Viser opslag med etiketten teateranmeldelse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten teateranmeldelse. Vis alle opslag

søndag den 6. november 2016

Klokkeren fra Notre Dame på Fredericia Teater



6/6 stjerner
"Klokkeren fra Notre Dame" kan ses på Fredericia Teater frem til d. 14. december og derefter på Det Kongelige Teater fra d. 21. juni til d. 16. juli 2017. Medvirkende: Lars Mølsted, Mads M. Nielsen, Christian Lund, Vanessa Rodríguez Ibarra, Diluckshan Jeyaratnam og Thomas Jensen mfl.
 

Da Fredericia Teater bad folk om at gætte, hvilken forestilling, de ville offentliggøre som den næste, fløj jeg til tasterne og skrev "Klokkeren fra Notre Dame med Lars Mølsted som Quasimodo", det var nok mere et håb end, at jeg faktisk troede, teatret ville springe ud i at sætte denne musical op. Senere samme uge offentliggjorde de netop dét, som jeg havde håbet så meget på. Siden da har jeg bare glædet mig helt vildt meget til at se forestillingen, og heldigvis levede den fuldt op til forventningerne, og det så meget, at jeg nu har set den to gange (og har planlagt en gang mere, og virkelig ønsker også at se den i København).
 
"Klokkeren fra Notre Dame" er en smuk og rørende historie, og musikken af Alan Menken og Stephen Schwartz er nok det smukkeste soundtrack i Disneys historie, og Fredericia Teaters dygtige musikere og ensemble formår virkelig at løfte opgaven, det er det smukkest syngende ensemble, jeg har oplevet i en musical!
 
Lars Mølsted er så vanvittig dygtig, han rammer plet i hver eneste forestilling, og hans Quasimodo er bestemt ingen undtagelse. Med pukkel og hæs stemme springer han lettere haltende rundt på scenen, men når han synger, vokser stemmen fra hæshed til den klare og store stemme, som vi kender ham for. Mølsteds portræt af den undertrykkede, nervøse og senere stædige Quasimodo er varmt og rørende. Det her er en kraftpræstation, det er virkelig imponerende at gennemgå sådan en fysisk forvandling og stadig kunne spille og synge så gennemført! Og læg endelig mærke til de fine små detaljer i forskellen på Quasimodos samspil med statuer og gargoyler i forhold til samspillet med de "rigtige mennesker".  Det er et sådan nuanceret skuespil, og man kan ikke andet end heppe på den søde klokker, når han endelig finder venlighed i mødet med Esmaralda. "Én dag" og "Himlens skær" er to utrolig smukke sange, og det er umuligt ikke at blive rørt af Mølsteds stemme med et register, der er helt fænomenalt, det er smukt, sikkert og helt fra hjertet, og jeg sad tilbage med gåsehud.
 

 
Mads M. Nielsens ærkediakon Claude Frollo er skræmmende, og samtidig har Mads M. Nielsen (og omskrivningen af Disneys historie) formået at gøre ham menneskelig, og i øjeblikke har man ligefrem ondt af ham. I samspillet med Lars Mølsteds Quasimodo, Vanessa Rodríguez Ibarras Esmeralda og Thomas Jensens Jehan kommer man helt tæt på Frollo, hans forsøg på at drage omsorg for sin bror og sin brors søn mislykkes, og det specielt, da han lader sig friste af den smukke Esmeralda. Frollo er fanget imellem sit kirkelige hverv og sine følelser og drifter som menneske. Frollos "Helvedes ild" bliver fremført af Mads M. Nielsen og ensemblet, så hårene rejser sig, og gulvet ryster bogstaveligt talt under én, når flammerne spreder sig rundt om publikum, og man efterlades i mørke med hjertebanken, sjældent oplever man så fantastisk et musicalnummer, bare wow!

Vanessa Rodríguez Ibarras Esmeralda er omsorgsfuld, trodsig og smukt syngende, og ved at bevare sin accent, understreges det, at hun er en udefrakommende, fint lavet! Christian Lund er indbegrebet af en velsyngende Disney-helt som kaptajn Phoebus, flirtende og selvsikker, men dog stadig hjemsøgt af krigen, han lige er vendt hjem fra. Esmeralda og Phoebus' kærlighed er flot fremført, og duetterne med Lund og Ibarra sidder lige i skabet. Diluckshan Jeyaratnams Clopin er farlig og dragende som sigøjnernes konge. Dertil kommer det smukt syngende ensemble, som gør det helt fantastisk i mangfoldige roller.
 
