Elizabeth er forsvundet, af Emma Healey

 

"Elizabeth er forsvundet", af Emma Healey, (org. titel "Elizabeth is Missing"), udgivet 2015, forlaget People's Press, 4/5 stjerner (anmeldereksemplar fra People's Press)

 

Mauds hukommelse er ikke, hvad den har været. Den er fyldt med huller, og det bliver værre og værre. Elizabeth, hendes bedste veninde, er forsvundet, og Maud leder efter hende igen og igen. Men det er svært at løse et mysterium, når man ikke kan huske ledetrådene. Dette er en rørende historie om en kvinde, der hver dag mister lidt af sig selv og sin omverden.

 

"'Jeg tog ikke fejl af husene," siger jeg stilfærdigt, roligt. Påstanden får mig til at føle mig som et lille barn. "Jeg er ikke dum. Elizabeth er forsvundet." Jeg trækker skælvende vejret i stilheden. "Hvorfor er I bare ligeglade? Hvorfor er der ikke nogen, der gør noget?" Jeg tror måske, jeg er begyndt at råbe, men jeg kan ikke lade være. "De rkan være sket alt muligt med hende. Alt muligt. Hvorfor er der ingen, der vil gøre noget for at hjælpe med at finde hende?" "

"Elizabeth er forsvundet" er en gribende roman. Fortalt fra Mauds synsvinkel er det historien om en kvinde, der er glemsom. Hun brygger te, sætter koppen fra sig, går op ad trappen og glemmer teen. Når hun kommer ned igen, kan hun ikke forstå, hvorfor der står en række kopper ved trappen. Igen og igen sidder man frustreret tilbage, når man læser Mauds historie, oplevelser glemmes og personers navne forsvinder i et mylder af tanker. Emma Healey har i denne roman taget en mesterlig beslutning i at lade fortællestemmen være Maud selv, for det der gør romanen så utrolig god er, at læseren oplever frustrationen ved at miste hukommelsen, det gør historien utrolig vedkommende.

Mauds nutid er fyldt med frygt, skam og ensomhed på grund af hendes demens. Hun ved godt, at hun ikke kan huske, og det gør det sværere, når hun igen og igen får formaninger fra sin datter, Helen, når hun egentlig godt ved, at hun har svært ved at huske. Derimod står erindringer fra Mauds barndom klart frem, når romanen dvæler ved hendes liv sammen med sine forældre, søsteren Sukey, hendes svoger Frank og deres logerende Douglas. Efterhånden bliver nutid og fortid dog blandet mere og mere sammen, når Maud blandet mysterier fra sin barndom sammen med Elizabeths forsvinden.

"'Kan jeg bede dig om at tegne en urskive?" Han rækker mig et skriveunderlag at lægge papiret på. Jeg begynder at tegne, men jeg ryster lidt på hånden og er ikke særlig god til det. Det er, som om stregen bevæger sig den forkerte vej, ligesom når man forsøger at tegne noget, mens man kigger i et spejl. Jeg glemmer, hvad det var, jeg skulle tegne, men de usikre cirkler minder mig om en frø, så det laver jeg det om til i stedet" 

Denne roman fortæller ikke kun om Elizabeths forsvinden, og et mysterium fra Mauds fortid, denne roman fortæller om Mauds egen forsvinden, om hvordan en frygtelig sygdom udvikler sig, når erindringen om selv ens datter og barnebarn bliver tåget og forvinder mere og mere. Netop derfor er denne bog så utrolig gribende og rørende, den gør på flotteste vis opmærksom på, hvordan det er at glemme, når læseren drages med ind i Mauds tankestrømme. Det er på én gang interessant, sørgmodigt og skræmmende, når Healey skriver en så rammende bog om at miste ikke kun sin omgangskreds men sig selv. Denne roman er en historie, man ikke må snyde sig selv for.