More fool me, af Stephen Fry, udgivet i 2014 af forlaget Penguin, 3/6 stjerner
Stephen Frys tredje selvbiografi, der tager udgangspunkt i hans liv i slutningen af 1980erne og starten af 1990erne. Her får man bl.a. et indblik i Frys dagbog fra 1993. Et travlt liv i showbiz med masser af alkohol og kokain er det billede, som Fry tegner af sin hverdag i denne travle periode, hvor hans karriere tager fart.
Stephen Fry kunne skrive om hvad som helst, og det ville være spændende. Han har en helt fantastisk evne til at formulere sig, så man både bliver draget ind og samtidig bliver mesterligt underholdt, og det gør sig også gældende med denne selvbiografi. Desværre er en stor del af bogen udgjort af dagbogsblade fra 1993, hvor der kun med små fodnoter direkte kommenteres, og det kan godt blive lidt kedeligt og ensformigt i længden, da det nogle gange nærmest udelukkende er en opremsning af mennesker, som han har været til middag med (man kan ligeså godt vænne sig til, at Fry elsker at namedroppe). Når dette så er sagt, har uddraget af dagbogen den effekt, at man får et direkte indblik i showbiz-verdenen i London i 1990erne, der i høj grad var præget af stoffer, druk og desværre AIDS-epidemien.
Stephen Fry lægger ikke skjul på, at han er maniodepressiv, og selvom dette ikke er et tema i bogen, er det dog alligevel tydeligt, når man læser begyndelsen, hvor han beskriver, at han befinder sig midt i en manisk periode. Dette afspejles faktisk tydeligt i hans skrivemåde. Man føler i nogle biografier, at man ikke kommer tæt på personen bag, men det føler man altså virkelig, at man gør, når man læser Stephen Frys ord. Det er følelsen af at sidde og få fortalt en historie af eller samtale med Fry, når man læser More fool me.
Når man, som jeg, er fan af mange af de personer, som Stephen Fry har spillet sammen med, er det virkelig interessant læsning. Han skriver bl.a. om Emma Thompson, og hvordan han reddede manuskriptet til hendes adaption af Sense and Sensibility (fantastisk film), om at være til Kenneth Brannaghs polterabend, om Hugh Lauries venskab, om en film der gik meget tæt på gruppens venskab og om tilblivelsen af Blackadder.
Dagbogen til slut er interessant læsning, men samtidig føler man desværre også, at Fry er sprunget over, hvor gærdet er lavest. Denne følelse får man specielt også, da han bruger første del af bogen på at opsummere, hvad der står i hans andre biografier, og det er da også fint, men man føler som læser alligevel, at han ikke har produceret så meget nyt til netop denne bog. Jeg håber dog inderligt, at der kommer en bog eller to mere fra Frys hånd, hvor han fortæller om sit liv, så man kan læse mere om hans refleksioner over, hvad han har oplevet i løbet af sin karriere og sin sygdom.
Har du læst Stephen Frys andre selvbiografier, eller er du fan af hans fantastiske programmer, så læs endelig More fool me, den er sjov, interessant og virkelig hurtigt læst, og man tilgiver hurtigt, at Fry ikke har opfundet den dybe tallerken med denne bog, når han lader læseren komme helt tæt på.