Fredericia Teater har overgået sig selv med den smukke scenografi. Store skærme både på scenen og langs de forreste rækker af publikum hiver én helt ind i historien. Man befinder sig i kirkerummet i Notre Dame, på Quasimodos loft, hvor man ser ud over Paris, og så er man pludselig i Paris' gader, på en snusket beværtning eller på Mirakelpladsen. Scenograf Benjamin la Cour har med den smukke scenografi virkelig formået at gøre forestillingen til noget helt specielt, når man f.eks. bliver taget med på en "elevatortur" op igennem Notre Dame. Og det skal lige siges, at har man fået en af pladserne på scenen, så føles det vitterligt. som om man flyver! Og effekten er altså bestemt ikke tabt for resten af publikum, det er en vild oplevelse! På seks kirkebænke (tre i hver side), der bevæger sig rundt på scenen, kan man få en helt speciel oplevelse som publikum. Man får lov til at indgå i scenografien, og her kommer man altså virkelig tæt på! Det var en af disse pladser, jeg havde anden gang, jeg så forestillingen. Det er ikke kun scenografien, der er gennemført, det samme gælder kostumerne. De er smukke, og ensemblet flyver ind og ud af scenen på skift i ført sigøjnerklæder, soldaterhjelme, munkekutter og kostumer som statuer af helgener og gargoyler, alt smukt gennemført. En lille genistreg er også den hovedløse Aphrodisius.
 
"Klokkeren fra Notre Dame" er smuk, rørende, sjov og helt fantastisk. Det er utroligt, at Fredericia Teater gang på gang formår at overgå sig selv, men det gør de altså. Denne forestilling er både smuk for øjet og øret, og man efterlades mundlam. Skuespillerne og alle bag scenen fortjener hvert et stående bifald, som de får. Tak for endnu en vidunderlig aften i musicalens tegn!

tirsdag den 5. juli 2016

"Romeo and Juliet" på Garrick Theatre i London




"Romeo and Juliet" kan ses på Garrick Theatre i London frem til d. 13. august 2016 eller opleves live fra London i Cinemaxx i København, Odense og Aarhus d. 7. juli 2016.
Medvirkende: Richard Madden, Lily James, Derek Jacobi, Meera Syal mfl. 4/5 stjerner

Jeg så "Romeo and Juliet" d. 19. maj på Garrick Theatre i London. Det er nu muligt at se forestillingen her fra Danmark, da den bliver sendt live fra London i Cinemaxx's biografer. Det er en oplevelse, man bestemt ikke må snyde sig selv for!

Verona er stedet, hvor stykket tager sin begyndelse, og netop det italienske sætter sit tydelige præg på denne produktion. Der mumles og skændes på italiensk imellem de kendte replikker fra Shakespeares drama. Scenen og kostumerne er designet med inspiration fra 1950erne med fine kjoler, solbriller og højtaljede bukser med seler og holdt helt i sort, gråt og hvidt. Det er en stilren produktion, som Kenneth Branagh og Rob Ashford har instrueret. Ren Frederico Fellini!

Richard Maddens Romeo er rørende og utrolig velspillet, han vækker medfølelse og formår også at frembringe dybtfølt vrede og had, når han kæmper mod Tybalt og Paris. Kemien med Lily James i rollen som Juliet er upåklagelig, som mange allerede har set i filmen "Cinderella". Lily James spiller Juliet med lige dele sødme, fortvivlelse og humor, et skønt valg til rollen.
Mercutio spilles af Derek Jacobi, et overraskende valg til en rolle, der normalt spilles af en jævnaldrende til Romeo, men det fungerer upåklageligt! Jacobi er en mester i Shakespeare, og hans morsomme portræt af Romeos ven og rådgiver er spot on! Han synger, danser og fægter med en præcision og et talent, som bare skinner totalt igennem, og han får gang på gang publikum til at grine højlydt. Jack Colgrave Hirsts Benvolio er et glimrende modspil til Jacobis Mercutio.

Musikken er fremtrædende, når Juliet giver den som syngende 50s-chick, og Mercutio synger med backup fra Romeo og Benvolio. "Romeo and Juliet" er måske nok en tragedie, men det er ikke humor, der mangler, og det gør der bestemt heller ikke i denne produktion. Meera Syal som ammen, er utrolig morsom, hun kommer ud i ekstremerne, men det fungerer upåklageligt, og selvom hun er karikeret, er kærligheden til Juliet stadig tydelig og rørende. Humoren skinner endda igennem i den kendte balkonscene, der er ret anderledes, idet Juliet på balkonen har medbragt en ret stor flaske champagne, som hun flere gange gør sit for at bunde. Det bragte bestemt noget nyt til scenen, som man kender så godt, men humoren går heller ikke for vidt, i stedet tydeliggøres det, hvordan de to unge forelsker sig hurtigt og hurtigt indser, at de ikke kan undvære hinanden. Humoren gør bare slutningen endnu mere rørende.

På trods humoren er denne produktion også fyldt med den voldsomhed, der ofte præger Shakespeares tragedier. Michael Rouse i rollen som Lord Capulet er voldelig, ond og misbruger alle sine kvinder. Hans vrede over Juliets valg er skræmmende og en kæmpe kontrast til de sjove udbrud. Lady Capulet i skikkelse af Marisa Berensen er til gengæld overspillet og trættende, og det er faktisk virkelig ærgerligt, da rollen virkelig fortjener bedre. Det samme gælder til en vis grad for Tybalt spillet af Ansu Kabia, der aldrig rigtig kommer ud over scenekanten.

