Viser opslag med etiketten sommer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sommer. Vis alle opslag

mandag den 31. juli 2017

Store bogoplevelser i sommerferien #3



I dag er det J.K. Rowlings fødselsdag, derfor mindes jeg en af mine helt store sommerlige bogoplevelser. Faktisk har Rowling stået bag flere store læseoplevelser i mine sommerferier også med sine Cormoran Strike krimier.

Det er dog den sidste bog om Harry Potter, der må siges at være den største sommerbogsoplevelse, som Rowling har givet mig. Da Harry Potter and the Deathly Hallows udkom, var det lige midt i sommerferien, og jeg skulle afsted på ferie lige efter udgivelsesdagen.

Som jeg havde gjort med de foregående to bøger, befandt jeg mig om natten foran boghandleren, hvor jeg ventede på, at klokken skulle blive 1.00, så jeg kunne få fingre i et eksemplar. Min nyindkøbte roman kom med til Nordjylland, hvor jeg skulle tilbringe en uge i sommerhus med familien. Det skal lige nævnes, at når jeg er på ferie, så er jeg ikke typen der daser i solen. Jeg er derimod konstant på museer og ude ved diverse seværdigheder. Derfor var det kun om eftermiddagen eller aftenen, at jeg havde tid til at sætte mig ned med min bog, og så placerede jeg mig i den bedste lænestol i stuen.

Fra lænestolen havde jeg udsigt til klitterne og længere ude stranden, jeg husker tydeligt, at da jeg læste de sidste kapitler, var det overskyet og blæsende, det var den helt perfekte stemning. Jeg kunne på én gang ikke vente med at bladre om til næste side, og samtidig var det med vemod, at det allersidste kapitel nærmede sig. Det var i denne lænestol med den smukke udsigt, at jeg fældede en tåre (eller måske flere...) for Snape, for de der faldt ved The Battle of Hogwarts, og endelig kunne juble over sejren over Voldemort. Det var 'the end of an era', min mor læste de første fire bøger op for mig, da jeg var 10-11 år, og jeg var 16, da den sidste bog udkom i sommeren 2017. Jeg voksede op sammen med Harry, Ron, Hermione og alle de andre. Det var et højdepunkt, når de nye bøger udkom, og jeg savner stadig følelsen af at sidde med den nyeste Harry Potter bog, hvor man slet ikke vidste, hvor historien ville ende.

mandag den 3. juli 2017

Store bogoplevelser i sommerferien #1


Sommeren er over os, også selvom det ikke rigtig føles sådan, når man kigger ud på de grå skyer. Men det skal ikke ødelægge sommerglæden! Sommerferien har for mig altid været en tid, hvor jeg endelig har haft mulighed for at læse en masse forskellige bøger og fordybe mig i læsningen i liggestolen i solen med et koldt glas et-eller-andet ved siden af. Jeg vil i løbet af sommeren fortælle om nogle af mine store læseoplevelser, både fra sommeren i år og tidligere sommerferier. Jeg glæder mig til at dele nogle skønne læsestunder med jer og måske inspirere til dejlig sommerlæsning.

Jeg har endnu ikke planlagt, hvilke bøger jeg skal læse i løbet af sommeren. Jeg skal dog læse et eller andet af Jane Austen, de sidste to år, har jeg haft Mansfield Park med i kufferten, uden jeg fik den læst, og i år tror jeg altså endelig det skal være. Nu har jeg vist efterhånden ventet længe nok.

Min sommerferielæsning er altid lystbaseret, det er en tid, hvor jeg kan koble fra og læse præcis det, som jeg har lyst til. Det ender altid med, at jeg får læst en masse forskelligt, og det er bare rart. Tror også, at jeg i år skal have læst "Murder on the Orient Express", af Agatha Christie, den har stået i min bogreol i lang tid, og nu når der snart kommer en ny film, kunne det jo være anledning til at få den læst.

En ting er helt sikker! Jeg skal have læst en masse gode bøger!

