Det er dog den sidste bog om Harry Potter, der må siges at være den største sommerbogsoplevelse, som Rowling har givet mig. Da Harry Potter and the Deathly Hallows udkom, var det lige midt i sommerferien, og jeg skulle afsted på ferie lige efter udgivelsesdagen.
Som jeg havde gjort med de foregående to bøger, befandt jeg mig om natten foran boghandleren, hvor jeg ventede på, at klokken skulle blive 1.00, så jeg kunne få fingre i et eksemplar. Min nyindkøbte roman kom med til Nordjylland, hvor jeg skulle tilbringe en uge i sommerhus med familien. Det skal lige nævnes, at når jeg er på ferie, så er jeg ikke typen der daser i solen. Jeg er derimod konstant på museer og ude ved diverse seværdigheder. Derfor var det kun om eftermiddagen eller aftenen, at jeg havde tid til at sætte mig ned med min bog, og så placerede jeg mig i den bedste lænestol i stuen.
Fra lænestolen havde jeg udsigt til klitterne og længere ude stranden, jeg husker tydeligt, at da jeg læste de sidste kapitler, var det overskyet og blæsende, det var den helt perfekte stemning. Jeg kunne på én gang ikke vente med at bladre om til næste side, og samtidig var det med vemod, at det allersidste kapitel nærmede sig. Det var i denne lænestol med den smukke udsigt, at jeg fældede en tåre (eller måske flere...) for Snape, for de der faldt ved The Battle of Hogwarts, og endelig kunne juble over sejren over Voldemort. Det var 'the end of an era', min mor læste de første fire bøger op for mig, da jeg var 10-11 år, og jeg var 16, da den sidste bog udkom i sommeren 2017. Jeg voksede op sammen med Harry, Ron, Hermione og alle de andre. Det var et højdepunkt, når de nye bøger udkom, og jeg savner stadig følelsen af at sidde med den nyeste Harry Potter bog, hvor man slet ikke vidste, hvor historien ville ende.