Det er første gang, jeg har fået muligheden for at se "Romeo and Juliet" i teatret, og det var en virkelig god oplevelse, der efterlod mig med lettere våde øjne og følelsen af at være blevet trukket gennem hele følelsesregistret i løbet af aftenen.

Ulykkelig kærlighed, passion, musik og humor, "Romeo and Juliet" har det hele, så smut en tur i biografen og se stykket d. 7. juli, det er en skøn oplevelse!

mandag den 4. juli 2016

"A Midsummer Night's STEAM" på Fredericia Teater



 
5/5 Stjerner
"Midsummer Night's STEAM" kan ses på havnen i Fredericia (hos Fredericia Teater) frem til d. 6. juli.

Allerede idet man forventningsfuldt ankommer på havnen i Fredericia, bliver man imponeret over produktionen. Containere er tranformeret til en gade i New York komplet med et højhus i midten. Scenen er sat!
 
Fra første strofe er man hensat til et magisk og anderledes New York, hvor hedebølgen har raseret i 18 dage, og regn er en mangelvare. De tre ”frisøser” fra frisørsalonen ”Bob’s” synger om hedebølgen med en lækker sydende lyd. Bjørg Gamst, Frederikke Maarup Viskum og Anne Fuglsig Jensen er skønne i pastelfarvede kjoler som henholdsvis frisørerne Gracy-Lou, Peggy og Dorothy, de spiller også de tre feer, der følger Titania, her er de vilde, hårdtslående og vovede i sorte afslørende outfits. De varierer lyden på sangene på en så gennemført måde, at man næsten ikke kan forstå, at det er de tre samme skuespillere. Christian Collenburgs Bob er en vildt stereotyp homoseksuel frisør, og han gør det simpelthen så godt som centrum i bandet "Bob og Frisøserne".
 
Feerne Oberon og Titania spillet af Kim Leprévost og Maria Skuladottir skændes så det brager, og deres skænderi er skyld i hedebølgen. Kærligheden er svær, specielt når Titania har fået sig en ung elsker for at gøre sin mand jaloux. Maria Skuladottirs Titania er sej, velsyngende og sexet i kort sort kjole og lang læderfrakke. Mens Oberon er en hård skurk, der dog ønsker at hjælpe en ung og ulykkeligt forelsket pige.
 
Det er nemlig ikke kun feerne, der har knas i kærligheden. Elena er forelsket i Dino, men Dino skal giftes med Adria, som vil stikke af sammen med Luigi. Én stor kærlighedsforvikling, og med feernes indblanding, bliver det hele snart endnu mere indviklet. For Oberon sætter sin håndlanger Puck på sagen, og snart er både Luigi og Dino dybt forelskede i stakkels Elena. De to unge mænd, der rodes ud i kærlighedsproblemer pga. feernes indblanding, bliver portrætteret af Lars Mølsted som Dino og Emil Birk Hartmann som Luigi. De er begge forrygende, de synger helt fantastisk, og hvem vil ikke gerne kurtiseres af de to, når de iført trenchcoats fører sig frem på bedste New York gangster maner?! Katrine Jenne som Adria er en fin blanding af sødme og humor, mens Cecilie Thiims Elena har en af de sjoveste entreer på scenen, hendes ulykkelige kærlighed og jagt på Dino med dertilhørende italienske gloser er spillet til perfektion.
 
Det er dog Thomas Jensen, der stjæler showet, hans Puck er den helt perfekte blanding af fræk, utrolig utiltalende og ufattelig sjov på samme tid. Feernes skyggeverden er baggrunden for Pucks ankomst på scenen på en veteranmotorcykel og syngende med den der vilde rockklang, som Thomas Jensen vist specialiserer sig i (som man f.eks. så i Fredericia Teaters produktion "Bleeding Love") – wow! Senere er Pucks sang om lysten til kvinder og øl med dertilhørende publikumsfællessang med omkvædet "bare en lille smule øl og en kvinde!" og jagt på kvinder blandt førnævnte publikum et højdepunkt i musicalen, et nummer der giver masser af latter, bifald og hujende tilråb: Velfortjent!
 
STEAM er fyldt med skøn musik, der er masser af humor og søde kærlighedshistorier. Fredericia Teater har formået at skabe en musical, der passer perfekt ind i havnemiljøet på Fredericia C, det er skøn sommerunderholdning, som man bestemt ikke må snyde sig selv for!
 


