Fredag og lørdag var jeg til loppemarked, jeg håbede på at finde en masse nye bøger, men var dog lidt skuffet over mængden af bøger, der var desværre ikke ligeså mange "fund", som der plejer at være. Jeg fandt dog alligevel en fin lille stak med meget varieret indhold. Når jeg er på loppemarked, kigger jeg efter flere forskellige typer bøger. Jeg køber pæne gamle bøger primært på grund af udseende, men de gamle smukke bøger byder også tit på nogle historier, som man ikke længere ser så tit. Derudover leder jeg efter klassikere, her er det specielt danske bøger, da det ikke er så tit, at der er en stor mængde udenlandsk litteratur, men jeg bliver altid glad, når jeg finder nogle gode engelske bøger, og så endelig den sidste kategori; "bøger der lyder spændende"; bøger som jeg ikke kender, eller ikke ved særlig meget om, men som ser eller lyder gode, sådanne bøger finder også ofte med mig hjem, her er der nemlig en mulighed for at prøve nogle nye forfattere eller genrer uden at skulle ofre så mange penge på bøger, som man ikke kender så meget til. Jeg fandt otte bøger på loppemarkedet.
Bøgerne der fulgte med mig hjem var:
"Lady Chatterleys Lover" af D.H. Lawrence, en klassiker som jeg aldrig har fået læst, jeg elsker Penguins orange bøger, og jeg leder altid efter flere bøger fra denne serie, derfor snuppede jeg denne med det samme, selvom den er lidt misfarvet og har den der meget gamle lugt, så glæder jeg mig til, at den skal stå i min bogreol.
"Krøniker fra Kong Erik af Pommerns Tid" af Carl Bernhard, en gammel bog udgivet i 1882. Jeg synes, at bogens omslag er utrolig smukt, og selvom den har et par skrammer og trænger til at få limet ryggen et smule, så blev den nødt til at finde en plads i min reol, detaljerne på forsiden og ryggen er så utrolig flotte.
"Om tidens teater" af Bertolt Brecht er en af de bøger, som jeg køber på grund af mit studie. Teoretiske bøger om litteratur køber jeg altid, når jeg falder over dem, og jeg har ofte brugt indkøbte bøger til eksamensopgaver.
"Robin Hood: Barnet i Skoven", denne bog købte jeg udelukkende, fordi jeg har set tv-serien, og når Richard Armitage er på coveret af en bog, bliver man da nødt til at eje den!
"En Dødsnat" af Marie Bregendahl, en bog som længe har stået på min læseliste. Samtidig er den en del af mit nye projekt, hvor jeg vil forsøge at anskaffe mig så mange af DSL/Borgens Danske Klassikere serie. Disse udgaver er rigtig gode, og de plejer at have en god introduktion til teksterne og perioden.
"Børnenes Julebog", det er jo snart jul, så en julebog kan man jo altid bruge.
"Den Ensommes Vej" af Johannes Hohlenberg er en bog om Søren Kierkegaard, jeg synes Kierkegaard er rigtig spændende, og jeg vil gerne læse mere af ham og om ham.
"Lykke-Peer" af H.C. Andersen, jeg har aldrig læst den, men jeg synes udgaven var rigtig fin, så også den kom med hjem.
WAUW hvor er Krøniker fra Kong Erik af Pommerns Tid seriøst flot! Skidt med at den er slidt, det synes jeg bare gør den flottere!
SvarSletEr også ret vild med den :D
SletGode fund, du har gjort dig! :D
SvarSlet