torsdag den 2. november 2017

Gode læsetips fra nær og fjern #1

 
Jeg bliver ofte spurgt, om jeg ikke lige kan foreslå en god bog. Nogle gange vil personen gerne have noget let, andre gange en klassiker eller måske en krimi, og nogle gange er det et fuldstændig åbent spørgsmål, hvor man bare skal hive en eller anden idé frem uden et stikord fra spørgeren. Jeg tror, det er noget, som de fleste læseheste kan nikke genkendende til, og man bliver da også altid glad (og lidt beæret), når andre sådan lægger deres læsestunder i ens hænder. Da jeg fornylig var projektansat på et bibliotek, nød jeg virkelig også at finde gode bøger til lånerne, det var der nemlig stor efterspørgsel på i sommerferien, hvor jeg havde min vante gang i udlånet på biblioteket i Kolding.

Jeg får dog også tit masser af læsetips af andre, og det er netop disse, jeg gerne vil skrive mere om, det kan både være inspiration fra min tid på uni, fra arbejdet, venner, familie eller flygtige bekendtskaber. Mange af de forslag til nye bøger udmunder i gode eller spændende læseoplevelser.

Lige nu sidder jeg og redigerer en bog på Kolding Stadsarkiv, og en af mine kolleger har foreslået mig at læse Outlander af Diana Gabaldon, og hun var endda så sød at medbringe ikke bare den første bog, men også den anden - så jeg ikke manglede 2'eren, hvis jeg nu fik læst den første hurtigt færdig.
 
Det perfekte ved denne anbefaling er jo, at det tydeligvis er en bog, som er blevet læst, og det er nu egentlig meget rart, når man låner en bog af en bekendt.

Ingen kommentarer :

Send en kommentar