ikke lægger fingre imellem, når hun taler til børnene - det gør hende ikke ligefrem til månedens medarbejder. Kates personlighed gør hende ensom, hun virker kold og følger sin logiske sans, men alligevel påvirker faderens svigt hende.
 
"Man kunne virkelig føle sig fysisk såret, hvis ens følelser blev krænket tilstrækkeligt. Det opdagede hun i løbet af de næste dage. Hun havde oplevet det adskillige gange før, men det her føltes som en helt ny åbenbaring, som en skarp kniv i brystet. Det var selvfølgelig ulogisk: Hvorfor i brystet? Et hjerte var jo ikke andet end en glorificeret pumpe, når det kom til stykket."
 
Anne Tylers lille roman er hurtigt læst, men den efterlader en med en følelse af, at der mangler noget, at det hele var lidt for let. Det er ærgerligt, for historien er før blevet så fint fortolket i bl.a. filmen "Ten Things I Hate About You". Det er dog skønt, at man sagtens kan læse bogen uden at have læst Shakespeares drama, det er et tegn på, at historien fungerer på egen hånd, og det kunne man godt frygte, at en genfortælling kunne have problemer med.
 
"Eddikepigen" er en sød og sjov lille (nærmest) kærlighedshistorie, men den får aldrig løftet sig op til mere end det. Jeg ville ønske, at Anne Tyler havde holdt sig tættere til Shakespeares historie, som man sagtens kunne modernisere uden at skrive så voldsomt om på handlingsforløbet. Men når det er sagt, er det en fin lille roman, som man let kan tygge sig igennem.
 
 

søndag den 16. oktober 2016

Tidens Kløft, af Jeanette Winterson


"Tidens Kløft", af Jeanette Winterson, udgivet 2016, Forlaget Modtryk, 4/5 stjerner (anmeldereksemplar fra Forlaget Modtryk)

I anledning af 400-året for William Shakespeares død vil otte forfattere gendigte nogle af Shakespeares største dramaer. "Tidens Kløft" er den første roman i serien.
 
Leo er en magtfuld investeringsrådgiver bosat i London, han er gift med sangerinden MiMi, men snart vendes der op og ned på deres liv i sus og dus, da Leo begynder at mistænke sin kone for at have en affære med hans bedste ven, Xeno. Et raserianfald splitter familien, og i sit vanvid sender Leo deres nyfødte datter til New Bohemia (i USA), hvor Xeno befinder sig - men noget går galt undervejs, og den lille pige ender i hænderne på fremmede, men måske er det slet ikke så slemt endda.
 
"Tidens Kløft" er en gendigtning af William Shakespeares "Vintereventyret" eller "The Winter's Tale". Det er historien om en mands vanvittige jalousi, der vender  op og ned på en families liv og lykke. Den lille pige, Perdita, som hos Shakespeare efterlades på klipper i et fjernt land, bliver her i stedet efterladt ved et hospital, men Wintersons adaption af historien ligger ellers ganske tæt opad Shakespeares drama. Winterson har skrevet både en lille introduktion og et lille efterskrift, der sætter romanen ind i en kontekst, og hun starter så fint og vittigt historien med overskriften "Coverversionen". Det fungerer rigtig godt, at man lige bliver sat ind i Shakespeares historie, inden man begynder på romanen.

"Og nu stod de på hver sin side af velkomstskiltet og så på hinanden. Og hun ønskede at alt det der skulle ske, var sket. At tiden ville lægge sig imellem dem og befri dem. At de kunne begynde. [...] Hun sagde: "Hej." Han sagde: "Jeg har taget blomster med til dig." "
 
Som en læser, der kender historien i forvejen, bliver man overrasket over, hvor legende let Winterson har formået at overføre Shakespeares fortælling til en moderne setting. Det er en nydelse at læse Wintersons roman, da man virkelig føler, at hun har forstået Shakespeares historie. Hun har ikke valgt at gøre et stort nummer ud af at ændre historien, men har i stedet fokuseret på at modernisere den, og det klæder virkelig denne roman. Samme historie, de samme temaer men med et moderne præg. Dog efterlader Shakespeares drama publikum med ubesvarede spørgsmål, mens Wintersons roman i stedet er konkluderende, og dette er den eneste store kritik, jeg har til selve historien. Jeg elsker "Vintereventyrets" nærmest mystiske afslutning, og den manglede jeg altså her. "Tidens Kløft" kræver dog på ingen måde, at man skal kende Shakespeares historie i forvejen, det er en skøn lille roman, som fortæller en rørende og smuk historie.
 
