Viser opslag med etiketten lige nu læser jeg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten lige nu læser jeg. Vis alle opslag

onsdag den 6. november 2019

Lige nu læser jeg #3 - En fantastisk fortalt lydbog




Det er ikke særlig tit, at jeg giver mig i kast med en lydbog, men jeg er blevet helt bidt af at høre Harry Potter bøgerne indtalt af fantastiske Stephen Fry. Lige nu lakker rejsen mod enden, da jeg er i gang med Harry Potter and the Deathly Hallows, og Stephen Frys evne til at formidle de mange forskellige karakterer i Rowlings univers er helt enestående.

Det er efterhånden mange år siden, at jeg læste Harry Potter bøgerne, jeg elsker dem og hele universet. Men jeg er ikke en af de læsere, der år efter år genlæser bøgerne. Faktisk er det helt utrolig sjældent, at jeg genlæser en bog - det sker nærmest aldrig. Derfor er det også skønt at dykke ned i bøgerne igen (nu med Frys stemme som nyt element). Jeg overraskes faktisk gang på gang over, hvor gode bøgerne egentlig er, og hvor mange detaljer jeg havde glemt alt om. Lige nu ærgrer jeg mig egentlig over, at jeg snart er nået til slutningen af bøgerne, det er faktisk helt vemodigt.

mandag den 5. august 2019

Lige nu læser jeg # 3 - En rørende biografi




Not my father's son, af Alan Cumming er en bog, som jeg faldt over i en lille boghandel i Islington i London. Den var sat ned til kun 3£, så den måtte med hjem. Det endte med, at jeg sad i lufthavnen og læste en stor del af bogen midt om natten. Det er en selvbiografi men en utrolig spændende en af slagsen. Jeg læser af og til biografier, men jeg har dog aldrig læst en som denne. Denne biografi er nemlig netop, hvad Neil Gaiman citatet på forsiden giver udtryk for: Denne bog er en pageturner! Man kan slet ikke lægge den fra sig, når man først får begyndt.

Not my father's son er fortællingen om specielt én skelsættende periode i Alan Cummings liv, den handler om hans voldelige far, om at finde sine rødder, og om, hvordan man kommer videre i sit liv.

Jeg mangler kun de sidste 20 sider, og jeg har indtil videre grinet, grædt og græmmet mig. Alan Cumming lader læseren komme helt tæt på, og hans liv har bestemt ikke været en dans på roser.

onsdag den 14. februar 2018

Lige nu læser jeg #1 - En hyggelig og romantisk historie


I går aftes fik jeg sådan lyst til at læse en eller anden sød og letlæselig bog, så jeg greb ud efter den nok mest lyserøde bog, jeg ejer! Det er Anna og det franske kys, af Stephanie Perkins, som jeg længe har villet læse, men jeg har faktisk først fornylig fået fingre i den i forbindelse med, at en sød veninde ryddede op i sin bogreol. Den lyserøde skønhed, som jeg læser videre i i dag, er det helt perfekte valg: For hvad passer bedre til Valentinsdag end denne romantiske og søde historie? Jeg er forresten ret vild med bogen indtil videre! Det er lang tid siden, at jeg har læst en sød kærlighedshistorie uden for mange dikkedarer. Perfekt til fejring af Valentinsdag.
Fejrer I Valentinsdag? Eller "nøjes" I også bare med en god bog?