The Tale of Peter Rabbit, af Beatrix Potter

"The Tale of Peter Rabbit", af Beatrix Potter, 5/5 stjerner

Peter Rabbit er en uartig kanin, der ikke holder sig fra Mr. McGregors have, selvom hans mor udtrykkeligt har forbudt ham og hans søskende Flopsy, Mopsy og Cottontail at gå ind i haven, efter deres far blev slået ihjel. Det er derfor en helt klassisk børnebogsfortælling, hvor hovedpersonen gør noget, han ikke må og derefter indser sin fejltagelse.

Beatix Potters historie om Peter Rabbit er en klassiker, som jeg aldrig fik læst højt som barn, alligevel har tegningerne til Potters bøger altid været genkendelige, og jeg har altid gerne ville stifte bedre bekendtskab med hendes små historier. Den første i rækken er The Tale of Peter Rabbit, så hvilket bedre sted at starte?! Samtidig er det jo også Peter Rabbit (eller Peter Kanin), som man så ofte har hørt om, at man føler, at man allerede kender historien om den lille kanindreng med den blå jakke.

Historien er sød og enkel, præcis som jeg forventede, det er ikke svært at se, hvorfor den er elsket overalt i verden, og hvorfor den stadig i dag bliver læst højt. Bogen blev udgivet for første gang i 1902 og har altså mere end 100 år på bagen.

Illustrationerne er helt vidunderlige, de er så stemningsfyldte og fint tegnede. Beatrix Potter kunne bestemt noget helt specielt, og hendes illustrationer er en ligeså stor del af historien om Peter Kanin, som ordene, der pryder siderne.

The Tale of Peter Rabbit er en fin lille bog, og selvom det er en børnebog, så kan man sagtens hygge sig med at læse den. Der er ikke meget læsestof i den lille bog, men man kan bruge langt tid på at kigge på de smukke illustrationer. Jeg glæder mig til at læse resten af Potters små bøger med Peter Rabbit, Jemima Puddle-Duck, Mrs. Tiggy-Winkle og alle de andre.

Alkymisten, af Paolo Coelho

"Alkymisten", af Paolo Coelho, forlaget Bazar, 1/6 stjerner

Hyrden Santiago drømmer den samme drøm to gange, en drøm om en skat, der kan findes ved pyramiderne. Santiago sælger sine får, og bevæger sig ud på en rejse fyldt med forviklinger og møder med fortryllende mennesker. Han drager ud i verden for at søge efter rigdomme, men det bliver til slut en søgen efter indre rigdom, der virkelig betyder noget. Skatte, konger, kærlighed og alkymister er en del af denne historie, der er som taget ud af et eventyr.

Alkymisten er en højt elsket bog af mange, og jeg kan til nød se hvorfor, men den fangede mig ikke, faktisk er jeg aldrig blevet så skuffet over en bog før! Jeg måtte kæmpe mig igennem dens formuleringer, og jeg blev træt af dens moraliseren. Paolo Coelho har været en af de forfattere, som jeg har glædet mig til at se nærmere på, jeg har ikke hørt andet end godt om Alkymisten eller andre af hans bøger, men jeg må sige, at de par bøger, jeg har stående på hylderne af ham, aldrig vil blive læst.

Historien fangede mig aldrig, i stedet blev jeg bare mere og mere irriteret over bogen, og sad efterladt med en følelse af dyb skuffelse, da jeg lagde den fra mig. Historien, der egentlig minder om gamle eventyr, formåede bare ikke at fange mig. Jeg synes den blev kunstig, at karakterne var flade og forudsigelige, og hele denne udforsken af sig selv, og en søgen efter indre rigdom sad til sidst helt oppe i halsen på mig. For mig minder den mig om eventyr, men uden den samme virkning, hvor eventyr er spændende, sjove, finurlige og moraliserende, opfattede jeg kun denne bog som sidstnævnte. Coelho forsøger det bedste han kan at skrive denne fabel/eventyr stil, men det bliver bare kunstigt og forudsigeligt. I de rette hænder kunne historien have været interessant endda smuk, men i stedet er den kedelig og forceret.

Det er virkelig sjældent, at jeg læser en bog, som er mig så meget imod, som Alkymisten var, og jeg må bare indrømme, at den absolut ikke er noget for mig. Jeg kan godt forstå, hvad andre ser i den, men dens budskab var totalt tabt for mig. Det er en af de bøger, som jeg har nedjusteret mere og mere i karakter, jo længere den er kommet på afstand, og jeg er endt på en enkelt stjerne, fordi jeg godt kan se, hvad Coelho gerne ville gøre med denne roman, men jeg bed bare slet ikke på.

Lige nu læser jeg #1 - En hyggelig og romantisk historie

I går aftes fik jeg sådan lyst til at læse en eller anden sød og letlæselig bog, så jeg greb ud efter den nok mest lyserøde bog, jeg ejer! Det er Anna og det franske kys, af Stephanie Perkins, som jeg længe har villet læse, men jeg har faktisk først fornylig fået fingre i den i forbindelse med, at en sød veninde ryddede op i sin bogreol. Den lyserøde skønhed, som jeg læser videre i i dag, er det helt perfekte valg: For hvad passer bedre til Valentinsdag end denne romantiske og søde historie? Jeg er forresten ret vild med bogen indtil videre! Det er lang tid siden, at jeg har læst en sød kærlighedshistorie uden for mange dikkedarer. Perfekt til fejring af Valentinsdag.

Fejrer I Valentinsdag? Eller "nøjes" I også bare med en god bog?

Mit BogForum 2017 #3 - Højdepunkter i billeder

Kronprinsesse Mary fortalte om sit arbejde med kvinders rettigheder specielt i Afrika i forbindelse med udgivelse af bogen #Childmothers.

Igen i år bød BogForum på masser af spændende og sjove oplevelser. Dette er det tredje og sidste af i alt tre indlæg om, hvad jeg blandt andet oplevede i løbet af weekenden. (Læs de to første her og her.)

Det er svært at nå rundt om alt det, som man oplever i løbet af tre dage på BogForum. Her er billeder fra nogle af højdepunkterne.

Johan Olsen fortæller om universet og sin bog Bogen om Verden! Han siger forresten, at ser man en sølvfisk, så skal man hilse på den og sige "F**cking godt gået!", den har nemlig overlevet mere end de fleste!





Momolydbog er altid et højdepunkt: Her med en fullcast oplæsning af et uddrag af 1001 Nats Eventyr.

Jan Priiskorn Schmidt (til venstre) fortæller om sin tid som barnestjerne i bogen. De fleste vil kende ham som Jan i Min Søsters Børn. Han har skrevet bogen Barnestjernen fra Bryggen.



Peter AG fortæller om bogen Julekalenderen.



Michael Falch fortæller om sin selvbiografi Til grænsen.

BogForum 2017 blev endnu en fantastisk oplevelse, og jeg glæder mig allerede til næste år!

Mit BogForum 2017 #2 - Møde med Jeffrey Archer

VIP event er der inviteret til af forlaget Lindhardt og Ringhof.

Igen i år bød BogForum på masser af spændende og sjove oplevelser. Dette er det andet af i alt tre indlæg om, hvad jeg blandt andet oplevede i løbet af weekenden. (Læs det første her.)