Leos vanvid er beskrevet, så man krummer tæer, ja jeg fik det på et tidspunkt nærmest fysisk dårligt, hans jalousi kender ingen grænser, og modsætningen mellem ham og den gode Shep, som finder og tager sig af den lille Perdita, er smukt fremført. Shep er rar og rolig - og elsket. Kærlighed er et gennemgribende tema i historien. Kærligheden mellem Leo og den gode ven Xeno, hvis forhold i Wintersons udlægning af historien bliver til måske lidt mere end "bare" et venskab, kærligheden mellem Leo og MiMi, der ender så brat, kærligheden mellem Shep, sønnen Clo og Perdita, og forelskelsen som Perdita opdager med den unge Zel. Persongalleriet er glimrende beskrevet, fra den unge, smukke og kloge Perdita, den sjove og klovnagtige Autolycus, der er brugtvognsforhandler, kvinden, der kan klare alt, Pauline til den jaloux Leo, den stille og intelligente Xeno og den smukke MiMi.
 
Xeno designer computerspil, og den verden, han skaber i spillet, bliver et gennemgribende billede i historien, hvor tiden spiller en stor rolle. Spillet omhandler engle både mørke og lyse, og det er dette niveau, hvor Winterson forsøger at gennemføre det mere overnaturlige fra Shakespeares tekst, og det fungerer faktisk ret godt. Det skaber i hvert fald virkelig smukke billeder på nethinden.
 
"Hun vidste hun var nødt til at ligge stille. Hvis hun bevægede sine vinger, ville hun få husene til at styrte sammen ud over gaden. Men husene var allerede styrtet sammen, ikke? Hvordan var englen faldet ned i baggården? Det var ikke afklaret - det pludselige styrt, den pludselige sammenfoldning af vingerne for at de ikke skulle brække. Og var englen alene i baggården?"
 
At gendigte Shakespeare er et virkelig interessant projekt, og jeg må sige den første roman i serien af gendigtninger, som i Danmark udkommer hos Modtryk, er en virkelig glimrende roman, som jeg læste på ingen tid. Jeg har dog en lille anke, og det er tegnsætningen, som visse steder er nærmest ikkeeksisterende, hvilket er til stor gene for læsningen, faktisk virker det indimellem som om, man har bevaret den engelske tegnsætning, det er dog bare et lille problem i den ellers skønne roman. Winterson tryllebandt mig med den moderne fortolkning, hvor man drager fra London til de amerikanske sydstater og tilbage igen. "Tidens Kløft" er barsk, sjov, rørende og fantastisk godt skrevet.

mandag den 12. september 2016

Currently reading #23


Sommerferien har budt på en masse læsning af Shakespeares dramaer. Det er jo mit mål at læse alle hans værker i løbet af et år, og jeg begyndte d. 23. april for at markere 400 året for Shakespeares død, et projekt, som jeg kalder "Shakespeareadathon" (så følg endelig med på #shakespeareadathon på både twitter og instagram). 
400-året for Shakespeares død markeres overalt i verdenen på mange forskellige måder. Jeg har selv deltaget på Kronborg, da The Globe slog vejen forbi med en Hamlet forestilling, der har turneret alle verdens lande (bortset fra to) rundt. The Hogarth Shakespeare Project markerer også Shakespeares liv og værker, og det med en virkelig spændende idé. Fra 2015 til 2021 (ja man må sige, at det er et langt projekt) vil kendte forfattere genskrive eller skrive et værk inspireret af et af Shakespeares dramaer. Forlaget Modtryk har i Danmark valgt at oversætte og udgive disse bøger, og de har været så søde at sende de første to i serien til mig, og dem er jeg nu i gang med at læse.