Hvad har I planlagt at læse i sommerferien?

tirsdag den 2. juni 2015

Sommerbiblioteket


Sommerbiblioteket er et nyt tiltag i Kolding. Det er et dejligt samarbejde mellem Kolding Bibliotek og Nicolai. For de der ikke kender Nicolai, danner det rammen for et kulturelt centrum i Kolding, hvor man kan finde Kolding Stadsarkiv, Nicolai for Børn, House of Design og Nicolai Biograf. Nicolai har hjemme i en tidligere skole, og det er i den gamle skolegård, at Sommerbiblioteket nu har hjemme.

Sommerbiblioteket er et sted, hvor man ikke bare kan slå sig ned med en god bog, projektet indbyder også til at bytte bøger. De flotte træreoler i gården er fyldt med bøger, der er afleveret af koldingenserne. Her kan man finde en ny bog og aflevere en gammel, og så kan man nyde sommeren på en bænk med den nyfundne bog i skødet. Der er biografier, børnebøger, romaner, engelske bøger, tyske bøger og fagbøger - alt hvad hjertet kan begære. Hver dag bliver der endda stillet en helt ny bog på hylden, disse bøger er sponsoreret af forskellige forlag. Det er helt gratis at tage en bog fra reolerne, men Sommerbiblioteket opfordrer selvfølgelig til, at man afleverer en bog, når man selv finder en. Sommerbiblioteket giver mulighed for nye læseoplevelser, og gør det muligt at dele ens yndlingsbøger med andre.

Læsning har altid præget mine sommerferier, det er skønt at sidde i sommervarmen med en god bog og nyde varmen. Og Sommerbiblioteket inviterer netop bøgerne udenfor, for reolerne står ude i al slags vejr, og de er designet på så fin en måde, at bøgerne er beskyttet mod vejr og vind. Bøgerne og læsningen er sat i fokus, og hvad kunne være mere skønt end at finde en spændende bog og læse den i sommersolen?

Jeg har selv allerede byttet to bøger i Sommerbiblioteket. Den første bog, jeg faldt over var Virginia Woolfs roman "Orlando" i en gammel og lidt slidt men skøn udgave, og den anden "Father Brown" af G. K. Chesterton, der er en samling af kriminalhistorier med Father Brown som detektiv.

Jeg glæder mig til at gå på opdagelse i Sommerbiblioteket hele sommeren, og nyde den herlige stemning, der er at finde i den gamle skolegård.



torsdag den 7. august 2014

Gemte og glemte skatte #13


Den danske sommer har været mit ferieland i år, jeg har sammen med mine forældre kørt rundt og set kirker, museer og slotte, jeg har nydt det gode sommervejr og taget tid til at læse og fordybe mig i en masse gode bøger. Jeg har holdt sommerpause fra bloggen, men læsningen har bestemt ikke været sat på standby. Ferien har indtil videre (den varer jo helt til 1. september...) været utrolig dejlig og afslappende. Jeg har ikke købt mange bøger i løbet af sommeren, men en dag i ferien dedikerede jeg til at tage rundt til forskellige genbrugsforretninger, jeg elsker gamle og antikke sager, og jeg holder meget af at kigge på hylderne med bøger. Jeg fik købt et par enkelte ting, og så fandt jeg en fin stak bøger, det blev faktisk næsten til en enkelt bog eller to i hver forretning. Jeg er altid imponeret af det udvalg af ikke bare danske bøger, der er i mange genbrugsforretninger, for jeg fandt også en del rigtig fine engelske bøger.

"Ernest Hemingway Selected Letters 1917-1961" Jeg glæder mig til at kigge i denne store bog, Hemingway er nok den forfatter, jeg har det mest ambivalente forhold til, nogle af hans tekster holder jeg rigtig meget af, mens jeg nærmest hader andre. Hans romaner har jeg endnu ikke læst, og jeg håber på at få læst en meget større del af hans forfatterskab. Brevene her er da bestemt en begyndelse, sjovt nok var der indeni bogen en masse udklip bl.a. om Hemingway, som den tidligere ejer må have gemt. Det er en af de ting, jeg synes, er virkelig fascinerende ved at købe brugte bøger i genbrug eller på loppemarkeder, nogle gange er der de mest fascinerende små udklip gemt imellem siderne.