Fotos af Søren Malmose for Fredericia Teater

torsdag den 21. maj 2015

Bleeding Love på Fredericia Teater


 
Instrueret af: Noah Himmelstein. Skrevet af: Jason Schafer, Arthur Bacon og Harris Doran. Medvirkende: Thomas Jensen, Lena Bakken Høyem, Lars Mølsted, Katrine Nørgaard, Kim Leprévost og Maria Skuladottir.  5/5 stjerner
 
 
I en postapokalyptisk verden, hvor snefnug konstant falder ned fra en mørk og ildevarslende himmel, bor Bronwyn sammen med sin grandtante, Madame Floy. Bronwyn er en ung pige, der spiller cello mest af alt, fordi hendes grandtante var et vidunderbarn, der mestrede musikken. Bronwyn har været spærret inde i 13 år, men kigger konstant ud af vinduet, hvor hun drømmer om en verden udenfor. Og snart længes hun efter kærligheden. Florian bor med sin far, viceværten, i samme bygning, han har mistet sin mor, og hans far er besat af at rengøre sit gevær, imens han bevogter bygningen for lømler, bøller og forhutlede vrag. Fra sin plads ved vinduet ser Bronwyn to af de personer, som viceværten for alt i verden forsøger at holde ude af bygningen; Den vilde narkoman Lolli og hendes undertrykte kæreste Hundni. Bronwyns møde med Hundni bliver dog starten på noget nyt, og sammen søger de efter en enkelt ægte og helt rød rose. Bleeding Love fortæller en historie om kærlighed på godt og ondt, om hvordan kærlighed kan spire selv på de koldeste steder. Spørgsmålet er, om lyset, varmen og kærligheden kan trænge ind i de kolde hjerter, og om sommeren kan vende tilbage til det sneklædte landskab.
 
Bleeding Love er en smuk og mørk musical, der beskæftiger sig med mennesker, der lever i en verden langt fra vores, en verden hvor blomster og planter ikke længere eksisterer, en ildevarslende fremtidsvision. Den røde rose bliver symbolet på en jagt efter kærlighed og et bedre liv. Det samme bliver musikken, når Bronwyn spiller cello for både blomster og Hundni.

Tre kvinder og tre mænd på scenen. Først de tre kvinder: Lena Bakken Høyem gør det så fint som Bronwyn, når hun med sin klokkeklare stemme udtrykker drømme om verdenen på den anden side af døren og hendes søgen efter kærlighed. Maria Skuladottir er som altid skøn; en fuldstændig vanvittig og utrolig morsom præstation som den stærkt medicinerede Madame Floy, der med sin konstante flakken ind og ud af bevidsthed fortæller både vidt og bredt, bl.a. om sin elsker Sergei. Og så smider hun om sig med franske gloser, jeg morede mig specielt over "Je suis fromage". Den sidste kvinde på scenen er Katrine Nørgaard, der spiller Lolli. Lolli er et narkovrag en vild kvinde, der ikke overlader meget til fantasien. Nørgaard gør det fantastisk med en rå og cool vokal.
Og så de tre mænd: Thomas Jensen blæste mig fuldstændig bagover som Hundni. Hold da op en præstation, en sublim blanding af rockmusiker og musicalsanger. Han synger om netop det, som titlen på musicalen lægger op til: Bleeding Love. Og han gør det til absolut perfektion! Når han står med bukserne om anklerne og synger hjertet ud: Thomas Jensen synger næsten bogstavelig talt røven ud af bukserne! Kim Leprévost giver en noget mere anonym præstation som viceværten, en mand der har hele sit fokus på sine våben efter tabet af sin hustru. Og så endelig Lars Mølsted, som man aldrig kan andet end rose til skyerne, selvom denne rolle ikke er en af hans største, er hans portræt af den autistiske Florian helt perfekt, hans mimik, kropsprog og sang er som altid lige i skabet.
 
Bleeding Love er en af de bedste musicals, jeg har set på Fredericia Teater, selvom det efterhånden er svært at vælge en favorit mellem det væld af fantastiske forestillinger, teatret efterhånden har præsteret. Denne forestilling er fyldt med fantastisk velsungne melodier og smukke harmonier, og så er scenen og kostumerne bare utrolig smukke! Den er sjov, mørk og hjerteskærende.
 
Bleeding Love kan ses på Fredericia Teater frem til lørdag d. 23. maj - Se den!
 

tirsdag den 2. december 2014

"Mit livs historie" på Fredericia Teater


 
"Mit livs historie" kan ses på Fredericia Teater frem til d. 14. december.
Medvirkende: Søren Scheibye og Lars Mølsted, 5/5 stjerner

I "Mit livs historie" følger man et venskab fra det første møde frem til det sidste. Thomas skal skrive en mindetale til sin ven Alvin. Thomas er en bestselling forfatter, men mindetalen bliver en stor opgave, som han ikke bare kan skrive hurtigt ned på papir. I stedet hvirvles Thomas ind i et væld af minder, hvor Alvin guider ham gennem en række af historier fra deres venskab. Thomas spilles af Søren Scheibye og Alvin af Lars Mølsted, denne musical er ikke en klassisk storladen og pompøs produktion, i stedet er det to mænd på scenen med et lille orkester bestående af tre mand. Det giver et helt specielt nærvær, og man føler som publikum virkelig, at man kommer helt tæt på.
 

