Hvis vi ikke taler om det, af Leonora Christina Skov

Hvis vi ikke taler om det, af Leonora Christina Skov, udgivet 2021 af Politikens Forlag, 6/6 stjerner (Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag)

I januar 2018 udkommer Leonora Christina Skovs selvbiografiske roman Den der lever stille, og med ét sker der noget, for første gang står hun bag en vaskeægte bestseller. Leonora beslutter sig for at skrive en efterfølger Hvis vi ikke taler om det, en bog, der skal handle om at blive forfatter, om rejsen hen til udgivelsen af Den der lever stille og en fortælling om noget af det, der dengang forblev usagt.

Hvis vi ikke taler om det er historien om en forfatters tilblivelse eller i hvert fald en forfatters vej til succes, for Leonora Christina Skov er født som forfatter, det er hendes skæbne - hendes kald. En undersøgelse for nogle år siden viste, at en tredjedel af danskerne drømmer om at skrive og udgive en bog, men måske får mange et andet syn på forfatterdrømmen, når de læser Leonora Christina Skovs roman. Det er tydeligt, at forfatterdrømmen hverken har været eller på trods af den kæmpestore succes er blevet en dans på roser. Det er i stedet en kamp - Fra den første udgivelse, hvor pengene er helt utroligt små og en MeToo-oplevelse kaster skygger over drømmen til senere at skrive en bog, hvor man frygter for at blive skyld i sin fars potentielle selvmord (der heldigvis aldrig sker) og endelig at stå med en stor succes og gennemføre en foredragsturné, mens ens krop begynder at svigte.

Romanen har flere spor. Der er et gennemgående nutidsspor, hvor Leonora er på turné med sin bestseller, hvor der arbejdes på at skabe en filmudgave af Den der lever stille, og hvor Leonora kaster sig ud i spændende nye samarbejder, der bl.a. resulterer i en musikudgivelse. Vi følger naturligvis også tilblivelsen af denne roman. Samtidig får vi historier fra barndommen i Helsinge, hvor man atter chokeres over forældrenes svigt, og denne gang kommer vi også endnu tættere på den unge Christina Skov (før hun blev Leonora), der oplever mobning både på egen krop og fra sidelinjen. Da Den der lever stille udkom, vakte den genklang hos mange læsere, noget Leonora Christina Skov selv fortæller, at hun blev dybt overrasket over. Denne gang tror jeg, at der atter vil være mange, der kan genkende sig selv i hendes fortælling om bl.a. mobning, enten fordi de selv har oplevet mobning eller har set til, mens andre blev mobbet. Mange kvinder vil nok også (desværre) nikke genkendende til oplevelser, hvor mænd går over grænsen og, hvor kvinder forventes at være på en bestemt måde. Her er det desuden bare skønt at læse om Leonora Christina Skovs oplevelser i det feministiske miljø i København.

Jeg læste romanen på én dag, og jeg kunne virkelig ikke lægge den fra mig. Leonora Christina Skov skriver formidabelt. Hendes evne til at koble historierne fra barndommen, ungdommen og nutiden sammen til endnu en utroligt rørende og ærlig roman er imponerende. Det er et hudløst ærligt portræt af både Leonora selv og af bl.a. forlagsbranchen.

Hvis vi ikke taler om det er endnu et pletskud fra Leonora Christina Skov. Undervejs i læsningen, sad jeg både og kluklo, fik lyst til at ryste arrigt på hovedet og blev dybt rørt. Det her er en roman om at finde sin plads her i verden, at møde mennesker på sin vej, som endelig ser én og at udnytte sit potentiale på trods af modgang.

De heldige, af Georgia Hunter

"De heldige" af Georgia Hunter, udgivet 2020, forlaget Hr. Ferdinand, 5/6 stjerner (anmeldereksemplar fra Hr. Ferdinand)

Radom, Polen. Året er 1939, tre generationer af den jødiske familien Kurc mødes i festligt lag for at fejre Seder. Kun den yngste søn, Addy, er ikke at finde rundt om bordet. Han er bosiddende i Paris, og den usikre situation med Tyskland bevirker, at han må blive, hvor han er. Det varer dog ikke længe før, familien er spredt for alle vinde. Alle forsøger de at undgå rædslerne, som den jødiske befolkning udsættes for, alt imens de er drevet af håbet om at se hinanden igen og viljen til at overleve.

Georgia Hunter var teenager, da hun fandt ud af den sande historie om sin familie, at hun stammede fra polske jøder. Dette er historien om hendes familie, det er fortællingen om en grusom tid, hvor det kun var de allerheldigste, som overlevede.

I "De heldige" følger læseren på skift de forskellige familiemedlemmer i familien Kurc. Addy i Paris hans brødre Jacob med kæresten Bella og Genek med hustruen Herta og søstrene Halina, der er sammen med Adam, og Mila gift med Selim med datteren Felicia, samt deres forældre Nechuma og Sol. Hvert kapitel fokuserer på et medlem af familien. Dette er et mesterligt greb af Hunter, for vi lærer herved hele familien at kende og fatter mere og mere sympati for persongalleriet. Det gør også romanen spændende og episodisk, da man snart hopper fra Paris til Radom og videre til Sibirien - ofte midt i de mest spændende øjeblikke. Romanen tager os helt fra begyndelsen af krigen i 1939 frem til efter krigens afslutning.

Georgia Hunter krydrer handlingen med små faktuelle nedslag i historien, der nærmest fungerer som faktabokse ved begyndelsen af mange kapitler. Det fungerer overraskende godt, og det bevirker, at læseren hele tiden ved, hvor persongalleriet befinder sig i forhold til store begivenheder i løbet af krigen. Og samtidig kan man måske også lære lidt, hvis man ikke har et indgående kendskab til Polen under 2. Verdenskrig.

"De heldige" er en utrolig rørende og livsbekræftende historie, som man ikke kan lægge fra sig, når man først kommer i gang. Således læste jeg da også de sidste 300 sider på én gang. Indimellem sad jeg nærmest åndeløs, imens jeg måtte hurtigt videre til næste side, for at få udløst spændingen. Ja en enkelt gang bladrede jeg endda lidt frem for at få vished (det gør jeg ellers aldrig). Georgia Hunter har brugt mange kræfter på at researche sin familie og krigen, så bogen er så tæt på virkelighedens begivenheder som muligt, og det har virkelig givet pote. Georgia Hunter har med denne roman skrevet en smuk hilsen til sin familie.

Den tavse patient af Alex Michaelides

"Den tavse patient", af Alex Michaelides, udgivet 2020, forlaget Hr. Ferdinand, 4/6 stjerner (anmeldereksemplar fra Hr. Ferdinand)

Den dygtige og anerkendte kunster Alicia Berenson er gift med den kendte modefotograf Gabriel. Alt synes fryd og gammen for det celebre par, der bor i et af de rige kvarterer i London. Alt virker helt perfekt, lige indtil man finder Gabriel død, skudt fem gange i hovedet og ved hans side Alicia med våbnet, begge håndled skåret over og tavs som graven. Theo Faber er kriminalpsykolog, han har ønsket at arbejde med Alicia i årevis. Så da The Grove slår en stilling op, slår Theo til. Det er nemlig her, at Alicia er indlagt. Men kan Theo få Alicia til at tale igen, og finder vi nogensinde ud af, hvad der skete den aften Gabriel døde?

”Den tavse patient” er en psykologisk thriller helt for sig selv. Dette er ikke en hæsblæsende og actionpræget thriller, men i stedet en gåde, der langsomt foldes ud. Her kommer man som læser helt tæt på psykologens arbejde, også når Theo tager nogle utraditionelle metoder i brug. Nogle gange virker arbejdet på The Grove måske også en anelse for utraditionelt og langt ude, det var i hvert fald en af mine største anker, da jeg læste bogen. Det virker som om, at de ansatte har lidt for frie tøjler, og GDPR (eller bare et minimum af tavshedspligt) er i hvert fald slet ikke opfundet...

