Eddikepigen, af Anne Tyler

 

"Eddikepigen", af Anne Tyler, udgivet 2016, Forlaget Modtryk, 3/5 stjerner (anmeldereksemplar fra Forlaget Modtryk)

 

Kate Battista holder til daglig hus for sin far dr. Battista, han er en ret så excentrisk videnskabsmand, der ikke interesserer sig for meget andet end sin forskning, og slet ikke for hvordan det går med Kate og hendes lillesøster, Bunny, der bruger det meste af sin tid på at flirte med drenge. Pjotrs, dr. Battistas forskningsassistent, opholdstilladelse udløber dog snart, og forskningsprojektet er truet. Snart prøver begge mænd at overbevise Kate om, at hun må gifte sig med Pjotr, så han kan blive i landet.

 

"Af en eller anden grund sad han og kiggede på Kate. Han havde en måde at holde øjnene halvt lukkede på, som gav det indtryk, at han var ved at nå frem til en eller anden privat konklusion, mens han studerede hende."

"Eddikepigen" er en genfortolkning af "Trold kan tæmmes" eller "Taming of the Shrew" af William Shakespeare. Romanen fungerer rigtig fint, og historien er sød og morsom. Dog føler man, når man har læst Shakespeares drama, at Anne Tyler har lavet en måske lidt for fri fortolkning af historien, der bliver lidt ensidig. Bunnys historie er degraderet til en sidebemærkning som en teenageflirt, og dermed ændres også hele præmissen for historien, og det fungerer ikke særlig godt. Det resulterer i nogle helt andre motiver, som karaktererne handler på baggrund af, og det er faktisk synd. Forskellen ligger også i personkarakteristikken, hvor Kate er lidt for sød, og det samme kan siges om den famlende og faktisk lettere irriterende Pjotr.

 

Nogle af karaktererne bliver måske lidt flade i det, netop fordi plottet er ændret, og man derfor fratager både bevæggrunde og personkarakteristika. Pjotr er dog ret morsom, og det samme er dr. Battista, og man må trække på smilebåndet, da nogle mus vigtige for deres forskning forsvinder.  Bipersonerne i romanen er dog skønne, bl.a. Tante Thelma og Onkel Theron er virkelig godt skrevet, og de gør en middagsscene i bogen til noget helt særligt. Kate er en fint skrevet protagonist, som man altså bare må holde af, og hun er den, man kommer tættest på. Man har lidt ondt af hende, når hun i skolen, som hun arbejder på, er lidt for bramfri og ikke lægger fingre imellem, når hun taler til børnene - det gør hende ikke ligefrem til månedens medarbejder. Kates personlighed gør hende ensom, hun virker kold og følger sin logiske sans, men alligevel påvirker faderens svigt hende.

 

"Man kunne virkelig føle sig fysisk såret, hvis ens følelser blev krænket tilstrækkeligt. Det opdagede hun i løbet af de næste dage. Hun havde oplevet det adskillige gange før, men det her føltes som en helt ny åbenbaring, som en skarp kniv i brystet. Det var selvfølgelig ulogisk: Hvorfor i brystet? Et hjerte var jo ikke andet end en glorificeret pumpe, når det kom til stykket."

 

Anne Tylers lille roman er hurtigt læst, men den efterlader en med en følelse af, at der mangler noget, at det hele var lidt for let. Det er ærgerligt, for historien er før blevet så fint fortolket i bl.a. filmen "Ten Things I Hate About You". Det er dog skønt, at man sagtens kan læse bogen uden at have læst Shakespeares drama, det er et tegn på, at historien fungerer på egen hånd, og det kunne man godt frygte, at en genfortælling kunne have problemer med.

 

"Eddikepigen" er en sød og sjov lille (nærmest) kærlighedshistorie, men den får aldrig løftet sig op til mere end det. Jeg ville ønske, at Anne Tyler havde holdt sig tættere til Shakespeares historie, som man sagtens kunne modernisere uden at skrive så voldsomt om på handlingsforløbet. Men når det er sagt, er det en fin lille roman, som man let kan tygge sig igennem.

 

 

Tidens Kløft, af Jeanette Winterson

"Tidens Kløft", af Jeanette Winterson, udgivet 2016, Forlaget Modtryk, 4/5 stjerner (anmeldereksemplar fra Forlaget Modtryk)

I anledning af 400-året for William Shakespeares død vil otte forfattere gendigte nogle af Shakespeares største dramaer. "Tidens Kløft" er den første roman i serien.