 
"Mit livs historie" er fortællingen om to mennesker i en lille by, der i hinanden finder en bedste ven, men som vokser mere og mere fra hinanden, da de står overfor vidt forskellige fremtidsudsigter. Thomas søger efter Alvins død det øjeblik, der gjorde, at de to voksede fra hinanden, og han kæmper samtidig med at finde frem til netop de ord, som beskriver Alvin bedst.
Alvins far ejede en boghandel "Læst og Påskrevet", og det er denne boghandel og bøgerne deri, der danner scenen for Thomas' erindringer, det er i denne butik, at Alvin hiver minderne frem i form af hæfter og bøger, hvor livets historie fylder siderne.
Hele stykket fortælles således gennem små anekdoter fra et venskabs forløb, fra det første møde i Halloweenkostumer til en afgørende og endegyldig afvisning. Litteraturen er konstant i fokus, når Thomas citerer John Donne i en mindetale for Alvins far, eller Alvin til jul forsøger at finde den perfekte bog til Thomas, den bog der kan ændre et liv.
"Det er herligt at leve", filmklassikeren om George Bailey, der hopper ud fra en bro, men bliver reddet af englen Clarence, er et gennemgående tema, det er disse figurer, som de to venner konstant søger tilbage til. Thomas som Clarence til Alvins George Bailey, men måske er det egentlig ikke så simpelt. "Hver gang en klokke ringer, får en engel sine vinger!".
 

 
Lars Mølsted har været fantastisk at følge i samtlige produktioner, jeg har set på Fredericia Teater, han formår altid at give sine karakterer et helt specielt liv på scenen, selv når han som reje i Den Lille Havfrue stjal showet i ensemblet. Hans Alvin er ikke anderledes, fra det helt barnlige, når minderne om tiden i skolen fortælles for publikum, til den kærlighed, fascination og nærmest melankoli, som han udstråler, når han betragter Thomas. En sang om Alvins mor og hvordan minderne, om dem, vi elsker, der er gået bort, svinder mere og mere, rørte mig til tårer.
Søren Scheibyes Thomas er helt perfekt, hans vekslen mellem overskud og frustration fungerer utrolig godt. Han synger helt fantastisk, og selvom Thomas er en person, som man til tider kommer til at holde mindre og mindre af, formår Scheibye virkelig at spille rollen så nuanceret, at man alligevel ser alle sider af en mand, som ikke kun er den seriøse og ambitiøse, men også gemmer på store følelser.
Begge skuespillere formåede virkelig at spille skellet mellem erindring og nutid. Thomas den voksne mand, der søger efter minder, til drengen der leger i sneen, og Alvin som bliver markeret så fint nuanceret mellem den Alvin, som Thomas mindes, og den Alvin som leder ham på vej.
 
Jeg ville ønske at musicalen havde lagt op til flere duetter, for Scheibye og Mølsted klinger fuldstændig fantastisk sammen. Musicalen er bygget op af simple små sange, og der er mange små melodier, der går igen, f.eks. når Thomas igen og igen fortæller sig selv "Skriv det du ved Tom". Faktisk er musicalen fyldt med ikke kun melodiske gentagelser, men også scener, der udspiller sig igen og igen, mens publikum får mere og mere at vide om de to personers fortid.
 
"Mit livs historie" er en anderledes musicaloplevelse, det er ikke store kostumer og et stort orkester, det er intimt og følsomt, og denne musical rammer lige i hjertet. Jeg havde tårer i øjnene, da lyset til sidst slukkedes i salen. Det er en historie om kærlighed, tab, venskab og styrken i at se indad og finde frem til de gode og vigtige historier; minderne om dem vi elsker, som vi alle bærer rundt på.
 

onsdag den 16. april 2014

Les Misérables på Aarhus Teater


5/5 stjerner
Les Misérables kan ses på Aarhus Teater indtil d. 24. maj

Aarhus Teater har i denne opsætning valgt at spille Les Misérables på dansk (titlerne på sangene er her anført på engelsk), og dette fungerer faktisk overaskende godt, teksterne er veloversat og sproget flyder. Les Misérables er en storladen musical, der har komprimeret Victor Hugos enorme roman til knap 3 timers sang, og selvom klicheerne flyver rundt, er det en musical, som man ikke kan andet end elske, og Aarhus Teaters opsætning er så velsunget, at tiden fløj af sted. Scenografien var rigtig flot, specielt barrikaden efter pausen var utrolig fint sat sammen og fungerede rigtig godt på scenen. Det samme gjaldt for de smukke guldrammer, som indrammede scenerne.