Det er ikke hver dag, at man bliver inviteret til et event med en verdenskendt forfatter, men da BogForum løb af stablen i november, var vi en lille gruppe bloggere, som fik muligheden for at mødes til et VIP-arrangement med selveste Jeffrey Archer.

Jeffrey Archer er en forfatter, der har solgt rigtig mange bøger, han er bl.a. kendt for bestselleren Kane and Abel, der har solgt over 33 millioner eksemplarer. Archer har desuden siddet i fængsel, arbejdet som politiker og for Margaret Thatcher og i hvert fald ikke levet en stille tilværelse. Han er noget af en personlighed, og der var da også lidt nervøsitet blandt os alle, da vi var på vej op for at møde ham sådan ansigt til ansigt.

Faktisk havde vi ingen grund til at være nervøse, han var flink omend lidt selvcentreret og havde tydeligvis markante holdninger om alt fra kvaliteten på hoteller til kvinder og politik. Det var Lindhardt og Ringhof, der havde inviteret os, og vi fik desuden de første tre bind af Clifton Krøniken, jeg har læst den første for kort tid siden; den er rigtig spændende, så jeg er faktisk straks gået i gang med nummer to. Det er letlæste og spændende bøger om tiden omkring Anden Verdenskrig.

Jeffrey Archer sad for bordenden, mens bloggere og forlagsfolk slog kreds omkring bordet. Han fortalte selv ivrigt og tog desuden i mod spørgsmål. Han fortalte levende om sin kone, Lady Mary Archer, som har haft en flot karriere, de mødte hinanden, da de begge studerede i Oxford. Han talte i samme forbindelse om, hvordan det er kvinderne, der er fremtiden, fordi kvinder tør, mens mænd tøver, og i samme ombæring pegede han rundt i rummet, og kommenterede på antallet af kvinder. Den eneste mand, var nemlig fra forlaget.

Han fortalte også om sin skriverutine, han står tidligt op hver dag kl. 5.30, sidder klar ved sit skrivebord kl. 6. Han skriver fra kl. 6-8, igen fra 10-12 og 14-16, og fra 18-20 læser han dagens arbejde igennem. Og så går han i seng kl. 21.30. Hans hus på Mallorca, der hedder Writer's Block, er tydeligvis en ironiserende kommentar, da han selv siger, at han aldrig har lidt af 'writer's block' (skriveblokade, red.). Jeffrey Archer understregede igen og igen, hvor vigtigt det er at arbejde hårdt for at opnå sine mål. Selvom han har levet en privilegeret tilværelse og har solgt millioner af bøger, så har han behov for at vide, at hvis nogen siger til ham, at de ikke bryder sig om hans bøger, så kan han trække på skuldrene og sige, at han har gjort sit bedste. På trods af hans titel, huset på Mallorca og tjenestefolk, så benytter han sig ikke af den nyeste og dyreste teknologi, når han skriver, nej han skriver alting i hånden!

Vi sluttede det spændende møde af med signeringer og en lille småsludder på tomandshånd med forfatteren. Jeg kommenterede på hans utrolig smarte manchetknapper, der var udformet som små gule blyanter (de kan skimtes på det første billede), som han fortalte, at han havde fået af sin søn, og tilføjede: Ham der ikke læser.

Mit BogForum 2017 #1 - Silvera, McFarlane og Hawkins

Igen i år bød BogForum på masser af spændende og sjove oplevelser. Dette er det første af i alt tre indlæg om, hvad jeg blandt andet oplevede i løbet af weekenden.

 

Jeg jubler altid lidt, når der er udenlandske forfattere på BogForums program. Jeg har som mange andre læst Kvinden i Toget, af Paula Hawkins, som jeg fandt underholdende men ikke banebrydende, så hende blev jeg nødt til at høre. Mhairi McFarlane og Adam Silvera har jeg endnu ikke læst noget af, men da jeg har hørt så meget godt om dem begge, indfandt jeg mig også til deres 'optrædener' i løbet af weekenden.

 

 

Mhairi McFarlane var utrolig sjov og spændende at lytte til, og man fik med det samme lyst til at læse hendes bøger. Det er altid skønt, når man har den oplevelse.

 

 

 

Adam Silvera var inspirerende, og jeg er utrolig glad for, at jeg nåede at høre ham fortælle, selvom mit program var presset.

 

 

 

Paula Hawkins var lidt 'underwhelming', meget interessant, men også utrolig monoton og virkede måske lidt snobbet, men jeg fik lige signeret en bog efter hendes interview.

 

Jeffrey Archer var endnu en udenlandsk forfatter på årets BogForum, men ham vender jeg tilbage til senere, da jeg var så heldig at være inviteret til et VIP-arrangement med ham søndag.

Jeg varmer op til BogForum #1 - Patrick Ness

BogForum 2017 nærmer sig med hastige skridt, derfor ser jeg tilbage på tidligere store oplevelser fra bogmessen.

En af mine store oplevelser på sidste års BogForum var Patrick Ness, jeg så ham på begge dage, hvor han var der, og jeg fik signeret hele 4 bøger.
 

Patrick Ness er bare helt fantastisk, og jeg nød virkelig at sludre med ham, imens han signerede mine bøger sidste år. Jeg havde medbragt en lille og helt særlig bog, som er en del af en serie af små historier skrevet om hver af de 12 Doctors fra Doctor Who. Patrick Ness har skrevet bogen om The Fifth Doctor, og det er en superfin lille historie. Patrick Ness udbrød begejstret, at den havde han ikke signeret særlig mange af, for den var der aldrig nogen, der medbragte. Hvorefter vi lige fik snakket om både Doctor Who og hans spinoff-serie Class, han jokede med, at han slet ikke ville vide noget om, hvordan jeg havde set Class, for den var jo ikke sendt i dansk tv - men jeg havde nu faktisk bare set afsnittene, da jeg var et smut i London, så det var slet ikke så lyssky. Faktisk medbragte jeg dagen efter en (dengang) ny udgave af A Monster Calls, som blev udgivet i forbindelse med premieren på filmen, som han også fortalte, at han endnu ikke havde signeret så mange af, fordi den var så ny.

Det er altid dejligt, at man bliver mere glad for en forfatter, efter man har mødt dem i virkeligheden, og sådan har jeg det helt sikkert med Patrick Ness.

 
 

Gode læsetips fra nær og fjern #1

 

Jeg bliver ofte spurgt, om jeg ikke lige kan foreslå en god bog. Nogle gange vil personen gerne have noget let, andre gange en klassiker eller måske en krimi, og nogle gange er det et fuldstændig åbent spørgsmål, hvor man bare skal hive en eller anden idé frem uden et stikord fra spørgeren. Jeg tror, det er noget, som de fleste læseheste kan nikke genkendende til, og man bliver da også altid glad (og lidt beæret), når andre sådan lægger deres læsestunder i ens hænder. Da jeg fornylig var projektansat på et bibliotek, nød jeg virkelig også at finde gode bøger til lånerne, det var der nemlig stor efterspørgsel på i sommerferien, hvor jeg havde min vante gang i udlånet på biblioteket i Kolding.

Jeg får dog også tit masser af læsetips af andre, og det er netop disse, jeg gerne vil skrive mere om, det kan både være inspiration fra min tid på uni, fra arbejdet, venner, familie eller flygtige bekendtskaber. Mange af de forslag til nye bøger udmunder i gode eller spændende læseoplevelser.

