mandag den 14. oktober 2013

Så fik man alligevel en enkelt bog i fødselsdagsgave...



Jeg havde jo skrevet om på min fødselsdag, at jeg ikke fik så mange bøger i gave, fordi jeg tit selv køber dem, eller at de skal skaffes hjem fra udlandet, men jeg fik alligevel en enkelt bog! Af min søde Bedstemor fik jeg nemlig "Looking for Alaska" af John Green, en bog som jeg har hørt meget godt om. Efter jeg læste "The Fault in our Stars" (anmeldelse her) havde jeg lyst til at læse noget mere af Green. Selvom bøgerne mest henvender sig til yngre læsere, så er han så utrolig velformuleret, at det bare er ren nydelse at læse, så jeg glæder mig sådan til at give mig i kast med mere af hans forfatterskab.
Jeg holdte for resten fødselsdagsfest i går, og jeg havde haft gang i noget bagning som jeg da også lige viser frem her på bloggen, det var nemlig første gang jeg forsøgte mig med at lave en lagkage, og så med marcipanlåg, den smagte supergodt, jeg bagte kakaobunde og lavede hindbærskum med makron i, og så rullede jeg marcipan ud til låg. I aftes efter gæsterne var taget hjem, nød jeg et stykke sammen med "One Day" som jeg stadig er i gang med, kage og bøger er bare altid lækker hygge! (for resten er kagen ikke bulet det er bare flødeskum under marcipanen, der blev ekstra tydeligt på billedet).

fredag den 11. oktober 2013

Currently reading #12

 
I dag begyndte jeg på "Andre Steder, Andre Drømme" af Daniyal Mueenuddin; et anmeldereksemplar fra saxo.com. Bogen foregår i et miljø, der er langt væk fra vores samfund nemlig i Pakistan, her er grænsen mellem rig og fattig meget skarpere. Jeg har indtil videre læst to af de otte fortællinger som bogen er bygget op af. De er rigtig spændende og jeg glæder mig til at læse den færdig.
 
I dag fik jeg endelig efterårsferie, faktisk i næsten to uger, for jeg skal først til undervisning igen torsdag d. 24. oktober. Det bliver en efterårsferie i litteraturens tegn, for jeg skal både have læst op på forsømte tekster om oplysning og modoplysning i Europa, og så skal jeg have læst et par romaner eller tre til undervisningen efter ferien. Heldigvis er det bøger, som jeg glæder mig til at læse, specielt ser jeg frem til "The Waves" af Virginia Woolf, som længe har figureret på min læseliste.
 
I morgen er der jo Readathon, desværre er jeg travlt beskæftiget med bagning og småoprydning osv. da jeg skal holde fødselsdagsfest for familien søndag, så sidde oppe hele natten kan jeg heller ikke rigtig. Jeg håber dog at få læst et par småbøger, så jeg kan være en lille smule med, og så krydser jeg fingre for, at jeg kan være 100% med en anden gang, for jeg synes at det er sådan en fantastisk idé!
 
Dagen i dag har også budt på videre oprydning i min bogreol, og mine yndige Barnes and Noble leatherbound classics har endelig fået en plads på en af hylderne, det har de også ventet på længe! Det er et større projekt med den bogreol, men forhåbentlig ender det hele godt, jeg har i hvert fald fået en masse bøger lagt i kasser, og satser på at blive færdig med projektet i morgen. Billedet herunder viser en af mine kæmpestakke med bøger, den står i øjeblikket op af min reol. Glæder mig sådan til, at mine bøger ikke længere står i bunker alle steder på gulvet.
 
 
 
 

torsdag den 10. oktober 2013

Fødselsdag og hygge


Billedet er fra en tidligere fødselsdag - jeg har en stor svaghed for den der type kagemand, faktisk plejer vi altid at få sådan en når jeg holder familiefødselsdag!

I dag har jeg fødselsdag, jeg fylder 23 og har haft sådan en hyggelig dag indtil videre. Jeg har fået nogle dejlige gaver af mine forældre - dog ingen bøger! Faktisk er det ikke så tit, at jeg får bøger i gave, for jeg når for det meste selv at købe dem, jeg ønsker mig, og hvis jeg ikke gør, er det for det meste en engelsk bog, som familien ikke rigtig kan nå at skaffe hjem, når jeg endelig får mig taget sammen til at skrive en ønskeseddel. Jeg startede dagen med gaver, sang og rundstykker sammen med mine forældre. På uni (med alt for mange timer) har Rikke, Heidi og jeg hygget os med kage, Heidi havde dejlig banankage med chokoladestykker med, og jeg havde chokolademuffins med, så timerne er egentlig mest gået med at tænke på lækker kage i pausen!

