Hvor er stjernerne når det er lyst, af Lisbet Lundquist

  Hvor er stjernerne når det er lyst, af Lisbet Lundquist, udgivet 2018, Politikens Forlag, 5/6 stjerner (anmeldereksemplar fra Politikens Forlag)

"I ret høj grad sandfærdige erindringer"

Sådan er undertitlen til Lisbet Lundquists selvbiografi, en undertitel der på fineste vis beskriver, ja vel alles, erindringer. Selvom man gør sit yderste for at beskrive virkeligheden sandfærdigt, er det jo ikke altid, at man husker (helt) rigtigt. De fleste har vel prøvet at snakke om en begivenhed, som man har en tydelig erindring af, mens den man taler med husker det på en helt anden måde. Lisbet Lundquist giver her med undertitlen en fin lille beskrivelse af, at en selvbiografi både er sandfærdig, men at der også kan være lidt lagt til eller trukket fra.

Hvor er stjernerne når det er lyst er en flot skrevet og utrolig sanselig bog. Den byder på både grin og gråd, kærlighed, sex, usikkerhed, hårdt arbejde og stjernestøv. Lisbet Lundquist skriver i små fragmenter om sin barndom frem til tiden, hvor hun begynder at skrive på bogen, dog springer hun - måske lidt overraskende - stort set over de mange års samliv med Søren Østergaard. Til gengæld får vi et fantastisk indblik i Lundquists barndom og ungdom i huset i Holte med faderen Frank, moderen Ida og de to brødre Lars og Jesper. Derudover kan man bl.a. læse om starten på Lundquists karriere, ungdommens forelskelser og forholdet til skuespilleren Peter Steen.

Bogen er inddelt i små episoder, og der springes både i tid og sted, i stedet er der tematiske tråde, der binder fragmenterne sammen. Lundquist giver med formen på sin selvbiografi følelsen af, at man som læser nærmest sidder sammen med Lisbet og får fortalt historier fra hendes liv, man føler virkelig at man kommer tæt på. Jeg tror derfor også, at de fleste, der læser bogen her, nu føler, at man i hvert fald ikke behøver at forsøge at proppe et stykke gær i munden, for beskrivelsen af at spise gær står her så tydeligt for mig, og selvom Lisbet Lundquist nyder fornemmelsen af gær, så tror jeg nu, at jeg springer over.

Lisbet Lundquist fortæller med en fantastisk tilstedeværelse, og hendes erindringer står så klart frem på bogens sider, at man tydeligt kan forestille sig både personer og gaden, hvor hun voksede op. Derfor fremstår bogen også som et glimrende snapshot af familielivet i 1940'erne og 1950'erne.

Det er sjældent, at jeg har læst så godt skrevet en selvbiografi, hvor personer, steder og tidsbillede træder så tydeligt frem. Lisbet Lundquist hopper let og elegant henover faldgruber som namedropping og fokus på eventuelle saftige historier fra f.eks. skuespillermiljøet, som man så tit finder i selvbiografier. I stedet får man her en super godt skrevet historie, hvor det specielt er barndommen, der er i fokus, og hvordan netop de tidlige år former et menneske. Det er en bog, der både er utroligt bevægende og utroligt morsom på samme tid. Læs den!

 

Kan se Lisbet Lundquist kommer til Bogforum lørdag og søndag. Det bliver spændende!

A Street Cat Named Bob, af James Bowen

"A Street Cat Named Bob", af James Bowen, udgivet i 2012, forlaget Hodder, 5/5 stjerner

James Bowens liv ændrer sig pludseligt, da en orange kat sidder i opgangen ved hans beskyttede bolig. James har i flere år levet et liv som misbruger og hjemløs i Londons gader. Da den lille og forslåede kat dukker op, bor James dog i en lejlighed, arbejder som busker (musiker på gaden), og han er tilknyttet en metadonklinik, men han har stadig lang vej igen til et normalt liv. Katten, som han snart døber Bob, er ligesom James synligt mærket af et liv på gaden, men James' pleje af den lille kat, bliver starten på et smukt venskab, hvor det ikke kun er en mand, der redder kattens liv, men også Bob der redder James'.

"A street cat named Bob" er en utrolig rørende historie om en mand og en kat, der begge har levet et hårdt liv, indtil de finder hinanden. Bob knytter sig hurtigt til James, og de to bliver en fast del af inventaret i Londons centrum, når Bob tager med James ud for at tjene penge. James Bowen fortæller i bogen om livet som gademusiker, og senere som sælger af The Big Issue (svarende til det danske Hus Forbi). Herigennem maler han et portræt af London og byens indbyggere og turister.