Lige nu sidder jeg og redigerer en bog på Kolding Stadsarkiv, og en af mine kolleger har foreslået mig at læse Outlander af Diana Gabaldon, og hun var endda så sød at medbringe ikke bare den første bog, men også den anden - så jeg ikke manglede 2'eren, hvis jeg nu fik læst den første hurtigt færdig.

 

Det perfekte ved denne anbefaling er jo, at det tydeligvis er en bog, som er blevet læst, og det er nu egentlig meget rart, når man låner en bog af en bekendt.

Store bogoplevelser i sommerferien #1

Sommeren er over os, også selvom det ikke rigtig føles sådan, når man kigger ud på de grå skyer. Men det skal ikke ødelægge sommerglæden! Sommerferien har for mig altid været en tid, hvor jeg endelig har haft mulighed for at læse en masse forskellige bøger og fordybe mig i læsningen i liggestolen i solen med et koldt glas et-eller-andet ved siden af. Jeg vil i løbet af sommeren fortælle om nogle af mine store læseoplevelser, både fra sommeren i år og tidligere sommerferier. Jeg glæder mig til at dele nogle skønne læsestunder med jer og måske inspirere til dejlig sommerlæsning.

Jeg har endnu ikke planlagt, hvilke bøger jeg skal læse i løbet af sommeren. Jeg skal dog læse et eller andet af Jane Austen, de sidste to år, har jeg haft Mansfield Park med i kufferten, uden jeg fik den læst, og i år tror jeg altså endelig det skal være. Nu har jeg vist efterhånden ventet længe nok.

Min sommerferielæsning er altid lystbaseret, det er en tid, hvor jeg kan koble fra og læse præcis det, som jeg har lyst til. Det ender altid med, at jeg får læst en masse forskelligt, og det er bare rart. Tror også, at jeg i år skal have læst "Murder on the Orient Express", af Agatha Christie, den har stået i min bogreol i lang tid, og nu når der snart kommer en ny film, kunne det jo være anledning til at få den læst.

En ting er helt sikker! Jeg skal have læst en masse gode bøger!

Hvad har I planlagt at læse i sommerferien?

Læsetørke...

Jeg har altid haft perioder, hvor læsningen er blevet forsømt, og hvor jeg af forskellige årsager ikke har åbnet en bog i over en måned, hvor læselysten har været på et minimum, og  hvor ulæste bøger synes at tårne sig op. Det påvirker mig altid rigtig meget, når jeg ikke får læst ligeså meget som jeg normalt gør, for når man plejer at læse flere bøger om ugen, mangler der pludselig noget, når læsningen går i stå.

Netop en af disse ørkenvandringer gennemgik jeg i januar og februar. Jeg havde masser af ulæste bøger på hylden, men ingen tiltalte mig - i hvert fald ikke sådan rigtigt. Jeg har aldrig helt fundet ud af, hvordan jeg hurtigt kan rive mig fri fra de perioder, hvor læselysten bare ikke rigtig er der. Nogle gange har jeg brugt drama-genren, da det altid er små hurtigt læste historier. Denne gang blev det dog noget lidt uventet, der endelig fik mig i gang med læsningen igen.

Jeg var i London midt i februar, og jeg stod i Waterstones' store flagskib på Piccadilly. Selv efter utallige besøg, bliver jeg stadig helt overvældet over den enorme mængde af bøger, der befinder sig på disse seks etager i centrum af London. Imens jeg stod foran reolen med "Fiction M" faldt mit blik på "On Chesil Beach", af Ian McEwan. Det slog mig pludseligt, hvor lang tid jeg egentlig havde ønsket at læse netop denne roman. McEwans "Atonement" er en af mine absolutte yndlingsbøger, ja hvis ikke endda min yndlingsroman, og jeg har da også læst flere andre af McEwans bøger, men aldrig lige den, der nu stod på hylden foran mig i Waterstones. Jeg købte den med hjem, og min tanke var egentlig, at hvis jeg ikke var alt for træt i løbet af min nats ventetid i lufthavnen, kunne jeg jo begynde at læse den der.

Faktisk endte det med, at jeg slugte den lille roman sidst på natten og først på morgenen, først i lufthavnen og derefter på flyet på vej mod Billund. Jeg kunne slet ikke lægge den fra mig igen,og selvom jeg havde været på benene i over 24 timer, var det intet problem at koncentrere sig om denne lille smukt skrevne roman.

Så denne gang skulle det altså blive en smuttur til London med bogshopping, der endte min læsetørke og endda med forfatteren bag min yndlings roman.

Oplever I også af og til, at læselysten udebliver, og hvordan kommer I så i gang med læsningen igen?

Udvalgte noveller, af Fay Weldon

"Udvalgte noveller", af Fay Weldon, udgivet 2016, Lindhardt & Ringhof, 5/5 stjerner (anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof)

Fay Weldon har i denne bog samlet sine 21 yndlingsnoveller fra 70erne, 80erne, 90erne og 00erne samt en kortroman, som runder samlingen af tekster af. Dette er fortællinger om kvinder, deres rolle i samfundet, deres forhold til mænd, til børn og til dem selv.

 

"Jeg personligt har aldrig gjort mig bekymringer om at finde mit sande jeg. Jeg tror ikke, jeg har et indre jeg, og hvis jeg har, har jeg ikke synderlig lyst til at møde hende. Og han vil bestemt ikke have mig til at spilde tid med at lede, når jeg kunne være i seng med ham."

 

Denne novellesamling tog mig med storm, det er første gang, at jeg stifter bekendtskab med Fay Weldon, men det bliver bestemt ikke sidste gang, at jeg dykker ned i Weldons univers. "Udvalgte Noveller" er inddelt efter årtier, og novellerne kommer således i kronologisk rækkefølge, netop dette giver et tydeligt og virkelig interessant indblik i udviklingen i samfundet såvel som kvindens rolle heri. Samtidig giver det også et fascinerende indblik i Weldons forfatterskab og hendes udvikling.

 

Det store persongalleri, der optræder på tværs af disse noveller, er smukt varieret og skrevet med stor indlevelse, der gør, at man som læser virkelig føler noget for karaktererne. Man hepper på dem, ryster på hovedet af dem eller håber på deres vegne. Selvom det er et varieret persongalleri, er der visse motiver, der går igen i flere noveller. Det er bl.a. besøget hos en psykolog, der optræder flere gange, hvor "patienten" igennem hele teksten fortæller i en lind strøm om sit liv. Som læser indtræder man derfor nærmest i rollen som den lyttende psykolog, hvilket bestemt giver et virkelig interessant indblik i, hvordan man reagerer på historien, der udlægges for en.

 

"Om morgenen er hun frisk og smilende af hensyn til børnene, og hendes stemme klinger af falsk munterhed som en dame fra Kensington nede i Harrods Food Hall. Da hun fejer gulvet inden morgenmaden, undgår hun bordenden og tremmestolen. Manden uden øjne er væk, men der er noget, der er blevet hængende."

