I dag er det præcis 1 år siden at bloggen her så dagens lys for første gang. Jeg har nydt hvert minut af arbejdet med bloggen. Det har været noget helt specielt for mig, at jeg endelig har haft et sted, hvor jeg kunne tale om min kærlighed til bøger. Jeg er så glad for, at der er så mange, der har valgt at følge med i mine skriverier, og jeg er utrolig taknemmelig for, at I har lyst til at læse med, når jeg fortæller om mine litterære oplevelser. Året har været fyldt med masser af gode læseoplevelser, og nye udfordringer. "Bøgernes Univers" blev en slags indgangsbillet til en helt ny verden, hvor mange andre fantastiske bloggere har inspireret mig til nye læseeventyr. Jeg ville ønske, at jeg havde startet min blog for år tilbage!
Da bloggen nu har 1 års fødselsdag vil jeg vise nogle af mine største læseoplevelser frem. Jeg har ikke skrevet meget om "yndlings bøger", men jeg vil benytte mig af i dag til at vise jer lidt mere af, hvilke bøger jeg virkelig holder af. Der er utrolig mange fantastiske læseoplevelser, og jeg kan ikke nævne alle, men disse fire er nogle af de bøger, som jeg ser som milepæle i mit læseliv.
"Hamlet" af William Shakespeare læste jeg for første gang i gymnasiet, og jeg elskede det! Efterfølgende har jeg læst dramaet mange gange og set det i teatret. Jeg holder rigtig meget af mange af Shakespeares dramaer, men Hamlet er og bliver min absolutte favorit. Hamlet var min indgang i ikke bare Shakespeares fantastiske forfatterskab men også til min kærlighed til drama som genre.
"Hamlet: If thou doest marry, I'll give thee this plague for thy dowry: be thou as chaste as ice, as pure as snow, thou shalt not escape calumny. Get thee to a nunnery. Farewell. Or, if thou wilt needs marry, marry a fool, for wise men know well enough what monsters you make of them. To a nunnery go, and quickly too. Farewell."
"Harry Potter" bøgerne af J.K. Rowling vil altid være noget helt unikt. De første bøger læste min mor højt for mig, og de sidste stod jeg i kø for at købe klokken 1 om natten, når de udkom ved midnat i England. De bøger har en helt speciel plads i mit hjerte, for jeg voksede (ligesom mange andre) op sammen med Harry, Ron og Hermione.
"Mr and Mrs Dursley, of number four, Privet Drive, were proud to say that they were perfectly normal, thank you very much."
"Northanger Abbey" af Jane Austen var mit første møde med Austens forfatterskab, og derfor noget helt specielt. I dag holder jeg meget af Austens romaner; hendes fantastiske samfundskritik og ironiske fortællerkommentarer er det som gør hende til noget helt specielt. Hun er ikke bare en forfatterinde af romantiske historier, hendes romaner er noget helt andet; noget helt vidunderligt! Jeg holder rigtig meget af at drømme mig væk ind i hendes univers.
"No one who had ever seen Catherine Morland in her infancy would have supposed her born to be a heroine. Her situation in life, the character of her father and mother, her own person and disposition, were all equally against her."
"Atonement" af Ian McEwan er en af de bedste bøger jeg har læst. Dens fantastiske indblik i litteraturens og fantasiens verden og deres indflydelse på menneskers handlinger fascinerer mig, og så efterlader den mig stadig opløst i tårer, når jeg læser de sidste sider. Det er sådan en smuk og rørende fortælling, som jeg altid glæder mig til at genlæse.
"There was a crime. But there were also lovers. Lovers and their happy ends on my mind all night long."
Disse bøger har betydet rigtig meget for mig og min læsning igennem tiderne, det er bøger som jeg holder rigtig meget af, det er ikke smukke udgaver, eller bøger i perfekt stand, men de er blandt de bøger, jeg ejer, som jeg værdsætter mest. De er vidner om nogle af mine største læseoplevelser. Jeg glæder mig til at dele endnu flere bøger og læsninger med jer i fremtiden!
Hvilke bøger er blandt jeres største læseoplevelser?