Bob er noget helt specielt, og den kærlige kat beslutter sig for at blive hos James, selvom den unge mand i begyndelsen tror, at Bob snart vil tilbage ud på gaden. Det er utrolig hjerteskærende, når James gør, hvad han kan for, at katten ikke skal blive hos ham, fordi han ikke har mulighed for at tage sig af den orange hankat, da han efter at have reddet Bob, forsøger at få den til at gå tilbage, hvor den kom fra, ved at efterlade Bob udenfor bygningen. Til sidst må James dog indse, at katten er kommet for at blive, og det er han, når alt kommer til alt, egentlig lykkelig for. Snart følger Bob nemlig efter James overalt, hvor han går, og den følger troligt efter ham i Londons menneskemylder.

“A few moments later the bus pulled up. It was an old-fashioned red double-decker bus that you could jump on at the back. I went to sit on the bench at the back of the bus and was placing my guitar case in the storage space near where the conductor was standing when, behind me, I saw a sudden flash of ginger fur. Before I knew it, Bob had jumped up and plonked himself on the seat next to where I was sitting.”

Jeg læste denne bog på én dag. Den dannede rammen for en regnvejrsfuld eftermiddag, hvor jeg fordybede mig i James' og Bobs historie, en historie der går lige i hjertet. Bogen er utrolig fint formuleret på trods af små gentagelser, den er meget letlæselig, og den fortæller på fin vis om livet på gaden i London, og om hvordan Bob bliver vejen til et bedre liv. Katten Bob er charmerende og sød, og netop dette hiver James væk fra at være en usynlig lidt nusset gademusikant, som kun de færreste lægger mærke til. Pludselig tjener han flere penge, fordi der er så mange, som bliver tiltrukket af den smukke orange kat. Beskrivelsen af, hvordan James ikke længere er usynlig, når han bevæger sig rundt i London, er et hjerteskærende indblik i, hvordan man behandler mennesker på gaden.

Jeg vidste lidt om historien, inden jeg læst bogen; Min mor faldt tilfældigvis over bogen i Waterstones sidste år, og efter hun læste den, var det kun et spørgsmål om tid, inden jeg blev nødt til at fordybe mig i den også. Hun blev nemlig hurtigt helt forelsket i den orange kats og dens ejers historie. Bob og James er en solstrålehistorie, om hvordan en mand og en gadekat fandt sammen og kunne hjælpe hinanden. Den er fuld af små fine overvejelser fra James´ side om, hvad der ville være sket med ham, hvis han ikke havde haft Bob i sit liv. For katten gav ham vitterlig noget at leve for, den blev grunden til, at han blev nødt til at tage sig sammen. Og dette er simpelthen sådan en fin historie at give videre.

"When I heard a gentle, slightly plaintive meowing I realised what it was. Edging closer, in the half-light I could see a ginger cat curled up on a doormat outside one of the ground-floor flats [...] I could already tell he had something of a personality. He wasn't in the slightest bit nervous,in fact, completely the opposite. There was a quiet, unflappable confidence about him. He looked like he  was very much at home here in the shadows and to judge by the way he was fixing me with a steady, curious, intelligent stare, I was the one who was straying into his territory. It was as if he was saying: 'So who are you and what brings you here?' "

"A Street Cat Named Bob" er en sød og rørende historie fra Londons gader, hvor farer lurer, men hvor venskaber og bånd knyttet gennem den delte kærlighed for dyr også tager form. Denne bog fortæller en vedkommende og yderst fin historie, og så varmer den ens hjerte. En historie om venskab mere end noget andet.

Jeg nød virkelig at læse denne bog, og jeg glæder mig meget til at læse efterfølgeren, som heldigvis ligger i min mors bogreol og venter på mig. Det er sådan en bog, der både får læseren til at le og græde, og nogle gange kan en historie virkelig komme helt ind under huden på én, og det gjorde "A Street Cat Named Bob" for mig. Gadekatten Bob og hans ejer James har fundet en plads i mit hjerte!