 

Kvinderne er i centrum, og det er på både godt og ondt, nogle er viljestærke, mens andre er svage individer, der udvikler sig undervejs eller står i stampe. Det er kvinder med og uden børn, kvinder der allerede har fundet sin hylde i livet, eller som stadig kæmper for at finde sig selv. Fay Weldon skriver med et utroligt overskud, sprogligt er der ikke en finger at sætte på teksterne, der flyder, og indbyder til videre læsning. Man fordyber sig lynhurtigt i Weldons univers, og jeg kunne have fortsat min læsning langt ud over de 21 noveller, der her er samlet.

Denne bog kan både læses på én gang, eller man kan tage en enkelt novelle hist og pist, jeg læste dog bogen fra start til slut i løbet af to dage, og jeg var med det samme klar til at finde flere bøger af Weldon frem fra reolen. Dette er en fantastisk novellesamling, som man virkelig skal unde sig selv at læse. Til slut skal også lige nævnes bogens fantastisk udseende, noget jeg sjældent kommenterer på, men denne bog er simpelthen så smuk både indeni og udenpå, at man bliver nødt til at skrive det. En fantastisk fin læseoplevelse.

Eddikepigen, af Anne Tyler

 

"Eddikepigen", af Anne Tyler, udgivet 2016, Forlaget Modtryk, 3/5 stjerner (anmeldereksemplar fra Forlaget Modtryk)

 

Kate Battista holder til daglig hus for sin far dr. Battista, han er en ret så excentrisk videnskabsmand, der ikke interesserer sig for meget andet end sin forskning, og slet ikke for hvordan det går med Kate og hendes lillesøster, Bunny, der bruger det meste af sin tid på at flirte med drenge. Pjotrs, dr. Battistas forskningsassistent, opholdstilladelse udløber dog snart, og forskningsprojektet er truet. Snart prøver begge mænd at overbevise Kate om, at hun må gifte sig med Pjotr, så han kan blive i landet.

 

"Af en eller anden grund sad han og kiggede på Kate. Han havde en måde at holde øjnene halvt lukkede på, som gav det indtryk, at han var ved at nå frem til en eller anden privat konklusion, mens han studerede hende."

"Eddikepigen" er en genfortolkning af "Trold kan tæmmes" eller "Taming of the Shrew" af William Shakespeare. Romanen fungerer rigtig fint, og historien er sød og morsom. Dog føler man, når man har læst Shakespeares drama, at Anne Tyler har lavet en måske lidt for fri fortolkning af historien, der bliver lidt ensidig. Bunnys historie er degraderet til en sidebemærkning som en teenageflirt, og dermed ændres også hele præmissen for historien, og det fungerer ikke særlig godt. Det resulterer i nogle helt andre motiver, som karaktererne handler på baggrund af, og det er faktisk synd. Forskellen ligger også i personkarakteristikken, hvor Kate er lidt for sød, og det samme kan siges om den famlende og faktisk lettere irriterende Pjotr.

 

Nogle af karaktererne bliver måske lidt flade i det, netop fordi plottet er ændret, og man derfor fratager både bevæggrunde og personkarakteristika. Pjotr er dog ret morsom, og det samme er dr. Battista, og man må trække på smilebåndet, da nogle mus vigtige for deres forskning forsvinder.  Bipersonerne i romanen er dog skønne, bl.a. Tante Thelma og Onkel Theron er virkelig godt skrevet, og de gør en middagsscene i bogen til noget helt særligt. Kate er en fint skrevet protagonist, som man altså bare må holde af, og hun er den, man kommer tættest på. Man har lidt ondt af hende, når hun i skolen, som hun arbejder på, er lidt for bramfri og ikke lægger fingre imellem, når hun taler til børnene - det gør hende ikke ligefrem til månedens medarbejder. Kates personlighed gør hende ensom, hun virker kold og følger sin logiske sans, men alligevel påvirker faderens svigt hende.

 

"Man kunne virkelig føle sig fysisk såret, hvis ens følelser blev krænket tilstrækkeligt. Det opdagede hun i løbet af de næste dage. Hun havde oplevet det adskillige gange før, men det her føltes som en helt ny åbenbaring, som en skarp kniv i brystet. Det var selvfølgelig ulogisk: Hvorfor i brystet? Et hjerte var jo ikke andet end en glorificeret pumpe, når det kom til stykket."

 

Anne Tylers lille roman er hurtigt læst, men den efterlader en med en følelse af, at der mangler noget, at det hele var lidt for let. Det er ærgerligt, for historien er før blevet så fint fortolket i bl.a. filmen "Ten Things I Hate About You". Det er dog skønt, at man sagtens kan læse bogen uden at have læst Shakespeares drama, det er et tegn på, at historien fungerer på egen hånd, og det kunne man godt frygte, at en genfortælling kunne have problemer med.

 

"Eddikepigen" er en sød og sjov lille (nærmest) kærlighedshistorie, men den får aldrig løftet sig op til mere end det. Jeg ville ønske, at Anne Tyler havde holdt sig tættere til Shakespeares historie, som man sagtens kunne modernisere uden at skrive så voldsomt om på handlingsforløbet. Men når det er sagt, er det en fin lille roman, som man let kan tygge sig igennem.

 

 

Tidens Kløft, af Jeanette Winterson

"Tidens Kløft", af Jeanette Winterson, udgivet 2016, Forlaget Modtryk, 4/5 stjerner (anmeldereksemplar fra Forlaget Modtryk)

I anledning af 400-året for William Shakespeares død vil otte forfattere gendigte nogle af Shakespeares største dramaer. "Tidens Kløft" er den første roman i serien.

 

Leo er en magtfuld investeringsrådgiver bosat i London, han er gift med sangerinden MiMi, men snart vendes der op og ned på deres liv i sus og dus, da Leo begynder at mistænke sin kone for at have en affære med hans bedste ven, Xeno. Et raserianfald splitter familien, og i sit vanvid sender Leo deres nyfødte datter til New Bohemia (i USA), hvor Xeno befinder sig - men noget går galt undervejs, og den lille pige ender i hænderne på fremmede, men måske er det slet ikke så slemt endda.

 

"Tidens Kløft" er en gendigtning af William Shakespeares "Vintereventyret" eller "The Winter's Tale". Det er historien om en mands vanvittige jalousi, der vender  op og ned på en families liv og lykke. Den lille pige, Perdita, som hos Shakespeare efterlades på klipper i et fjernt land, bliver her i stedet efterladt ved et hospital, men Wintersons adaption af historien ligger ellers ganske tæt opad Shakespeares drama. Winterson har skrevet både en lille introduktion og et lille efterskrift, der sætter romanen ind i en kontekst, og hun starter så fint og vittigt historien med overskriften "Coverversionen". Det fungerer rigtig godt, at man lige bliver sat ind i Shakespeares historie, inden man begynder på romanen.

"Og nu stod de på hver sin side af velkomstskiltet og så på hinanden. Og hun ønskede at alt det der skulle ske, var sket. At tiden ville lægge sig imellem dem og befri dem. At de kunne begynde. [...] Hun sagde: "Hej." Han sagde: "Jeg har taget blomster med til dig." "

 

Som en læser, der kender historien i forvejen, bliver man overrasket over, hvor legende let Winterson har formået at overføre Shakespeares fortælling til en moderne setting. Det er en nydelse at læse Wintersons roman, da man virkelig føler, at hun har forstået Shakespeares historie. Hun har ikke valgt at gøre et stort nummer ud af at ændre historien, men har i stedet fokuseret på at modernisere den, og det klæder virkelig denne roman. Samme historie, de samme temaer men med et moderne præg. Dog efterlader Shakespeares drama publikum med ubesvarede spørgsmål, mens Wintersons roman i stedet er konkluderende, og dette er den eneste store kritik, jeg har til selve historien. Jeg elsker "Vintereventyrets" nærmest mystiske afslutning, og den manglede jeg altså her. "Tidens Kløft" kræver dog på ingen måde, at man skal kende Shakespeares historie i forvejen, det er en skøn lille roman, som fortæller en rørende og smuk historie.