 

Leo er en magtfuld investeringsrådgiver bosat i London, han er gift med sangerinden MiMi, men snart vendes der op og ned på deres liv i sus og dus, da Leo begynder at mistænke sin kone for at have en affære med hans bedste ven, Xeno. Et raserianfald splitter familien, og i sit vanvid sender Leo deres nyfødte datter til New Bohemia (i USA), hvor Xeno befinder sig - men noget går galt undervejs, og den lille pige ender i hænderne på fremmede, men måske er det slet ikke så slemt endda.

 

"Tidens Kløft" er en gendigtning af William Shakespeares "Vintereventyret" eller "The Winter's Tale". Det er historien om en mands vanvittige jalousi, der vender  op og ned på en families liv og lykke. Den lille pige, Perdita, som hos Shakespeare efterlades på klipper i et fjernt land, bliver her i stedet efterladt ved et hospital, men Wintersons adaption af historien ligger ellers ganske tæt opad Shakespeares drama. Winterson har skrevet både en lille introduktion og et lille efterskrift, der sætter romanen ind i en kontekst, og hun starter så fint og vittigt historien med overskriften "Coverversionen". Det fungerer rigtig godt, at man lige bliver sat ind i Shakespeares historie, inden man begynder på romanen.

"Og nu stod de på hver sin side af velkomstskiltet og så på hinanden. Og hun ønskede at alt det der skulle ske, var sket. At tiden ville lægge sig imellem dem og befri dem. At de kunne begynde. [...] Hun sagde: "Hej." Han sagde: "Jeg har taget blomster med til dig." "

 

Som en læser, der kender historien i forvejen, bliver man overrasket over, hvor legende let Winterson har formået at overføre Shakespeares fortælling til en moderne setting. Det er en nydelse at læse Wintersons roman, da man virkelig føler, at hun har forstået Shakespeares historie. Hun har ikke valgt at gøre et stort nummer ud af at ændre historien, men har i stedet fokuseret på at modernisere den, og det klæder virkelig denne roman. Samme historie, de samme temaer men med et moderne præg. Dog efterlader Shakespeares drama publikum med ubesvarede spørgsmål, mens Wintersons roman i stedet er konkluderende, og dette er den eneste store kritik, jeg har til selve historien. Jeg elsker "Vintereventyrets" nærmest mystiske afslutning, og den manglede jeg altså her. "Tidens Kløft" kræver dog på ingen måde, at man skal kende Shakespeares historie i forvejen, det er en skøn lille roman, som fortæller en rørende og smuk historie.

 

Leos vanvid er beskrevet, så man krummer tæer, ja jeg fik det på et tidspunkt nærmest fysisk dårligt, hans jalousi kender ingen grænser, og modsætningen mellem ham og den gode Shep, som finder og tager sig af den lille Perdita, er smukt fremført. Shep er rar og rolig - og elsket. Kærlighed er et gennemgribende tema i historien. Kærligheden mellem Leo og den gode ven Xeno, hvis forhold i Wintersons udlægning af historien bliver til måske lidt mere end "bare" et venskab, kærligheden mellem Leo og MiMi, der ender så brat, kærligheden mellem Shep, sønnen Clo og Perdita, og forelskelsen som Perdita opdager med den unge Zel. Persongalleriet er glimrende beskrevet, fra den unge, smukke og kloge Perdita, den sjove og klovnagtige Autolycus, der er brugtvognsforhandler, kvinden, der kan klare alt, Pauline til den jaloux Leo, den stille og intelligente Xeno og den smukke MiMi.

 

Xeno designer computerspil, og den verden, han skaber i spillet, bliver et gennemgribende billede i historien, hvor tiden spiller en stor rolle. Spillet omhandler engle både mørke og lyse, og det er dette niveau, hvor Winterson forsøger at gennemføre det mere overnaturlige fra Shakespeares tekst, og det fungerer faktisk ret godt. Det skaber i hvert fald virkelig smukke billeder på nethinden.

 

"Hun vidste hun var nødt til at ligge stille. Hvis hun bevægede sine vinger, ville hun få husene til at styrte sammen ud over gaden. Men husene var allerede styrtet sammen, ikke? Hvordan var englen faldet ned i baggården? Det var ikke afklaret - det pludselige styrt, den pludselige sammenfoldning af vingerne for at de ikke skulle brække. Og var englen alene i baggården?"