"A Collection of Essays" af George Orwell. Jeg er rigtig glad for samlingen med George Orwells essays, der er tekster om alt muligt forskelligt bl.a. et essay om Charles Dickens. Orwell er ligesom Hemingway en af de forfattere, som jeg gerne vil læse mere af.

"The Custom of the Country" af Edith Wharton. Jeg har lige læst "House of Mirth" af Wharton, og jeg glæder mig til at læse flere romaner af hende, så da jeg faldt over den smukke hvide udgave fra Vintage af "The Custom of the Country" blev jeg nødt til at eje den.

"Auntie Mame" af Patrick Dennis fangede mit blik med dens røde cover, og historien om tanten lød rigtig sjov, så den fandt vej med mig hjem. Jeg har ikke tidligere hørt om romanen, der er udgivet i 50erne, men efter et lille blik på goodreads, synes den at være meget populær.

"Breakfast at Tiffany's" af Truman Capote i denne fine pink udgave fra Penguin til sølle 5 kroner købte jeg også. Jeg har ikke læst noget af Capote, og jeg har ikke engang set den ellers ikoniske film med Audtrey Hepburn, så jeg ser frem til at læse bogen og så måske derefter se filmen, som jeg har liggende i skabet.

"Moll Flanders" af Daniel Defoe er en klassiker, som jeg ikke har læst. Den har længe stået på læselisten, så nu er første skridt da taget; jeg har anskaffet mig den!

"Vaudeviller" af Johan Ludvig Heiberg er en samling af forskellige vaudeviller, og jeg synes forsiden er virkelig yndig, den gamle bog fra 1903 kostede kun 10 kroner. Så nu skal den stå sammen med mine andre gamle bøger.

Det er bestemt ikke sidste gang, jeg vil sætte en dag af til at shoppe løs i genbrugsforretningerne, for jeg er nu ret tilfreds med min høst, og så nyder jeg sådan at gå på skattejagt, man ved aldrig hvilke bøger eller ting man falder over i en genbrugsbutik. Men der er næsten altid en eller anden fin lille skat gemt et sted, som man (næsten) ikke kan leve uden.




lørdag den 7. september 2013

Currently reading #9


 
I dag har jeg hygget mig med nummer to i Hunger Games trilogien; "Catching Fire" af Suzanne Collins, jeg blev færdig med den første bog i Hunger Games trilogien i torsdags, og begyndte på toeren i går. Jeg må sige, at jeg er "hooked". Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville blive så glad for den første bog, men den imponerede mig virkelig, den var så utrolig spændende, og nu er jeg godt i gang med nummer to, som også virker rigtig god. Det er lang tid siden, at jeg har læst en bog, hvor jeg ikke kunne lægge den fra mig, men det er det, jeg oplever med Suzanne Collins' bøger. Og jeg er så glad for, at mange har anbefalet mig at læse dem, selvom jeg var lidt skeptisk, for de er altså gode! Jeg kan slet ikke vente med at færdiggøre den her og læse den sidste!
 
Hvad er I i gang med at læse?

fredag den 6. september 2013

Sommerferielæsningen går på hæld



I begyndelsen af sommerferien satte jeg mig et mål; jeg ville læse en stor stak bøger! Jeg havde ikke et bestemt antal i tankerne, men jeg havde dog nogle bøger, som jeg rigtig gerne ville læse; de der bøger som længe har stået i bogreolen, uden man har taget sig sammen til at få taget dem ned fra hylden.
I går satte jeg mig ned for at gøre status, jeg skrev alle læste titler ned og talte dem; 21 bøger er det blevet til, og jeg må sige det er mere, end jeg havde forventet, normalt får jeg læst måske 5 bøger i ferien, for selvom jeg læser meget, er ferien dog også ofte afsat til ture med familien og venner, og jeg får aldrig læst helt så meget, som jeg gerne vil, men i år lykkedes det mig endelig at få læst en masse.
 
