onsdag den 13. november 2019
Michael Falch og Mathilde Falch i Sankt Nicolai Kirke
Lørdag var en ganske speciel dag i Sankt Nicolai Kirke i Kolding. I et halvt år har billetterne været udsolgt til en koncert til fordel for Café Paraplyen, der er en social café/værested i centrum af Kolding. Michael Falch og Mathilde Falch er på en turne rundt i Danmark, en turne hvor far og datter udelukkende spiller i kirker.
Der var en helt speciel stemning i kirken, der var proppet med mennesker, sjældent er der så fyldt i den store kirke i hjertet af Kolding. Det er oftest til konfirmationer og selvfølgelig til jul, at der er så proppet.
Det var både en rørende, hylende morsom og bare rent ud sagt fantastisk eftermiddag i skønt selskab med de 2xFalch. Der blev spillet og sunget sange fra begge musikeres bagkatalog. Imellem sangene fortalte de om alt fra kærlighed, til psykisk sygdom, håb og vigtigheden af julegaver. Der var vist en eller to tårer at spore i en øjenkrog hist og pist, da de sang Michael Falchs Lille ulykkelige menneske, som han har skrevet om Mathildes sygdomsforløb og indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Begge fortalte om den svære tid, hvor håbet havde været svært at finde, og sangen fik derfor ekstra vægt.
Der var også plads til en helt nyskrevet salme, at Mathilde Falch sang 1000 Grunde, der har et lidt erotisk islæt, som hverken far eller datter var helt trygge ved at fremføre sammen (for hvem vil lige synge erotiske tekster sammen med familie) - eller det fik de os i hvert fald til at grine af, da Michael Falch gemte sig lidt undervejs i sangen. Og selvfølgelig skulle vi slutte af med Mød mig i Mørket. Selvom der nu også lige blev tid til et par ekstranumre til publikums store lykke.
Det er første gang, at de to turnerer sammen, men jeg håber bestemt ikke, at det er sidste gang, for det var en helt utrolig god koncert, der på trods af, at den varede 1 time og 3 kvarter føltes som om, at den var ovre, før den fik begyndt. Tak for en fantastisk aften til skøn rock i kirken.
tirsdag den 12. november 2019
Varmer op til Bogforum - Denne dag for 2 år siden
Reklame i form af invitation til VIP arrangement med Lindhardt og Ringhof.
Facebook mindede mig i dag om, at det er præcis 2 år siden, at jeg mødte Jeffrey Archer til Bogforum. Det var en noget speciel oplevelse, da han er en lidt bestemt herre, som alle rundt om bordet vist var en smule nervøse for at snakke med. Men han var nu ikke andet end flink mod os alle, og han signerede alle vores bøger.
Etiketter:
arrangement
,
BogForum
mandag den 11. november 2019
Varmer op til Bogforum - Denne dag for 3 år siden
Bogforum 2019 nærmer sig, og derfor ser jeg lidt tilbage på tidligere års store oplevelser. Det er også meget rart at blive mindet om forfattermøder både på Facebook og Instagram. I dag for 3 år siden mødte jeg både Patrick Ness og Don Rosa, og sjovt nok er de begge at finde på Bogforum igen i år. Patrick Ness kommer jeg desværre ikke til at se, da jeg ikke er at finde på messe lørdag, men Don Rosa skal jeg måske se igen. Det var interessant at høre ham fortælle om sin karriere, specielt når man som jeg er vokset op med hans smukke tegninger i Anders And & Co.
Etiketter:
BogForum
,
BogForum 2016
,
BogForum 2019
onsdag den 6. november 2019
Lige nu læser jeg #3 - En fantastisk fortalt lydbog
Det er ikke særlig tit, at jeg giver mig i kast med en lydbog, men jeg er blevet helt bidt af at høre Harry Potter bøgerne indtalt af fantastiske Stephen Fry. Lige nu lakker rejsen mod enden, da jeg er i gang med Harry Potter and the Deathly Hallows, og Stephen Frys evne til at formidle de mange forskellige karakterer i Rowlings univers er helt enestående.
Det er efterhånden mange år siden, at jeg læste Harry Potter bøgerne, jeg elsker dem og hele universet. Men jeg er ikke en af de læsere, der år efter år genlæser bøgerne. Faktisk er det helt utrolig sjældent, at jeg genlæser en bog - det sker nærmest aldrig. Derfor er det også skønt at dykke ned i bøgerne igen (nu med Frys stemme som nyt element). Jeg overraskes faktisk gang på gang over, hvor gode bøgerne egentlig er, og hvor mange detaljer jeg havde glemt alt om. Lige nu ærgrer jeg mig egentlig over, at jeg snart er nået til slutningen af bøgerne, det er faktisk helt vemodigt.
Etiketter:
Harry Potter
,
lige nu læser jeg
,
lydbøger
Abonner på:
Opslag
(
Atom
)