Alex Michaelides har dog skrevet en bog, som det er svært at lægge fra sig igen. Selvom den egentlig virker lidt langsom i optrækket, så har man alligevel hele tiden lyst til at finde ud af, hvad der egentlig foregår. Som læser præsenteres man på skift for Alicias dagbogsnotater og historien fortalt af Theo som jegfortæller. Det giver en spændende vekslende historie, som hele tiden tager læseren tættere på opklaringen af, hvad der skete den blodige aften. Bogen er meget filmisk i sit udtryk, så jeg blev ikke overrasket, da jeg læste, at Michaelides også er manuskriptforfatter. 

Det er ikke kun Alicia, som har problemer i romanen, Theo har det heller ikke selv alt for godt, problemer på hjemmefronten og usikkerhed på arbejdet er ensbetydende med, at Theo kommer længere og længere ud, og det afspejles da også i arbejdet med Alicia.

"Den tavse patient" er en spændende roman, som byder på mange store overraskelser undervejs. Det er Alex Michaelides' debutroman, og det bliver interessant, hvad han byder os på næste gang. Selvom jeg blev overrasket undervejs, ville jeg dog ønske, at jeg havde siddet lidt længere ude på kanten af stolen, og at tempoet havde været en smule hurtigere. Men for dig, der elsker psykologiske thrillere, snyd ikke dig selv for denne roman.

The Tale of Peter Rabbit, af Beatrix Potter

"The Tale of Peter Rabbit", af Beatrix Potter, 5/5 stjerner

Peter Rabbit er en uartig kanin, der ikke holder sig fra Mr. McGregors have, selvom hans mor udtrykkeligt har forbudt ham og hans søskende Flopsy, Mopsy og Cottontail at gå ind i haven, efter deres far blev slået ihjel. Det er derfor en helt klassisk børnebogsfortælling, hvor hovedpersonen gør noget, han ikke må og derefter indser sin fejltagelse.

Beatix Potters historie om Peter Rabbit er en klassiker, som jeg aldrig fik læst højt som barn, alligevel har tegningerne til Potters bøger altid været genkendelige, og jeg har altid gerne ville stifte bedre bekendtskab med hendes små historier. Den første i rækken er The Tale of Peter Rabbit, så hvilket bedre sted at starte?! Samtidig er det jo også Peter Rabbit (eller Peter Kanin), som man så ofte har hørt om, at man føler, at man allerede kender historien om den lille kanindreng med den blå jakke.

Historien er sød og enkel, præcis som jeg forventede, det er ikke svært at se, hvorfor den er elsket overalt i verden, og hvorfor den stadig i dag bliver læst højt. Bogen blev udgivet for første gang i 1902 og har altså mere end 100 år på bagen.

Illustrationerne er helt vidunderlige, de er så stemningsfyldte og fint tegnede. Beatrix Potter kunne bestemt noget helt specielt, og hendes illustrationer er en ligeså stor del af historien om Peter Kanin, som ordene, der pryder siderne.

The Tale of Peter Rabbit er en fin lille bog, og selvom det er en børnebog, så kan man sagtens hygge sig med at læse den. Der er ikke meget læsestof i den lille bog, men man kan bruge langt tid på at kigge på de smukke illustrationer. Jeg glæder mig til at læse resten af Potters små bøger med Peter Rabbit, Jemima Puddle-Duck, Mrs. Tiggy-Winkle og alle de andre.

Alkymisten, af Paolo Coelho

"Alkymisten", af Paolo Coelho, forlaget Bazar, 1/6 stjerner

Hyrden Santiago drømmer den samme drøm to gange, en drøm om en skat, der kan findes ved pyramiderne. Santiago sælger sine får, og bevæger sig ud på en rejse fyldt med forviklinger og møder med fortryllende mennesker. Han drager ud i verden for at søge efter rigdomme, men det bliver til slut en søgen efter indre rigdom, der virkelig betyder noget. Skatte, konger, kærlighed og alkymister er en del af denne historie, der er som taget ud af et eventyr.

Alkymisten er en højt elsket bog af mange, og jeg kan til nød se hvorfor, men den fangede mig ikke, faktisk er jeg aldrig blevet så skuffet over en bog før! Jeg måtte kæmpe mig igennem dens formuleringer, og jeg blev træt af dens moraliseren. Paolo Coelho har været en af de forfattere, som jeg har glædet mig til at se nærmere på, jeg har ikke hørt andet end godt om Alkymisten eller andre af hans bøger, men jeg må sige, at de par bøger, jeg har stående på hylderne af ham, aldrig vil blive læst.

Historien fangede mig aldrig, i stedet blev jeg bare mere og mere irriteret over bogen, og sad efterladt med en følelse af dyb skuffelse, da jeg lagde den fra mig. Historien, der egentlig minder om gamle eventyr, formåede bare ikke at fange mig. Jeg synes den blev kunstig, at karakterne var flade og forudsigelige, og hele denne udforsken af sig selv, og en søgen efter indre rigdom sad til sidst helt oppe i halsen på mig. For mig minder den mig om eventyr, men uden den samme virkning, hvor eventyr er spændende, sjove, finurlige og moraliserende, opfattede jeg kun denne bog som sidstnævnte. Coelho forsøger det bedste han kan at skrive denne fabel/eventyr stil, men det bliver bare kunstigt og forudsigeligt. I de rette hænder kunne historien have været interessant endda smuk, men i stedet er den kedelig og forceret.

Det er virkelig sjældent, at jeg læser en bog, som er mig så meget imod, som Alkymisten var, og jeg må bare indrømme, at den absolut ikke er noget for mig. Jeg kan godt forstå, hvad andre ser i den, men dens budskab var totalt tabt for mig. Det er en af de bøger, som jeg har nedjusteret mere og mere i karakter, jo længere den er kommet på afstand, og jeg er endt på en enkelt stjerne, fordi jeg godt kan se, hvad Coelho gerne ville gøre med denne roman, men jeg bed bare slet ikke på.

More fool me, af Stephen Fry

More fool me, af Stephen Fry, udgivet i 2014 af forlaget Penguin, 3/6 stjerner

Stephen Frys tredje selvbiografi, der tager udgangspunkt i hans liv i slutningen af 1980erne og starten af 1990erne. Her får man bl.a. et indblik i Frys dagbog fra 1993. Et travlt liv i showbiz med masser af alkohol og kokain er det billede, som Fry tegner af sin hverdag i denne travle periode, hvor hans karriere tager fart.

Stephen Fry kunne skrive om hvad som helst, og det ville være spændende. Han har en helt fantastisk evne til at formulere sig, så man både bliver draget ind og samtidig bliver mesterligt underholdt, og det gør sig også gældende med denne selvbiografi. Desværre er en stor del af bogen udgjort af dagbogsblade fra 1993, hvor der kun med små fodnoter direkte kommenteres, og det kan godt blive lidt kedeligt og ensformigt i længden, da det nogle gange nærmest udelukkende er en opremsning af mennesker, som han har været til middag med (man kan ligeså godt vænne sig til, at Fry elsker at namedroppe). Når dette så er sagt, har uddraget af dagbogen den effekt, at man får et direkte indblik i showbiz-verdenen i London i 1990erne, der i høj grad var præget af stoffer, druk og desværre AIDS-epidemien.

Stephen Fry lægger ikke skjul på, at han er maniodepressiv, og selvom dette ikke er et tema i bogen, er det dog alligevel tydeligt, når man læser begyndelsen, hvor han beskriver, at han befinder sig midt i en manisk periode. Dette afspejles faktisk tydeligt i hans skrivemåde. Man føler i nogle biografier, at man ikke kommer tæt på personen bag, men det føler man altså virkelig, at man gør, når man læser Stephen Frys ord. Det er følelsen af at sidde og få fortalt en historie af eller samtale med Fry, når man læser More fool me.

Når man, som jeg, er fan af mange af de personer, som Stephen Fry har spillet sammen med, er det virkelig interessant læsning. Han skriver bl.a. om Emma Thompson, og hvordan han reddede manuskriptet til hendes adaption af Sense and Sensibility (fantastisk film), om at være til Kenneth Brannaghs polterabend, om Hugh Lauries venskab, om en film der gik meget tæt på gruppens venskab og om tilblivelsen af Blackadder.