 

Leos vanvid er beskrevet, så man krummer tæer, ja jeg fik det på et tidspunkt nærmest fysisk dårligt, hans jalousi kender ingen grænser, og modsætningen mellem ham og den gode Shep, som finder og tager sig af den lille Perdita, er smukt fremført. Shep er rar og rolig - og elsket. Kærlighed er et gennemgribende tema i historien. Kærligheden mellem Leo og den gode ven Xeno, hvis forhold i Wintersons udlægning af historien bliver til måske lidt mere end "bare" et venskab, kærligheden mellem Leo og MiMi, der ender så brat, kærligheden mellem Shep, sønnen Clo og Perdita, og forelskelsen som Perdita opdager med den unge Zel. Persongalleriet er glimrende beskrevet, fra den unge, smukke og kloge Perdita, den sjove og klovnagtige Autolycus, der er brugtvognsforhandler, kvinden, der kan klare alt, Pauline til den jaloux Leo, den stille og intelligente Xeno og den smukke MiMi.

 

Xeno designer computerspil, og den verden, han skaber i spillet, bliver et gennemgribende billede i historien, hvor tiden spiller en stor rolle. Spillet omhandler engle både mørke og lyse, og det er dette niveau, hvor Winterson forsøger at gennemføre det mere overnaturlige fra Shakespeares tekst, og det fungerer faktisk ret godt. Det skaber i hvert fald virkelig smukke billeder på nethinden.

 

"Hun vidste hun var nødt til at ligge stille. Hvis hun bevægede sine vinger, ville hun få husene til at styrte sammen ud over gaden. Men husene var allerede styrtet sammen, ikke? Hvordan var englen faldet ned i baggården? Det var ikke afklaret - det pludselige styrt, den pludselige sammenfoldning af vingerne for at de ikke skulle brække. Og var englen alene i baggården?"

 

At gendigte Shakespeare er et virkelig interessant projekt, og jeg må sige den første roman i serien af gendigtninger, som i Danmark udkommer hos Modtryk, er en virkelig glimrende roman, som jeg læste på ingen tid. Jeg har dog en lille anke, og det er tegnsætningen, som visse steder er nærmest ikkeeksisterende, hvilket er til stor gene for læsningen, faktisk virker det indimellem som om, man har bevaret den engelske tegnsætning, det er dog bare et lille problem i den ellers skønne roman. Winterson tryllebandt mig med den moderne fortolkning, hvor man drager fra London til de amerikanske sydstater og tilbage igen. "Tidens Kløft" er barsk, sjov, rørende og fantastisk godt skrevet.

Nye bøger til bogreolen #3 - og et besøg i Politikens Boghal

Da jeg var i København sidst, måtte jeg selvfølgelig et smut forbi Politikens Boghal, det var så lang tid siden, at jeg havde været i København. Politikens Boghal er en af mine yndlingsbogbutikker i Danmark, fordi den har så stort og varieret et udvalg specielt i engelske bøger, min eneste anke er, at bøgerne er blevet en del dyrere de sidste par år, og det stort set ikke kan betale sig at købe engelske bøger der fremfor på nettet, hvilket er virkelig ærgerligt.

Jeg synes faktisk selv, at jeg styrede min købelyst ret godt, selvom det er lidt svært, når der er så mange skønne bøger. Jeg har længe ønsket mig nogle af bøgerne fra Word Cloud Classic serien, jeg elsker deres design, og så er de simpelthen så lækre at røre ved. Jeg stod foran reolen med klassikerne i så lang tid og overvejede, hvilke jeg skulle have med hjem. Jeg endte med at købe tre. Jeg havde faktisk aldrig set bøgerne i virkeligheden før, så jeg var glædeligt overrasket over, hvor fine de var.

"The Age of Innocence", af Edith Wharton. Bogen har længe stået på min læseliste, og så synes jeg, at udgaven er så fin i den lidt sarte lilla farve. Jeg har kun læst "The House of Mirth" af Wharton, som jeg synes er rigtig god, så jeg glæder mig meget til at læse denne.

"Dracula", af Bram Stoker. Dette var den første bog, jeg så af disse udgaver, og jeg har vidst længe, at jeg blev nødt til at eje den, hvis den var ligeså pæn i virkeligheden som på nettet, og det er den altså! Jeg elsker flagermusen på ryggen og den grå farve med den rubinrøde skrift. Jeg har allerede læst Dracula og var ret begejstret, så jeg har længe ønsket mig en smuk udgave til at pynte i bogreolen, og det har jeg så endelig fået nu.

"The Romantic Poets". Hvis der er noget, jeg er for dårlig til at få læst, så er det lyrik. Men, hvis jeg giver mig i kast med lyrik, er det altså ofte den engelske romantiks digtere, der tiltrækker mig. Da jeg så denne skønne lilla udgave med roserne, blev jeg nødt til at have den med, og jeg håber, at jeg så kan blive inspireret til at læse lidt mere lyrik.

Ud over de tre bøger fik jeg også købt mit første Penguin krus. Valget faldt på A Room of One's Own, af Virginia Woolf, jeg kan godt lide den lilla farve, og så er det bare et skønt essay, som jeg både har læst i forbindelse med studiet og derhjemme for hyggens skyld. Citatet, der pryder bloggen, er faktisk fra dette fantastiske essay, som man virkelig ikke må snyde sig selv for.

Har I købt nogle nye bøger fornylig?

De Smukkeste, af Karin Slaughter

"De Smukkeste", af Karin Slaughter, udgivet 2016, forlaget Harper Collins Nordic, 4/5 stjerner, (anmeldereksemplar fra Harper Collins Nordic)

24 år efter Julias forsvinden, taler hendes søstre, Claire og Lydia, ikke længere sammen, og de lever vidt forskellige liv. Claire lever i sus og dus med sin succesrige mand, Paul. Mens Lydia endelig har fået styr på sit liv og har en stille og rolig hverdag sammen med sin datter efter år præget af stofmisbrug. Da Julia forsvandt, blev familien lagt i ruiner, deres far tog sit eget liv, og moren og bedstemoren taler nu kun med Claire. Claires liv forandres dog pludseligt, da hendes mand Paul bliver brutalt myrdet, og hun opdager snart noget, hun hellere ville have været foruden. Den eneste, der kan hjælpe hende, er Lydia.

 

"Der stod en mand lige bag Paul. Han var klædt i en sort hættetrøje, som var lynet helt op under hans kraftige, tatoverede hals. En klapperslange, som blottede gifttænderne i et uhyggeligt smil, bugtede sig hen over hans adamsæble."

 

"De Smukkeste" er en thriller af en kriminalroman, og man kan slet ikke lægge bogen fra sig, når man først er begyndt. Den handler om, hvad det pludselige tab af et familiemedlem kan gøre ved en familie, og hvor godt man end tror, at man kender en person, kan det vise sig, at man tager grueligt fejl. Spørgsmålet er, hvem er ven, og hvem er fjende?

