tirsdag den 4. marts 2014

Southbank Book Market


På Southbank lige under Waterloo Bridge ved Southbank Centre ligger der næsten helt gemt væk det fineste bogmarked. Åbent hver dag i al slags vejr giver dette marked alle, der kigger forbi, en stor oplevelse. Der er mange lange borde fyldt med bøger i alle afskygninger; der er paperbacks, hardbacks, sjældne udgaver, børnebøger og fagbøger, der er gamle bøger, nye bøger og alt indimellem. Alt hvad hjertet kan begære. Klokken var lidt i tolv, da jeg gik en tur langs Southbank fra London Eye og op til Waterloo Bridge til Southbank Book Market. Solen skinnede, og det var dejlig lunt i formiddagsluften. Jeg nød udsigten over Themsen og glædede mig til at se på de mange bøger. Jeg brugte lang tid på at kigge på de mange fine udgaver, jeg var specielt fascineret af et bord fyldt med de orange Penguin Books udgaver, jeg er helt vildt med den orange farve, og jeg synes det er et helt klassisk coverdesign. På dette bord var der en masse af disse udgaver stillet op side om side. Det var ikke kun sjovt at kigge på bøger, men også at kigge på mennesker, der gik rundt blandt de mange bøger. Nogle gik målrettet rundt, mens andre vandrede frem og tilbage langs de lange borde, og stoppede indimellem op, tog en bog fra bordet, kiggede i den og stillede den så atter på plads. Jeg hørte til den sidste kategori, og faktisk købte jeg slet ikke nogen bøger. Der var masser af smukke og gode bøger, men jeg syntes desværre, at de var for dyre; 4-5£ kostede mange, og det, synes jeg, er ret dyrt for brugte bøger i et land, hvor priserne på bøger netop er så lave, som de er. Jeg nød dog stadig i fulde drag at se på de mange fine bøger, for selvom jeg ofte ser på "gamle" bøger på loppemarkeder osv. var der her rigtig mange bøger, som jeg aldrig før havde set, og det var spændende at gå på opdagelse iblandt dem. Der var ikke kun bøger på dette lille fine marked, men også et par stande fyldt med "prints" altså billeder, som, jeg tror, måske var "klippet" ud af bøger, der var bl.a. illustrationer til Dickens' bøger, og der var en stor del utrolig smukke modedesigns fra svundne tider. Desværre var også disse utrolig dyre 50-80£ syntes at være gennemsnitsprisen.

Selvom markedet var så dyrt, var det alligevel en oplevelse, og jeg vil helt sikkert vende tilbage, hvis jeg har mulighed for det. For Southbank bød udover bogmarkedet på en helt speciel stemning, lidt længere henne af vejen, var der en gruppe unge mennesker, som samlede ind for at skabe et bedre ungemiljø, de støttede bl.a. skating og graffitimaling, de stod ved Southbank Skate Park, hvor flere skatede, og flere stod og lavede flotte graffiti designs. Jeg var faktisk ret fascineret af et par fyre, som stod og malede, jeg har aldrig set nogle lave graffiti før (ja man er vel fra landet), så syntes det var virkelig spændende at se på, og ekstremt flot. Og så var det da bare så fint, at de solgte alle mulige T-shirts, caps og andre ting for at støtte det her projekt. Det skal også lige nævnes, at stedet med graffitien er med i et afsnit af tv-serien "Sherlock".  På South Bank er der også mange caféer, som man kunne nyde formiddagen på, eller en Foyles' boghandel, som jeg lige købte et par ting i. Et ekstremt hyggeligt sted; Southbank, og jeg glæder mig til at gå tur langs Themsens bred igen.

4 kommentarer :

  1. Det rene bogparadis! Skønne billeder fra hvad der lyder som en vidunderlig oplevelse.

    SvarSlet
  2. Vi var også ude at gå en lang tur langs South Bank, da vi var i London i sommers, og det er nemlig lidt et overset, men superfint og hyggeligt område :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja er rigtig hyggeligt sted, og ja jeg tror faktisk, at du har ret i, at det er overset :)

      Slet