Dagbogen til slut er interessant læsning, men samtidig føler man desværre også, at Fry er sprunget over, hvor gærdet er lavest. Denne følelse får man specielt også, da han bruger første del af bogen på at opsummere, hvad der står i hans andre biografier, og det er da også fint, men man føler som læser alligevel, at han ikke har produceret så meget nyt til netop denne bog. Jeg håber dog inderligt, at der kommer en bog eller to mere fra Frys hånd, hvor han fortæller om sit liv, så man kan læse mere om hans refleksioner over, hvad han har oplevet i løbet af sin karriere og sin sygdom.

Har du læst Stephen Frys andre selvbiografier, eller er du fan af hans fantastiske programmer, så læs endelig More fool me, den er sjov, interessant og virkelig hurtigt læst, og man tilgiver hurtigt, at Fry ikke har opfundet den dybe tallerken med denne bog, når han lader læseren komme helt tæt på.

Belgravia, af Julian Fellowes

"Belgravia", af Julian Fellowes, udgivet 2016, Politikens Forlag, 4/5 stjerner (anmeldereksemplar fra Politikens Forlag)

Romanen tager sin begyndelse ved Hertuginden af Richmonds store bal i Bruxelles i 1815, det er aftenen før det legendariske slag ved Waterloo, og for de unge mænd, der danser rundt i den smukke balsal, venter der en grusom morgen, og mange vender aldrig tilbage. Sophia Trenchard er datter af Wellingtons krigsleverandør, og snart forandres hendes (og hendes nyrige families) liv for altid. 25 år senere ser verden anderledes ud, og Trenchard familien er steget yderligere i graderne. Vi befinder os i det smukke Belgravia i London, og aftenen for 25 år siden viser sig snart at få stor betydning for de involverede.

Julian Fellowes er bl.a. kendt for tv-serien Downton Abbey, og Belgravia er henvendt til det samme publikum som fuglte Crawley familiens op- og nedture. Vi befinder os i Englands overklasse, hvor Fellowes udforsker en periode, hvor de nyrige i England er begyndt at træde ind i de finere rækker, som tidligere var forbeholdt adelen, de er dog endnu ikke helt velkomne, men man ser tydeligt forandringen, der er på vej.

Dette er en skøn historisk roman, og man kan rigtig leve sig ind i en verden, hvor kvinder gik på visit, mænd mødtes i "klubben", hestevogne prægede bybilledet, og industrialiseringen var på vej. Det er en brydningstid, som Fellowes så fint får skrevet om her. Det er ikke en roman, hvor man kommer helt tæt på karakterne, og det er kun få personer, som man som læser føler, at man kommer ind på livet af, og som Fellowes virkelig formår at give et tilbundsgående billede af.

Den Italienske Mester, af Tom Rachman

Den Italienske Mester, af Tom Rachman, udgivet i 2019 af Politikens Forlag, 5/6 stjerner (anmeldereksemplar fra Politikens Forlag)

Rom 1955, Pinch er 5 år gammel, og hans far er den berømte kunstner Bear Bavinsky. Bear er en charmør, der maler farverige og sensuelle malerier - closeups af kropsdele - Bear er altid i centrum. Hans kone Natalie, Pinchs mor, er også kunstner, men hun står i baggrunden, når denne store mand folder sig ud til fester eller i galleriet. Dette er ikke historien om Bear Bavinsky, men om hans søn Pinch.

Tom Rachman har med Den Italienske Mester formået at skrive et mesterværk af en roman med kunsten og familien i centrum. For hvilken effekt har det på en familie, på en søn, når en far er kunstner med stort K? Netop dette udforsker Rachman, hvor kunsten måske nok er i fokus, men hvor det i særdeleshed er relationen mellem en far og søn, som bliver omdrejningspunktet og det virkelig interessante.

Den Italienske Mester handler ikke om Bear Bavinsky men om hans søn Pinch. Som læser sidder man gang på gang frustreret tilbage, når Bear igen formår at styre Pinchs liv, ja og alle andre i familien, når det er kunsten - eller Bears kunst, der (igen) kommer i første række. Således må Pinchs mor Natalie da også stort set opgive sin keramik, for "Når folk siger muse, mener de i virkeligheden assistent, ved I godt det?". 

I Rachmans roman følger vi Pinchs liv fra barn til voksen, og hvordan farens kunstneriske virke er en allestedsnærværende del af sønnens liv. Han synes at være dømt til at leve i sin fars skygge - lige indtil han ved et tilfælde finder på en vanvittig plan, som potentielt vil forandre kunsthistorien for altid. Her udforsker vi ikke bare, hvad kunst er, men hvor skrøbeligt en kunstners eftermæle kan være at pille ved.

Tom Rachman har med Den Italienske Mester skrevet et værk, som udforsker kunst og familieliv, og som man længe efter endt læsning kan blive ved med at finde nye nuancer i. Denne roman handler både om de store kunstnere, og hvordan deres udsvævende liv har en stor effekt på deres nærmest og om de små kunstnere, som ikke formår at slå igennem. Rachman skriver om anerkendelse og manglen på den samme både personligt og kunstnerisk. Den Italienske Mester er en roman, der vil meget, men den kan så sandelig også meget, den formår at skabe en fin balance imellem det personlige og det kunstneriske, og samtidig vise, hvordan de to er tæt forbundne.

Jeg har tidligere skrevet om mit møde med Tom Rachman, det kan du læse om her.

Hvad køer ved om livet, af Rosamund Young

 

Hvad køer ved om livet, af Rosamund Young, udgivet i 2018 af forlaget Don Max (originalt udgivet på engelsk i 2003), 4/6 stjerner (anmeldereksemplar fra forlaget Don Max / Politikens Forlag)

Køer er kloge og følsomme dyr, dyr med personlighed. Rosamund Young bor på Kite's Nest Farm i England, og hun har hele livet arbejdet med kreaturer. I denne lille bog fortæller hun i form af små anekdoter om livet på en gård med masser af køer, får og høns. En bog fyldt med skønne historier krydret med facts og holdninger om, hvordan man bedst behandler sine dyr.

 

Rosamund Young har aldrig drømt om at blive forfatter, men hun er en dygtig fortæller, der smider om sig med anekdoter fra et langt liv på landet. Bogen blev til, da hun blev opfordret til at skrive sine små historier ned, og snart blev de udgivet. Mange af tankerne Young gør sig i bogen er nu blevet mere fremtrædende i den offentlige debat i forhold til økologi og dyrevelfærd, og derfor er bogen meget aktuel.

 

Young bruger ikke kun bogen til at fortælle "søde historier om køer", men hun har også et budskab om, hvordan man skal behandle sine kreaturer og dyr, hvordan man bør drive en gård. På Kite's Nest Farm går køerne i store indhegninger, hvor de kan græsse alt det de vil, og de er ikke presset ind i stalde året rundt. Der er altså også en smule politik i denne ellers letlæselige bog, og hvorfor ikke? Bogen er dog primært fyldt med anekdoter om køerne (og et par enkelte om får, grise og høns). Det er alt fra en tyr, der er lidt for vild med udstødningsgassen fra bilen til sammenhold mellem mødre og døtre, eller hvordan bedstemødre passer de små kalve, så de nybagte mødre også kan holde lidt fri.

 

Rosamund Young fortæller med kærlighed, varme og underfundig humor om køerne, hvordan de ligesom mennesker kan være kloge, dumme, opfindsomme, stolte eller hjælpsomme. Man kan ikke andet end grine (og græde lidt), når hun på charmerede vis udfolder køernes hverdag og fortæller om, hvordan en ko ofte forsøger at fortælle hende noget (det er sikkert noget mange dyreejere kan genkende, når et dyr vil én noget, og man skal afkode, hvad det er.) F.eks. finder hun ud af, at det er vigtigt at lytte, når en ko, der ellers aldrig beder om hjælp pludselig henvender sig.

 

Hvad køer ved om livet er en skøn læseoplevelse, som jeg ville ønske var længere. Nogle gange mangler jeg en smule uddybelse, men jeg elsker personligt også meget lange og detaljerede anekdoter. Desuden slutter bogen så brat, at man bare efterlades med lyst til mange flere historier. Så hvis Rosamund Young skulle have lyst til at kaste sig ud i at skrive flere historier om sine dyr, ville jeg helt sikker gerne læse med igen.