Lena Mukhinas Dagbog, af Lena Mukhina

"Lena Mukhinas dagbog", af Lena Mukhina, udgivet i 2014 (org. udg. 2011), forlaget People's Press, 4/5 stjerner (anmeldereksemplar fra People's Press)

Lena Mukhina er en 16 årig pige, der under belejringen af Leningrad skriver dagbog om dagligdagen under krigen. Dagbogen strækker sig fra d. 22. maj 1941 til d. 25. maj 1942. Hun bor sammen med sin stedmor og kvinden Aka, og deres tilværelse bliver dårligere og dårligere, jo længere krigen står på, og snart er hun alene tilbage i lejligheden, hendes sult og længsel mod sikkerhed er allestedsnærværende, og mens Lena i begyndelsen af sine dagbogsskriverier fortæller om skole, ungdomsforelskelse og en mere eller mindre almindelig hverdag, tager dagbogen mere og mere form som en fortælling om, hvor svært det er at skaffe mad, og hvordan hvert øjeblik kan være skæbnesvangert.

 

"Hvis jeg skal være ærlig, vil det være bedst, hvis Aka dør, både for hende selv og for mig og mor. Nu er vi nødt til at dele alting i tre portioner, men ellers kunne mor og jeg dele alt i to. Aka er bare en ekstra mund at mætte. Jeg ved ikke selv, hvordan jeg kan skrive disse linjer. Men det er, som om mit hjerte er af sten. Jeg er slet ikke bange. Jeg er ligeglad med, om Aka dør eller ej."

 

Lena Mukhinas dagbog blev udgivet på russisk i 2011, indtil da lå den glemt gemt væk i arkiver, hvor ingen vidste noget om dens eksistens. Nu er den udgivet på dansk, og den er spændende læsning. Bogen fortæller om en ung piges oplevelser under 2. verdenskrig, skolegang og forelskelse i den jævnaldrende Vova. De første sider af dagbogen bærer præg af en nærmest uhyggelig variation mellem teenageproblemer og krigsbeskrivelser. Lena skriver om at mangle venner og hendes forelskelse i Vova, en dreng som ikke ser meget til hendes side, men disse hverdagsovervejelser afløses snart af beskrivelser af de unges udflugt, hvor de skal grave skyttegrave, forberedelsen af beskyttelsesrum og forvirrede aftener, hvor alle skynder sig ned i dem, for at komme væk fra granaterne, der sprænger bygningerne ovenfor i luften. "Lena Mukhinas dagbog" er et indblik i, hvordan hverdagen for tusindvis af mennesker blev ændret, og hvordan livet pludselig kun handlede om sult, og hvornår man næste gang kunne få brød. Midt i sulten forsøger Lena at blive evakueret, så hun kan komme til at bo hos sin moster, men dette viser sig at være sværere end først antaget, for med foråret kommer tøvejret, og når det er over is, bilerne kører, er evakuering snart umulig, og Lena må sulte videre i Leningrad. Det fascinerende ved denne fortælling er, at som sulten bliver større og større, jo mindre betyder alt andet, det er barsk læsning, når en pige beskriver sine nærmestes død med meget lidt følelse, og mens frygten for at blive bombet i begyndelsen spiller en stor rolle, bliver det længere inde i bogen en forsvindende lille del i forhold til sulten.

Dagbogen er skrevet i en enkelt form, det er en ung pige, der har skrevet den, og det bærer den naturligvis præg af, men den giver et glimrende indblik i denne piges hverdag og hvordan mange borgere i Leningrad må have kæmpet mod døden i disse år. Der er indført fodnoter, der indimellem kan give oplysende kommentarer om bl.a. historiske kendsgerninger, hvilket fungerer rigtig godt, efterskriftet til slut er også rigtig godt, for her kan man læse, hvordan arbejdet med dagbogen er foregået, og ligeledes har Leif Davidsen skrevet et fint forord. Lenas egne overvejelser om sin dagbog kommer desuden frem i løbet af bogen, hvor hun indimellem kommenterer på sin skrivning, dette er et spændende element, der viser hendes tanker bag skrivningen.

 

"I dag er jeg i virkelig dårligt humør. Det føles så kvalmende, så kvalmende, jeg er så tung om hjertet, jeg ville gerne kunne glemme mig selv, falde i søvn. Det er koldt, og jeg føler mig hele tiden sulten. Det er koldt. Det er forfærdeligt. Hvis det havde været varmt, havde alle lidelserne og prøvelserne kun været halvt så anstrengende."

 

"Lena Mukhinas dagbog" er et fantastisk lille indblik i en ung piges hverdag, og hvordan hendes liv ændrer sig fra at handle om venner, drenge og gode karakterer til at handle om overlevelse. Den giver et indblik i en del af 2. Verdenskrig som jeg før vidste forsvindende lidt om; nemlig Leningrads kamp for overlevelse, og det er et spændende kapitel af verdenshistorien, som her udfoldes gennem en enkelt piges fine iagttagelser. Bogen kunne gøre sig perfekt i undervisning i folkeskoler eller gymnasier, fordi den har sådan en fin balancegang mellem unges overvejelser om skole, fremtid og kærlighed og historiens uhyggelige kendsgerninger.

