Viser opslag med etiketten musik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten musik. Vis alle opslag
onsdag den 13. november 2019
Michael Falch og Mathilde Falch i Sankt Nicolai Kirke
Lørdag var en ganske speciel dag i Sankt Nicolai Kirke i Kolding. I et halvt år har billetterne været udsolgt til en koncert til fordel for Café Paraplyen, der er en social café/værested i centrum af Kolding. Michael Falch og Mathilde Falch er på en turne rundt i Danmark, en turne hvor far og datter udelukkende spiller i kirker.
Der var en helt speciel stemning i kirken, der var proppet med mennesker, sjældent er der så fyldt i den store kirke i hjertet af Kolding. Det er oftest til konfirmationer og selvfølgelig til jul, at der er så proppet.
Det var både en rørende, hylende morsom og bare rent ud sagt fantastisk eftermiddag i skønt selskab med de 2xFalch. Der blev spillet og sunget sange fra begge musikeres bagkatalog. Imellem sangene fortalte de om alt fra kærlighed, til psykisk sygdom, håb og vigtigheden af julegaver. Der var vist en eller to tårer at spore i en øjenkrog hist og pist, da de sang Michael Falchs Lille ulykkelige menneske, som han har skrevet om Mathildes sygdomsforløb og indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Begge fortalte om den svære tid, hvor håbet havde været svært at finde, og sangen fik derfor ekstra vægt.
Der var også plads til en helt nyskrevet salme, at Mathilde Falch sang 1000 Grunde, der har et lidt erotisk islæt, som hverken far eller datter var helt trygge ved at fremføre sammen (for hvem vil lige synge erotiske tekster sammen med familie) - eller det fik de os i hvert fald til at grine af, da Michael Falch gemte sig lidt undervejs i sangen. Og selvfølgelig skulle vi slutte af med Mød mig i Mørket. Selvom der nu også lige blev tid til et par ekstranumre til publikums store lykke.
Det er første gang, at de to turnerer sammen, men jeg håber bestemt ikke, at det er sidste gang, for det var en helt utrolig god koncert, der på trods af, at den varede 1 time og 3 kvarter føltes som om, at den var ovre, før den fik begyndt. Tak for en fantastisk aften til skøn rock i kirken.
fredag den 8. juli 2016
For alt i verden, af Martin Høybye
"For alt i verden", af Martin Høybye, udgivet 2016, Songcrafter, 4/5 stjerner (anmeldereksemplar fra Songcrafter)
Thøger vokser op i provinsen i 1970'erne med far, mor og søsteren Laura, men snart bryder kernefamilien sammen, da faren forlader dem. De må flytte, og pengene er små, Thøger roder sig ud i noget med vennerne, og snart er han på opholdsstedet Kjærholm. Det er et sted med mange skæbner, hvor ikke alle er lige rare at være i nærheden af, når én f.eks. går amok. Thøgers musik bliver snart hans store kærlighed, det er med guitaren i hånden, at han leder efter sin stemme, når han lader sine tanker og sin forelskelse komme til udtryk gennem sange. En musikroman, der behandler tab, kærlighed, sangskrivning og livet.
"På mange måder var det som dengang, morfaren døde. Som om noget var ved at gå midt over. Men den nye sorg var anderledes, fordi der ikke var et sted, hvor han kunne give den afløb, og fordi der ikke var andre, der sørgede. Den gamle sorg havde holdt en arm om ham. Men den nye borede kolde, hårde fingre ind i hans kød. Og det føltes umuligt at vriste sig fri igen."
Sangene, som Thøger skriver, kan man lytte til undervejs i læsningen, da albummet "For the World", som man kan streame på nettet, hænger sammen med bogen. Det er et virkelig fint greb, som fungerer rigtig godt, man skal lige vænne sig til, at man skal lytte til musik undervejs, men når først man kommer i gang, er det en ret fascinerende idé, og samtidig kan man læse teksterne i romanen.
Martin Høybye har skrevet en roman, som afbilleder det danske samfund fra 70erne op i 90erne, der males et billede af musikscenen såvel som livet på et opholdssted. Bogen er bygget op som en sang med intro, tre vers og en outro - igen et fint greb, der snakker rigtig godt sammen med albummet. Disse afsnit er igen inddelt i små kapitler, som er nærmest episodiske, hvilket giver et rigtig fint flow i bogen, og samtidig lader det læseren få indblik i de mest betydningsfulde nedslag i Thøgers historie.
"Han vidste ikke, hvor teksterne kom fra, men de kom næsten altid på engelsk. Tankestrømmen fik en anden karakter, og hans idéer blev mere skæve og finurlige, når han tænkte på Susan. Ordene kunne bide sig selv i halen og slå krøller på umulige sætninger, der alligevel gav mening i den sidste ende. Hun var så uopnåelig, og samtidig indgød hun en sælsom kraft i ham, som styrkede."