Asymmetri, af Lisa Halliday

Asymmetri, af Lisa Halliday, udgivet i 2018 af Politikens Forlag, 5/6 stjerner (anmeldereksemplar fra Politikens Forlag)

Mary-Alice Dodge (eller bare Alice) er en ung redaktionsassistent på et stort forlag på Manhattan. Et tilfældigt møde på gaden fører til, at Alice indleder et forhold til den meget ældre Ezra Blazer, en kendt, succesrig og prisvindende forfatter (dog mangler han lige Nobelprisen). Amar Ala Jaafari er tilbageholdt i lufthavnen i Heathrow. Han er amerikaner, har amerikansk pas, men irakisk baggrund. Men hvad binder de tre personers skæbner sammen?

Dette er Lisa Hallidays debutroman, hvilket nærmest ikke er til at forstå. Formen på romanen er så fuldendt og så gennemført, at det ikke er svært at se, hvorfor Asymmetri er blevet så stor en succes. Halliday tager fat på asymmetrien i vores hverdag og i verden generelt. Hvordan der er forskel på ung og gammel, rig og fattig, mand og kvinde og Vesten og Mellemøsten. Asymmetrien i hvordan goder er fordelt imellem os, og hvordan livet både kan indeholde kaos og stilhed.

I første del af romanen følger vi Alice og hendes forhold til Ezra. Selvom man følger Alice tæt, føler man alligevel, at man aldrig kommer helt ind under huden på hende. Første del er fortalt i tredje person, og måske er det derfor, at læseren ikke bliver lukket helt ind. Man står i stedet lidt på sidelinjen. Det står i stærk kontrast til anden del, hvor vi får fortalt Amar Ala Jaafaris historie, denne gang fortalt i første person. Han er strandet i Heathrow, hvor han mistænkeliggøres pga. sin irakiske baggrund, her er en kompakt historie, som foregår over en enkelt dag men dog med "flashbacks" til Amars opvækst. Tredje og sidste del er en transskribering af radioprogrammet Desert Island Discs, hvor Ezra Blazer fortæller om, hvilke stykker musik, han ville have med på en øde ø. Den sidste del fungerer som et sjovt lille påhæng til de to andre dele.

Bliver skæbnerne i denne roman så bundet sammen til sidst (eller undervejs)? Det skal her være en hemmelighed. Men bogen bærer på overraskelser, specielt hvis man fordyber sig i den. Lisa Halliday kræver nemlig også noget af os som læsere. Det her er ikke bare en hurtigt læst knaldroman, men et super godt skrevet værk, som både har en spænding men også en til tider nærmest kedsommelighed over sig, netop dette gør, at bogen er skøn at fordybe sig i. Det her er en bog, som man sagtens kan læse flere gange og hver gang opdage nye små finurligheder.

Jeg glæder mig lige nu meget til at se Lisa Halliday fortælle om sin roman på Bogforum.

Mitford Mordene - Mysteriet på Asthall Manor, af Jessica Fellowes

Mitford Mordene - Mysteriet på Asthall Manor, af Jessica Fellowes, udgivet i 2018 af Politikens Forlag, 4/6 stjerner (anmeldereksemplar fra Politikens Forlag)

Louisa Cannon drømmer om et liv væk fra fattigdommen og en ond onkel, som præger hendes og hendes mors liv i London. Snart smiler lykken til hende, og hun bliver ansat som barnepige hos familien Mitford på Asthall Manor. Der er hele seks søstre, som hun skal tage sig af i samarbejde med en barnepige. Louisa bliver hurtigt gode venner med den sekstenårige Nancy. Snart hvirvles de dog ind i en mordgåde, da sygeplejersken Florence Nightingale Shore bliver myrdet ombord på toget til Hastings.

Jessica Fellowes har skrevet en glimrende kriminalroman, der har alt det, som man higer efter, hvis man er bare lidt vild med tv-serier som Downton Abbey, Miss Marple, Hercule Poirot eller Barnaby. Det er ægte engelsk kriminalhygge med et stænk af historisk elegance.

 

Den historiske baggrund for romanen er ret interessant, da de seks Mitford søstre faktisk er virkelige personer. Nancy Mitford blev f.eks. selv forfatter. At virkelighedens verden her blandes sammen med fiktionen gør sig også gældende i forhold til mysteriet om Florence Nightingale Shores død. Niecen til den kendte Florence Nightingale blev rent faktisk myrdet, og man fandt aldrig ud af, hvad der egentlig hændte hende i toget mod Hastings. Det er mysteriet om Shores død, der er udgangspunktet for kriminalgåden i Fellowes' roman.

 

Jessica Fellowes benytter sig af, hvad jeg nærmest vil kalde, det klassiske britiske detektivromantrick, hvor der pludselig skabes forbindelser mellem karakterne på kryds og tværs, f.eks. viser det sig snart, at Mitfordsøstrenes barnepige (Nanny) har en indirekte forbindelse til sygeplejersken, som kan have stor betydning for at løse gåden. Det samme gør sig gældende, da Louisa møder Guy Sullivan, der er en ung betjent ved jernbanepolitiet, han er også interesseret i at finde morderen, og sammen forsøger de at løse gåden.

 

Det er tydeligt, at Jessica Fellowes har beskæftiget sig meget med at researche perioden (hun har f.eks. skrevet bøger om Downton Abbey). Således føler man virkelig, at man får et indtryk af tidsperioden lige efter Første Verdenskrig. Jeg glæder mig til at læse Fellowes' næste roman. Dette er nemlig  første roman i en serie af seks bøger, og Fellowes har allerede løftet sløret for, at vi i de kommende bøger igen vil møde både Louisa og Guy - og selvfølgelig søstrene Mitford, hvilket jeg ser meget frem til.

Blomstrende syrener, af Martha Hall Kelly

 

Blomstrende syrener, af Martha Hall Kelly, udgivet i 2018 af forlaget Hr. Ferdinand, 5/6 stjerner (anmeldereksemplar fra forlaget Hr. Ferdinand / Politikens Forlag)

Blomstrende Syrener er fortællingen om en række kvindeskæbner i tiden under og efter Anden Verdenskrig. Caroline Ferriday, en tidligere skuespillerinde på Broadway, arbejder i 1939 frivilligt på det franske konsulat i New York, hvor hun hjælper nødstedte franskmænd og børn, da hun møder den flotte Paul og forelsker sig. Den 16-årige Kasia Kuzmericks liv ændres markant, da Polen bliver besat af Tyskland, forelskelsen i Pietrik får hende snart involveret i den polske modstandsbevægelse, men det vil vise sig at få uhyggelige konsekvenser for den unge pige og hendes familie. Herta Oberheuser læser medicin i Düsseldorf, men i det nazistiske Tyskland er det svært at være kvindelig læge, også selvom både en selv og ens familie er nazister. Da Herta ser, at de annoncerer efter læger til genopdragelseslejeren Ravensbrück tager hun afsted. Snart krydser de tre kvinders skæbner hinanden - på godt og ondt.

Martha Hall Kellys roman er baseret på virkelige begivenheder før, under og efter Anden Verdenskrig. I Blomstrende Syrener følger læseren på skift Caroline, Kasia og Herta, hvilket giver et nuanceret indblik i, hvad man vel kan kalde, begge sider af historien. Både Caroline Ferriday og Herta Oberheuser er virkelige personer, mens Kasia og hendes søster Zuzanna er baseret på nogle af de kvinder, der endte i Ravensbrück. Romanen er baseret på dybdegående research, og det skinner helt klart igennem.

Blomstrende Syrener er en barsk historie om, hvad der skete i de såkaldte genopdragelseslejre i bl.a. det nazistiske Tyskland. Ravensbrück var en lejr udelukkende for kvinder, hvor lægerne i lejren ikke kun stod for udryddelse af de "indsatte" men også eksperimenterede på dem - det er uhyggelig læsning, for Martha Hall Kelly lægger bestemt ikke fingrene imellem, og man skal altså ikke lade sig narre af bogens smukke ydre! Til tider havde jeg mest lyst til at tage en pause fra de grufulde scener.