 

At gendigte Shakespeare er et virkelig interessant projekt, og jeg må sige den første roman i serien af gendigtninger, som i Danmark udkommer hos Modtryk, er en virkelig glimrende roman, som jeg læste på ingen tid. Jeg har dog en lille anke, og det er tegnsætningen, som visse steder er nærmest ikkeeksisterende, hvilket er til stor gene for læsningen, faktisk virker det indimellem som om, man har bevaret den engelske tegnsætning, det er dog bare et lille problem i den ellers skønne roman. Winterson tryllebandt mig med den moderne fortolkning, hvor man drager fra London til de amerikanske sydstater og tilbage igen. "Tidens Kløft" er barsk, sjov, rørende og fantastisk godt skrevet.

Bogbloggertræf 2016

 

Lørdag d. 24. september gik turen til Aalborg og dette års bogbloggertræf. Jeg tog tidligt afsted fra Kolding og slappede af i toget med Kevin Bridges' selvbiografi som lydbog. Jeg havde nemlig glemt min møjsommeligt udvalgte togbog, så det blev lige en nødløsning, men så blev det også en togtur, hvor jeg var godt underholdt.

 

Bogbloggertræffet blev en skøn dag i selskab med en masse læseglade mennesker. Vi var i år hele 43 bloggere, så snakken gik lystigt. Der skal lige lyde en tak til Simone, Irene og Michelle for det store arbejde. Træffet var så fint planlagt, maden var god, kagen var perfekt, og så var det skønt med en bordplan, hvor vi var godt blandet med nye og gamle bloggere.

 

Udover at være 43 bloggere havde vi besøg af hele fem forfattere: Malene Sølvsten var den hemmelige gæst, og vi fik alle et eksemplar af "Ravnenes Hvisken" fra Lindhardt & Ringhof, som Malene var så sød at signere. Det var så interessant at høre Malene fortælle om bogen, og jeg glæder mig virkelig til at læse den. Nick Clausen, Pernille Vørs, Marie-Louise Rønning og Nanna Foss tilbragte hele dagen sammen med os, og det var rigtig hyggeligt, de var heller ikke bange for at deltage i snakken og vores årlige bloggerdebat. Vi havde desuden besøg fra Dreamlitt og fik en snak om oversættelser.

Gang på gang bliver jeg overrasket og imponeret over det fantastisk bogbloggertræf, som vi har muligheden for at deltage i, og i år var ingen undtagelse. Der bliver gjort et kæmpe arbejde for, at vi får en dejlig dag med masser af gode og spændende input. Udover de skønne oplevelser på dagen, fik vi også en masse fremtidige læseoplevelser med hjem. Flere forlag havde været så søde at sende stakkevis af bøger afsted til os alle sammen - jeg var i hvert fald glad for, at jeg havde en kuffert at transportere det hele hjem i, selvom jeg også fik brug for det fine net, som vi fik med bøger i fra Gyldendal. Jeg glæder mig så meget til at vise alle mine nye bøger frem, her får I kun en lille teaser til, hvad der venter. Igen tak til alle, der var med til at gøre dagen til noget helt specielt. Det er så rart, at man kan sidde sammen og snakke om bøger, blogs og alt imellem himmel og jord. Man kan virkelig mærke, at vi alle har læseglæde tilfælles. Det skønne er, at når man møder nye bekendtskaber her, kan man altid snakke om de bøger, som man er i gang med at læse, og så kan man jo hurtigt starte en samtale.

 

Jeg glæder mig allerede til næste års bogbloggertræf! Her er nogle stemningsbilleder fra dagen og en liste over sponsorerne, der gjorde det muligt at skabe en dejlig dag med masser af litterære gaver.

 

Sponsorer:

Bog & idé Aalborg, Østeraa

Nick Clausen

Dansk bibelselskab

DreamLitt

Evas kagerier

Forlaget Facet

Gads forlag

Gyldendal

Jentas

Lindhardt & Ringhof

Nicole Boyle Rødtnes

Lotte Petri

Plusbog

Politikens Forlag

Rosinante & Co.

Marie-Louise Rønning

Storytel

Turbine

Tellerup 

Pernille Vørs

  

Julie Kagawa på Odense Bibliotek

Sponsoreret af HarperCollins Nordic

HarperCollins Nordic var så søde at invitere mig til et arrangement med den amerikanske forfatter Julie Kagawa i forbindelse med udgivelsen af "Oprørerne", der er andet bind i serien "Sagaen om Talon".

