Den 1. februar hoppede jeg på flyet i Billund og fløj til London, jeg bookede først billetten søndag, men havde gået i noget tid og overvejet en tur. Der var nemlig (mindst) to forskellige teaterforestillinger, jeg vildt gerne ville se.
Det er efterhånden ret ofte, at jeg befinder mig i London, nogle gange har jeg planlagt en tur i månedsvis (ja et par enkelte gange et helt år i forvejen), men nogle gange er det bare en pludselig indskydelse. I 2017 var jeg i London seks gange (dog kun to gange med overnatning), hvor jeg bl.a. oplevede to forskellige stk. Hamlet: Andrew Scott og Tom Hiddleston, Anthony Head aka Giles som forelsket forretningsmand, Take That i O2, David Tennant som Don Juan, Christan Slater som storsælger og ét stk. gallapremiere på Star Wars.
Jeg følger en del forskellige profiler på Twitter, der skriver om teater i London, og en forestilling, der bare er blevet mere og mere hypet er Julius Caesar på det helt nye Bridge Theatre, der ligger lige ved siden af Tower Bridge. Forestillingen har bl.a. Ben Whishaw, David Morrisey og David Calder på rollelisten. Det fantastiske og anderledes ved denne opsætning er, at det er såkaldt "immersive theatre". I stedet for en traditionel scene, er der i midten af teatret (forestil dig, at sceneområdet er lidt ligesom en fodbold- eller håndboldbane med tribuner rundt om) et gulv, hvor podier skyder op forskellige steder. De såkaldte "mob tickets" er billetter, hvor publikum står op og derfor befinder sig lige midt i dramaet. Jeg blev både skubbet til at et par skuespillere, som skyndte sig forbi. Og når skuespillere forklædt som livvagter pludselig råber "GET DOWN", da Brutus er i gang med sit attentat mod Caesar, så smider man sig ned på gulvet. Vi blev gennet rundt, råbt af, vi fik "aske" i håret og fik udleveret flyers med Caesar på. 2 timers helt vild teateroplevelse.
Jeg så forestillingen om eftermiddagen, for om aftenen skulle jeg se endnu et stykke, som jeg har holdt øje med på bl.a. Twitter.
Jeg har længe haft lyst til at se Mary Stuart en forestilling, der handler om Elizabeth I og Mary Stuart i tiden op til Mary Stuarts henrettelse. Lige nu spiller den på Duke of York's Theatre i West End, men har tidligere været spillet på Almeida Theatre. Hver aften starter forestillingen med, at de to skuespillere, Lia Williams og Juliet Stevenson, spiller plat eller krone om, hvem der spiller Elizabeth, og hvem der spiller Mary. Det vil sige, at ingen af skuespillerne på scenen har nogen anelse om, hvem af de to kvinder, der kommer til at spille hvilken rolle på den givne aften. Det var en fuldstændig fantastisk forestilling, hvor man går ud af teatersalen med hjertebanken, fordi kulminationen på stykket er så godt spillet og så flot iscenesat.
Det er første gang, at jeg er taget på en endagstur til London, hvor jeg har nået at se to teaterstykker, men det er måske ikke sidste gang. Man kunne sagtens nå at omstille sig, nå at shoppe lidt, spise og nå hen til det næste teater i god tid. I april tager jeg afsted igen, dog med overnatning...
Ingen kommentarer :
Send en kommentar