MEN - Det er svært at lægge denne bog fra sig, når man først er begyndt. Da man skifter synsvinkel for hvert kapitel, sluttes der ofte med en cliffhanger, så man er tvunget til at læse videre (og jeg skal da indrømme, at jeg et par gange lige måtte bladre lidt frem for lige at se, hvad der var på færde - det er ellers noget, jeg aldrig gør!). De skiftende synsvinkler giver samtidig nogle gevaldige sceneskift fra hverdagen i den uhyggelige lejr til high society fester i Carolines New York. Sceneskiftene er dog mesterligt udført, og hver fortæller har sin egen stemme.

 

Blomstrende Syrener er en spændende og rørende læseoplevelse, og den tager læseren helt tæt på de grusomheder, der skete under Anden Verdenskrig. Romanen formår at holde fokus på kvindernes historie, og mænd er kun med som bifigurer, hvilket egentlig er meget interessant i en krigsfortælling. Det er tre stærke kvinder, som man her møder, og det er svært ikke at blive stærkt involveret i deres historie. Martha Hall Kelly har i hvert fald givet mig lyst til at læse meget mere om Caroline Ferriday og Ravensbrück.

Skytsenglen, af Arto Halonen og Kevin Frazier

 

Skytsenglen, af Arto Halonen og Kevin Frazier, udgivet 2018 af forlaget Hr. Ferdinand, 3/6 stjerner (anmeldereksemplar fra forlaget Hr. Ferdinand / Politikens Forlag)

Romanen er udgivet i forbindelse med filmen af samme navn, der er skrevet og instrueret af Arto Halonen. Filmen har skuespillere som Pilou Asbæk, Josh Lucas og Cyron Melville på rollelisten.

Skytsenglen tager udgangspunkt i virkelighedens verden. Den 29. marts 1951 begår Palle Wischmann Hardrup et bevæbnet røveri mod Landmandsbanken på Nørrebro, noget går galt, og to bankansatte bliver dræbt, røveren stikker af, men bliver hurtigt fanget. Men alt er måske ikke, hvad det giver sig ud for at være. Den unge mand virker upåvirket af hændelsen, han har tilsyneladende været under hypnose. Snart hvirvles Kriminalbetjent Anders Olsen ind i en uhyggelig efterforskning, der bringer ham på sporet af Bjørn Schouw Nielsen - Palles tidligere cellekammerat.

Halonen og Fraziers roman er et spændende indblik i, hvad der skete (og kan være sket) under og efter bankrøveriet i 1951. De har formået af skrive en spændende roman, der inddrager interessante iagttagelser om Anden Verdenskrig og efterspillet for de danskere, der befandt sig på tyskernes side, da krigen sluttede - også indenfor politiets egne rækker. Både Hardrup og Schouw Nielsen var involveret i arbejde på tysk side under krigen.

 

Det er ikke svært at se, at denne bog er skrevet samtidig med filmmanuskriptet, da historien foregår meget inddelt i scener. Det gav i hvert fald også mig lyst til at se filmen da Halonen og Frazier har formået at skrive en utrolig uhyggelig "bad guy" i skikkelse af Schouw Nielsen, hver gang han optræder i bogen er det, så det løber en koldt ned af ryggen, og det kunne være spændende at se, om skuespilleren formår at skabe den samme stemning.

 

Skytsenglen er ikke banebrydende, men den er en hurtigt læst og spændende psykologisk thriller eller krimi, som vil gøre sig godt som (u)hyggelig efterårslæsning. Som læser følger vi kriminalbetjent Anders Olsens jagt på sandheden og hans liv på hjemmefronten, hvor forholdet til konen, Marie, langsomt smuldrer. Anders er præget af fortiden og hans fars død, og læseren lider med ham, da hans kone, Marie, fascineres mere og mere af hypnosen. Og det bliver snart svært både for Anders og for læseren at vide præcis, hvem man kan stole på.

 

Hvis man leder efter en spændende psykologisk thriller/krimi, og man samtidig interesserer sig for danmarkshistorie, så er denne bog et godt bud!

Rejse med let bagage, af Tove Jansson

Rejse med let bagage, af Tove Jansson, udgivet 2018 af forlaget Gyldendal, 5/6 stjerner (anmeldereksemplar fra forlaget)

 

 

Tolv noveller gemmer der sig i Rejse med let bagage, og hver tager de udgangspunkt i enten en ydre eller indre rejse (ja eller begge dele!). Denne lille fine novellesamling er næste skud på stammen af Gyldendals fine serie af Tove Janssons bøger for voksne. Hun var jo specielt kendt for sine bøger om Mummitroldene, men hendes historier skrevet med et voksent publikum for øje er mindst ligeså stemningsfulde, morsomme og spændende.

 

Det er stemningen, jeg altid sidder tilbage med, når jeg har læst Jansson, som er noget helt specielt. Jeg aner ikke, hvordan hun gjorde det, men hendes historier er den perfekte blanding af hygge og uhygge. Man har altid på fornemmelsen, at der er et eller andet, der lurer et sted i baggrunden, et eller andet uhyggeligt, noget i mennesker, som pludselig kan komme op til overfladen. F.eks. når to drenge efterlades på en ø, og efterhånden får skræmt hinanden fra vid og sans i forsøget på at få den anden ned med nakken, som man oplever i novellen Sommerbarnet. Eller hvordan kærester kan komme i tvivl om kærligheden i anfald af jalousi i Mågerne.

 

Rejse med let bagage skildrer vidt forskellige skæbner i vidt forskellige miljøer, men de har nok alle Janssons blik for naturen til fælles. Væksthuset er historien om to ældre mænd, hvis veje krydses i et væksthus, hvor man kan lære lidt om at se en sag fra to sider. Naturen er noget helt gennemgribende i Janssons forfatterskab, og det er det altså også i disse noveller, hvor øer, klipper og vindomsust vand spiller store roller.

 

Novellesamlingen hedder måske nok Rejse med let bagage, men det er vist ikke ligefrem dette, som Tove Jansson mener, at mennesker gør. I stedet er karaktererne i hendes noveller mennesker, der har megen bagage (i hvert fald emotionelt), også selvom det måske ikke altid kommer helt op til overfladen. Det er netop dette, som Jansson mestrer, at der hele tiden er noget gådefuldt over hendes historier såvel som hendes karakterer. Læseren ved aldrig helt, hvad det er der gemmer sig i kufferten.

Denne lille novellesamling er en perle, som man ikke skal snyde sig selv for, og så egner den sig utrolig godt til efterårs- og vinterdage, hvor lyset svinder og blæsten suser udenfor. Rejse med let bagage er en af de bøger, som man kan vende tilbage til mange gange og få noget nyt med, hver gang man læser den.

Hvor er stjernerne når det er lyst, af Lisbet Lundquist

  Hvor er stjernerne når det er lyst, af Lisbet Lundquist, udgivet 2018, Politikens Forlag, 5/6 stjerner (anmeldereksemplar fra Politikens Forlag)

"I ret høj grad sandfærdige erindringer"

Sådan er undertitlen til Lisbet Lundquists selvbiografi, en undertitel der på fineste vis beskriver, ja vel alles, erindringer. Selvom man gør sit yderste for at beskrive virkeligheden sandfærdigt, er det jo ikke altid, at man husker (helt) rigtigt. De fleste har vel prøvet at snakke om en begivenhed, som man har en tydelig erindring af, mens den man taler med husker det på en helt anden måde. Lisbet Lundquist giver her med undertitlen en fin lille beskrivelse af, at en selvbiografi både er sandfærdig, men at der også kan være lidt lagt til eller trukket fra.

Hvor er stjernerne når det er lyst er en flot skrevet og utrolig sanselig bog. Den byder på både grin og gråd, kærlighed, sex, usikkerhed, hårdt arbejde og stjernestøv. Lisbet Lundquist skriver i små fragmenter om sin barndom frem til tiden, hvor hun begynder at skrive på bogen, dog springer hun - måske lidt overraskende - stort set over de mange års samliv med Søren Østergaard. Til gengæld får vi et fantastisk indblik i Lundquists barndom og ungdom i huset i Holte med faderen Frank, moderen Ida og de to brødre Lars og Jesper. Derudover kan man bl.a. læse om starten på Lundquists karriere, ungdommens forelskelser og forholdet til skuespilleren Peter Steen.