Jeg har forsøgt at læse en masse forskelligt; nyt, gammelt, klassikere, biografier og dramaer (som min mor sagde da hun så stakken: Old, new, borrowed and blue). Og når jeg ser på bunken af bøger, er jeg bare rigtig glad for, at jeg har fået dem læst; jeg kan strege dem af min uendelige og uoverskuelige "to read" liste og glæde mig over nye oplevelser. Jeg har nydt at begrave mig i bøger, sidde i solen med en bog i skødet og en skål jordbær på bordet, det har været en dejlig sommer med masser af god litteratur og dejligt vejr. Jeg har rejst til fantastiske riger med Roverandom, faret vild i Borges' labyrinter, opklaret forbrydelser med Cormoran Strike, grædt sammen med Jane Eyre og genlevet et magisk eventyr sammen med Harry, Ron og Hermione.
 
Nu befinder jeg mig atter midt i lektier og studieopstart, og sommeren er næsten gået på hæld, sommerferien er i hvert fald. Men det har nu været en dejlig sommer!

Sommerferiens læste bøger:
 
"Pigen fra Auschwitz", af Morten Vestergaard
"The Casual Vacancy", af J.K. Rowling
"Dracula", af Bram Stoker
"Fiktioner", af Jorge Luis Borges
"Roverandom", af J.R.R. Tolkien
"Small Man in a Box", af Rob Brydon
"Jane Eyre", af Charlotte Brontë
"Always Looking Up", af Michael J. Fox
"Clara Raphael Tolv Breve", af Mathilde Fibiger
"Our Boys", af Jonathan Lewis
"Gud Taler Ud", af Jens Blendstrup
"The Liar", af Stephen Fry
"The Cuckoo's Calling", af Robert Galbraith
"Private Lives", af Noël Coward
"The Fault in Our Stars", af John Green
"The Virgin Suicides", af Jeffrey Eugenides
"Jordemoderen fra Hope River", af Patricia Harman
"Harry Potter and the Philosopher's Stone", af J.K. Rowling
"The New York Trilogy", af Paul Auster
"Medea", af  Euripides
"Much ado about Nothing", af William Shakespeare
 

søndag den 1. september 2013

Currently reading #8


 
 
I starten af sommerferien lavede jeg 3 indlæg her på bloggen om bøger, jeg gerne ville læse i løbet af sommerferien (her, her og her). Dengang regnede jeg ikke med, at jeg ville nå dem alle sammen, men da jeg i denne uge stod og manglede en ny bog at læse, kom jeg i tanke om, at jeg kun manglede en ud af de seks bøger, jeg havde fundet frem. Det er "The New York Trilogy" af Paul Auster, en bog jeg ikke rigtig kendte til, inden jeg havde et valgfag på uni, som hed "Middelalder og Modernitet", her læste vi bøger som "Don Quixote" af Cervantes, "Gargantua" af Rabelais og "Rosens Navn" af Umberto Eco, men min underviser nævnte dengang Austers bog, da den havde meget tilfælles med bøger som "Rosens Navn". Austers roman trækker nemlig utrolig meget på forskellig litteratur og har rigtig mange sjove henvisninger til f.eks. "Don Quixote"; hovedpersonen i den første del hedder Daniel Quinn, og han har altså de samme initialer som Quixote. Jeg har derfor for lang tid siden købt bogen, fordi min underviser havde talt om den i ret rosende toner. Og nu er jeg så i gang med den. På mange måder minder den mig om Jorge Luis Borges' forfatterskab, der er masser af litterære henvisninger, og mange snørklede forviklinger og forvirringer, personer er ikke dem, de tror de er, og alt er ikke, hvad det synes. Bogen er delt op i tre historier "City of Glass", "Ghosts" og "The Locked Room", jeg er nu kommet til den sidste historie, og jeg synes bogen har været rigtig spændende indtil videre, så jeg glæder mig til at læse den færdig, jeg skal have den læst færdig inden i morgen, for der starter jeg atter i skole, og da den er en del af mit sommerferieprojekt, vil jeg altså have den læst færdig, inden sommerferien slutter.
 

onsdag den 28. august 2013

Når man er i London skal der jo købes bøger... #4


Dette er det sidste indlæg om bøgerne, jeg købte i London, der var 22 stk. i alt. Disse bøger er også en god blanding af bøger købt i Waterstones og i HMV.
 
"The Hippopotamus" af Stephen Fry købte jeg fordi, jeg lige havde færdiggjort Frys "The Liar", som virkelig imponerede mig, jeg glæder mig rigtig meget til at læse mere af hans skønlitteratur.
 