Den første er "Tidens Kløft", af Jeanette Winterson, der tager udgangspunkt i "The Winter's Tale" ("Vintereventyret"). Jeg har i løbet af sommerferien netop læst "The Winter's Tale", som jeg så sidste år i London, så netop dette drama er i frisk erindring. Det samme kan man ikke sige om "The Taming of the Shrew" (Trold kan tæmmes), som er baggrunden for "Eddikepigen", af Anne Tyler. Jeg har aldrig læst dramaet bag, men jeg har dog set den på teatret i en dansk fortolkning og set den skønne film med Elizabeth Taylor og Richard Burton, så jeg føler, at jeg kender historien (og så har man selvfølgelig også sukket over Heath Ledger i 10 Things I Hate About You, som er baseret på samme).

Genskrivning eller at skrive med inspiration fra et andet værk er et virkelig interessant fænomen. Jeg læste for år tilbage i gymnasiet en fortolkning af "Romeo and Juliet" og syntes dengang, at det var en skøn idé at tage udgangspunkt i Shakespeares historier, og jeg glæder mig derfor til at dykke ned i disse nye udgivelser som en del af fejringen af Shakespeares liv og virke.

tirsdag den 5. juli 2016

"Romeo and Juliet" på Garrick Theatre i London




"Romeo and Juliet" kan ses på Garrick Theatre i London frem til d. 13. august 2016 eller opleves live fra London i Cinemaxx i København, Odense og Aarhus d. 7. juli 2016.
Medvirkende: Richard Madden, Lily James, Derek Jacobi, Meera Syal mfl. 4/5 stjerner

Jeg så "Romeo and Juliet" d. 19. maj på Garrick Theatre i London. Det er nu muligt at se forestillingen her fra Danmark, da den bliver sendt live fra London i Cinemaxx's biografer. Det er en oplevelse, man bestemt ikke må snyde sig selv for!

Verona er stedet, hvor stykket tager sin begyndelse, og netop det italienske sætter sit tydelige præg på denne produktion. Der mumles og skændes på italiensk imellem de kendte replikker fra Shakespeares drama. Scenen og kostumerne er designet med inspiration fra 1950erne med fine kjoler, solbriller og højtaljede bukser med seler og holdt helt i sort, gråt og hvidt. Det er en stilren produktion, som Kenneth Branagh og Rob Ashford har instrueret. Ren Frederico Fellini!

Richard Maddens Romeo er rørende og utrolig velspillet, han vækker medfølelse og formår også at frembringe dybtfølt vrede og had, når han kæmper mod Tybalt og Paris. Kemien med Lily James i rollen som Juliet er upåklagelig, som mange allerede har set i filmen "Cinderella". Lily James spiller Juliet med lige dele sødme, fortvivlelse og humor, et skønt valg til rollen.
Mercutio spilles af Derek Jacobi, et overraskende valg til en rolle, der normalt spilles af en jævnaldrende til Romeo, men det fungerer upåklageligt! Jacobi er en mester i Shakespeare, og hans morsomme portræt af Romeos ven og rådgiver er spot on! Han synger, danser og fægter med en præcision og et talent, som bare skinner totalt igennem, og han får gang på gang publikum til at grine højlydt. Jack Colgrave Hirsts Benvolio er et glimrende modspil til Jacobis Mercutio.

Musikken er fremtrædende, når Juliet giver den som syngende 50s-chick, og Mercutio synger med backup fra Romeo og Benvolio. "Romeo and Juliet" er måske nok en tragedie, men det er ikke humor, der mangler, og det gør der bestemt heller ikke i denne produktion. Meera Syal som ammen, er utrolig morsom, hun kommer ud i ekstremerne, men det fungerer upåklageligt, og selvom hun er karikeret, er kærligheden til Juliet stadig tydelig og rørende. Humoren skinner endda igennem i den kendte balkonscene, der er ret anderledes, idet Juliet på balkonen har medbragt en ret stor flaske champagne, som hun flere gange gør sit for at bunde. Det bragte bestemt noget nyt til scenen, som man kender så godt, men humoren går heller ikke for vidt, i stedet tydeliggøres det, hvordan de to unge forelsker sig hurtigt og hurtigt indser, at de ikke kan undvære hinanden. Humoren gør bare slutningen endnu mere rørende.