Bogen er inddelt i små episoder, og der springes både i tid og sted, i stedet er der tematiske tråde, der binder fragmenterne sammen. Lundquist giver med formen på sin selvbiografi følelsen af, at man som læser nærmest sidder sammen med Lisbet og får fortalt historier fra hendes liv, man føler virkelig at man kommer tæt på. Jeg tror derfor også, at de fleste, der læser bogen her, nu føler, at man i hvert fald ikke behøver at forsøge at proppe et stykke gær i munden, for beskrivelsen af at spise gær står her så tydeligt for mig, og selvom Lisbet Lundquist nyder fornemmelsen af gær, så tror jeg nu, at jeg springer over.

Lisbet Lundquist fortæller med en fantastisk tilstedeværelse, og hendes erindringer står så klart frem på bogens sider, at man tydeligt kan forestille sig både personer og gaden, hvor hun voksede op. Derfor fremstår bogen også som et glimrende snapshot af familielivet i 1940'erne og 1950'erne.

Det er sjældent, at jeg har læst så godt skrevet en selvbiografi, hvor personer, steder og tidsbillede træder så tydeligt frem. Lisbet Lundquist hopper let og elegant henover faldgruber som namedropping og fokus på eventuelle saftige historier fra f.eks. skuespillermiljøet, som man så tit finder i selvbiografier. I stedet får man her en super godt skrevet historie, hvor det specielt er barndommen, der er i fokus, og hvordan netop de tidlige år former et menneske. Det er en bog, der både er utroligt bevægende og utroligt morsom på samme tid. Læs den!

 

Kan se Lisbet Lundquist kommer til Bogforum lørdag og søndag. Det bliver spændende!

Udvalgte noveller, af Fay Weldon

"Udvalgte noveller", af Fay Weldon, udgivet 2016, Lindhardt & Ringhof, 5/5 stjerner (anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof)

Fay Weldon har i denne bog samlet sine 21 yndlingsnoveller fra 70erne, 80erne, 90erne og 00erne samt en kortroman, som runder samlingen af tekster af. Dette er fortællinger om kvinder, deres rolle i samfundet, deres forhold til mænd, til børn og til dem selv.

 

"Jeg personligt har aldrig gjort mig bekymringer om at finde mit sande jeg. Jeg tror ikke, jeg har et indre jeg, og hvis jeg har, har jeg ikke synderlig lyst til at møde hende. Og han vil bestemt ikke have mig til at spilde tid med at lede, når jeg kunne være i seng med ham."

 

Denne novellesamling tog mig med storm, det er første gang, at jeg stifter bekendtskab med Fay Weldon, men det bliver bestemt ikke sidste gang, at jeg dykker ned i Weldons univers. "Udvalgte Noveller" er inddelt efter årtier, og novellerne kommer således i kronologisk rækkefølge, netop dette giver et tydeligt og virkelig interessant indblik i udviklingen i samfundet såvel som kvindens rolle heri. Samtidig giver det også et fascinerende indblik i Weldons forfatterskab og hendes udvikling.

 

Det store persongalleri, der optræder på tværs af disse noveller, er smukt varieret og skrevet med stor indlevelse, der gør, at man som læser virkelig føler noget for karaktererne. Man hepper på dem, ryster på hovedet af dem eller håber på deres vegne. Selvom det er et varieret persongalleri, er der visse motiver, der går igen i flere noveller. Det er bl.a. besøget hos en psykolog, der optræder flere gange, hvor "patienten" igennem hele teksten fortæller i en lind strøm om sit liv. Som læser indtræder man derfor nærmest i rollen som den lyttende psykolog, hvilket bestemt giver et virkelig interessant indblik i, hvordan man reagerer på historien, der udlægges for en.

 

"Om morgenen er hun frisk og smilende af hensyn til børnene, og hendes stemme klinger af falsk munterhed som en dame fra Kensington nede i Harrods Food Hall. Da hun fejer gulvet inden morgenmaden, undgår hun bordenden og tremmestolen. Manden uden øjne er væk, men der er noget, der er blevet hængende."

 

Kvinderne er i centrum, og det er på både godt og ondt, nogle er viljestærke, mens andre er svage individer, der udvikler sig undervejs eller står i stampe. Det er kvinder med og uden børn, kvinder der allerede har fundet sin hylde i livet, eller som stadig kæmper for at finde sig selv. Fay Weldon skriver med et utroligt overskud, sprogligt er der ikke en finger at sætte på teksterne, der flyder, og indbyder til videre læsning. Man fordyber sig lynhurtigt i Weldons univers, og jeg kunne have fortsat min læsning langt ud over de 21 noveller, der her er samlet.

Denne bog kan både læses på én gang, eller man kan tage en enkelt novelle hist og pist, jeg læste dog bogen fra start til slut i løbet af to dage, og jeg var med det samme klar til at finde flere bøger af Weldon frem fra reolen. Dette er en fantastisk novellesamling, som man virkelig skal unde sig selv at læse. Til slut skal også lige nævnes bogens fantastisk udseende, noget jeg sjældent kommenterer på, men denne bog er simpelthen så smuk både indeni og udenpå, at man bliver nødt til at skrive det. En fantastisk fin læseoplevelse.

Klokkeren fra Notre Dame på Fredericia Teater

6/6 stjerner

"Klokkeren fra Notre Dame" kan ses på Fredericia Teater frem til d. 14. december og derefter på Det Kongelige Teater fra d. 21. juni til d. 16. juli 2017. Medvirkende: Lars Mølsted, Mads M. Nielsen, Christian Lund, Vanessa Rodríguez Ibarra, Diluckshan Jeyaratnam og Thomas Jensen mfl.

 

Da Fredericia Teater bad folk om at gætte, hvilken forestilling, de ville offentliggøre som den næste, fløj jeg til tasterne og skrev "Klokkeren fra Notre Dame med Lars Mølsted som Quasimodo", det var nok mere et håb end, at jeg faktisk troede, teatret ville springe ud i at sætte denne musical op. Senere samme uge offentliggjorde de netop dét, som jeg havde håbet så meget på. Siden da har jeg bare glædet mig helt vildt meget til at se forestillingen, og heldigvis levede den fuldt op til forventningerne, og det så meget, at jeg nu har set den to gange (og har planlagt en gang mere, og virkelig ønsker også at se den i København).

 

"Klokkeren fra Notre Dame" er en smuk og rørende historie, og musikken af Alan Menken og Stephen Schwartz er nok det smukkeste soundtrack i Disneys historie, og Fredericia Teaters dygtige musikere og ensemble formår virkelig at løfte opgaven, det er det smukkest syngende ensemble, jeg har oplevet i en musical!

 

Lars Mølsted er så vanvittig dygtig, han rammer plet i hver eneste forestilling, og hans Quasimodo er bestemt ingen undtagelse. Med pukkel og hæs stemme springer han lettere haltende rundt på scenen, men når han synger, vokser stemmen fra hæshed til den klare og store stemme, som vi kender ham for. Mølsteds portræt af den undertrykkede, nervøse og senere stædige Quasimodo er varmt og rørende. Det her er en kraftpræstation, det er virkelig imponerende at gennemgå sådan en fysisk forvandling og stadig kunne spille og synge så gennemført! Og læg endelig mærke til de fine små detaljer i forskellen på Quasimodos samspil med statuer og gargoyler i forhold til samspillet med de "rigtige mennesker".  Det er et sådan nuanceret skuespil, og man kan ikke andet end heppe på den søde klokker, når han endelig finder venlighed i mødet med Esmaralda. "Én dag" og "Himlens skær" er to utrolig smukke sange, og det er umuligt ikke at blive rørt af Mølsteds stemme med et register, der er helt fænomenalt, det er smukt, sikkert og helt fra hjertet, og jeg sad tilbage med gåsehud.

