onsdag den 12. marts 2014

Currently reading #16

 
Solen skinner udenfor, og foråret synes endelig at være på vej. Bogen jeg læser i øjeblikket er dog mindre solskinsfyldt, jeg læser "I Stålstormen" af Ernst Jünger en roman omhandlende 1. Verdenskrig. Jeg har tidligere læst uddrag af den på både dansk og tysk, men er nu i gang med hele romanen til et fag på universitetet om "Europa i litteraturen" med fokus på 1. Verdenskrig. Jüngers fortælling er utrolig velskrevet, den kan være grusom i sine beskrivelser, men indtil videre har den ikke været alt kvalmende, hvilket jeg er rigtig glad for. For krigsromaner fra denne periode er for det meste meget grafiske i deres beskrivelser af mareridtet ved fronten, og nogle gange får man brug for en pause fra al døden og ødelæggelsen, når man læser mange af denne type bøger. Det er dog en utrolig spændende roman, der bygger på Jüngers egne oplevelser i krigen, og den er med sit varierende udtryk; det ene øjeblik fjern og opremsende til det næste, hvor man befinder sig midt i en surrealistisk kamp i skyttegravene, rigtig godt skrevet.
 
Det gode ved disse fag på universitetet er, at man ofte giver sig i kast med romaner, som man ellers ikke ville have fået læst, og denne hører under denne kategori, for selvom romanen er velskrevet og spændende, ville den nok ikke have fundet en plads i min bogreol, hvis ikke min underviser havde skrevet den på læseplanen. Jeg glæder mig til at læse den færdig, for indtil videre er den altså rigtig god.

2 kommentarer :

  1. Sejt at i også læser den - jeg har tidligere læst litteraturhistorie i Århus og vi læste den i et fag deroppe der hed "Krigens Æstetik." :) Cool blog i øvrigt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak! :)
      Det lyder som et rigtig spændende fag! Vores underviser, Adam Paulsen, er en af oversætterne af "I Stålstormen", så han ved rigtig meget om den, hvilket var virkelig interessant :)

      Slet