"Romeo and Juliet" kan ses på Garrick Theatre i London frem til d. 13. august 2016 eller opleves live fra London i Cinemaxx i København, Odense og Aarhus d. 7. juli 2016.
Medvirkende: Richard Madden, Lily James, Derek Jacobi, Meera Syal mfl. 4/5 stjerner
Jeg så "Romeo and Juliet" d. 19. maj på Garrick Theatre i London. Det er nu muligt at se forestillingen her fra Danmark, da den bliver sendt live fra London i Cinemaxx's biografer. Det er en oplevelse, man bestemt ikke må snyde sig selv for!
Verona er stedet, hvor stykket tager sin begyndelse, og netop det italienske sætter sit tydelige præg på denne produktion. Der mumles og skændes på italiensk imellem de kendte replikker fra Shakespeares drama. Scenen og kostumerne er designet med inspiration fra 1950erne med fine kjoler, solbriller og højtaljede bukser med seler og holdt helt i sort, gråt og hvidt. Det er en stilren produktion, som Kenneth Branagh og Rob Ashford har instrueret. Ren Frederico Fellini!
Richard Maddens Romeo er rørende og utrolig velspillet, han vækker medfølelse og formår også at frembringe dybtfølt vrede og had, når han kæmper mod Tybalt og Paris. Kemien med Lily James i rollen som Juliet er upåklagelig, som mange allerede har set i filmen "Cinderella". Lily James spiller Juliet med lige dele sødme, fortvivlelse og humor, et skønt valg til rollen.
Mercutio spilles af Derek Jacobi, et overraskende valg til en rolle, der normalt spilles af en jævnaldrende til Romeo, men det fungerer upåklageligt! Jacobi er en mester i Shakespeare, og hans morsomme portræt af Romeos ven og rådgiver er spot on! Han synger, danser og fægter med en præcision og et talent, som bare skinner totalt igennem, og han får gang på gang publikum til at grine højlydt. Jack Colgrave Hirsts Benvolio er et glimrende modspil til Jacobis Mercutio.
Musikken er fremtrædende, når Juliet giver den som syngende 50s-chick, og Mercutio synger med backup fra Romeo og Benvolio. "Romeo and Juliet" er måske nok en tragedie, men det er ikke humor, der mangler, og det gør der bestemt heller ikke i denne produktion. Meera Syal som ammen, er utrolig morsom, hun kommer ud i ekstremerne, men det fungerer upåklageligt, og selvom hun er karikeret, er kærligheden til Juliet stadig tydelig og rørende. Humoren skinner endda igennem i den kendte balkonscene, der er ret anderledes, idet Juliet på balkonen har medbragt en ret stor flaske champagne, som hun flere gange gør sit for at bunde. Det bragte bestemt noget nyt til scenen, som man kender så godt, men humoren går heller ikke for vidt, i stedet tydeliggøres det, hvordan de to unge forelsker sig hurtigt og hurtigt indser, at de ikke kan undvære hinanden. Humoren gør bare slutningen endnu mere rørende.
På trods humoren er denne produktion også fyldt med den voldsomhed, der ofte præger Shakespeares tragedier. Michael Rouse i rollen som Lord Capulet er voldelig, ond og misbruger alle sine kvinder. Hans vrede over Juliets valg er skræmmende og en kæmpe kontrast til de sjove udbrud. Lady Capulet i skikkelse af Marisa Berensen er til gengæld overspillet og trættende, og det er faktisk virkelig ærgerligt, da rollen virkelig fortjener bedre. Det samme gælder til en vis grad for Tybalt spillet af Ansu Kabia, der aldrig rigtig kommer ud over scenekanten.
Det er første gang, jeg har fået muligheden for at se "Romeo and Juliet" i teatret, og det var en virkelig god oplevelse, der efterlod mig med lettere våde øjne og følelsen af at være blevet trukket gennem hele følelsesregistret i løbet af aftenen.
Ulykkelig kærlighed, passion, musik og humor, "Romeo and Juliet" har det hele, så smut en tur i biografen og se stykket d. 7. juli, det er en skøn oplevelse!
Hvor fint - jeg gad så gerne opleve en forestilling i London igen!
SvarSlet- A
Det er også altid så spændende! :)
Slet