 

 

Mads M. Nielsens ærkediakon Claude Frollo er skræmmende, og samtidig har Mads M. Nielsen (og omskrivningen af Disneys historie) formået at gøre ham menneskelig, og i øjeblikke har man ligefrem ondt af ham. I samspillet med Lars Mølsteds Quasimodo, Vanessa Rodríguez Ibarras Esmeralda og Thomas Jensens Jehan kommer man helt tæt på Frollo, hans forsøg på at drage omsorg for sin bror og sin brors søn mislykkes, og det specielt, da han lader sig friste af den smukke Esmeralda. Frollo er fanget imellem sit kirkelige hverv og sine følelser og drifter som menneske. Frollos "Helvedes ild" bliver fremført af Mads M. Nielsen og ensemblet, så hårene rejser sig, og gulvet ryster bogstaveligt talt under én, når flammerne spreder sig rundt om publikum, og man efterlades i mørke med hjertebanken, sjældent oplever man så fantastisk et musicalnummer, bare wow!

Vanessa Rodríguez Ibarras Esmeralda er omsorgsfuld, trodsig og smukt syngende, og ved at bevare sin accent, understreges det, at hun er en udefrakommende, fint lavet! Christian Lund er indbegrebet af en velsyngende Disney-helt som kaptajn Phoebus, flirtende og selvsikker, men dog stadig hjemsøgt af krigen, han lige er vendt hjem fra. Esmeralda og Phoebus' kærlighed er flot fremført, og duetterne med Lund og Ibarra sidder lige i skabet. Diluckshan Jeyaratnams Clopin er farlig og dragende som sigøjnernes konge. Dertil kommer det smukt syngende ensemble, som gør det helt fantastisk i mangfoldige roller.

 

Fredericia Teater har overgået sig selv med den smukke scenografi. Store skærme både på scenen og langs de forreste rækker af publikum hiver én helt ind i historien. Man befinder sig i kirkerummet i Notre Dame, på Quasimodos loft, hvor man ser ud over Paris, og så er man pludselig i Paris' gader, på en snusket beværtning eller på Mirakelpladsen. Scenograf Benjamin la Cour har med den smukke scenografi virkelig formået at gøre forestillingen til noget helt specielt, når man f.eks. bliver taget med på en "elevatortur" op igennem Notre Dame. Og det skal lige siges, at har man fået en af pladserne på scenen, så føles det vitterligt. som om man flyver! Og effekten er altså bestemt ikke tabt for resten af publikum, det er en vild oplevelse! På seks kirkebænke (tre i hver side), der bevæger sig rundt på scenen, kan man få en helt speciel oplevelse som publikum. Man får lov til at indgå i scenografien, og her kommer man altså virkelig tæt på! Det var en af disse pladser, jeg havde anden gang, jeg så forestillingen. Det er ikke kun scenografien, der er gennemført, det samme gælder kostumerne. De er smukke, og ensemblet flyver ind og ud af scenen på skift i ført sigøjnerklæder, soldaterhjelme, munkekutter og kostumer som statuer af helgener og gargoyler, alt smukt gennemført. En lille genistreg er også den hovedløse Aphrodisius.

 

"Klokkeren fra Notre Dame" er smuk, rørende, sjov og helt fantastisk. Det er utroligt, at Fredericia Teater gang på gang formår at overgå sig selv, men det gør de altså. Denne forestilling er både smuk for øjet og øret, og man efterlades mundlam. Skuespillerne og alle bag scenen fortjener hvert et stående bifald, som de får. Tak for endnu en vidunderlig aften i musicalens tegn!

 

Billeder af Søren Malmose

Eddikepigen, af Anne Tyler

 

"Eddikepigen", af Anne Tyler, udgivet 2016, Forlaget Modtryk, 3/5 stjerner (anmeldereksemplar fra Forlaget Modtryk)

 

Kate Battista holder til daglig hus for sin far dr. Battista, han er en ret så excentrisk videnskabsmand, der ikke interesserer sig for meget andet end sin forskning, og slet ikke for hvordan det går med Kate og hendes lillesøster, Bunny, der bruger det meste af sin tid på at flirte med drenge. Pjotrs, dr. Battistas forskningsassistent, opholdstilladelse udløber dog snart, og forskningsprojektet er truet. Snart prøver begge mænd at overbevise Kate om, at hun må gifte sig med Pjotr, så han kan blive i landet.

 

"Af en eller anden grund sad han og kiggede på Kate. Han havde en måde at holde øjnene halvt lukkede på, som gav det indtryk, at han var ved at nå frem til en eller anden privat konklusion, mens han studerede hende."

"Eddikepigen" er en genfortolkning af "Trold kan tæmmes" eller "Taming of the Shrew" af William Shakespeare. Romanen fungerer rigtig fint, og historien er sød og morsom. Dog føler man, når man har læst Shakespeares drama, at Anne Tyler har lavet en måske lidt for fri fortolkning af historien, der bliver lidt ensidig. Bunnys historie er degraderet til en sidebemærkning som en teenageflirt, og dermed ændres også hele præmissen for historien, og det fungerer ikke særlig godt. Det resulterer i nogle helt andre motiver, som karaktererne handler på baggrund af, og det er faktisk synd. Forskellen ligger også i personkarakteristikken, hvor Kate er lidt for sød, og det samme kan siges om den famlende og faktisk lettere irriterende Pjotr.

 

Nogle af karaktererne bliver måske lidt flade i det, netop fordi plottet er ændret, og man derfor fratager både bevæggrunde og personkarakteristika. Pjotr er dog ret morsom, og det samme er dr. Battista, og man må trække på smilebåndet, da nogle mus vigtige for deres forskning forsvinder.  Bipersonerne i romanen er dog skønne, bl.a. Tante Thelma og Onkel Theron er virkelig godt skrevet, og de gør en middagsscene i bogen til noget helt særligt. Kate er en fint skrevet protagonist, som man altså bare må holde af, og hun er den, man kommer tættest på. Man har lidt ondt af hende, når hun i skolen, som hun arbejder på, er lidt for bramfri og ikke lægger fingre imellem, når hun taler til børnene - det gør hende ikke ligefrem til månedens medarbejder. Kates personlighed gør hende ensom, hun virker kold og følger sin logiske sans, men alligevel påvirker faderens svigt hende.

 

"Man kunne virkelig føle sig fysisk såret, hvis ens følelser blev krænket tilstrækkeligt. Det opdagede hun i løbet af de næste dage. Hun havde oplevet det adskillige gange før, men det her føltes som en helt ny åbenbaring, som en skarp kniv i brystet. Det var selvfølgelig ulogisk: Hvorfor i brystet? Et hjerte var jo ikke andet end en glorificeret pumpe, når det kom til stykket."

 

Anne Tylers lille roman er hurtigt læst, men den efterlader en med en følelse af, at der mangler noget, at det hele var lidt for let. Det er ærgerligt, for historien er før blevet så fint fortolket i bl.a. filmen "Ten Things I Hate About You". Det er dog skønt, at man sagtens kan læse bogen uden at have læst Shakespeares drama, det er et tegn på, at historien fungerer på egen hånd, og det kunne man godt frygte, at en genfortælling kunne have problemer med.

 

"Eddikepigen" er en sød og sjov lille (nærmest) kærlighedshistorie, men den får aldrig løftet sig op til mere end det. Jeg ville ønske, at Anne Tyler havde holdt sig tættere til Shakespeares historie, som man sagtens kunne modernisere uden at skrive så voldsomt om på handlingsforløbet. Men når det er sagt, er det en fin lille roman, som man let kan tygge sig igennem.

 

 

Tidens Kløft, af Jeanette Winterson

"Tidens Kløft", af Jeanette Winterson, udgivet 2016, Forlaget Modtryk, 4/5 stjerner (anmeldereksemplar fra Forlaget Modtryk)

I anledning af 400-året for William Shakespeares død vil otte forfattere gendigte nogle af Shakespeares største dramaer. "Tidens Kløft" er den første roman i serien.

 

Leo er en magtfuld investeringsrådgiver bosat i London, han er gift med sangerinden MiMi, men snart vendes der op og ned på deres liv i sus og dus, da Leo begynder at mistænke sin kone for at have en affære med hans bedste ven, Xeno. Et raserianfald splitter familien, og i sit vanvid sender Leo deres nyfødte datter til New Bohemia (i USA), hvor Xeno befinder sig - men noget går galt undervejs, og den lille pige ender i hænderne på fremmede, men måske er det slet ikke så slemt endda.

