5/5 stjerner
Les Misérables kan ses på Aarhus Teater indtil d. 24. maj
Les Misérables kan ses på Aarhus Teater indtil d. 24. maj
Aarhus Teater har i denne opsætning valgt at spille Les Misérables på dansk (titlerne på sangene er her anført på engelsk), og dette fungerer faktisk overaskende godt, teksterne er veloversat og sproget flyder. Les Misérables er en storladen musical, der har komprimeret Victor Hugos enorme roman til knap 3 timers sang, og selvom klicheerne flyver rundt, er det en musical, som man ikke kan andet end elske, og Aarhus Teaters opsætning er så velsunget, at tiden fløj af sted. Scenografien var rigtig flot, specielt barrikaden efter pausen var utrolig fint sat sammen og fungerede rigtig godt på scenen. Det samme gjaldt for de smukke guldrammer, som indrammede scenerne.
Hele ensemblet gjorde det rigtig flot, men tre imponerede mig mere end alle andre; Peter Jorde, Thomas Høj og Stig Rossen. Stig Rossen kender sin rolle ud og ind, og han skuffede bestemt ikke i det, der må beskrives som hans glansrolle (han har faktisk lige spillet rollen for 1.500 gang(!)). For mig blev Rossen dog overskygget af Peter Jorde, der, med sit portræt af politimanden Javert, formåede at give mig gåsehud, en virkelig nuanceret optræden og en fuldstændig fantastisk stemme, det er lang tid siden, at jeg har været så rørt over en musicaloptræden! Jordes fremføring af "Stars" var intet mindre end fantastisk! Også Thomas Høj som den unge Marius imponerede, han leverede en smuk udgave af "Empty Chairs at Empty Tables", hvor han lod følelserne få frit løb (endnu en gang gåsehud!). Ensemblet gjorde det også virkelig godt med bl.a. en flot fremførsel af "Do you hear the people sing". Mindre imponeret var jeg dog af Christina Elisabeth Mørkøre som Fantine, hun brændte hverken igennem med sin sang eller sit skuespil, hvilket var rigtig ærgerligt da Fantine jo har en af de mest ikoniske sange i musicalen. Det samme gjaldt Jenny Asterius Persson som Madame Thenardier, hun var stort set umulig at forstå, hvilket var virkelig ærgerligt, specielt fordi hun skulle spille op til en velspillende Anders Bircow som Thenardier. Bedre gik det dog for de to unge kvindelige solister Isabel Schwartzbach og Mercedesz Csampai som henholdsvis Cosette og Eponine, begge gjorde det rigtig godt med flotte klare stemmer. Også de helt unge på scenen; lille Cosette, Eponine og Gavroche var virkelig dygtige, specielt Gavroche (som Oliver Arndt de Thurah og Anton Pehn Lünell skiftes til at spille) var virkelig flot spillet.
Les Misérables på Aarhus Teater var en rørende og flot forestilling, en forestilling hvis styrker fik mig til at glemme dens svagheder. Ja der var et par utroligt dårlige parykker på et par af ensembleskuespillerne, og enkelte medlemmer af castet syntes desværre at være fejlcastet, men derfor er jeg stadig yderst imponeret af forestillingen, og jeg går stadig rundt og nynner Schönbergs fantastiske melodier. Et virkelig fint ensemble, der formåede at røre en og få publikum til at le, og med rutinerede Stig Rossen i front, der dog for mig blev overskygget af Thomas Høj og Peter Jorde, der gav nogle virkelige mindeværdige optrædener. Hvis du holder af musicals så se den!
Billederne er fra Aarhus Teaters hjemmeside
Åh, historien er jo bare så god - og det lyder som om denne fortolkning også var skøn! :) Jeg er en smule misundelig, for nøj hvor er netop dén musical blandt mine favoritter!
SvarSletÅh ja den er virkelig så fin! :) Vil også gerne have læst bogen, den står på hylden og venter, og har gjort det længe...
SletJeg kunne ikke have sagt det bedre selv! Jeg var også dybt imponeret af Peter Jorde. Jeg kendte ham kun som stemmen til Simba i løvernes konge. Men wow et talent. Jeg glæder mig til at se ham som kong triton i den lille havfrue
SvarSletSimba er også det jeg forbinder ham med, og kan også huske ham som Hamlet i "Jul på Kronborg" julekalenderen, allerede dengang var jeg lidt vild med ham Hamlet, kan jeg huske :D Men ja han var virkelig god! Og glæder mig også til at se ham som Triton, det skal nok blive godt :D (glæder mig generelt virkelig meget til Den Lille Havfrue :D )
Slet