onsdag den 26. marts 2014

Biografier - et tema



Biografier er en genre, som jeg af og til kaster mig ud i, og når jeg først er begyndt, har jeg ofte en hel periode fyldt med læsning af biografier i alskens afskygninger. En biografi kan være mange ting; nogle gange er det en selvbiografi, andre gange en dagbog, og af og til er det en udenforstående, der har skrevet bogen. Alle typer interesserer mig, men det er den klassiske selvbiografi, der virkelig formår at fange mig. Jeg har i et stykke tid fået oparbejdet en god stak biografier, som har ventet med længsel på at blive læst, og jeg har derfor sat mig for at læse og anmelde en lang række biografier i den nærmeste fremtid, mit mål er at anmelde (mindst) én biografi om ugen. Bøgerne vil bl.a. tælle "Lena Mukhinas Dagbog" en dagbog skrevet af en 16 årig russisk pige under 2. verdenskrig, og som udkommer på dansk i morgen, "Ikke et sekund spildt" om Jesper Langberg, "Backstory" af den engelske komiker David Mitchell og "I Stålstormen" af Ernst Jünger.
Udvalget af bøger vil afspejle den store variation af værker, man kan læse indenfor denne genre. Der er stor forskel på, hvordan biografier er bygget op, og hvor godt de er skrevet. En bog som Jüngers "I Stålstormen" er der ligefrem nogle, der vil kategorisere som en roman, selvom det er en bog, der er ren selvbiografisk. Andre biografier er skrevet eller fortalt til andre personer, dette gør sig f.eks. gældende med Jesper Langbergs biografi, som er kommet til verden i samarbejde med Danni Travn. Dagbøgerne kan være uredigeret materiale, der ofte kan have et lidt forvirrende og indforstået sprog, men derfor giver de også et helt specielt indblik i en hverdag, og så findes der de såkaldte uaftoriserede biografier; bøger skrevet om en person uden deres samtykke, en afskygning af biografier, som jeg ikke læser særlig ofte.
Min fascination af biografier ligger også i, hvilket billede personerne vælger at vise gennem deres biografier, for mens en roman altid vil være fiktion, er biografien nedskrevne tanker og minder fra et liv, det er personens egne subjektive fremstillinger af det skete, og dette aspekt af biografien, tænker jeg nogle gange over, den er én side af en sag, specielt når man ser på de historiske dagbøger eller biografier, er det spændende at se, hvilke ting der bliver hevet frem af forfatteren, og hvilke der forbliver uudtalte eller glemte.
 
“If any one faculty of our nature may be called more wonderful than the rest, I do think it is memory. There seems something more speakingly incomprehensible in the powers, the failures, the inequalities of memory, than in any other of our intelligences. The memory is sometimes so retentive, so serviceable, so obedient; at others, so bewildered and so weak; and at others again, so tyrannic, so beyond control! We are, to be sure, a miracle every way; but our powers of recollecting and of forgetting do seem peculiarly past finding out.” -Jane Austen, "Mansfiel Park"

Der kan være mange tanker bag udvælgelsen af biografier, mange af mine biografiske bøger omhandler skuespillere; jeg elsker film, og derfor har skuespillerne altså en stor plads i min bogreol, men der er også bøger om forskellige personer fra f.eks. Anden Verdenskrig, komikere og musikere. Nogle gange falder jeg over en biografi, hvor jeg ikke rigtig kender personen bag, men den lyder så spændende, at den dukker op på min "to read" liste. Andre bøger befinder sig i min reol, fordi jeg holder meget af personen bag, dette gælder f.eks. for de to Stephen Fry biografier, der står side om side på en af  mine hylder, og som er nogle af mine yndlingsbiografier.
Biografien kan give et glimrende indblik i en person, en tidsalder eller en begivenhed, den kan anspore videre tanker og give lyst til nye læseoplevelser, en biografi kan røre en, kan få en til at undre sig, og man kan lære en masse om historie fra dem. Biografier er en yderst varieret genre, og det vil altså også være en bred vifte af bøger, der det næste stykke tid vil optræde på bloggen. Jeg glæder mig til projektet, at sprede glæden for biografier og ikke mindst at få læst en masse af de bøger, der længe har kaldt på min opmærksomhed.