Hele ensemblet gjorde det rigtig flot, men tre imponerede mig mere end alle andre; Peter Jorde, Thomas Høj og Stig Rossen. Stig Rossen kender sin rolle ud og ind, og han skuffede bestemt ikke i det, der må beskrives som hans glansrolle (han har faktisk lige spillet rollen for 1.500 gang(!)). For mig blev Rossen dog overskygget af Peter Jorde, der, med sit portræt af politimanden Javert, formåede at give mig gåsehud, en virkelig nuanceret optræden og en fuldstændig fantastisk stemme, det er lang tid siden, at jeg har været så rørt over en musicaloptræden! Jordes fremføring af "Stars" var intet mindre end fantastisk! Også Thomas Høj som den unge Marius imponerede, han leverede en smuk udgave af "Empty Chairs at Empty Tables", hvor han lod følelserne få frit løb (endnu en gang gåsehud!). Ensemblet gjorde det også virkelig godt med bl.a. en flot fremførsel af "Do you hear the people sing". Mindre imponeret var jeg dog af Christina Elisabeth Mørkøre som Fantine, hun brændte hverken igennem med sin sang eller sit skuespil, hvilket var rigtig ærgerligt da Fantine jo har en af de mest ikoniske sange i musicalen. Det samme gjaldt Jenny Asterius Persson som Madame Thenardier, hun var stort set umulig at forstå, hvilket var virkelig ærgerligt, specielt fordi hun skulle spille op til en velspillende Anders Bircow som Thenardier. Bedre gik det dog for de to unge kvindelige solister Isabel Schwartzbach og Mercedesz Csampai som henholdsvis Cosette og Eponine, begge gjorde det rigtig godt med flotte klare stemmer. Også de helt unge på scenen; lille Cosette, Eponine og Gavroche var virkelig dygtige, specielt Gavroche (som Oliver Arndt de Thurah og Anton Pehn Lünell skiftes til at spille) var virkelig flot spillet.

Les Misérables på Aarhus Teater var en rørende og flot forestilling, en forestilling hvis styrker fik mig til at glemme dens svagheder. Ja der var et par utroligt dårlige parykker på et par af ensembleskuespillerne, og enkelte medlemmer af castet syntes desværre at være fejlcastet, men derfor er jeg stadig yderst imponeret af forestillingen, og jeg går stadig rundt og nynner Schönbergs fantastiske melodier. Et virkelig fint ensemble, der formåede at røre en og få publikum til at le, og med rutinerede Stig Rossen i front, der dog for mig blev overskygget af Thomas Høj og Peter Jorde, der gav nogle virkelige mindeværdige optrædener. Hvis du holder af musicals så se den!

tirsdag den 11. marts 2014

Coriolanus - teateroplevelse



I går var dagen, hvor nomineringerne for den største teaterpris i England; Olivier Awards, blev offentliggjort. Jeg kan med glæde se, at Tom Hiddleston og Mark Gatiss er nomineret i kategorierne "Best Actor" og "Best Supporting Actor" for deres roller som Caius Martius Coriolanus og Menenius i "Coriolanus", som jeg har været så heldig at se to gange her i 2014. Jeg har for et stykke tid siden skrevet, at jeg ville fortælle mere om stykket, og jeg tager nu disse flotte nomineringer som mit stikord.

"Coriolanus" af Shakespeare har været sat op i det lille Donmar Warehouse fra december til februar. "The Donmar" er et fantastisk lille moderne teater med plads til ca. 250 mennesker, og i forhold til mange andre teatre i West End, er det ikke mange. Scenen udmærkede sig ved sin enkelthed, en lang stige fra gulv til loft og et gulv og bagvæg, der undervejs blev malet på; med firkanter på gulvet, så det dannede forskellige små "rum" eller områder på scenen, og væggen der undervejs blev fyldt med graffiti.


Hvis man ikke ønsker at læse slutningen af stykket, skal jeg lige advare om spoilers , nævner også lige at jeg kun skriver spoilers i beskrivelsen, fordi stykket ikke længere vises i teatret!(Og Shakespeare er jo gammelt.).
Stykket omhandler Caius Martius spillet af Tom Hiddleston, der forstår sig godt på kamp og krig; han er modig og en fantastisk kriger, men han forstår sig ikke på politik, , og det er dette, der bliver hans fald, for da han vender sejrrig tilbage til Rom og får tildelt navnet Coriolanus (opkaldt efter byen han har overvundet), bliver han pludselig inddraget i politik, men hans stolthed bliver enden på hans liv sammen med familien. For hans krigslyst overfor de andre politikere viser sig hurtigt, og hans trusler mod sine modstandere på den politiske front, får ham snart udvist af Rom. Det er en mand, der pga. sin vrede og sarkastiske fremtræden, må forlade sin hustru Virgilia (spillet af danske Birgitte Hjort Sørensen), sin søn, og sin mor Volumnia (spillet af Deborah Findlay). I hans eksil slår han sig sammen med sin nemesis; Aufidius spillet af Hadley Fraser, der med en fantastisk Yorkshireaccent fremstår tydeligt som en "udefra"; et fint lille karaktertræk! Det spreder frygt i Rom, da deres bedste soldat, pludselig ses som fjendernes leder, og de ser sig nødsaget til at sende Coriolanus' ven og faderfigur Menenius afsted, men det er for sent, for den Coriolanus, som Menenius møder er hård og har lagt sit liv bag sig. Scenen hvor Menenius afvises er en smukt fremført scene, og det er ikke svært at se, hvorfor Mark Gatiss er nomineret til en Olivier for rollen. Coriolanus kan først røres, da hans moder, hustru og søn bønfalder ham, og det er moderens ord, der endelig får knækket hans had og stolthed, og han fortæller Aufidius om sin beslutning for at vende tilbage til Rom, en beslutning som Aufidius ser som forræderi, og pludselig står de atter som fjender, og dette bliver enden for Caius Martius Coriolanus, der bliver dræbt af Aufidius og hans mænd. I denne opsætning blev han hængt op i benene knap 2 meter over og fik skåret halsen over, en meget voldsom afslutning på en fantastisk forestilling.