På trods humoren er denne produktion også fyldt med den voldsomhed, der ofte præger Shakespeares tragedier. Michael Rouse i rollen som Lord Capulet er voldelig, ond og misbruger alle sine kvinder. Hans vrede over Juliets valg er skræmmende og en kæmpe kontrast til de sjove udbrud. Lady Capulet i skikkelse af Marisa Berensen er til gengæld overspillet og trættende, og det er faktisk virkelig ærgerligt, da rollen virkelig fortjener bedre. Det samme gælder til en vis grad for Tybalt spillet af Ansu Kabia, der aldrig rigtig kommer ud over scenekanten.

Det er første gang, jeg har fået muligheden for at se "Romeo and Juliet" i teatret, og det var en virkelig god oplevelse, der efterlod mig med lettere våde øjne og følelsen af at være blevet trukket gennem hele følelsesregistret i løbet af aftenen.

Ulykkelig kærlighed, passion, musik og humor, "Romeo and Juliet" har det hele, så smut en tur i biografen og se stykket d. 7. juli, det er en skøn oplevelse!

lørdag den 23. april 2016

Globe to Globe Hamlet på Kronborg Slot


 
Globe to Globe Hamlet er en forestilling, der de sidste 2 år har turneret rundt i hele verden. Danmark var land nummer 195 og sidste stop, inden forestillingen skal opføres de sidste par gange på Globe Theatre i London. Denne opsætning af Hamlet er sat i værk i 2014 for at markere 450 året for Shakespeares fødsel, og afslutningen af turneen marker nu 400 året for Shakespeares død. Det er et kæmpe projekt, hvor målet var at besøge alle lande i verden, Syrien og Nord Korea lykkedes det dog ikke at opføre stykket i.

D. 21. april var turen kommet til Danmark, hvor HamletScenen på Kronborg Slot eller "Hamlet's Castle", som det nogle gange kaldes, skulle danne ramme for Hamlet. Jeg havde billet til den første forestilling kl. 13.00. Dansesalen på Kronborg var indrettet til formålet, og det var en smuk baggrund for scenen.

Ensemblet er udgjort af 12 skuespillere, hvor 4 altid sidder over, og skuespillerne har undervejs byttet roller med hinanden, så de ikke har spillet den samme rolle i 2 år. Derfor var det altså kun 8 skuespillere og 2 scenefolk, der indtog scenen.  Hamlet byder på langt flere roller, og derfor spillede alle flere personer med undtagelse af Ladi Emeruwa, der kun spillede Hamlet. Markeret med små kostumeskift sprang skuespillerne ind og ud af deres roller. Den spartansk indrettede scene blev fyldt ud med virkelig godt skuespil og masser af sang og musik. Jeg var virkelig imponeret af Matthew Romain (Horatio og Reynaldo) og Jennifer Leong (Ophelia og Voltemand), der begge spillede violin, fløjte og tromme, mens flere andre skuespillere også spillede på fløjter, trommer med mere, mens de sang. Musikken gav en helt speciel stemning, som fungerede super godt. Forestillingen blev afsluttet med, at de døde blev vækket til live, og alle dansede, klappede og sang, mens publikum klappede i takt. Skuespillerne fortjente de stående ovationer, som de modtog. Det var en helt speciel oplevelse, at få lov til at se en forestilling, der har rejst hele verden rundt for at markere Shakespeares fødsel og død.
 
