En plus En, af Jojo Moyes

"En plus En", af Jojo Moyes, udgivet 2014, forlaget Cicero, 3/5 stjerner (anmeldereksemplar fra Rosinante&Co)

Den enlige mor Jess, hendes to børn, datteren Tanzie og stedsønnen Nicky og IT-manden Ed er de fire personer, man følger i romanen, og som alle fire på skift har den bærende synsvinkel. Jess er blevet forladt af sin mand Marty og skal klare sig selv, hun gør rent og arbejder på en pub for at klare til dagen og vejen, mens Nicky, en ranglet teenager i sort tøj med mascara, bliver mobbet og banket dagligt, og Tanzie, et lille matematikgeni, får muligheden for et bedre liv, da hun tilbydes en plads på en privatskole. Spørgsmålet om, hvordan skal Jess klare at finansiere datterens skoleskift, synes dog endelig at være løst, da Tanzie kan deltage i en matematikolympiade. Ed en rig IT-mand under mistanke for insiderhandel bliver pludselig den eneste mulighed for at nå frem til den anden ende af Storbritannien og matematikolympiaden.

"Og nu stod hun så der, i rabatten af en firesporet vej klokken tyve minutter i tolv om natten sammen med to politibetjente. De behandlede hende ikke, som om hun var storforbryder, sådan som hun havde regnet med, nej, det var meget værre: som om hun bare var meget meget dum."

"En plus En" er en sød roman, det er sådan en roman, man kan sluge på en eftermiddag i sofaen med slik og en kop kaffe ved hånden, men det er også en roman, som går ind ad det ene øre og ud af det andet. Det er ligesom en sød og sjov romantisk komedie, den er forudsigelig med et persongalleri, som man bare bliver nødt til at holde af. Der er endda den største og mest ildelugtende hund; Norman, som man da heller ikke kan andet end håbe det bedste for. Moyes har formået at skrive en sød og sjov roman med et tiltalende persongalleri. Det er en underholdende, sjov og ganske vedkommende roman, som dog har et par fejl og mangler hist og her.

"Den næste del af turen var faktisk ret hyggelig. Der var ikke så meget trafik, og mor ovetalte mr. Nicholls til at tænde for sin yndlingsradiostation, og hun sang med på seks sange - højere og højere for hver sang. Hun fik også Tanzie og Nicky til at synge med, og i starten så mr. Nicholls ikke særlig begejstret ud, men efter et par kilometer lagde Tanzie mærke til, at han sad og nikkede lidt med hovedet."

De fire synsvinkler fungerer egentlig nogenlunde, men personligt synes jeg en roman fortalt i tredjeperson med denne form for skiftende synsvinkel er mere forvirrende og irriterende end et plus for fortællingen, og det synes jeg også i dette tilfælde. Jeg forstår Moyes' idé, men ville have ønsket af de forskellige synsvinkler var blevet skrottet, simpelthen fordi de til tider virker uigennemtænkte, eller at hun havde gået hele vejen og skrevet kapitlerne i førsteperson, så den skiftende synsvinkel virkelig kom til sin ret.

 

Jeg nød at læse Moyes' roman, men den var bare forudsigelig, og jeg ville ønske, at der havde været en lidt mere original tanke i romanen; et eller andet overraskende element. Alt i alt er det her dog en roman, som jeg hyggede mig gevaldigt med, men den er bare heller ikke mere end det, så vil man gerne slappe af i sofaen med en hyggelig bog, hvor man bare kan forelske sig i den lækre IT-nørd og heppe på, at han ender sammen med den ligefremme rengøringsdame, så er denne roman perfekt, og hvem har ikke lyst til det engang imellem?!