Dræb ikke en Sangfugl, af Harper Lee

 

"Dræb ikke en Sangfugl", af Harper Lee (org. titel To Kill a Mockingbird), udgivet 2015 (org. udg. 1960), forlaget Lindhardt & Ringhof, 5/5 stjerner (anmeldereksemplar fra PlusBog)

Jean-Louise "Scout" Finch bor sammen med sin storebror Jem og deres far Atticus i den lille by Maycomb i Alabama. I nabohuset bor den mystiske Boo Radley, som hverken Scout eller Jem har set, men det siges, at han vandrer rundt på gaderne om natten, og at man skal vogte sig for at gå ind på Radleys grund. Børnenes livlige fantasi løber snart af med dem, når de forestiller sig, hvad han vil gøre ved dem, hvis de bliver fanget. Da Atticus påtager sig opgaven som forsvarer for Tom Robinson, en sort mand der er anklaget for at voldtage en ung hvid kvinde, vendes livet op og ned for den lille familie, da 1930ernes Alabama stadig er stærkt præget af fordomme og racehad.

"Først da vi stakåndede var nået i sikkerhed på vores egen veranda, vovede vi at se os tilbage. Det gamle hus derovre stod som altid, faldefærdigt og sygt, men mens vi stirrede over gaden, troede vi, at vi så en af skodderne bevæge sig svagt. Det var næsten ingenting, bare en lillebitte, så godt som usynlig bevægelse. Så lå huset igen stille hen."

"Dræb ikke en sangfugl" er udråbt som en af de helt store moderne amerikanske klassikere, og når man læser romanen, er det ikke svært at forstå hvorfor. Scout er 6 år gammel i begyndelsen af romanen og 8 år til slut, og set gennem hendes øjne bliver historien om Atticus Finch og en retssag, der synes tabt på forhånd, vedkommende og rørende. Med en lille piges klare opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert, bliver uretfærdigheden understreget endnu mere. Harper Lee har skrevet en utrolig smuk roman, der set fra en lille piges synsvinkel er fyldt med naivitet, troskyldighed og så er den utrolig umiddelbar. Scout er en ægte "drengepige", og hun slås for, hvad hun tror på, men det er ikke altid lige let, når det nogle gange er de voksne, hun er oppe imod. Når hun f.eks. starter i skolen, og får at vide, at hun ikke må lære at læse hjemmefra, da hun så lærer det forkert. Uretfærdighed skildret ved hjælp af et barns iagttagelser er intet mindre end en genistreg fra Lees side. Man siger jo, at sandheden skal man høre fra børn og fulde folk, og netop dette kan man sige, at Lees roman bærer præg af. Hun lader Scout beskrive livet i Maycomb, men med en umiddelbarhed og et øje for, hvad der er retfærdigt, som kun et barn ville være i stand til at tilføre historien.

Persongalleriet byder på et væld af karakterer, som alle er skrevet med øje for detaljen. Scout og Jems ven Dill, der bor hos en slægtning i byen er ligeså fantasifuld som de to andre børn, og han og Scout vil giftes, når de bliver gamle nok. Finchfamiliens husholderske Calpurnia er moderlig, varm, men streng, når det er nødvendigt, en person man ikke kan andet end holde af. Atticus forsøger at være indbegrebet af retfærdighed, og han gør alt, hvad han kan for sine børn og andre, der har brug for hjælp. Også de utiltalende personer er så fint skrevne, f.eks. de fattige Ewells, hvor børnene møder beskidte op på første skoledag, for derefter at forsvinde ud af skolen igen. Lee har med sit persongalleri formået at lave et studium i mennesket. Hvad fattigdom og fordomme kan gøre ved en person, hvordan nogle kan overvinde deres problemer, og hvordan andre bliver synonyme med de fordomme, der omgiver dem.

" 'Jeg vil helst have, at I skyder til måls efter gamle konservesdåser ude i baghaven, men jeg ved, at I før eller senere begynder at skyde fugle. Skyd alle de skovskader, I vil, hvis I kan ramme dem, men husk at det er en synd at dræbe en sangfugl'. Det var den eneste gang, jeg hørte Atticus sige, at noget var en synd, [...] 'de gør ikke andet en at juble af hjertens lyst med de stemmer, den gode Gud har givet dem. Derfor er det en synd at dræbe en sangfugl.' "

"Dræb ikke en sangfugl" er på én gang præget af en skøn barnlighed, fyldt med de uretfærdigheder, man som barn oplever, og fyldt med fantasi, leg og drømme om fremtiden. Og samtidig skildrer den også på det grusomste, hvordan fordomme og racehad dominerede i USA på dette tidspunkt. Fordomme er svære at slippe fri af, og når retfærdighed mødes med fordomme, er det sjældent at retfærdigheden vinder.

Harper Lees debutroman er en klassiker. Mesterligt fortalt gennem en lille piges oplevelser, skildrer den med største overbevisning og charmerende sprog et grimt kapitel i historien. Romanen er i vores tid (desværre) stadig dybt relevant. "Dræb ikke en sangfugl" er en bog, som man ikke må snyde sig selv for. Den er tankevækkende, og den sidder stadig i én lang tid efter, at man har lagt bogen fra sig.