Nu glæder jeg mig bare til, at jeg skal ud at spise, for så står den på lækker mad sammen med mine forældre og min søde Bedstemor. Selvom dagen i dag bestemt ikke har stået i bøgernes tegn (altså bortset lige fra undervisningen på litteraturvidenskab!) så kommer den til det i morgen, for mit store fødselsdagsoprydningsprojekt (ja det har jeg faktisk hvert år...) er at få ordnet min bogreol, det har alt for længe flydt med stakke af bøger overalt på mit gulv, og nu skal de sættes ind i bogreolen, som i forvejen er proppet, det resulterer i et opgør med hvilke bøger, der skal lægges i nyindkøbte kasser og proppes ind under min seng, og hvilke der skal blive stående og sættes ind på nye pladser. Det skal der nok komme et indlæg om senere, jeg er nemlig allerede så småt begyndt og har allerede taget masser af billeder!
 
Nu vil jeg gøre mig klar, og have en fortsat dejlig fødselsdag!

mandag den 7. oktober 2013

Hvad posten bragte #3

 
 
Er der noget bedre end når postbuddet banker på døren, når man går og venter spændt på en bogpakke?! I dag bankede det på døren, og efter at have skrevet under på den der underlige interaktive måde, hvor ens underskrift alligevel bare ligner en toårigs krussedulle, kunne jeg åbne min pakke. Pakken var fra saxo.com med et anmeldereksemplar af "Andre Steder Andre Drømme" af Daniyal Mueenuddin, som jeg glæder mig meget til at læse. Bogen er opbygget af otte forbundne fortællinger, der beskriver livet i forskellige samfundslag i Pakistan, og den var shortlistet til både National Book Award i 2009 og Pulitzer Prisen i 2010. Den omhandler et samfund som jeg ikke kender meget til, og jeg glæder mig meget til at læse den, for den lyder rigtig spændende. Den skulle omhandle alt fra societykvinder, der har råd til at shoppe i alverdens storbyer til desperate tjenestepiger.

søndag den 6. oktober 2013

Gemte og glemte skatte #8


 
Efteråret har gjort sit indtog og med det kommer de første loppemarkeder i lange tider. Jeg var tidligt oppe i morges for at stå i kø til et af mine yndlingsloppemarkeder, jeg plejer altid at komme hjem med et eller andet, og i dag fandt jeg tre bøger, som jeg blev nødt til at have med hjem. Når jeg er til loppemarked, plejer jeg at skynde mig hen til bøgerne, først går jeg rundt om bordene og skimmer titler, og så plejer jeg at tage en "langsommere" runde bagefter, hvor jeg ofte får øje på nogle bøger, som jeg i første omgang ikke så. Man skal være hurtig til disse loppemarkeder, for flere personer fra antikvariater går rundt og køber op, og de er hurtige til at spotte de nye og populære bøger, heldigvis køber jeg tit bøger, som ikke er "populærlitteratur", så jeg plejer at kunne have de bøger, jeg gerne vil have i fred.

I dag fandt jeg følgende:
 
"Arseniktårnet" af Anne B. Ragde som jeg endnu ikke har læst noget af, men som jeg har hørt meget godt om, og jeg har tit beundret forsiden af denne bog, så jeg skyndte mig at snuppe den, da jeg så den på de lange borde fyldt med bøger.

"Neverwhere" af Neil Gaiman, jeg blev så glad, da jeg spottede denne bog, for Gaiman er i toppen af min læseliste i øjeblikket, jeg har aldrig læst noget af ham, men hans forfatterskab er jo helt uundgåeligt, når man kender Rikke, for hun taler altid så vidunderligt smukt om hans bøger. Jeg glæder mig.

"Folkene på Hemsö" af August Strindberg, jeg vil gerne læse mere af Strindberg, og da jeg så denne lille fine bog, synes jeg, at den også skulle med mig hjem.

20 kroner gav jeg for de tre bøger, så det var helt fint, der var desværre ikke så mange bøger, som der plejer at være til dette loppemarked, men er stadig rigtig glad for de bøger, jeg fandt, og jeg glæder mig til flere loppemarkeder i efteråret.
 