Læser I biografier? Og hvis ja, hvilke personligheder kaster i jer over; skuespillere, sangere, politikere, forfattere eller noget helt femte?

16 kommentarer :

  1. Godt indlæg, Mette! Jeg kaster mig gerne over biografier om historiske personligheder i stil med tsar-familien og forfattere, som har haft en særlig indflydelse på min læsning elle rmig selv som person, herunder Jane Austen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak! <3 Åh historiske personligheder er så spændende at læse om! :)

      Slet
    2. Det har du helt ret i. Det samme gælder for forfattere og lignende. Hvilken form for biografier hælder du selv mest til?

      Slet
    3. Jeg hælder mest til den klassiske selvbiografi, og jeg har læst flest "nyere" biografier, jeg foretrækker selvbiografierne, fordi man kan få et særligt indblik igennem dem, som man ikke får, når det er en anden, der har skrevet bogen. :)

      Slet
  2. Jeg er helt utrolig dårlig til at få læst biografier. Måske skyldes det, at det er meget få mennesker, jeg ser op til eller føler, at jeg bør 'lære at kende' via en biografi. Jeg ved det ikke. Men det er helt klart en af de genrer, som jeg dyrker mindst. Jeg glæder mig til at læse dine anmeldelser og måske hente noget inspiration til kommende bogvalg :-)

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kan du have ret i; at man skal have lyst til at lære en person at kende, og jeg kan sagtens sætte mig ind i, at der er mange man ikke rigtig "gider" vide en masse om. Er spændt på om jeg kan give dig lidt inspiration så ;)

      Slet
  3. Jeg er lidt besat af selvbiografier i øjeblikket! Er helt enig med dig, at de selvbiografiske er de bedste, for jeg føler, at man kommer tættere på personen, når de selv beskriver deres liv og tanker. Synes især at selvbiografier er fantastiske til at forstå en kulturel, historisk eller politisk begivenhed, så Desmond Tutus selvbiografi ligger pt. på mit natbord :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Helt enig i det med selvbiografier, de giver bare et helt specielt indblik i en person! Og spændende med din gode ven Desmond Tutu ;)

      Slet
  4. Jeg er vild med biografier - gerne historiske biografier; jeg har dem delt op i hylderne i fransk, engelsk og dansk historie og det er primært frem til det 17. århundrede. Men der sniger sig da også nogle mere moderne ind. Men også selvbiografier - Man Rays er nok den absolut mest fascinerende, jeg har læst på det sidste. Jeg har Salman Rushdies stående, men det trækker desværre ikke helt nok lige nu - den virker lidt voldsom; men måske går der hul på bylden en dag.

    Traudl Junges har jeg i øvrigt læst, og var ret betaget af den ret mærkelige historie - men det var før bloggen fandtes.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hold da op det lyder som nogle spændende hylder med bøger. Jeg har ikke selv læst så mange historiske (fra før det 17. århundrede), men det må være rigtig spændende læsning, og jeg har et par af sådan nogle bøger stående på min "to read" liste. Salman Rushdie er sikkert rigtig interessant, men kan godt forestille mig, at den er voldsom. Traudl Junge er spændende, og ja en underlig historie! :)

      Slet
  5. Jeg læser faktisk meget sjældent biografier. Der skal hvertfald meget til, før jeg får lyst til at læse en hel bog om en person. Til gengæld har jeg læst mange bøger der er delvist selvbiografiske (fx Bukowski og Kerouac). Men der har det også været interessen i forfatterne som personer, der har drevet mig..

    SvarSlet
    Svar
    1. Spændende at du læser de der delvist selvbiografiske romaner men sjældent "rigtige" biografier! :) Selvbiografiske romaner er også altid spændende, og det er egentlig også spændende at se på, hvilke dele, der er inspireret af forfatterens eget liv, og hvilke dele der er fiktion.

      Slet
  6. Det er simpelthen sådan en fin idé, Mette! Jeg glæder mig meget til at følge med :)

    SvarSlet
  7. Uh, det projekt glæder jeg mig til at følge! Jeg satte mig for at læse nogle biografier for en række måneder siden, da jeg synes det var en genre jeg overså, men læste kun 1 (!). Så vil glæde mig til at få lidt inspiration på den genre :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jamen så håber jeg da på at kunne inspirere dig :D

      Slet