"Sons and Lovers" af D.H. Lawrence kostede kun 49p i HMV, så den blev jeg nødt til at købe, det er en klassiker, som jeg aldrig har læst, men den er på min (næste) uendelige "to read" liste.
 
"Great Expectations" af Charles Dickens, som overstående er det en af klassikerne, som længe har stået på listen over bøger, der skal læses.
 
"Romeo and Juliet" af William Shakespeare, denne udgave er fra forlaget Arden, jeg har allerede "Hamlet" i samme serie, og deres bøger er helt fantastiske, der er et enormt forord med masser af rigtig godt materiale og et stort noteapparat. Virkelig gode udgaver når man gerne vil gå i dybden med Shakespeare.
 
"Oliver Twist" af Charles Dickens, af en eller anden grund, har jeg aldrig haft "Oliver Twist" stående, jeg har aldrig læst den, men kender selvfølgelig historien, det er også en af de romaner, jeg glæder mig til at læse. Som "Great Expectations" er det Wordsworth Classics udgaven, jeg har købt, de er rigtig billige 1.99£ for én bog, og jeg har masser i samme serie, det er en rigtig billig måde, at skaffe klassikere på.
 
"Take That and Robbie Williams" af Emily Herbert, egentlig bare købt fordi den kostede 49p i HMV. Jeg har jo tidligere lavet et indlæg om Robbie Williams koncerten i Parken. Jeg elsker Take Thats musik (primært det nye!) og Robbie Williams' mange hits har altid imponeret mig, så jeg glæder mig til at kigge i denne lille bog.
 
"Life and Laughing" af Michael McIntyre, dette var en af bøgerne, der stod på min indkøbsliste, inden jeg tog af sted. Jeg elsker McIntyres humor, og jeg kan ikke forestille mig andet, end at denne bog er virkelig morsom.
 
"The Fault in our Stars" af John Green har jeg allerede læst, efter jeg kom hjem, og den var rigtig god (anmeldelsen er på vej). Det var en af de bøger, som jeg har hørt så utrolig meget godt om, at jeg blev nødt til at læse den. Jeg købte den i Waterstones, hvor de kun solgte signerede eksemplarer, hvilket var lidt sjovt!
 
"The Virigin Suicides", af Jeffrey Eugenides har jeg også allerede læst, efter jeg kom hjem, den er rigtig speciel og utrolig velskrevet (også en anmeldelse på vej). Jeg har hørt, rigtig mange snakke om denne roman, så det var også en, jeg gerne ville have læst.
 
Endelig fik jeg lagt billeder op af alle bøgerne, selvom det tog lidt tid, jeg er rigtig glad for mine køb, også selvom de var meget tunge at slæbe på vejen hjem. Der er ikke noget bedre end at shoppe efter bøger, når man er i London!

mandag den 12. august 2013

En helt fantastisk tur i Harry Potter Studios

Jeg har glædet mig som et lille barn til at se Harry Potter studierne (Leavesden Studios). Vi ankom til London lørdag, og allerede søndag tog vi afsted til "HarryPotterland".
Jeg fik taget utrolig mange billeder, de er dog ikke alle lige gode, for mit kamera er ikke så glad for halvmørke rum. Harry Potter Studios er et must see for alle Harry Potter fans, der er så utrolig mange ting og sager fra filmene, at man bliver helt overvældet. Der er Gryffindors sovesal, Privet Drive nr. 4, Dumbledoors kontor og en masse ting, der er blevet brugt i filmene.
Faktisk var det svært ikke bare at gå drømmende rundt iblandt de mange smukke ting. Jeg fik nærmest gåsehud, da jeg trådte ind i Diagon Alley, man kunne kigge ind ad vinduerne i Flourish and Blotts og hos Olivanders, og den store model af Hogwarts er så utrolig smuk. Det er en så vidunderligt gennemført udstilling, som man kan bruge timer og atter timer på at se og gå på opdagelse i, der er mange mennesker, men det gør egentlig ikke så meget, for man kan mærke den der lidt specielle fællesskabsfølelse; man har alle sammen (måske bortset fra et par enkelte trætte søskende og forældre) kærligheden til Rowlings fantastiske univers til fælles.