Aftenen begyndte med et interview med Kagawa, hvorefter publikum fik lov til at stille en masse spørgsmål. Der var heldigvis rigtig mange gode spørgsmål, og jeg var ret glad for, at der ikke blev spoilet en masse, jeg har nemlig stadig begge bøger i "Sagaen om Talon" til gode. Julie Kagawa fortalte både om glæden ved at skrive YA, hun har tidligere forsøgt sig med at skrive mere contemporary fiction og til et voksent publikum, men det fungerede ikke for hende, og hun søgte tilbage til fantasy og YA. Hun fortalte både om sin serie om feer: "The Iron Fey Series" og om Talon-bøgerne, der handler om drager, desuden fortalte hun en del om "Blood of Eden", som foregår i en post apokalyptisk verden, og omhandler vampyrer. Det var virkelig interessant at høre, at grunden til, at de sidstnævnte bøger netop handlede om vampyrer er, at hendes forlægger meget gerne ville have en bog omhandlende vampyrer i kølvandet på Twilight-bøgernes succes. Der kan man virkelig se, hvor meget populærlitteratur har indflydelse på, hvilke bøger, der udkommer.

Efter de mange spørgsmål fik alle inviterede en goodiebag, der bl.a. indeholdt den fine malebog "Fantastiske skabninger og hvor de findes: Magiske karakterer og steder", samt te, chokolade og nogle gode rabatter til Hunkemüller. Desuden fik jeg både den helt nye "Oprørerne" og også "Dragerne", som er den første bog i "Sagaen om Talon". Julie Kagawa var så sød at signere bøger efter arrangementet, og der var en lang kø, jeg fik begge min fine bøger signeret, og nu glæder jeg mig rigtig meget til at læse dem. Julie Kagawa var rigtig sød, og hun interesserer sig meget for bogbloggere,som hun har gjort meget brug af i USA, og jeg fortalte hende lige lidt om vores gode fællesskab bloggerne imellem her i Danmark, hun var ret imponeret over, hvor mange vi havde været til bogbloggertræffet!

Det var en skøn aften i godt selskab!

Currently reading #23

Sommerferien har budt på en masse læsning af Shakespeares dramaer. Det er jo mit mål at læse alle hans værker i løbet af et år, og jeg begyndte d. 23. april for at markere 400 året for Shakespeares død, et projekt, som jeg kalder "Shakespeareadathon" (så følg endelig med på #shakespeareadathon på både twitter og instagram). 

400-året for Shakespeares død markeres overalt i verdenen på mange forskellige måder. Jeg har selv deltaget på Kronborg, da The Globe slog vejen forbi med en Hamlet forestilling, der har turneret alle verdens lande (bortset fra to) rundt. The Hogarth Shakespeare Project markerer også Shakespeares liv og værker, og det med en virkelig spændende idé. Fra 2015 til 2021 (ja man må sige, at det er et langt projekt) vil kendte forfattere genskrive eller skrive et værk inspireret af et af Shakespeares dramaer. Forlaget Modtryk har i Danmark valgt at oversætte og udgive disse bøger, og de har været så søde at sende de første to i serien til mig, og dem er jeg nu i gang med at læse.

Den første er "Tidens Kløft", af Jeanette Winterson, der tager udgangspunkt i "The Winter's Tale" ("Vintereventyret"). Jeg har i løbet af sommerferien netop læst "The Winter's Tale", som jeg så sidste år i London, så netop dette drama er i frisk erindring. Det samme kan man ikke sige om "The Taming of the Shrew" (Trold kan tæmmes), som er baggrunden for "Eddikepigen", af Anne Tyler. Jeg har aldrig læst dramaet bag, men jeg har dog set den på teatret i en dansk fortolkning og set den skønne film med Elizabeth Taylor og Richard Burton, så jeg føler, at jeg kender historien (og så har man selvfølgelig også sukket over Heath Ledger i 10 Things I Hate About You, som er baseret på samme).

Genskrivning eller at skrive med inspiration fra et andet værk er et virkelig interessant fænomen. Jeg læste for år tilbage i gymnasiet en fortolkning af "Romeo and Juliet" og syntes dengang, at det var en skøn idé at tage udgangspunkt i Shakespeares historier, og jeg glæder mig derfor til at dykke ned i disse nye udgivelser som en del af fejringen af Shakespeares liv og virke.

Filmanmeldelse: Lyset i Havet (The Light Between Oceans)

"Lyset i Havet" har premiere i dag d. 8. september. Medvirkende: Michael Fassbender, Alicia Vikander, Rachel Weisz mfl.