 

"Tidens Kløft" er en gendigtning af William Shakespeares "Vintereventyret" eller "The Winter's Tale". Det er historien om en mands vanvittige jalousi, der vender  op og ned på en families liv og lykke. Den lille pige, Perdita, som hos Shakespeare efterlades på klipper i et fjernt land, bliver her i stedet efterladt ved et hospital, men Wintersons adaption af historien ligger ellers ganske tæt opad Shakespeares drama. Winterson har skrevet både en lille introduktion og et lille efterskrift, der sætter romanen ind i en kontekst, og hun starter så fint og vittigt historien med overskriften "Coverversionen". Det fungerer rigtig godt, at man lige bliver sat ind i Shakespeares historie, inden man begynder på romanen.

"Og nu stod de på hver sin side af velkomstskiltet og så på hinanden. Og hun ønskede at alt det der skulle ske, var sket. At tiden ville lægge sig imellem dem og befri dem. At de kunne begynde. [...] Hun sagde: "Hej." Han sagde: "Jeg har taget blomster med til dig." "

 

Som en læser, der kender historien i forvejen, bliver man overrasket over, hvor legende let Winterson har formået at overføre Shakespeares fortælling til en moderne setting. Det er en nydelse at læse Wintersons roman, da man virkelig føler, at hun har forstået Shakespeares historie. Hun har ikke valgt at gøre et stort nummer ud af at ændre historien, men har i stedet fokuseret på at modernisere den, og det klæder virkelig denne roman. Samme historie, de samme temaer men med et moderne præg. Dog efterlader Shakespeares drama publikum med ubesvarede spørgsmål, mens Wintersons roman i stedet er konkluderende, og dette er den eneste store kritik, jeg har til selve historien. Jeg elsker "Vintereventyrets" nærmest mystiske afslutning, og den manglede jeg altså her. "Tidens Kløft" kræver dog på ingen måde, at man skal kende Shakespeares historie i forvejen, det er en skøn lille roman, som fortæller en rørende og smuk historie.

 

Leos vanvid er beskrevet, så man krummer tæer, ja jeg fik det på et tidspunkt nærmest fysisk dårligt, hans jalousi kender ingen grænser, og modsætningen mellem ham og den gode Shep, som finder og tager sig af den lille Perdita, er smukt fremført. Shep er rar og rolig - og elsket. Kærlighed er et gennemgribende tema i historien. Kærligheden mellem Leo og den gode ven Xeno, hvis forhold i Wintersons udlægning af historien bliver til måske lidt mere end "bare" et venskab, kærligheden mellem Leo og MiMi, der ender så brat, kærligheden mellem Shep, sønnen Clo og Perdita, og forelskelsen som Perdita opdager med den unge Zel. Persongalleriet er glimrende beskrevet, fra den unge, smukke og kloge Perdita, den sjove og klovnagtige Autolycus, der er brugtvognsforhandler, kvinden, der kan klare alt, Pauline til den jaloux Leo, den stille og intelligente Xeno og den smukke MiMi.

 

Xeno designer computerspil, og den verden, han skaber i spillet, bliver et gennemgribende billede i historien, hvor tiden spiller en stor rolle. Spillet omhandler engle både mørke og lyse, og det er dette niveau, hvor Winterson forsøger at gennemføre det mere overnaturlige fra Shakespeares tekst, og det fungerer faktisk ret godt. Det skaber i hvert fald virkelig smukke billeder på nethinden.

 

"Hun vidste hun var nødt til at ligge stille. Hvis hun bevægede sine vinger, ville hun få husene til at styrte sammen ud over gaden. Men husene var allerede styrtet sammen, ikke? Hvordan var englen faldet ned i baggården? Det var ikke afklaret - det pludselige styrt, den pludselige sammenfoldning af vingerne for at de ikke skulle brække. Og var englen alene i baggården?"

 

At gendigte Shakespeare er et virkelig interessant projekt, og jeg må sige den første roman i serien af gendigtninger, som i Danmark udkommer hos Modtryk, er en virkelig glimrende roman, som jeg læste på ingen tid. Jeg har dog en lille anke, og det er tegnsætningen, som visse steder er nærmest ikkeeksisterende, hvilket er til stor gene for læsningen, faktisk virker det indimellem som om, man har bevaret den engelske tegnsætning, det er dog bare et lille problem i den ellers skønne roman. Winterson tryllebandt mig med den moderne fortolkning, hvor man drager fra London til de amerikanske sydstater og tilbage igen. "Tidens Kløft" er barsk, sjov, rørende og fantastisk godt skrevet.

Filmanmeldelse: Lyset i Havet (The Light Between Oceans)

"Lyset i Havet" har premiere i dag d. 8. september. Medvirkende: Michael Fassbender, Alicia Vikander, Rachel Weisz mfl.

5/5 stjerner 

 

Tom Sherbourne er lige vendt hjem fra 1. Verdenskrig, da han får arbejde som fyrmester ved fyrtårnet på øen Janus, det perfekte arbejde for en mand, der ønsker at leve isoleret fra omverdenen, da han er den eneste person på øen. I en nærtliggende havneby finder han dog snart kærligheden, da han møder Isabel Graysmark. Alt ånder fred og idyl, og de to er lykkelige, indtil de mister et barn, og den glæde, de har sammen, for en stund bliver knust. En dag ændres deres liv på den lille ø dog for altid, da et barn i en robåd skyller op på stranden.

 

Derek Cianfrance har både skrevet og instrueret filmen baseret på romanen af M.L. Stedman. Det er en meget stemningsfyldt film, der er utrolig smukt fotograferet. Flotte billeder af øen med bølgebrus og vindens susen giver "Lyset i havet" den perfekte baggrund for handlingen.

 

Dette er en film, der virkelig griber fat i tårekanalerne, den er utrolig rørende og behandler kærlighed og sorg på en måde, der gør, at man kunne høre snøften hele vejen rundt i biografsalens halvmørke.

 

Skuespillet virker så naturligt, og man har virkelig forsøgt at ramme et meget realistisk billede, hvilket er lykkedes. Det er specielt tilfældet med Alicia Vikanders portræt af Isabel, hvis smerte og sorg er så gennemført flot spillet, at man sidder med en klump i halsen, det er en rå sorg, man her præsenteres for. Michael Fassbender gør det simpelthen så godt som den først distancerede Tom, der blomstrer op i kærligheden til Isabel og datteren Lucy. Sjældent har jeg set så naturligt og flot samspil med et barn, som man ser i denne film. Både den 12 måneder gamle Lucy og den lidt ældre pige spiller så fint, og deres samspil med de voksne skuespillere er virkelig imponerende. De smukke følelsesladede scener med Vikander og Fassbender er filmet så tæt, at der ikke skjules noget, man kan se ethvert ansigtstræk, og man får derved virkelig at se, hvor dygtige de er.

 

Da Lucy skal døbes opdager Tom til sin skræk, at moderen til barnet, han og Isabel nu opfostrer som deres eget, stadig lever, og hun har ikke bare mistet sin mand men også sin lille datter. Og Tom står foran et dilemma, og lige meget, hvad han gør, vil han frarøve en mor det lille barn, som hun elsker så højt. Rachel Weisz kommer ind i filmen, som kvinden, der har mistet både mand og barn til havet, og hun giver et smukt indblik i sorgen og afmagten, som hun står overfor. Det er her, at det klassiske kærlighedsdrama ændrer form.

 

Alexandre Desplat er kendt for sine smukke filmkompositioner, og hans musik understøtter i denne film på fineste vis handlingen. Dette er en film, som er båret af plottet, den forlader sig ikke på action og voldsomme scener, den fokuserer på skuespillet og handlingen, og derfor er musikken og kameraføringen så vigtig, da de både understreger de følelsesladede scener og skaber pauser fra dem. Skuespillet er virkelig det, der får filmen her til at fungere helt perfekt, og som gør, at publikum tryllebindes af historien.

 

"Lyset i havet" er en smuk og rørende film med fantastiske skuespilpræstationer. Filmen behandler på smukkeste vis kærlighed, hvad det vil sige at være forældre og det at miste, og det på mange plan, da handlingen foregår i skyggen af tabene fra 1. Verdenskrig. En gennemført og flot fortalt film, som man ikke må snyde sig selv for at se!