Det var sådan en dejlig oplevelse, og jeg opfordrer alle fans af Harry Potter serien til at smutte forbi denne flotte udstilling. Jeg har udvalgt nogle forskellige billeder, men det er bare en lille bitte del af de mange billeder jeg har taget! Er stadig ikke helt kommet mig over oplevelsen, for jeg syntes virkelig, at det var en rigtig stor oplevelse.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

lørdag den 10. august 2013

Hjemme igen...


Jeg undskylder for semistilhed på bloggen i den sidste uge, jeg har været på ferie i London, og jeg er lige vendt tilbage i dag. Det har været en fantastisk tur sammen med mine forældre. Der vil komme flere indlæg om London; om teater, indkøbte bøger og fine billeder fra dejlige steder. Det har været en tur med masser af sightseeing og tre aftener i teatret, bl.a. første gang jeg har været i Shakespeares Globe Theatre, hvilket bestemt kan anbefales. Nu vil jeg slappe lidt af og læse videre i min nyerhvervede "The Cuckoos Calling" af Robert Galbraith (J.K. Rowling), der indtil videre virker ret god.

 

 

fredag den 2. august 2013

Åh nej der er frøer udenfor....

 
Det er en dejlig og varm sommerdag, og jeg er trukket ind fra min ellers dejlig plads i solen, hvor jeg har hygget mig med en god bog; jeg læser stadigvæk Stephen Frys "The Liar", da jeg har haft rigtig travlt de sidste par dage. Grunden til jeg ikke længere sidder udenfor er, at der pludselig hoppede to frøer rundt, og ja frøer er min store skræk, nogle er utrolig bange for mus eller fugle, men det er frøer, som jeg er panisk angst for, og det er lige meget, om det er en lille bitte "sød" frø eller en stor fed tudse, de skal holde sig væk. Og nu tænker du måske; men en frø gør da ikke nogen noget (ikke i Danmark i hvert fald), og det har du da så helt ret i, for nej jeg mener ikke, at der er risiko for, at de slår mig ihjel eller lignende ting, men jeg er så frygtelig ræd for at træde på dem (eller røre ved dem for den sags skyld), så ja nu sidder jeg så indenfor, i stedet for at nyde det dejlige vejr - hvad laver frøer også i solen på sådan en varm dag - tsk tsk.
 
“My first meeting with you only confirmed what I first suspected. You are a fraud, a charlatan and a shyster. My favourite kind of person, in fact.”
Jeg mangler knap 100 sider i Frys fantastiske roman, og jeg glæder mig sådan til at anmelde den, for jeg har virkelig nydt at læse den indtil videre, sproget flyder som en drøm og kapitlerne er meget afvekslende, og så er den spændende; en rigtig sommerbog.

onsdag den 24. juli 2013

Vorbasse Marked

Jeg var i weekenden (torsdag, fredag og lørdag) til Vorbasse Marked. Det var nogle meget varme dage i solen, og jeg blev meget solbrændt. Jeg elsker kræmmermarkeder, og Vorbasse marked har utrolig mange ting og sager. Jeg fik ikke købt mange bøger, men det blev da til et par stykker. Her er billeder af nogle af de ting, der kom med mig hjem; både bøger og andre fine sager. Alt i alt var det et fantastisk kræmmermarked, og jeg fik som sædvanligt brugt en god slat penge, men jeg fik da også nogle fine ting.
 








"Anne Franks Diary": Jeg har aldrig læst Anne Franks dagbog, og da min mor og jeg fyldte en pose med bøger for 50 kr., fandt jeg den (på engelsk), og tænkte jeg hellere måtte købe den.
"Tre Søstre" af Jon Bloch Skipper: En samtalebog om Dronning Margrethe, Prinsesse Benedikte og Dronning Anne-Marie. (Også en del af bøgerne fra "50kronersposen")
"Collected Ghoststories" af M.R. James: Spøgelseshistorierne skulle være helt fantastiske, og da jeg ikke har læst dem, måtte jeg bare eje den! (Også en del af bøgerne fra "50kronersposen")
"Livet forstås baglæns - men må leves forlæns" af Peter Thielst: Bog om Søren Kierkegaard, som jeg så på næsten hver dag, da jeg var i praktik og skulle lave en udstilling om Kierkegaard, er helt vild med coverdesignet på Thielsts bøger i disse udgaver. (Også en del af bøgerne fra "50kronersposen")