"De Smukkeste" er en grum fortælling, og selvom jeg bestemt ikke er sart, var der billeder i denne roman, som fik det til at vende sig lidt indeni mig, Karin Slaughter lægger i hvert fald ikke fingrene imellem. Denne roman handler om kvinder, der bliver brutalt voldtaget og myrdet, og jagten på at finde frem til gerningsmændene bag. Romanen er bestemt ikke for sarte sjæle.

 

"Claire mærkede den voldsomme bølge af kvalme, der altid rejste sig i hende, når hun opdagede endnu en af Pauls hemmeligheder. Lydia tog brillerne på og begyndte at skrive noget. Claire stirrede ind i ryggen på den hvide lædersofa. Hun havde lyst til at flænse læderet op med neglene. Hun havde lyst til at brække trærammen i stykker, finde nogle tændstikker og brænde hele huset ned til grunden."

 

Jeg læser sjældent krimier, men mine fordomme blev virkelig gjort til skamme. Dette er en utrolig spændende og medrivende roman, den er yderst velskrevet, og det kommer specielt til udtryk, når man langsomt indser, hvad der er på spil sammen med de to søstre. Læseren følger både Lydia og Claire, hvis historie bliver mere og mere hæsblæsende, indimellem kapitlerne får læseren et indblik i deres fars kamp for at finde frem til sandheden om den forsvundne datter. I breve skrevet til Julia ses smerten, som familien blev præget af, da Julia forsvandt. Farens breve fungerer som et fint lille roligt helle midt i virvaret af nye informationer, frygten og jagten på en forbryder.

Karin Slaughter har formået at skrive et krimi-mesterværk, jeg kunne slet ikke lægge bogen fra mig. Slaugther formår at lege med læseren, når man gang på gang tror, at man endelig ved, hvad der foregår, men man så atter bliver forvirret af nye opdagelser. "De Smukkeste" er en roman, som man bestemt ikke må snyde sig selv for, hvis man har lyst til spænding. Læs den!

The Academy Awards - Fra bøger til film

I aften er det tid til årets Oscar-uddeling, jeg skal traditionen tro sidde hele natten foran tv'et og følge med. Jeg glæder mig hvert år som et lille barn til at se de smukke kjoler (og forhåbentlig fede jakkesæt), høre takketalerne og bare følge med i denne fejring af film. Jeg var 13, da jeg så min første Oscar-uddeling. Det var dengang Lord of the Rings: Return of the King vandt, hvilket var en helt perfekt afslutning på min Oscar-oplevelse, for jeg var (og er) kæmpe Ringenes Herre fan. Jeg har altid været en stor film-nørd, og er der et sted, hvor min kærlighed til film og min kærlighed til bøger forenes, så er det, når en god bog bliver til en god film. Derfor har jeg i anledningen af Oscar-uddelingen fundet nogle af mine  favoritter frem, når det kommer til filmatiserede bøger.

"Romeo and Juliet", af William Shakespeare. Filmen er instrueret af Franco Zeffirelli, den vandt to Oscars og var også nomineret til prisen for 'Bedste Film' i 1968. Det er en skøn film, som man bestemt ikke må snyde sig selv for, hvis man godt kan lide en god gammeldags filmklassiker eller bare synes om Shakespeare. Dramaet er jo en klassiker, en af de mest kendte kærlighedshistorier, der findes. Derudover blev filmen "Romeo + Juliet" instrueret af Baz Luhrman i 1997 nomineret til en enkelt Oscar - også en skøn film.

"Extremely Loud and Incredibly Close", af Jonathan Safran Foer. Filmen er instrueret Stephen Daldry, og den var bl.a. nomineret til en Oscar for 'Bedste Film' i 2012. Jeg nød bogen meget mere end filmen, der dog havde nogle fantastiske scener.

"The English Patient", af Michael Ondaatje. Filmen er instrueret af Anthony Minghella, og den vandt i 1997 9 Oscars, deriblandt prisen for 'Bedste Film', Juliette Binoche vandt for prisen for 'Bedste kvindelige birolle', mens Ralph Fiennes var nomineret til prisen for 'Bedste mandlige hovedrolle'. Bogen er en helt fantastisk sanselig oplevelse, og filmen fortolker netop dette på fineste vis.

"Sense and Sensibility", af Jane Austen. Filmen er instrueret Ang Lee. I 1996 vandt Emma Thompson en Oscar for 'Bedste manuskript', mens både hun og Kate Winslet var nomineret for deres roller som Elinor og Marianne. Filmen byder også på en helt fantastisk Alan Rickman som Colonel Brandon. Austens roman er en af mine yndlings bøger, men jeg så faktisk filmen, inden jeg læste bogen, og jeg er mindst lige så begejstret for filmen som for bogen.

"The Invention of Hugo Cabret", af Brian Selznick kom i filmudgaven til at hedde "Hugo" og er instrueret af Martin Scorsese. Filmen blev i 2012 nomineret til hele 11 Oscars, og den vandt 5. Bogen egner sig virkelig godt til en filmatisering, den handler om filmkunsten og er bygget nærmest filmisk op. Skøn bog og skøn film.

"Atonement", af Ian McEwan. Filmen er instrueret af Joe Wright, den vandt en Oscar i 2008 for 'Bedste musik', og den var nomineret i yderligere seks kategorier bl.a. var Saoirse Ronan nomineret til prisen for 'Bedste kvindelige birolle', og hun er jo nomineret igen i år for sin rolle i "Brooklyn". "Atonement" er min absolutte yndlings roman, og jeg var utrolig glad, da jeg så filmen, for den levede helt op til forventningerne, og jeg er stadig lidt utilfreds med, at James McAvoy ikke blev nomineret.

"Hamlet", af William Shakespeare. Filmen er instrueret af Kenneth Branagh, og den var i 1997 nomineret til fire Oscars heriblandt for bedste manuskript. Filmatiseringen instrueret af Laurence Olivier vandt i 1949 fire Oscars heriblandt prisen for 'Bedste film' og Laurence Olivier vandt for sin rolle som Hamlet. Begge film er gode, jeg holder dog mest af Branaghs udgave, hvor et væld af fantastiske skuespillere er med. Hamlet er mit absolutte yndlingsdrama, og jeg kan godt lide, at filmatiseringerne er så tro mod Shakespeares tekst.

"The Lord of the Rings", af J.R.R. Tolkien. Filmene er instrueret af Peter Jackson. Trilogien: "The Fellowship of the Ring", "The Two Towers" og "Return of the King" modtog i alt 30 nomineringer, og filmene vandt 17 Oscars i 2002, 2003 og 2004. Jeg fik bøgerne læst højt af min mor, men jeg holder egentlig langt mere af filmene end bøgerne, som jeg synes er en smule langtrukne.

Det er altid fantastisk, når en bog, man holder af, bliver til en virkelig god film: Når man endelig får lov til at se personerne, man forestillede sig, da man læste bogen, komme til live på det store lærred. Eller når man bliver nødt til at læse bogen bag en film, man lige har set, fordi den var så god. Jeg elsker det samspil, der er mellem bøger og film, når man kan se ordene på siderne af bøgerne komme til live i filmens verden. Selvom filmatiseringer både kan være skønne og skuffende, så er det alligevel altid skønt at se en fortolkning af en historie, som man holder meget af.