 

fredag den 4. oktober 2013

Hunger Games - the movie




Det er ikke mange uger siden, at jeg læste Huger Games trilogien (anmeldelser på de sidste to bøger er på trapperne), jeg havde bare ikke set filmatiseringen af den første bog endnu, så Rikke og jeg bestemte os for at holde en hyggeaften, så jeg kunne få set filmen. Jeg må sige, at den på mange punkter virkelig levede op til forventningerne, jeg var jo rigtig begejstret for bogen, hvilket faktisk overraskede mig, for jeg læser sjældent bøger i den genre, men var utrolig imponeret, faktisk så imponeret at jeg her på bloggen gav den 5 stjerner. Filmen havde en masse gode spændingsmomenter, som var blevet overført rigtig flot fra bog til film. Jeg synes f.eks. at det var en rigtig fin detalje at se bag om the Hunger Games, et valg som jeg faktisk ikke havde forventet ville fungere så godt, som det gjorde, men som, jeg synes, gav en helt anden dybde til spillet. Jeg må dog sige, at der var visse ting, som jeg blev skuffet over, og de fleste har faktisk at gøre med ting, der bliver uddybet i de følgende bøger; f.eks. brochen som Katniss her ikke længere får af Madge, jeg synes historien bag den broche, som man får fortalt i de senere bøger, er så rørende og sådan et stærkt budskab, at jeg er rigtig ærgerlig over, at det ikke var taget med. Også ulvehundene til sidst var jeg skuffet over, jeg synes slet ikke de var skræmmende nok, for i bogen gjorde de virkelig et stort indtryk på mig, detaljen med øjnene synes jeg var så speciel og utrolig skræmmende, at det var ærgerligt, at de i filmen havde valgt ikke at tage det element med.
Når det kommer til castet, må jeg sige, at jeg er godt tilfreds, jeg synes Jennifer Lawrence gør det så fint i rollen som Katniss, og generelt er de fleste af personerne nogenlunde, som jeg havde forestillet mig dem, dette gælder specielt Rue, Caesar og Peeta.  Og hatten af for Effie spillet af Elizabeth Banks som er ramt spot on!

Alt i alt en rigtig god film og en fin filmatisering af en rigtig god og spændende bog. Jeg glæder mig nu meget til at se "Catching Fire" i biografen, og jeg krydser fingre for, at den er mindst lige så vellykket.

onsdag den 2. oktober 2013

Bogforum 2013


Så blev programmet for Bogforum 2013 i Bella Centret endelig offentliggjort. Der er traditionen tro en masse forskelligt, og jeg glæder mig allerede, jeg har nu kigget programmet igennem en enkelt gang, og der er allerede en masse ting, jeg gerne vil se og høre; Jesper Langberg, Ghita Nørby, David Nicholls, Huxi Bach (om hvorfor det er sexet at læse - det kan man jo ikke gå glip af!), Geo, Maria Helleberg og jeg kunne blive ved! Nå ja så er der også i hvert fald tre af mine gamle undervisere, der skal være med, det er da også lidt sjovt!

Jeg er så fascineret af den variation, som man kan opleve på Bogforum, der er noget for enhver smag. Jeg synes f.eks. at det er ret fedt, at der er en madscene, hvor alle de kendte kokke kan lave mad og tale om deres bøger. Jeg synes det er så dejligt at man kan kombinere så mange forskellige genre, børnelitteratur, biografier, kogebøger, krimi, faglitteratur, romaner og lyrik. Bogforum formår at ramme bredt, når de udtænker deres program, for selvom der er en masse madlavning og hyggesnak, er der stadig plads til lyrik og professorer, der fortæller om deres nye udgivelser, det er dejligt, at man kan forene disse verdner.

Jeg har kun været til Bogforum én gang tidligere, det var sidste år, og jeg nød hvert sekund af det, selvom der er en masse mennesker, er der bare en helt speciel stemning, man er sammen med en helt masse, der alle elsker litteratur og læsning. Man er omgivet af bøger, bøger og atter bøger, og det er så hyggeligt at gå rundt fra scene til scene og lytte til forfattere, bogelskere og skuespillere tale om litteratur. Jeg købte egentlig ikke særlig mange bøger, men kom hjem med en masse gode oplevelser.

Jeg glæder mig til dette års Bogforum, og jeg håber at finde ny inspiration til god læsning, høre en masse spændende mennesker og ikke mindst have en helt fantastisk oplevelse blandt bogelskere.

 
Link til Bogforums program: her