Ladi Emeruwas Hamlet var stærk og bevægende, og hans kontrollerede galskab passede smukt ind i denne produktion. Tom Lawrences Laertes var dybt rørende, da han med tårer trillende ned af kinderne fik nyheden om Ophelias død, hans Rosencrantz (eller var det Guildenstern?!) var ligeså morsom, som hans Laertes var rørende. Beruce Khan som Guildenstern (eller Rosencrantz) var fantastisk, og det samme var hans portræt af Fortinbras og Osric, smukt fremført med forskellige dialekter og virkelig morsom. Matthew Romains Horatio havde den helt rette rolige attitude, som rollen bør have, og hans Reynaldo var forsigtig og sjov. Keith Bartlett, der var så rar at hilse på nogle af os i publikum inden forestillingen (ligesom Matthew Romain og Amanda Wilkin), var en fabelagtig Polonius og "Gravedigger", der med humor og varme gav anledning til masser af latter. Amanda Wilkins Gertrude var flot portrætteret som kvinden, der er ude, hvor hun ikke kan bunde i ægteskabet med Claudius, mens hendes "Player Queen" var hylende morsom. Jennifer Leong var en bevægende Ophelia, der med sin sang viste Ophelias sindssyge så præcist og fint. Rawiri Paratene var en afmålt og overvejende Claudius. Hele castet viste, hvor dygtige de er, når de kastede sig ud i de mange forskellige roller, musik og sang.
 
Globe to Globe Hamlet var en perfekt måde at fejre Shakespeare på, og jeg er så glad for, at jeg fik fat i en billet til forestillingen. Jeg havde håbet på at få muligheden for at se denne forestilling siden, programmet blev offentliggjort i forbindelse med jubilæet i 2014, og heldigvis levede forestillingen helt op til forventningerne. Fantastisk forestilling med fantastiske skuespillere!

fredag den 22. april 2016

23. april - 400-året for Shakespeares død



 
D. 23. april markerer 400-året for William Shakespeares død, og verden over fejres Shakespeare med masser af arrangementer og teaterforestillinger. Jeg planlægger at markere dagen ved at læse en masse Shakespeare, så jeg har fundet nogle af mine (mange) Shakespeare-bøger frem fra reolen, og jeg glæder mig til at fordybe mig i tekster af og om Shakespeare i mit eget lille Shakespeareadathon, som man i løbet af dagen kan følge med i på bl.a. Instagram. Jeg har dog allerede taget hul på fejringen, da jeg i torsdags var på Kronborg for at se Globe to Globe Hamlet, som er en del The Globe Theatre og HamletScenens fejring af Shakespeares liv og virke. Det var en skøn oplevelse, som I kan læse meget mere om her på bloggen i morgen.
 
Jeg har ikke læst alt af Shakespeare, men jeg sætter mig nu for at læse alle hans værker i løbet af det næste års tid. Det er noget, jeg har ønsket at gøre længe, og nu synes at være et godt tidspunkt at starte. Jeg har allerede læst sonetterne og ret mange af hans dramaer, "Hamlet" er og bliver mit yndlings drama, og det står for mig som et af de vigtigste litterære værker, jeg har beskæftiget mig med. Dramaet gjorde stort indtryk på mig, da jeg læste det for første gang i gymnasiet og bagefter så det opført i København. Siden da har jeg set to forskellige forestillinger på Kronborg samt en i London (som jeg dog så 3 gange), læst utallige artikler og bøger om dramaet og skrevet mit speciale om "Hamlet". Det skuespil rører mig, og jeg bliver aldrig træt af at se det, læse det eller læse om det. Jeg holder utrolig meget af at se Shakespeares skuespil, blandt dem, jeg indtil videre har oplevet på teatret, er bl.a. "Coriolanus", "Much ado about Nothing", "Winter's Tale", "Macbeth" og "The Merry Wives of Windsor", og senere i år skal jeg endelig se "Romeo and Juliet", det har stået på ønskelisten længe! "Hamlet" har jeg dog set flest gange, og hver gang tager man som publikum noget nyt med hjem fra oplevelsen. Det er netop dette, Shakespeares tekster kan; man bliver ved med at finde nye dybder i hans dramaer. Derfor er det altid skønt at se og læse hans værker. Der er noget evigtgyldigt i de karakterer, han har skrevet, hans sproglige opfindsomhed har sat sit præg på engelsk såvel som mange andre sprog, og hans historier er kendt verden over.
 
