onsdag den 10. februar 2016

Trolddom og Falkefjer, af Helle Ryding



"Trolddom og Falkefjer", af Helle Ryding, udgivet 2015, Nyt Nordisk Forlag, 3/5 stjerner, anmeldereksemplar fra Nyt Nordisk Forlag

Silja er tjenestepige på ridder Regnars borg, hun er falkoner og ven med Regnars søn Egill. Hverdagen ændres dog drastisk, da Regnar vender hjem med sin nye smukke brud, Flavia. Egill nærer et indædt had til sin nye stedmor, og Silja indblandes snart i situationen, der ender med, at de begge bliver ofre for trolddom. Silja anklages for at slå Egill ihjel og må se sig selv jaget på flugt fra borgen og alt, hun kender med kun en falk som selskab. Indtil hun møder de mystiske Arvid og Sigurd.

"Jeg kunne rigtig godt lide Egill. Det var ikke kun, fordi han var flot. I modsætning til Hr. Regnar straffede han aldrig karlene med pisk. Og han var altid flink imod mig, selvom mine forældre var fattige kræmmere. Når vi var på jagt sammen, fortalte han mig alle mulige ting, som han vidste, jeg gerne ville vide noget om. Men nu insisterede han på, at vi rottede os sammen mod Fru Flavia."

"Trolddom og Falkefjer" byder på en rigtig spændende historie, en klassisk fortælling med trolddom, ondskab, kærlighed, familie og om at finde et sted, hvor man hører til. Rydings historie er ikke specielt original, den trækker meget på de klassiske fortællinger fra eventyrgenren. Men det er en god historie, og det velkendte fra eventyrgenren giver læseren et fast holdepunkt og en ramme for fortællingen. Historien bliver desværre ikke foldet ud på bedste vis, og den virker simpelthen forhastet. Dette skyldes måske i høj grad valget af aldersgruppe, som bogen skal henvende sig til. Jeg ville ønske, at man havde udfoldet historien bedre og hævet niveauet, for så havde bogen faktisk haft potentiale til at blive rigtig god.

Illustrationerne af Lars Gabel er smukke og stemningsfyldte, dog er de ikke blevet placeret på bedste vis. Illustrationerne går igen bare i spejlvendt udgave, hvilket ikke hænger helt sammen, når en af personerne f.eks. har en højre arm, der er forvandlet til en vinge, og de spejlvendte illustrationer viser en venstre vinge. Det er måske nok små ting, men alligevel generende, specielt fordi illustrationerne er så flot udført. Desværre var illustrationerne også placeret inden hvert kapitel, og de afslørede derved, hvor plottet var på vej hen, det er super ærgerligt.

"Men den brændende skikkelse fortsatte frem mod mig uden at standse. Mine hænder begyndte at ryste, mens jeg stod med buestrengen spændt. Så kom pludselig endnu en skikkelse løbende ud fra samme sted. >>Nej, Mester! Mzazadim-dim!<< Et skarpt, blåt lysskær blændede mig. Derefter blev der igen mørkt."

"Trolddom og Falkefjer" byder på et fint persongalleri, der i høj grad er fyldt med klassiske karakterer, som man kender fra eventyr- og fantasygenren. Silja er i centrum, hun er både en pige, der er usikker på sin fremtid, men som samtidig kan klare sig selv. Egill er den klassiske gode rige dreng. Flavia den onde troldkvinde, der med sit smukke udseende kan narre enhver. Sigurd og Arvid har også magi, de er helt sikkert de mest interessante karakterer, der både tilfører bogen humor og varme.

Rydings lille bog byder både på girlpower, magi, kærlighed, humor og eventyr. Den er henvendt til 8-11 årige, og kan også sagtens læses højt. En historie, jeg ville ønske, var længere, så den virkelig kunne fange et bredere og måske mere læsestærkt publikum, da ville historiens potentiale virkelig kunne udfolde sig.

Ingen kommentarer :

Send en kommentar