onsdag den 30. april 2014

Gemte og glemte skatte #12

 
For lang tid siden, ja faktisk var det engang sidste år, var der et kæmpe bogudsalg på SDU i Odense, jeg opdagede det ved et rent tilfælde, da vi havde undervisning i et lokale i nærheden. I pausen måtte vi i en lille flok skynde os hen for at se på de mange bøger. Det sjove ved dette bogudsalg var, at langt størstedelen af de mange brugte bøger kom fra akademikere, så der var fyldt med klassikere og gode teoribøger. Inde i hver bog var markeret med blyant en pris, nogle var lidt pebrede, mens andre bedst kunne betegnes som røverkøb. Bøgerne jeg fandt på dette fine lille bogudsalg, fik jeg af ukendte grunde aldrig vist frem her på bloggen, men jeg synes, det var nogle virkelig fine bøger, så nu optræder de altså lidt forsinket herinde, men det er jo det gode ved brugte bøger, dem kan man altid finde frem fra gemmerne.
Jeg er specielt glad for de to bøger af C.S. Lewis, som jeg synes er utrolig flotte og virkelig spændende, jeg har siden dengang skimmet lidt hist og her i dem, og de er rigtig interessante. Norton Anthology har jeg kun et enkelt andet bind af, det der omhandler den engelske romantik, og som jeg købte på mit første semester på Litteraturvidenskab. Disse to kostede ca. 20kr., og selvom de er slidte fejler indholdet jo ikke noget. Romaner og lyrik blev det også til, og faktisk købte jeg også et par bøger om Shakespeare, som ikke lige er kommet med på billedet, der var nemlig også en del bøger om drama, som jo ikke overraskende måtte med mig hjem. 
"The Good Soldier" af Ford Madox Ford købte jeg, fordi jeg havde hørt meget godt om forfatteren, og ikke langt tid inden havde jeg set "Parade's End" som er baseret på et andet værk af Ford. Coleridge måtte med mig hjem, fordi jeg aldrig rigtig har fået læst noget af ham; kun en smule hist og pist. Og så er den lille bog "A taste of Honey" af Delaney for forlaget Methuen et drama, jeg har flere i den samme serie, som jeg altid køber, hvis jeg falder over dem, der er både meget velkendte dramaer i den serie, men også stykker som jeg ikke kender. 
Jeg håber lidt at rende ind i et lignende bogudsalg igen, for det var virkelig sjovt at gå rundt blandt de mange borde og flyttekasser fyldt til randen med bøger i alle afskygninger. Forskellen mellem dette og så et almindeligt loppemarked var jo også, at der her var en masse bøger, der kunne være studierelevante, og altså ikke bare alt mulig populærlitteratur, som normalt er at finde på bogmarkeder. Det havde virkelig sin charme, at man næsten havde lyst til at købe halvdelen af bøgerne, fordi man enten kendte forfatternavnet fra en eller anden næsten glemt lektion, eller omhandlende spændende teorier. Og så er det jo altid dejligt, at kunne købe en stak bøger uden at ruinere sig selv.

4 kommentarer :

  1. Sikken dejlig stak bøger, kære Mette! Unis bogudsalg er altid fuld af fornøjelser og fristelser, der bare venter på at blive læst og elsket. Jeg købte selv en stor stak sidst der var salg, men jeg kan kun misunde dig din.

    SvarSlet
  2. Gud hvor sjovt, jeg har fået fat i næsten de samme bøger som dig på bogudsalget :) Især Nortons Anthology har jeg været rigtig glade for, der er så mange værker og uddrag af værker gemt på de tynde sider :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ej hvor sjovt! :D De er virkelig fine!

      Slet