Det er 400 år siden, at Shakespeare døde, men hans sonetter og dramaer lever videre, de læses og opføres igen og igen. Vi, læsere og publikum, lader os stadig bevæge, forfærde og underholde af Shakespeares historier og persongalleri, og mon ikke vi vil blive ved med det de næste 400 år.



onsdag den 29. juli 2015

Litteraturvidenskab, speciale og Hamlet

 
 
Den 17. august står markeret i min kalender med fed understregning og rød skrift. Det er den dag, hvor mit studieliv slutter, det er den dag, hvor jeg skal aflevere mit speciale. For næsten fem år siden startede jeg på Litteraturvidenskab i Odense. Jeg tog min BA i Litteraturvidenskab og Kommunikation, retorik og formidling, hvorefter jeg kom videre på kandidatstudiet, og nu snart afleverer mit speciale indenfor Litteraturvidenskab.
 
Jeg har siden begyndelsen af min uddannelse haft en drøm om at skrive om "Hamlet" af Shakespeare, men jeg turde ikke rigtig kaste mig ud i det, indtil jeg, få måneder inden vi skulle tage stilling til valg af specialeemne, skrev en opgave i faget "Selvstuderet Litterært Emne", her skrev jeg om "Hamlet". Jeg ville tage den sidste chance for at udforske det drama, der har betydet enormt meget for mig, og den forfatter som jeg ser som en af de største nogensinde. Undervejs i forløbet og efter en snak med min vejleder tog jeg springet og besluttede at skrive speciale i "Hamlet".

"Hamlet" var det første Shakespeare stykke, jeg så i teatret, det var samtidig det første Shakespeare skuespil, jeg læste, da vi i 1.g skulle læse "Hamlet" og derefter se forestillingen på Gladsaxe Ny Teater med Thure Lindhardt i titelrollen. Jeg har altid gået meget i teatret, men jeg var blæst total bagover af den forestilling. To år senere blev "Hamlet" også det første teaterstykke, jeg så på engelsk, da jeg var på Kronborg på HamletScenen for at se Jude Law i titelrollen. Det blev endnu en milepæl i mit "teaterliv". Det står stadig som en af de bedste forestillinger, jeg nogensinde har set. Derfor er "Hamlet" kommet til at betyde utrolig meget for mig, fordi den markerer indgangen til nogle fantastiske litterære oplevelser og teateroplevelser. Ligesom "Northanger Abbey" af Jane Austen altid vil være noget helt specielt, fordi det var den første roman af Austen, jeg læste. "Hamlet" var min første rigtige oplevelse af Shakespeare. Og jeg glæder mig til at se endnu en forestilling med "Hamlet" i London i august, det bliver spændende at se stykket igen efter at have arbejdet med det i seks måneder.
 
Nu nærmer afleveringsdatoen for specialet sig med hastige skridt, og jeg har endnu ikke fortrudt mit valg. Jeg har nydt at skrive om en litterær tekst, som jeg elsker, og som jeg fortsat finder nye ting og betydninger i. Samtidig føler jeg, at specialet har betydet så meget for mig og fyldt så meget i min hverdag det sidste halve år, at det også skulle have en plads her på bloggen. Der har ikke været tid til meget hyggelæsning igennem de sidste måneder, i stedet har jeg læst masser af litteratur om et emne, der virkelig interesserer mig. Jeg har læst om Hamlet, melankoli, humoralpatologi og nydt hvert et sekund, selvom man til tider føler sig presset.
 