Biografier - et tema

Biografier er en genre, som jeg af og til kaster mig ud i, og når jeg først er begyndt, har jeg ofte en hel periode fyldt med læsning af biografier i alskens afskygninger. En biografi kan være mange ting; nogle gange er det en selvbiografi, andre gange en dagbog, og af og til er det en udenforstående, der har skrevet bogen. Alle typer interesserer mig, men det er den klassiske selvbiografi, der virkelig formår at fange mig. Jeg har i et stykke tid fået oparbejdet en god stak biografier, som har ventet med længsel på at blive læst, og jeg har derfor sat mig for at læse og anmelde en lang række biografier i den nærmeste fremtid, mit mål er at anmelde (mindst) én biografi om ugen. Bøgerne vil bl.a. tælle "Lena Mukhinas Dagbog" en dagbog skrevet af en 16 årig russisk pige under 2. verdenskrig, og som udkommer på dansk i morgen, "Ikke et sekund spildt" om Jesper Langberg, "Backstory" af den engelske komiker David Mitchell og "I Stålstormen" af Ernst Jünger.

Udvalget af bøger vil afspejle den store variation af værker, man kan læse indenfor denne genre. Der er stor forskel på, hvordan biografier er bygget op, og hvor godt de er skrevet. En bog som Jüngers "I Stålstormen" er der ligefrem nogle, der vil kategorisere som en roman, selvom det er en bog, der er ren selvbiografisk. Andre biografier er skrevet eller fortalt til andre personer, dette gør sig f.eks. gældende med Jesper Langbergs biografi, som er kommet til verden i samarbejde med Danni Travn. Dagbøgerne kan være uredigeret materiale, der ofte kan have et lidt forvirrende og indforstået sprog, men derfor giver de også et helt specielt indblik i en hverdag, og så findes der de såkaldte uaftoriserede biografier; bøger skrevet om en person uden deres samtykke, en afskygning af biografier, som jeg ikke læser særlig ofte.
Min fascination af biografier ligger også i, hvilket billede personerne vælger at vise gennem deres biografier, for mens en roman altid vil være fiktion, er biografien nedskrevne tanker og minder fra et liv, det er personens egne subjektive fremstillinger af det skete, og dette aspekt af biografien, tænker jeg nogle gange over, den er én side af en sag, specielt når man ser på de historiske dagbøger eller biografier, er det spændende at se, hvilke ting der bliver hevet frem af forfatteren, og hvilke der forbliver uudtalte eller glemte.

 

“If any one faculty of our nature may be called more wonderful than the rest, I do think it is memory. There seems something more speakingly incomprehensible in the powers, the failures, the inequalities of memory, than in any other of our intelligences. The memory is sometimes so retentive, so serviceable, so obedient; at others, so bewildered and so weak; and at others again, so tyrannic, so beyond control! We are, to be sure, a miracle every way; but our powers of recollecting and of forgetting do seem peculiarly past finding out.” -Jane Austen, "Mansfiel Park"

Der kan være mange tanker bag udvælgelsen af biografier, mange af mine biografiske bøger omhandler skuespillere; jeg elsker film, og derfor har skuespillerne altså en stor plads i min bogreol, men der er også bøger om forskellige personer fra f.eks. Anden Verdenskrig, komikere og musikere. Nogle gange falder jeg over en biografi, hvor jeg ikke rigtig kender personen bag, men den lyder så spændende, at den dukker op på min "to read" liste. Andre bøger befinder sig i min reol, fordi jeg holder meget af personen bag, dette gælder f.eks. for de to Stephen Fry biografier, der står side om side på en af  mine hylder, og som er nogle af mine yndlingsbiografier.

Biografien kan give et glimrende indblik i en person, en tidsalder eller en begivenhed, den kan anspore videre tanker og give lyst til nye læseoplevelser, en biografi kan røre en, kan få en til at undre sig, og man kan lære en masse om historie fra dem. Biografier er en yderst varieret genre, og det vil altså også være en bred vifte af bøger, der det næste stykke tid vil optræde på bloggen. Jeg glæder mig til projektet, at sprede glæden for biografier og ikke mindst at få læst en masse af de bøger, der længe har kaldt på min opmærksomhed.

Læser I biografier? Og hvis ja, hvilke personligheder kaster i jer over; skuespillere, sangere, politikere, forfattere eller noget helt femte?