"The Fault in our Stars", af John Green, udgivet i 2013 (org. udg. 2012), forlaget Penguin, 4/5 stjerner
Hazel har altid været syg; kræften og metastaserne i hendes lunger er en allestedsnærværende faktor, når hun kommer gående med sin iltflaske på slæb. Selvom hun får medicin, der skal holde udviklingen tilbage, er der stadig intet håb. Men hendes liv tager en uventet drejning, da hun møder Augustus Waters, en lækker dreng med masser af mod på livet.
“Look, let me just say it: He was hot. A nonhot boy stares at you relentlessly and it is, at best, awkward and, at worst, a form of assault. But a hot boy . . . well.”
John Greens roman handler ikke kun om ung kærlighed og venskab, men om hvordan sygdom ændrer på alting. Bogen er fyldt med klichéer, men på trods af dette, får Green historien til at fungere. Hans sprog; en vidunderlig blanding af hverdagssprog og en poetisk formuleringsevne giver et nyt indblik i den klassiske "girl meets boy/boy meets girl" historie. Det er Hazels fortælling og tanker, der danner bogen, hendes frygt, glæde og sorg der river læseren med, og som efterlader en med tårer løbende ned af kinderne.
"You clench your teeth. You look up. You tell yourself that if they see you cry, it will hurt them, and you will be nothing but a Sadness in their lives, and you must not become a mere sadness, so you will not cry, and you say all of this to yourself while looking up at the ceiling, and then you swallow even though your throat does not want to close and you look at the person who loves you and smile."
Green lægger ikke fingrene imellem; det er de kræftramte børns historie på godt og ondt, både når det kommer til behandling og døden. For når lederen af støttegruppen læser navnene op på de børn og unge, der ikke længere befinder sig i rundkredsen; listen der bliver længere og længere, når nye navne tilføjes for enden af rækken, er det med en knude i maven, at man fortsætter læsningen. For romanen er rørende; Hazel der forsøger at skåne sine forældre, og som ved at de en dag vil blive ladt tilbage uden hende, er sådan et rørende perspektiv, som Green bringer frem. For det er ikke kun historien om ung forelskelse, men en fortælling om liv, sygdom og død og alle personer, der er involverede.
Hazels yndlingsbog "An Imperial Affliction" af Peter van Houten spiller en stor rolle i "The Fault in our Stars", sammen med Augustus søger Hazel svar på de spørgsmål, som læseren bliver efterladt med efter at have læst denne roman, hvis narrativ slutter brat, da hovedpersonen Anna dør. Spørgsmål som hvordan det går med hendes mor og hamster efter hoedpersonens død, har Hazel brug for at få svar på, og dette er et noget nært mesterligt greb fra Green, for vil alle ikke gerne vide, hvordan det kommer til at gå, når ens nærmeste efterlades, og netop denne problematik er noget, som er vigtigt for Hazel; hvordan hendes forældre vil klare sig uden hende.
“I believe in that line from An Imperial Affliction. 'The risen sun too bright in her losing eyes.' That's God, I think, the rising sun, and the light is too bright and her eyes are losing but they aren't lost.”
Ligeså rørende og tårefremkaldende som bogen er, ligeså morsom er den. Humoren er på én gang et middel til at få sygdom og død på afstand, men samtidig bruger Green humoren som et redskab til at vise, hvordan der selv i mørkere tider kan være lyspunkter. Og det er humoren og Augustus' fantastiske livsglæde, der får Hazel ud af sin skal, og får hende til virkelig at leve, og som samtidig gør romanen så hjertevarm.
"The Fault in our Stars" er en rørende og livsglad historie, det er en historie om en forfærdelig sygdom, der både former baggrunden for de to unges forhold, men som alligevel aldrig kommer til at definere dem. John Green har skrevet en frygtløs roman, som man ikke kan lægge fra sig, når man først får begyndt. En historie der sætter tanker i gang.