Jeg glæder mig til at aflevere specialet, om end det samtidig markerer afslutningen på fem fantastiske år blandt ligesindede litteraturelskere. Jeg vil savne undervisningen med undervisere, der brænder for deres forskningsområder, og som elsker bøger. Det bliver underligt, at "skolen" pludselig er slut, men jeg glæder mig til nye udfordringer. Jeg er lykkelig for, at jeg valgte Hamlet, for selvom han er lidt melankolsk, er han en af de mest vittige og geniale karakterer, der findes i litteraturen.
 

mandag den 23. juni 2014

Nye bogskatte fra London


D. 19. juni var jeg på en smuttur til London, jeg besøgte tre af de store boghandlere. Og selvom jeg ikke fik købt særlig mange bøger, er jeg alligevel glad for den lille høst.

"Wolf Hall" af Hilary Mantel er en lydbog, der var sat meget ned inde i Waterstones, fordi kassen er i stykker. Jeg har hørt meget godt om romanen, og jeg har planer om at læse den, men da jeg så at lydbogen er indtalt af Dan Stevens (Matthew i Downton Abbey), blev jeg nødt til at købe den. Jeg har allerede hørt én lydbog indtalt af ham, og det var skønt, så jeg glæder mig til at høre denne her også.

"Little Women" af Louisa May Alcott har jeg hørt så meget godt om, så da jeg så den i Waterstones til 2.5£ måtte den med mig hjem.

"Books v. Cigarettes" af George Orwell og "Confessions of an English Opium Eater" af Thomas De Quincey er begge en del af Penguins Great Ideas serie, jeg ejer allerede et par stykker af dem, og jeg er helt forelsket i bøgernes design, så jeg vil gerne have så mange af dem som muligt (der er en hel del bøger i serien!).

"Shakespeare Quotations" er en yderst yndig lilla bog, som nærmest sprang op i hænderne på mig, da jeg så den ligge på et lille bord i Hatchards (en boghandel jeg besøgte for første gang, og som jeg vil fortælle mere om i et andet indlæg!). Den er fyldt med citater fra Shakespeares tekster, og den er faktisk en del af Ardens Shakespeare, i hvis udgaver jeg samler på dramaer.

"Skylight" af David Hare købte jeg i teatret, jeg var nemlig inde og se stykket, som var helt fantastisk (jeg anmelder det på bloggen senere!). Jeg glæder mig til at læse teksten bag stykket.

"The Silkworm" af Robert Galbraith (eller J.K. Rowling, som vi kender hende bedst) fandt jeg i Foyles. Jeg havde planlagt at købe den, for jeg var i London på udgivelsesdagen. Da jeg trådte ind i Foyles var der en stander med bogen, og forrest på den ene hylde opdagede jeg at en af bøgerne i rækken havde et lille rødt klistermærke; "Signed by author", jeg snuppede bogen op og bladrede om på titelsiden, og ganske rigtig der var signaturen; "Robert Galbraith" og et lille J.K. Rowling hologram på modsatte side. Den bog skulle med mig hjem, og på min tur rundt i butikken bagefter var jeg bare så glad for mit lille fund. Jeg tror måske det var den sidste, de havde som var signeret, jeg så i hvert fald ikke flere af dem.

En lille men rigtig god stak bøger, som jeg glæder mig til at læse og bladre i.