5/5 stjerner 

 

Tom Sherbourne er lige vendt hjem fra 1. Verdenskrig, da han får arbejde som fyrmester ved fyrtårnet på øen Janus, det perfekte arbejde for en mand, der ønsker at leve isoleret fra omverdenen, da han er den eneste person på øen. I en nærtliggende havneby finder han dog snart kærligheden, da han møder Isabel Graysmark. Alt ånder fred og idyl, og de to er lykkelige, indtil de mister et barn, og den glæde, de har sammen, for en stund bliver knust. En dag ændres deres liv på den lille ø dog for altid, da et barn i en robåd skyller op på stranden.

 

Derek Cianfrance har både skrevet og instrueret filmen baseret på romanen af M.L. Stedman. Det er en meget stemningsfyldt film, der er utrolig smukt fotograferet. Flotte billeder af øen med bølgebrus og vindens susen giver "Lyset i havet" den perfekte baggrund for handlingen.

 

Dette er en film, der virkelig griber fat i tårekanalerne, den er utrolig rørende og behandler kærlighed og sorg på en måde, der gør, at man kunne høre snøften hele vejen rundt i biografsalens halvmørke.

 

Skuespillet virker så naturligt, og man har virkelig forsøgt at ramme et meget realistisk billede, hvilket er lykkedes. Det er specielt tilfældet med Alicia Vikanders portræt af Isabel, hvis smerte og sorg er så gennemført flot spillet, at man sidder med en klump i halsen, det er en rå sorg, man her præsenteres for. Michael Fassbender gør det simpelthen så godt som den først distancerede Tom, der blomstrer op i kærligheden til Isabel og datteren Lucy. Sjældent har jeg set så naturligt og flot samspil med et barn, som man ser i denne film. Både den 12 måneder gamle Lucy og den lidt ældre pige spiller så fint, og deres samspil med de voksne skuespillere er virkelig imponerende. De smukke følelsesladede scener med Vikander og Fassbender er filmet så tæt, at der ikke skjules noget, man kan se ethvert ansigtstræk, og man får derved virkelig at se, hvor dygtige de er.

 

Da Lucy skal døbes opdager Tom til sin skræk, at moderen til barnet, han og Isabel nu opfostrer som deres eget, stadig lever, og hun har ikke bare mistet sin mand men også sin lille datter. Og Tom står foran et dilemma, og lige meget, hvad han gør, vil han frarøve en mor det lille barn, som hun elsker så højt. Rachel Weisz kommer ind i filmen, som kvinden, der har mistet både mand og barn til havet, og hun giver et smukt indblik i sorgen og afmagten, som hun står overfor. Det er her, at det klassiske kærlighedsdrama ændrer form.

 

Alexandre Desplat er kendt for sine smukke filmkompositioner, og hans musik understøtter i denne film på fineste vis handlingen. Dette er en film, som er båret af plottet, den forlader sig ikke på action og voldsomme scener, den fokuserer på skuespillet og handlingen, og derfor er musikken og kameraføringen så vigtig, da de både understreger de følelsesladede scener og skaber pauser fra dem. Skuespillet er virkelig det, der får filmen her til at fungere helt perfekt, og som gør, at publikum tryllebindes af historien.

 

"Lyset i havet" er en smuk og rørende film med fantastiske skuespilpræstationer. Filmen behandler på smukkeste vis kærlighed, hvad det vil sige at være forældre og det at miste, og det på mange plan, da handlingen foregår i skyggen af tabene fra 1. Verdenskrig. En gennemført og flot fortalt film, som man ikke må snyde sig selv for at se!

 

 

Gemte og glemte skatte #15

Skattejagter på loppemarkeder og i genbrugsbutikker er noget, som jeg elsker, og det er altid helt fantastisk at finde nogle små bogskatte. I løbet af sommeren har jeg da også fundet flere spændende ting og sager - og bøger selvfølgelig!

 

Disse tre er nogle af de nyeste til bogreolen, og de er simpelthen så smukke. "Tre Fortællinger", af forfatteren til "En ung Piges Historie" ser ud som om, at den aldrig har været læst. Jeg blev nødt til at undersøge, hvem denne unavngivne forfatter er, og jeg fandt frem til, at det er Cornelia von Levetzow, der er kvinden bag denne bog. Jeg havde aldrig hørt om hende før, men fandt frem til, at hendes bøger var meget populære i hendes samtid og udkom i flere oplag, og hun blev endda udgivet i flere lande. Sjovt som en bog, man finder i en genbrugsbutik kan åbne op for ny viden.

"Improvisatoren", af H. C. Andersen kendte jeg i forvejen, men jeg har dog endnu ikke læst den. Den sidste bog "Napoleon og den store Arme", af Saint Hilaire, er simpelthen så smukt indbundet, og jeg er ret spændt på dens indhold.