VIP event er der inviteret til af forlaget Lindhardt og Ringhof.
Igen i år bød BogForum på masser af spændende og sjove oplevelser. Dette er det andet af i alt tre indlæg om, hvad jeg blandt andet oplevede i løbet af weekenden. (Læs det første her.)
Det er ikke hver dag, at man bliver inviteret til et event med en verdenskendt forfatter, men da BogForum løb af stablen i november, var vi en lille gruppe bloggere, som fik muligheden for at mødes til et VIP-arrangement med selveste Jeffrey Archer.
Jeffrey Archer er en forfatter, der har solgt rigtig mange bøger, han er bl.a. kendt for bestselleren Kane and Abel, der har solgt over 33 millioner eksemplarer. Archer har desuden siddet i fængsel, arbejdet som politiker og for Margaret Thatcher og i hvert fald ikke levet en stille tilværelse. Han er noget af en personlighed, og der var da også lidt nervøsitet blandt os alle, da vi var på vej op for at møde ham sådan ansigt til ansigt.
Faktisk havde vi ingen grund til at være nervøse, han var flink omend lidt selvcentreret og havde tydeligvis markante holdninger om alt fra kvaliteten på hoteller til kvinder og politik. Det var Lindhardt og Ringhof, der havde inviteret os, og vi fik desuden de første tre bind af Clifton Krøniken, jeg har læst den første for kort tid siden; den er rigtig spændende, så jeg er faktisk straks gået i gang med nummer to. Det er letlæste og spændende bøger om tiden omkring Anden Verdenskrig.
Jeffrey Archer sad for bordenden, mens bloggere og forlagsfolk slog kreds omkring bordet. Han fortalte selv ivrigt og tog desuden i mod spørgsmål. Han fortalte levende om sin kone, Lady Mary Archer, som har haft en flot karriere, de mødte hinanden, da de begge studerede i Oxford. Han talte i samme forbindelse om, hvordan det er kvinderne, der er fremtiden, fordi kvinder tør, mens mænd tøver, og i samme ombæring pegede han rundt i rummet, og kommenterede på antallet af kvinder. Den eneste mand, var nemlig fra forlaget.
Han fortalte også om sin skriverutine, han står tidligt op hver dag kl. 5.30, sidder klar ved sit skrivebord kl. 6. Han skriver fra kl. 6-8, igen fra 10-12 og 14-16, og fra 18-20 læser han dagens arbejde igennem. Og så går han i seng kl. 21.30. Hans hus på Mallorca, der hedder Writer's Block, er tydeligvis en ironiserende kommentar, da han selv siger, at han aldrig har lidt af 'writer's block' (skriveblokade, red.). Jeffrey Archer understregede igen og igen, hvor vigtigt det er at arbejde hårdt for at opnå sine mål. Selvom han har levet en privilegeret tilværelse og har solgt millioner af bøger, så har han behov for at vide, at hvis nogen siger til ham, at de ikke bryder sig om hans bøger, så kan han trække på skuldrene og sige, at han har gjort sit bedste. På trods af hans titel, huset på Mallorca og tjenestefolk, så benytter han sig ikke af den nyeste og dyreste teknologi, når han skriver, nej han skriver alting i hånden!
Vi sluttede det spændende møde af med signeringer og en lille småsludder på tomandshånd med forfatteren. Jeg kommenterede på hans utrolig smarte manchetknapper, der var udformet som små gule blyanter (de kan skimtes på det første billede), som han fortalte, at han havde fået af sin søn, og tilføjede: Ham der ikke læser.
Ingen kommentarer :
Send en kommentar