onsdag den 23. april 2014

Shakespeare 450 år


 
I dag er det 450 år siden at William Shakespeare blev født. Shakespeares værker har en helt speciel plads i mit litterære hjerte. Hans dramaer ligger til grund for nogle af mine største læseoplevelser og nogle af mine største teateroplevelser. Hans ord har fået mig til at le og har set tårer flyde. Og hvor er det en fascinerende tanke, at en mand født for 450 år siden stadig er så aktuel; at hans ord, karakterer og historier har ligeså meget at sige om mennesker i dag, som da han levede. Min første rigtige oplevelse med Shakespeare var en læsning af "Hamlet" i gymnasiet og efterfølgende teatertur, hvor Thure Lindhardt spillede Hamlet, en flot produktion, der var starten på min store Shakespeare-teater-interesse. Siden dengang i 2007 har jeg forsøgt at se så meget Shakespeare som muligt, i 2009 genså jeg "Hamlet" denne gang på engelsk og med Jude Law i hovedrollen, min første teateroplevelse med Shakespeare på engelsk, en oplevelse der står klokkeklart i min erindring. Den forestilling blev fremført i slotsgården på Kronborg, hvor de engelske skuespillere spillede deres forestilling i en uge på en mørk og bar scene inde i midten af Kronborg; Hamlet var hjemme i sit Elsinore. I 2011 så jeg "Much ado about Nothing" med David Tennant og Catherine Tate og lærte en ny side af Shakespeare at kende, her var det en af Shakespeares komedier, der foldede sig ud for øjnene af mig, og mens der i Shakespeares tragedier også er masser af humor, var det alligevel en befriende oplevelse at se en af hans komedier, der var utrolig morsom. Jeg har siden set "Trold Tæmmes" en dansk forestilling, der moderniserede stykket, og som fungerede rigtig godt, og som også var utrolig morsom, "Richard III" også på dansk, som bare ikke formåede at fange mig, men som jeg siden læste synes er virkelig godt. Jeg vil gerne se mere Shakespeare, men samtidig har jeg måtte sande, at Shakespeare altså er bedst på originalsproget, og jeg håber, at jeg i fremtiden får mulighed for at se mange flere stykker. "Hamlet" ville jeg elske at se igen, og "Othello" står højt på listen af de stykker, jeg gerne vil se.
 
"To be, or not to be - that is the question; Whether 'tis nobler in the mind to suffer The slings and arrows of outrageous fortune Or to take arms against a sea of troubles And by opposing end them; to die: to sleep - No more, and by a sleep to say we end The heartache and the thousand natural shocks That flesh is heir to: 'tis a consummation Devoutly to be wished - to die: to sleep - To sleep, perchance to dream - ay, there's the rub," (Shakespeare, Hamlet)
 
Shakespeare står som forfatter til tre dramaer, der har været nogle af de største teateroplevelser jeg har haft, som allerede nævnt Jude Laws Hamlet, der beviste overfor mig, at det engelske sprog er det eneste rigtige for Shakespeares teaterstykker, Tom Hiddlestons Coriolanus, der gav mig kuldegysninger og hvis ekstreme afslutning efterlod mig med en galoperende hjerterytme, og endelig James McAvoys Macbeth hvor mit hjerte også slog hurtigere igennem den ene scene efter den anden, og hvor tårerne stod mig i øjnene. Shakespeares forfatterskab er det der har formået at røre mig allermest både på skrift og på scenen.
William Shakespeares ord er fantastiske, når de fremføres på en scene, men de har også en helt særlig kraft, når de bliver læst hjemme i sofaen. Hans dramaer kan være svære at forstå, men læses de i et ordentlig tempo og med et rimeligt kendskab til historien, er de fascinerende læsning. Der er så utrolig mange ordspil og spændende formuleringer, humor, død og drama, som man stadig kan le og græde over i dag. Og så er hans sonetter nogle af de smukkeste digte, jeg har læst. I dag er det 450 år siden han blev født, og overalt i England fejres dagen, og denne runde fødselsdag for en af de vigtigste forfatte, hvis ikke den mest betydningsfulde, forfatter i historien, måtte også være at finde her på bloggen. Jeg vil afslutte denne lille kommentar til Shakespeares 450års dag med en række billeder fra nogle af de Shakespeare produktioner, jeg har været så heldig at se, imens jeg fandt frem til disse billeder slog det mig, hvor vidt forskellige muligheder, der er, når Shakespeare sættes op, nogle moderniserer, mens andre beholder det gammeldags præg, og netop dette afspejler jo, hvordan Shakespeare kan fortolkes i det uendelig men stadig forbliver aktuel.
 
 Tom Hiddleton som Coriolanus (2013-2014)
 James McAvoy som Macbeth og Claire Foy som Lady Macbeth (2013)
 Jude Law som Hamlet (2009)
 Catherine Tate som Beatrice og Davide Tennant som Benedick i "Much ado about Nothing" (2011)
 Thure Lindhardt som Hamlet og Preben Kristensen som Claudius i "Hamlet" (2007)
David Tennant som Richard II (2013-2014)