 

Sidder I klar foran tv'et i aften, når Oscar-showet ruller over skærmen?

Currently reading #22

 

Lige nu læser jeg en roman, som har stået på min læseliste i årevis: "Little Women", af Louisa May Alcott. Faktisk har jeg været i gang med den en gang tidligere, da jeg købte bogen som læsning i lufthavnen på vej hjem fra London, men jeg måtte sande, at jeg var alt for træt til at læse, så jeg startede fornylig forfra. Jeg nyder virkelig at læse historien om de fire March søstre; Meg, Jo, Beth og Amy. Romanen er så fint sat sammen af små kapitler, hvoraf mange nærmest er små selvstændige historier. Alcott har skrevet yderst fine personer, og jeg holder virkelig af, hvor forskellige søstrene er fra den temperamentsfulde og belæste Jo til den generte og musikelskende Beth. De har hver deres styrker og svagheder. Samtidig er det sjovt, at de små kapitler ofte ender på en lidt belærende facon, når de fire søstre f.eks. finder ud af, at det egentlig slet ikke er så sjovt, når man skal stå for hele husholdningen uden hjælp eller, at det heller ikke er specielt sjovt bare at slappe af hele tiden. Det er den der moraliserende gammeldags børnebogsfacon, som bare er noget af det skønneste. Jeg er lidt over halvvejs i romanen, men den er dejligt hurtigt læst, fordi teksten er så fin og enkel. Det er altså en bog, som både egner sig til mindre piger såvel som den voksne læser. Og så synes jeg, at den passer så fint til den lille buket erantis og vintergækker, jeg plukkede på min gåtur i formiddags.

Hvad læser I i øjeblikket?

The Circle, af Dave Eggers

 

"The Circle", af Dave Eggers, udgivet 2015, People's Press, 5/5 stjerner, anmeldereksemplar fra People's Press.

Mae Holland har fået drømmejobbet ved det store og magtfulde internetselskab The Circle. Det er hendes livs chance, for det er alle unges drøm at arbejde netop der. Her er det fællesskabet, der er i centrum, og man skal hele tiden være online og forbundet via sociale medier. The Circle er ikke bare det mest populære sociale medie, her findes også hjernerne bag nogle af verdens mest banebrydende opfindelser. Men måske ånder alt ikke fred og idyl, Maes liv bliver mere og mere fokuseret på The Circle, og snart forandrer verden sig.

 

"ALT, HVAD DER SKER, SKAL FREM I LYSET. "Vi står på tærsklen til Den Anden Oplysningstid, folkens. Og her mener jeg ikke en ny bygning på campus. Jeg mener en epoke, hvor vi ikke lader størstedelen af folks tanker og handlinger og bedrifter og læring glide os af hænde som fra en hullet spand. Det har vi allerede gjort én gang. Det hed Middelalderen - Den Mørke Middelalder. [...] Men sådan behøver det ikke at være. Ikke med de her kameraer og ikke med The Circles mission." "

 

De sociale medier er allestedsnærværende i det moderne menneskes liv. Facebook, twitter, instagram, linkedin osv. osv. Dave Eggers' "The Circle" fortæller om en verden, hvor de sociale medier og konstant overvågning snart bliver mere og mere en essentiel del af den måde, hvorpå mennesker ser og opfatter verden på. Kameraer kan installeres overalt, og alle har lige adgang til dem. Maes nye job indebærer ikke kun, at hun opfylder sin arbejdsbeskrivelse, hun skal også være aktiv på det sociale netværk, noget der vægtes ligeså højt, hvis næsten ikke højere. Flere og flere computerskærme pryder Maes skrivebord, og hun bliver et lysende eksempel for læseren på, hvordan de sociale medier kræver mere og mere af et menneske.

Dave Eggers har begået et mesterværk af en nærmest dystopisk roman, hvor en verden ikke langt fra vores bliver mere og mere præget af total overvågning. Det er en utrolig velskrevet roman, der fik mig til at ville læse hurtigere og hurtigere. Det utroligt fine ved denne roman er, at man som læser bliver mere og mere klar over, hvor syge de opfindelser er, som The Circle står bag, men at Mae, der fungerer som læserens indgang til historien bare bliver mere og mere opslugt af det, som virksomheden står for: Cirklen skal fuldendes og gennemsigtighed skal råde.

 

Mae er en virkelig interessant person at følge, for hun er forblændet af den verden, hun møder. Eggers har i det hele taget skabt et glimrende og varieret persongalleri. Maes bedste veninde, Annie, der har skaffet hende jobbet, er det perfekte eksempel på en medarbejder hos The Circle, hun er hårdtarbejdende, frisk og smilende. Kalden, en mand som Mae fascineres af, er præget af mystik og selvsikkerhed og endelig er der Francis, hvis fortid præger ham og driver ham i sit arbejde med overvågning. "The Circle" er fyldt med spænding, romantik, den er tankevækkende og medrivende, og det er personerne i romanen, deres udvikling og samspil, der virkelig gør indtryk, når læseren får et indblik i, hvad et overvågningssamfund gør ved menneskets natur.

 

"Hun begyndte at gøre sig lidt flere overvejelser om sin påklædning på arbejdet. Hun tænkte mere over, hvor hun kløede sig, hvornår hun pudsede næse og hvordan. Men det var en god måde at tænke på, en god justering. Og nu hvor hun vidste, at hun blev iagttaget, at The Circle med et trylleslag var blevet den mest sete arbejdsplads i verden, mindede det hende i langt højere grad end før om, hvor drastisk hendes liv rent faktisk havde ændret sig i løbet af ganske få måneder."

 

"The Circle" maler et billede af en verden milevidt fra den, som vi lever i, men på samme tid repræsenterer romanen en udvikling, der ligger skræmmende tæt på vores egen virkelighed. Nye opfindelser gør det hele tiden nemmere at overvåge, men hvad er prisen for et overvågningssamfund? Man kan måske komme kriminaliteten til livs, men hvad er de personlige omkostninger, og hvad vil det betyde for et menneske at få hele sit liv næsten endda sine inderste tanker blotlagt. Dette er netop, hvad Eggers udforsker med "The Circle", hvor det at være 'transparent' vinder mere og mere frem, hvor man konstant er udstyret med kamera og mikrofon, og alle kan følge med i ens liv.

Dave Eggers har skrevet en fantastisk spændende roman, der sætter de sociale medier og overvågningssamfundet i fokus, og giver et indblik i, hvad betydningen af disse medier har for mennesket, og hvor langt ude vi kan ende, hvis man konstant blotlægger sig selv. "The Circle" rammer plet, fordi den ligger så tæt op af den udvikling, der sker i samfundet lige nu. Læs den!

Logbog fra et livsforlis, af Erik Valeur

"Logbog fra et livsforlis", af Erik Valeur, udgivet 2015, forlaget Politiken, 4/5 stjerner, anmeldereksemplar fra Politikens forlag

Viggo Larsen er ikke som mænd er flest, han lever en tilbagetrukken tilværelse i et fyrtårn, og han bliver overvåget af Malin. Viggo er vokset op i Søborg, han har hele sin barndom lidt af forfærdelige syner, og han har altid været anderledes. På årets første dag forsvinder en ældre kvinde, der ikke er hvem som helst, moderen til Danmarks Statsminister og Justitsminister, Enkefru Blegmann, kan ikke bare sådan forsvinde. Søborg binder de to historier sammen, og fortid og nutid væves sammen, da hemmeligheder begynder at blive trevlet op.