Jeg var utrolig imponeret af opsætningen, og de to nomineringer kommer slet ikke bag på mig. Mark Gatiss som Menenius var så gennemført velspillet fra det komiske til det sorgfyldte, en mand der ser sin ven og nærmest søn opnå alt og derefter tabe det hele, for så at vende sit bagland ryggen. Og Tom Hiddleston var intet mindre end genial som Coriolanus, der, når man læser stykket, er noget utiltalende, men som Hiddleston formåede at få til at fremstå som en menneskelig og slagen mand. Deborah Findlay som moderen var også fuldstændig fantastisk, specielt i scenen, hvor hun bønfalder sin søn, om at stoppe krigen, det er moderen der ellers igennem stykket har været den person, der var mest forblændet af storhed og stolthed, en kvinde som man ellers ingen sympati har for, men som til slut ligger på knæ for sin egen søn.


Både Mark Gatiss og Tom Hiddleston benyttede sig af et greb, som jeg altid har fundet fascinerende i teatret; de så ud til at have øjenkontakt med publikum, så vidt jeg ved, har de det reelt ikke, men det føles sådan, når man ser på dem, og det har altså virkelig en god effekt. Og under scenen hvor Volumnia bønfalder sin søn, var det godt nok rørende, at føle man havde øjenkontakt med en grædende Tom Hiddleston.
Jeg har forsøgt gang på gang at formulere de mange vidunderlige ting ved denne opsætning, for der var så meget, skuespillerne spillede alle fuldstændig forrygende, Peter de Jersey skal også lige nævnes for han var fantastisk som generalen Cominius,  der også knækkes fuldstændig da Caius Martius Coriolanus pludselig ser ham som fjende.
Coriolanus er et stykke der udforsker politik, og hvordan tvivl og stolthed kan få store konsekvenser. Jeg er virkelig glad for at de to skuespillere har chancen for at få en pris for deres præstation, for det er vitterligt et af de bedste teaterstykker, jeg har set, og jeg gik ud af teatret med hjertebanken efter den rørende og voldsomme afslutning på stykket.

fredag den 20. september 2013

Private Lives - teateranmeldelse


"Private Lives", skrevet af Noël Coward og instrueret af Jonathan Kent, The Gielgud Theatre, 5/5 stjerner

To balkoner med et rækværk imellem er den enkle men smukke scene, som publikum kommer ind til, da man træder ind i salen på The Gielgud Theatre i London. "Private Lives" er historien om Elyot og Amanda, der fem år efter deres skilsmisse befinder sig på det samme hotel på hver deres bryllupsrejse, og da de atter står overfor hinanden stikker de af sammen i en forelsket beruselse.

I rollen som Elyot Chase ses Toby Stephens, hans forældre; Maggie Smith og Robert Stephens stod for 40 år siden på scenen i det selvsamme stykke, hvor de i rollerne som Elyot og Amanda lod privatlivet komme med på scenen; deres ægteskab endte kort tid efter. Toby Stephens er også gift med en af de andre medvirkende Anna-Louise Plowman, der spiller Elyots nye kone Sybil. Amanda Prynne spilles af Anna Chancellor mens hendes Victor ses i skikkelse af Anthony Calf.

Toby Stephens og Anna Chancellor er geniale; uendeligt morsomme, charmerende og sexede. Deres kemi på scenen er fantastisk, og de er indbegrebet af Elyot og Amanda; uendeligt utiltalende og egoistiske, men som man alligevel holder af. Stephens' Elyot er alt fra stilig charmerende gentleman til cirkusklovn, mens Chancellors Amanda danser rundt på scenen, mens hun med et glimt i øjet forklarer, hvordan det ikke kun er mænd, der har behov for en lille affære i ny og næ. Anna-Louise Plowmans Sybil er skinger, naiv og utrolig irriterende, men bare rolig det er meningen! Hendes hulken, når hun skændes med Elyot, er ekstrem og bringer latteren frem blandt publikum. Anthony Calf er overbevisende som den gammeldags men kærlige Victor Prynne ; det mandlige sidestykke til Sybil, da de begge er indbegrebet af, hvordan en mand og en kvinde burde opføre sig. Det bliver i produktionen fremhævet tydeligt, hvordan disse to, selvom de tilsyneladende ville være som skabt for hinanden, går hinanden mindst ligeså meget på nerverne, som Elyot og Amanda gør.

