onsdag den 29. juli 2015

Litteraturvidenskab, speciale og Hamlet

 
 
Den 17. august står markeret i min kalender med fed understregning og rød skrift. Det er den dag, hvor mit studieliv slutter, det er den dag, hvor jeg skal aflevere mit speciale. For næsten fem år siden startede jeg på Litteraturvidenskab i Odense. Jeg tog min BA i Litteraturvidenskab og Kommunikation, retorik og formidling, hvorefter jeg kom videre på kandidatstudiet, og nu snart afleverer mit speciale indenfor Litteraturvidenskab.
 
Jeg har siden begyndelsen af min uddannelse haft en drøm om at skrive om "Hamlet" af Shakespeare, men jeg turde ikke rigtig kaste mig ud i det, indtil jeg, få måneder inden vi skulle tage stilling til valg af specialeemne, skrev en opgave i faget "Selvstuderet Litterært Emne", her skrev jeg om "Hamlet". Jeg ville tage den sidste chance for at udforske det drama, der har betydet enormt meget for mig, og den forfatter som jeg ser som en af de største nogensinde. Undervejs i forløbet og efter en snak med min vejleder tog jeg springet og besluttede at skrive speciale i "Hamlet".

"Hamlet" var det første Shakespeare stykke, jeg så i teatret, det var samtidig det første Shakespeare skuespil, jeg læste, da vi i 1.g skulle læse "Hamlet" og derefter se forestillingen på Gladsaxe Ny Teater med Thure Lindhardt i titelrollen. Jeg har altid gået meget i teatret, men jeg var blæst total bagover af den forestilling. To år senere blev "Hamlet" også det første teaterstykke, jeg så på engelsk, da jeg var på Kronborg på HamletScenen for at se Jude Law i titelrollen. Det blev endnu en milepæl i mit "teaterliv". Det står stadig som en af de bedste forestillinger, jeg nogensinde har set. Derfor er "Hamlet" kommet til at betyde utrolig meget for mig, fordi den markerer indgangen til nogle fantastiske litterære oplevelser og teateroplevelser. Ligesom "Northanger Abbey" af Jane Austen altid vil være noget helt specielt, fordi det var den første roman af Austen, jeg læste. "Hamlet" var min første rigtige oplevelse af Shakespeare. Og jeg glæder mig til at se endnu en forestilling med "Hamlet" i London i august, det bliver spændende at se stykket igen efter at have arbejdet med det i seks måneder.
 
Nu nærmer afleveringsdatoen for specialet sig med hastige skridt, og jeg har endnu ikke fortrudt mit valg. Jeg har nydt at skrive om en litterær tekst, som jeg elsker, og som jeg fortsat finder nye ting og betydninger i. Samtidig føler jeg, at specialet har betydet så meget for mig og fyldt så meget i min hverdag det sidste halve år, at det også skulle have en plads her på bloggen. Der har ikke været tid til meget hyggelæsning igennem de sidste måneder, i stedet har jeg læst masser af litteratur om et emne, der virkelig interesserer mig. Jeg har læst om Hamlet, melankoli, humoralpatologi og nydt hvert et sekund, selvom man til tider føler sig presset.
 
Jeg glæder mig til at aflevere specialet, om end det samtidig markerer afslutningen på fem fantastiske år blandt ligesindede litteraturelskere. Jeg vil savne undervisningen med undervisere, der brænder for deres forskningsområder, og som elsker bøger. Det bliver underligt, at "skolen" pludselig er slut, men jeg glæder mig til nye udfordringer. Jeg er lykkelig for, at jeg valgte Hamlet, for selvom han er lidt melankolsk, er han en af de mest vittige og geniale karakterer, der findes i litteraturen.
 

4 kommentarer :

  1. Det lyder spændende, jeg har altid syntes Hamlet var et af hans stykker som bare alle kendte og derfor har jeg aldrig haft den store interesse lige præcis for det stykke, men fedt at høre hvor meget det betyder for dig.
    Held og lykke med den sidste tid med specialet, husk at nyde det også, for tiden bagefter bliver aldrig den samme :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg synes omvendt, at fordi det netop er så læst og (for nogle) så populært, så er det mere interessant at vide mere, og virkelig dykke ned i teksten. :)

      Tak, jeg er også spændt på fremtiden. :D

      Slet
  2. Det lyder virkelig spændende! Det må være så underligt, at være så tæt på at være færdig. Jeg har stadig to år tilbage, og jeg synes allerede det er lidt presset..
    Jeg håber du får færdiggjort dit speciale så du er tilfreds med det, og det kommer til at gå godt! :-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak! :)
      Ja, jeg kender godt fornemmelsen, jeg synes også allerede, at specialet (og afslutningen) var tæt på for et par år siden. :D

      Slet