mandag den 9. februar 2015

Læserne i Broken Wheel anbefaler, af Katarina Bivald

 
"Læserne i Broken Wheel anbefaler", af Katarina Bivald, (org. titel Läsarna i Broken Wheel rekommenderar"), udgivet 2014, forlaget Lindhardt & Ringhof, 4/5 stjerner (anmeldereksemplar fra Lindhardt & Ringhof)

Sara, en ung kvinde fra Sverige, har udvekslet breve sammen med Amy, en ældre dame fra Broken Wheel i Iowa. Det der binder dem sammen på tværs af landegrænser er en kærlighed til litteratur. Bogtips og bøger udveksles mellem de to, indtil Sara og Amy aftaler at mødes. Sara drager afsted til USA, men ved hendes ankomst er Amy død. Chokket er stort, men indbyggerne i den lille flække af en by overbeviser hende om, at hun gerne må blive i Amys hus. Sara knytter sig i løbet af sin ferie mere og mere til den lille by og dens indbyggere, som Amy har skrevet så varmt om i sine breve, og da Sara vil give noget tilbage til byen for deres gæstfrihed, bliver Amys bøger grundlaget for en boghandel. Den unge svenske kvinde får snart vendt op og ned på Broken Wheel og dens indbyggere.

"Sophy førte bogen op til ansigtet, stadig forsigtigt og varsomt, og trak langsomt vejret ind gennem næsen. Hun smilede. "Kan du mærke det? Duften af nye bøger. Ulæste eventyr. Venner, man endnu ikke har lært at kende, timer af magisk virkelighedsflugt, der venter."

Katarina Bivald har med sin debutroman skrevet en ægte 'feel good roman', jeg befandt mig på en spændende rejse sammen med Sara, der som europæer er mildt sagt på udebane, da hun pludselig står midt i en næsten forladt lille by i USA. Kærligheden til bøger er til stede gennem hele romanen ikke kun i brevene fra Amy, som er lagt ind imellem kapitlerne i romanen, kærligheden til bøgerne er ligeså meget til stede i det projekt, som Sara starter op; en boghandel på et sted, hvor læsning er stort set ikkeeksisterende. Der er et væld af boganbefalinger fra Sara og Amy, som man kan finde inspiration i, og så er der så mange fine og morsomme litterære henvisninger i titlerne på flere kapitler, f.eks. "At læse eller ikke at læse, det er spørgsmålet" eller "Det er en almindelig kendt sandhed, at en svensk turist i Iowa må være på jagt efter en mand".

Det litterære er også til stede, når Sara er nervøs for at blive en "birolle" i sin egen historie. Faktisk er det på sin vis netop, hvad hun bliver. Bivald skriver Broken Wheels indbyggere så fint, at det er dem, man virkelig kommer til at holde af: Alkoholikeren George, der savner sin datter mere end noget andet, en mand der har set sig slået af livet, men som gennem venskabet til Sara langsomt begynder at blomstre op igen. Tom, Amys nevø, der arbejder så meget, som han kan for at komme igennem hverdagen, og som hurtigt udpeges af de andre indbyggere i Broken Wheel til at være turistens ferieflirt; meget imod sin vilje. Caroline den ærkeamerikanske kristne kvinde, der på én gang er fascineret af Sara, men også skræmt af det, som hun introducerer til byen, når der bl.a. pludselig står "bøsse-erotik" på hylderne i boghandlen. Og endelig det homoseksuelle par Andy og Carl bag baren på The Square, som forsøger at favne alle. Jeg elskede at læse om hele persongalleriet i Bivalds roman, jeg græd sammen med George, følte med Caroline, lo sammen med Andy og Carl på baren og forelskede mig i Tom og hans nærmest Darcyagtige optræden.

"Da Tom kom hen til hende, var hun alt for ukoncentreret til at kunne sige noget. De stod ved siden af hinanden i tavshed, skulder ved skulder, så tæt på hinanden, at hun kunne mærke varmen fra hans krop og det lette tryk fra hans jakke. Hun kunne ikke lade være med at skæve op på ham, og fortidens trøstende nærvær blev erstattet af hjertebanken og koldsved."

"Læserne i Broken Wheel" er en fantastisk sød og dejlig læseoplevelse. Romanen er fyldt med personer, der overrasker, og dette er befriende, for ellers er her tale om den klassiske 'feel good roman', som langt hen ad vejen er ganske forudsigelig, men sådan skal det jo være. Det er klassisk chicklit krydret med bogkærlighed, når man kan se Sara spejle sig i Bridget Jones såvel som de klassiske litterære heltinder. Det er ikke kun kærligheden til bøger, der kommer til udtryk i denne roman, det er også kærlighed mellem mennesker, romantisk såvel som venskabelig. Det er historien om et samfund, der støtter op om hinanden. "Læserne i Broken Wheel anbefaler" var et dejligt bekendtskab, og den mindede mig om, hvor fantastisk det er at dele sin kærlighed til bøger med andre.

4 kommentarer :

  1. Det er dejligt at høre, at du nød at læse bogen :-)

    Jeg var ikke vildt begejstret for fortællingen og karaktererne. Men jeg synes alligevel, den var lidt sød og hyggelig at læse!

    SvarSlet
    Svar
    1. Den eneste jeg egentlig ikke syntes så godt om var Sara, hvilket egentlig overraskede mig lidt :)

      Slet
  2. Sikke en skøn anmeldelse - jeg skal nu også snart se at få fingre i den :)

    SvarSlet