Mens første akt foregår på de to balkoner på hotellet, er andet og tredje akt henlagt til Amandas lejlighed i Paris, og her må man sige at produktionsdesignet har mestret stilen fra 1930'erne til perfektion, for scenen omdannes til indbegrebet af Art Deco fra tapet til møbler og malerier. Det er her at Elyot og Amanda søger tilflugt sammen, og lejligheden bliver baggrunden for deres passion og voldsomme skænderier, hvor Chancellor og Stephens igen viser deres evner, når følelserne går højt og parret slådser og skændes så det brager.
Jeg har sjældent grint så meget i teatret som til denne forestilling, der har så meget at byde på, skuespillet var til u.g. og det var helt igennem en underholdende forestilling. En uforglemmelig oplevelse.

Min anmeldelse af selve dramaet kan læses her
 

søndag den 11. august 2013

Macbeth - teateranmeldelse

 
"Macbeth" af William Shakespeare, i Shakespeare's Globe Theatre, 3/5 stjerner

Jeg har altid gerne ville se et teaterstykke i Shakespeares Globe og nu bød muligheden sig endelig. Der var ikke mange billetter tilbage til nogle af forestillingerne i perioden, hvor jeg var i London, og begge mine forældre skulle jo også med, så det blev til "Macbeth", faktisk havde vi allerede bestemt os for lige netop dette stykke, da jeg til min store fryd opdagede at Billy Boyd spiller Banquo i den; her skal det lige nævnes, at jeg er helt vild med Billy Boyd, han er en af mine yndlings skuespillere fra Ringenes Herre filmene.

Torsdag aften gik turen så til The Globe, jeg fandt min plads (mine forældre og jeg kunne ikke få pladser sammen, så de sad længere ude i siden), mit sæde havde "restricted view" i form af en søjle der dækkede for noget af midten af scenen, men da der var masser af plads ved siden af mig, var det ikke et problem, for jeg kunne læne mig både til højre og venstre, og det meste af dramaet foregik på andre dele af scenen, for scenen blev brugt utrolig godt; hver en del blev udnyttet på skift, for selvom det er sjovt at sidde i et nærmest rundt teater, giver det altså også mange underlige vinkler i forhold til skuespillerne; de har tit ryggen til eller gemmer sig bag en søjle. Så man skal være forberedt på, at man ikke kan se alt.
 
Desværre skuffede en del af skuespillerne mig, Samantha Spiro (Lady Macbeth) formåede ikke at røre mig, hun virkede skinger og kunne ikke leve op til rollen som en kvinde, der har (mindst) ligeså meget lyst til at bestige tronen som sin mand. De fleste af birollerne var nærmest intetsigende Macduff, hvis familie myrdes, har en stærk tale om, hvordan han må tage nyheden om sine kæres død som en mand, men den vakte ikke megen følelse. Joseph Millson gør det fint i rollen som Macbeth, men ind imellem mister han alligevel noget af sit momentum. Lyspunkterne var de tre hekse, der synger smukt men også uhyggeligt i den kendte scene med "Fire burn and cauldron bubble", og Billy Boyds Banquo der spiller rigtig godt op til Millsons Macbeth.
 
Problemet med produktionen er, at den simpelthen er for morsom, "Macbeth" er mørk og uhyggelig, men i stedet for at fokusere på dette, har instruktøren Eve Best i stedet indført ikke bare galgenhumor (der også eksisterer i dramaet) men til tilder direkte farceagtig skuespilleri, dette ses f.eks., da Banquos spøgelse besøger slottet og Macbeth løber forvirret rundt og kigger under både bord og dug, mens han river sig selv i håret; en scene, der skal være uhyggelig, men som i stedet fremkaldte latter fra publikum.
 
Der var dog også gode elementer, teksten blev fremført flot, og man havde valgt at holde kostumerne i klassisk stil, hvilket fungerede rigtig fint i det gammeldags teater. Og allerbedst var musikken; stykket startede med at alle skuespillerne slog på tromme, hvilket både lød og så helt fantastisk ud. Undervejs var der også musik; heksene sang smukt i harmoni, og Billy Boyd startede efter pausen stykket op igen med en smukt fremført sang. Og efter dramaet havde taget sin afslutning, bød orkestret op til dans; skuespillerne klappede og dansede på scenen i takten fra musikken og publikums klapsalver; en rigtig fin afslutning, der fik gang i publikum efter den ca. 2.5 timer lange forestilling.
 
The Globes "Macbeth" var en til tider middelmådig forestilling, der dog alligevel havde sine lyspunkter. Forestillingen fik mig til at trække på smilebåndet i stedet for at føle uhyggen brede sig, et højst sandsynligt bevidst valg, men efter min mening en fejlfortolkning. En forestilling med masser af potentiale, men som aldrig rigtig blev forløst.
 
Hvis man gerne vil opleve Shakespeare's Globe Theatre er dette ikke en dårlig forestilling at se, den var sjov og spændende, og det var utrolig fascinerende at se et stykket i en helt klassisk opsætning.
 
 
 
Macbeth kan ses på Shakespeare's Globe Theatre frem til d. 13 oktober 2013
Instruktør: Eve Best
Macbeth: Joseph Millson
Lady Macbeth: Samantha Spiro
Banquo: Billy Boyd