Kærligheden er et stort tema i Høybyes roman, det er specielt Susan, der får en stor betydning for Thøger, og som kommer til at præge hans musik ligesom lastbilchaufføren Lene. Thøgers liv tager flere gange en drejning netop pga. mødet med en person, forelskelsen i Susan præger ham og hans musik, mens mødet med amerikanske Ralph bliver hans indgang til musikscenen i Aarhus.
Man får mindelser til den klassiske dannelsesroman, når man læser "For alt i verden". Bog og musik samlet, og en rigtig velfortalt socialrealistisk historie fungerer rigtig godt. Med Martin Høybyes musikroman kan man både fordybe sig i historien og musikken, og man bliver hurtigt grebet af Thøgers historie.
Etiketter:
anmeldelse
,
anmeldereksemplar
,
boganmeldelse
,
musik
onsdag den 3. december 2014
Tekster til tiden #1 - Simon Kvamm
Folkeuniversitetet har i efteråret sat fokus på danske sangtekster og har derfor arrangeret fire foredrag under titlen "Tekster til tiden" med markante danske sangskrivere; Simon Kvamm, Steffen Brandt, Peter A.G. og Marie Key. Den første foredragsaften var med Simon Kvamm i samtale med Per Krogh Hansen.
Jeg kunne lytte til Simon Kvamm fortælle om musik (og meget mere) i timevis, så jeg synes desværre, at foredraget var alt for kort, det varede ca. halvanden time, og når man i den tid også skulle lytte til sange, så var det ikke overvældende lang tid, da slet ikke når personen i fokus er så interessant at lytte til.
Jeg har lyttet til Nephew, siden de fik deres store gennembrud i 2004 med USADSB, og jeg så Drengene fra Angora helt fra begyndelsen. Jeg jublede over Kvamms projekt med Peter Sommer; De Eneste To, som har et helt fantastisk musikunivers. Det var altså musik, jeg kendte godt, som der her skulle tages udgangspunkt i, og det fungerede simpelthen så godt. Det var nogle spændende tekster, som de to "foredragsholdere" havde udvalgt. Det satte nogle virkelig spændende aspekter ved litterær analyse på spidsen, da Krogh Hansen f.eks. havde analyseret sig frem til, at sangen "Igen & Igen &" handlede om krig, mens Kvamm "bare" synes, at sangen handler om Nephew, dog var han enig i visse aspekter af analysen, f.eks. at sangen afspejlede en form for kamp. Det var rigtig spændende at høre om netop dette, at der kan være stor grundæggende forskel på to "analyser", men at de alligevel har visse ting til fælles. Simon Kvamm sagde dog også, at han bare synes, at det er spændende at se, hvordan man tolker sangene, fordi han slipper dem som værk, når de udgives, her bliver de jo købt (eller ulovligt downloadet, som der lige blev nævnt i en sidebemærkning med glimt i øjet), og derved bliver de en anden persons "ejendom".
Det var også utrolig spændende at høre om projektet "Musikstarter", som Nephew lancerede sidste år. Kvamm fortalte om, hvordan der bliver færre og færre af folkeskoleelever (og unge), der spiller musik. At der i dag er en tendens, hvor man, når man spiller musik, altid bliver stillet overfor spørgsmålet om, hvornår man kan leve af det, eller om man virkelig tror, at man kan leve af musikken. "Musikstarter" og Simon Kvamms holdning til netop dette er, at man ikke behøver at sigte efter, at musikken skal være ens levevej, i stedet er det en måde at udfolde sin kreativitet på, og som Simon Kvamm så fint formulerede det; "Hvor tit spørger du en mand, der løber, hvornår han kan leve af det?". Det går jo nok hånd i hånd med den fremstilling af talent, der er i medierne, hvor man konstant jagter den hurtige succes og drømmen om at leve af at synge og spille.
Det var ikke kun teksterne og analysen eller snakken om disse, der gjorde denne aften så interessant. Det var i højere grad Simon Kvamms humør, hans fortælleevne og endelig hans markante holdninger. Det er simpelthen så rart, at der er en person, som faktisk tager stilling til, hvor dumt det er at kalde en pause fra studierne for et "fjumreår", og hvordan begrebet med det samme hjernevasker alle til at synes, at et "fjumreår" da også er vildt dumt. Der ligger jo i begrebet en værdiladning, som skaber en holdning fra begyndelsen. Noget af det samme blev der sat fokus på, da Simon Kvamm fortalte om, hvordan der synes at være en grundlæggende holdning til, at middelklassen ikke har noget spændende på hjerte, fordi de er "middel"klassen. Det var noget, som han blev gjort opmærksom på, da De Eneste To udgav deres første album, hvor Smagsdommerne havde taget udgangspunkt i netop dette: De er jo bare fra middelklassen. Så hvad sagde deres musik egentlig nogen?!
Det er lang tid siden, at jeg har nydt et foredrag så meget, som jeg gjorde her, det var simpelthen bare en utrolig spændende, sjov og hyggelig aften i fantastisk godt selskab.
Etiketter:
analyse
,
litteratur
,
litterær analyse
,
musik
,
simon kvamm
Abonner på:
Opslag
(
Atom
)