Karaffel med tilhørende glas i lyserødt glas og kun til 30 kr. Glasset er dejligt let, og jeg er helt forelsket i looket, det var en af de sidste ting, jeg købte, og det var nok også fordi det var sent på lørdagen, at sættet var så billigt. Faktisk havde jeg kigget på det tidligere, men spurgte ikke til prisen, fordi jeg troede, den ville være dyr, men det var den jo så slet ikke.
























En lille æske lavet af en slags metal og træ i Art Deco stil, og jeg faldt fuldstændig for det, den blev købt sammen med en del andre ting og kostede 40 kr. (og den store mørke plet er bare et træ, der gerne ville spejle sig). Jeg elsker Art Deco ting, desværre er det lidt svært at finde Art Deco i Danmark, så jeg skyndte mig at købe denne æske.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 Denne grønne glasskål lyser nærmest, når den står i solen, farven kaldes urangrøn, og jeg vil tro, at det netop er pga. dens lysende egenskaber. 20kr. synes jeg var ret ok, jeg købte en magen til i klart glas, og de er begge super fine. Jeg elsker små fine glas og porcelænsting, man kan bruge til små anretninger; slik, frugt osv. Og denne grønne skål er perfekt til formålet!
 










Daells Varehus dåse, jeg elsker disse dåser, og har nu endelig købt en af dem, de er nemlig ret dyre! Jeg gik og kiggede langt efter den alle tre dage, og til sidst blev jeg bare nødt til at købe den, faktisk troede jeg først, at den var solgt, åh den følelse man får af skuffelse, når man fortryder, at man ikke har købt en ting, og den så er blevet solgt i mellemtiden, men heldigvis stod den stadig på bordet. Jeg gav 130 kr. for dåsen, og selvom det lyder dyrt, er det ikke så galt for en af disse dåser.





tirsdag den 23. juli 2013

Robbie Williams koncert: "Take the Crown"

6/6 stjerner til Robbies fantastiske energi, sceneshow og store hits!

I går tog jeg sammen med min mor til København for at se Robbie Williams i Parken, den første koncert af to han giver på sin "Take the Crown" turné. Vi havde rigtig fine pladser på den nedre C tribune med et rigtig godt udsyn over scenen.
Scenen var virkelig flot bygget op; en stor tredimensionel model af Robbies hoved dannede baggrunden for scenen, der havde en gang ud igennem publikum i hver side.
Lidt over kl. 20.00 gik Olly Murs, der er med som opvarmning på turnéen, på scenen. han fyrede den virkelig af  - hold da op en kondition den mand har! Han sang vildt godt og fik efterhånden godt gang i publikum, også selvom han ikke havde fulgt Robbies råd; gå derud nøgen, hvis du vil gøre noget for publikum.
Klokken ca. 21.30 gik Robbie på scenen, og taget løftede sig. Parken var ellevilde, da han sang "Let me entertain you" og stemningen var helt forrygende. Flere modeller af Robbies ansigt, ligesom på albummet "Take the Crown" kørte ud over scenen i løbet af de forskellige sange, det første hoved lukkede balloner ud, der steg til vejrs over Parken ud gennem åbningen til den smukke blå himmel, mens et andet hoved senere på aftenen spyede ild.



