Den Italienske Mester, af Tom Rachman

Den Italienske Mester, af Tom Rachman, udgivet i 2019 af Politikens Forlag, 5/6 stjerner (anmeldereksemplar fra Politikens Forlag)

Rom 1955, Pinch er 5 år gammel, og hans far er den berømte kunstner Bear Bavinsky. Bear er en charmør, der maler farverige og sensuelle malerier - closeups af kropsdele - Bear er altid i centrum. Hans kone Natalie, Pinchs mor, er også kunstner, men hun står i baggrunden, når denne store mand folder sig ud til fester eller i galleriet. Dette er ikke historien om Bear Bavinsky, men om hans søn Pinch.

Tom Rachman har med Den Italienske Mester formået at skrive et mesterværk af en roman med kunsten og familien i centrum. For hvilken effekt har det på en familie, på en søn, når en far er kunstner med stort K? Netop dette udforsker Rachman, hvor kunsten måske nok er i fokus, men hvor det i særdeleshed er relationen mellem en far og søn, som bliver omdrejningspunktet og det virkelig interessante.

Den Italienske Mester handler ikke om Bear Bavinsky men om hans søn Pinch. Som læser sidder man gang på gang frustreret tilbage, når Bear igen formår at styre Pinchs liv, ja og alle andre i familien, når det er kunsten - eller Bears kunst, der (igen) kommer i første række. Således må Pinchs mor Natalie da også stort set opgive sin keramik, for "Når folk siger muse, mener de i virkeligheden assistent, ved I godt det?". 

I Rachmans roman følger vi Pinchs liv fra barn til voksen, og hvordan farens kunstneriske virke er en allestedsnærværende del af sønnens liv. Han synes at være dømt til at leve i sin fars skygge - lige indtil han ved et tilfælde finder på en vanvittig plan, som potentielt vil forandre kunsthistorien for altid. Her udforsker vi ikke bare, hvad kunst er, men hvor skrøbeligt en kunstners eftermæle kan være at pille ved.

Tom Rachman har med Den Italienske Mester skrevet et værk, som udforsker kunst og familieliv, og som man længe efter endt læsning kan blive ved med at finde nye nuancer i. Denne roman handler både om de store kunstnere, og hvordan deres udsvævende liv har en stor effekt på deres nærmest og om de små kunstnere, som ikke formår at slå igennem. Rachman skriver om anerkendelse og manglen på den samme både personligt og kunstnerisk. Den Italienske Mester er en roman, der vil meget, men den kan så sandelig også meget, den formår at skabe en fin balance imellem det personlige og det kunstneriske, og samtidig vise, hvordan de to er tæt forbundne.

Jeg har tidligere skrevet om mit møde med Tom Rachman, det kan du læse om her.