 

"Kvinden. Havet. Hænderne. Hænderne var rakt frem mod ham, som om kvinden ville kalde ham til sig. Viggo Larsen var vågnet med et lille skrig, som ingen hørte, fordi han altid sov alene. I mørket fornemmede han allerede dengang, hvad drømmen betød, og det var derfor han som voksen kaldte sin drøm med synet af kvinden for Varslet."

 

"Logbog fra et livsforlis" er en interessant og spændende roman, Valeur formår på fin vis at veksle mellem historier fra persongalleriets barn- og ungdom, og mysteriet med den forsvundne fru Blegmann. Fortælleren, Malin, stammer fra samme område som stort set hele persongalleriet. Hun er dog yngre end Blegmann-brødrene og vennegruppen Viggo, Verner, Agnes, Theis og Ole. Der gik alle i skole samtidig. Valeurs jeg-fortæller er derfor både en person, der ved en masse om fortidens spøgelser, men samtidig står hun udenfor fortællingen, og hun må ligesom efterforskerne af enkefruens forsvinden optrevle historierne om, hvad der virkelig foregik i Søborg, da Viggo voksede op. Fortidens synder er ikke glemt!

"Logbog fra et livsforlis" byder på en virkelig interessant og ganske nuanceret historie. Alligevel følte jeg, at der manglede et eller andet, at historien havde taget en mere overraskende drejning, i stedet følte jeg, at den byggede op til et episk klimaks, og denne forventning blev ikke indfriet. Bogen lider under, at man som læser har en fornemmelse af, at romanen forsøger at være noget, som den ikke er. Når der henvises til Shakespeare, og det mest af alt føles som namedropping. Den er for ambitiøs på egne vegne. F.eks. bliver understregningen af, at de mange børn fra Søborg alle bliver drillet pga. mærkværdige stavemåder af deres efternavne fortærsket og fortænkt, noget der ingen indflydelse har på plottet, og som bare synes at være fyld.

 

"I begyndelsen af mit ophold på næsset havde jeg blot betragtet min beluring af Viggo Larsen som en nødvendig del af den opgave, jeg skulle løse: beskriv ham, bedøm ham og knyt kontakt til ham med henblik på en dag at fortælle ham, det der skal fortælles..."

 

Valeurs kapitelinddeling virker upåklageligt med sin vekslen mellem nutiden og 60erne og 70erne. Persongallleriet er interessant, og der bliver snart fokus på andre mystiske hændelser end enkefruens forsvinden. Viggo har hele sit liv set syner, han har altid været anderledes. Han har aldrig kendt sin far, i stedet har han sammen med sin mor boet hos sine bedsteforældre i Søborg, den stille og rare mormor og den altid sure morfar, der ikke er den bedste støtte for et frygtsomt barn. Viggos ophold i fyret ved kysten bliver baggrunden for en efterforskning, der tager udgangspunkt i historiske skrifter og som hele tiden vender tilbage til hans egne syner.

"Logbog fra et livsforlis" er en spændende roman, der for mig er lige på grænsen til en krimi.  Valeurs historie er til tider medrivende, men mangler alligevel et eller andet for, at den kunne leve helt op til forventningerne.

Trolddom og Falkefjer, af Helle Ryding

"Trolddom og Falkefjer", af Helle Ryding, udgivet 2015, Nyt Nordisk Forlag, 2/5 stjerner, anmeldereksemplar fra Nyt Nordisk Forlag

Silja er tjenestepige på ridder Regnars borg, hun er falkoner og ven med Regnars søn Egill. Hverdagen ændres dog drastisk, da Regnar vender hjem med sin nye smukke brud, Flavia. Egill nærer et indædt had til sin nye stedmor, og Silja indblandes snart i situationen, der ender med, at de begge bliver ofre for trolddom. Silja anklages for at slå Egill ihjel og må se sig selv jaget på flugt fra borgen og alt, hun kender med kun en falk som selskab. Indtil hun møder de mystiske Arvid og Sigurd.

"Jeg kunne rigtig godt lide Egill. Det var ikke kun, fordi han var flot. I modsætning til Hr. Regnar straffede han aldrig karlene med pisk. Og han var altid flink imod mig, selvom mine forældre var fattige kræmmere. Når vi var på jagt sammen, fortalte han mig alle mulige ting, som han vidste, jeg gerne ville vide noget om. Men nu insisterede han på, at vi rottede os sammen mod Fru Flavia."

"Trolddom og Falkefjer" byder på en rigtig spændende historie, en klassisk fortælling med trolddom, ondskab, kærlighed, familie og om at finde et sted, hvor man hører til. Rydings historie er ikke specielt original, den trækker meget på de klassiske fortællinger fra eventyrgenren. Men det er en god historie, og det velkendte fra eventyrgenren giver læseren et fast holdepunkt og en ramme for fortællingen. Historien bliver desværre ikke foldet ud på bedste vis, og den virker simpelthen forhastet. Dette skyldes måske i høj grad valget af aldersgruppe, som bogen skal henvende sig til. Jeg ville ønske, at man havde udfoldet historien bedre og hævet niveauet, for så havde bogen faktisk haft potentiale til at blive rigtig god.

Illustrationerne af Lars Gabel er smukke og stemningsfyldte, dog er de ikke blevet placeret på bedste vis. Illustrationerne går igen bare i spejlvendt udgave, hvilket ikke hænger helt sammen, når en af personerne f.eks. har en højre arm, der er forvandlet til en vinge, og de spejlvendte illustrationer viser en venstre vinge. Det er måske nok små ting, men alligevel generende, specielt fordi illustrationerne er så flot udført. Desværre var illustrationerne også placeret inden hvert kapitel, og de afslørede derved, hvor plottet var på vej hen, det er super ærgerligt.

"Men den brændende skikkelse fortsatte frem mod mig uden at standse. Mine hænder begyndte at ryste, mens jeg stod med buestrengen spændt. Så kom pludselig endnu en skikkelse løbende ud fra samme sted. >>Nej, Mester! Mzazadim-dim!<< Et skarpt, blåt lysskær blændede mig. Derefter blev der igen mørkt."

"Trolddom og Falkefjer" byder på et fint persongalleri, der i høj grad er fyldt med klassiske karakterer, som man kender fra eventyr- og fantasygenren. Silja er i centrum, hun er både en pige, der er usikker på sin fremtid, men som samtidig kan klare sig selv. Egill er den klassiske gode rige dreng. Flavia den onde troldkvinde, der med sit smukke udseende kan narre enhver. Sigurd og Arvid har også magi, de er helt sikkert de mest interessante karakterer, der både tilfører bogen humor og varme.

Rydings lille bog byder både på girlpower, magi, kærlighed, humor og eventyr. Den er henvendt til 8-11 årige, og kan også sagtens læses højt. En historie, jeg ville ønske, var længere, så den virkelig kunne fange et bredere og måske mere læsestærkt publikum, da ville historiens potentiale virkelig kunne udfolde sig.