Baggrunden for scenen gav et fantastisk "lys/billed" show med helt vilde designs, der fungerede som en smuk og varieret baggrund til de mange sange. Robbie fik sunget sine største hits og de sange, som vi alle kan synge med på; "Let me Entertain you", "She's the one", "Sin sin sin" og den nye single "Candy". Men intet overgik dog "Angels" sunget sammen med ca. 40.000 publikummer; en helt fantastisk oplevelse, som nærmest gav gåsehud! Efter sangen sluttede, og orkesteret havde forladt scenen, satte Robbie sig ned og fik publikum til at synge videre, mens han selv sang et stikord hist og pist, inden han forsvandt fra scenen, og lyset over Parken blev tændt. En aften i selskab med en af de største entertainere var slut, og vi bevægede os mod udgangen med en helt fantastisk oplevelse i bagagen.
Min mor og jeg gik mod Kongens Nytorv for at komme ud til vores bil derfra, da vi kom frem til D'Angleterre, stod der et par stykker og ventede sammen med en fotograf, og mens vi stod og ventede på en taxa, begyndte dele af Robbies følge at ankomme i sorte biler med tonede ruder, en vagt fortalte dem der stod i nærheden, at vi nok skulle rykke lidt væk fra indgangen, og vi besluttede os for lige at vente og se, hvad der skete, og efter et kvarters tid ankom Robbie til sit hotel, han vinkede til os og gik videre ind, alligevel lidt sjovt at se ham så tæt på! Og det var da kronen på værket efter en dejlig aften.

lørdag den 20. juli 2013

London og en bog-indkøbsseddel så lang



 Senere på året tager jeg mod London, og jeg har fået den idé at lave en liste over bøger, som gerne skulle befinde sig i min kuffert, når jeg vender snuden hjem mod Danmark, den er allerede ved at være rimelig lang. Boghandlerne i England har en stor plads i mit hjerte, stemningen, der hersker i både store og små forretninger fyldt med bøger, er bare helt anderledes end herhjemme. Jeg kan bruge timevis på at kigge rundt i de store butikker som f.eks. Waterstones i London, en forretning, som jeg ikke kan få nok af, og som jeg besøger, hver gang turen går til London. Der er etage efter etage fyldt med alt, hvad hjertet kan begære, og jeg forsvinder blandt de mange reoler med et nærmest uendeligt antal bøger, og det kan godt være svært at få mig med ud igen. Der er så mange bøger, at jeg ikke ved, hvad jeg skal købe, så ja derfor har jeg besluttet mig for at skrive en liste. Der skal nok snige sig flere bøger ned i kufferten, når jeg er derovre, men en liste kan vel ikke skade?!

Indtil videre befinder disse bøger sig på listen (den bliver nok noget længere):
"Parades End" af Ford Madox Ford, tv-serien med Benedict Cumberbatch i hovedrollen slog fuldstændig benene væk under mig, og jeg bliver nødt til at læse bogen bag.
"Moab is my washpot" af Stephen Fry, jeg har allerede læst denne fuldstændig fantastiske selvbiografi, men jeg lånte den på biblioteket, og den mangler på min bogreol, for den er virkelig så utrolig velskrevet, at jeg bare er nødt til at læse den igen.
"The Fault in our stars" af John Green. Der er så utrolig mange, der har fortalt mig om John Greens bøger, og jeg må nok hellere forsøge mig med en.
"The Ocean at the end of the lane" af Neil Gaiman. Jeg har længe haft lyst til at stifte bekendtskab med Gaiman, og denne nye roman skulle være fantastisk.
"Stardust" af Neil Gaiman, ja nu vi snakker om Gaiman, jeg synes filmen er så fin, og bogen skulle være helt anderledes men god, så den skal måske også med hjem.
"The Cuckoo's Calling" af Roger Galbraith (også kendt som J.K. Rowling). Ja denne bog bliver nødt til at komme med mig hjem, for det er jo Rowling!
"Backstory" af David Mitchell, en utrolig morsom mand, som jeg gerne vil lære mere om, jeg kan lige sige at de næste bøger faktisk kun er selvbiografier skrevet af sjove mænd! (Jeg har en ret stor forkærlighed for engelsk humor).
"Camp David", af David Walliams, denne falder under samme kategori som bogen ovenfor...
"Life and Laughing: My Story" af Michael McIntyre - utrolig morsom mand, så det må bogen da næsten også være.
"Mack the Life" af Lee Mack - som de overstående - bare rolig allesammen, dette er den sidste i kategorien!
"The World of Downton Abbey" - jeg elsker tv-serien, og synes bøgerne om serien ser så fine ud!
Måske skulle man bare købe en ekstra kuffert, så man er sikker på, at der er plads...