Gemte og glemte skatte #5

 "Wuthering Heights" af Emily Brontë og "The Picture of Dorian Gray" af Oscar Wilde

Disse to faldt jeg over til et kræmmermarked for lang tid siden, men det er to bøger, som jeg siden er blevet utrolig glad for. Det er ikke dyre eller fine udgaver, men bare de billige og enkle udgaver fra Wordsworth Classics. Bøger som jeg køber, når jeg falder over dem, for at få fat i så mange af de klassiske romaner som muligt, de er nemme at have med i tasken, og man behøver ikke være bange for, at den smukke udgave får en skade (er der noget jeg hader, så er det når en smuk bog får en bøjet side eller bliver ridset). "Wuthering Heights" har en speciel plads i mit hjerte, jeg elsker historien og synes den er så fantastisk smukt fortalt. "The Picture of Dorian Gray" er så spændende og uhyggelig og en bog, som jeg glæder mig til at genlæse.

Åh nej der er frøer udenfor....

 

Det er en dejlig og varm sommerdag, og jeg er trukket ind fra min ellers dejlig plads i solen, hvor jeg har hygget mig med en god bog; jeg læser stadigvæk Stephen Frys "The Liar", da jeg har haft rigtig travlt de sidste par dage. Grunden til jeg ikke længere sidder udenfor er, at der pludselig hoppede to frøer rundt, og ja frøer er min store skræk, nogle er utrolig bange for mus eller fugle, men det er frøer, som jeg er panisk angst for, og det er lige meget, om det er en lille bitte "sød" frø eller en stor fed tudse, de skal holde sig væk. Og nu tænker du måske; men en frø gør da ikke nogen noget (ikke i Danmark i hvert fald), og det har du da så helt ret i, for nej jeg mener ikke, at der er risiko for, at de slår mig ihjel eller lignende ting, men jeg er så frygtelig ræd for at træde på dem (eller røre ved dem for den sags skyld), så ja nu sidder jeg så indenfor, i stedet for at nyde det dejlige vejr - hvad laver frøer også i solen på sådan en varm dag - tsk tsk.

 

“My first meeting with you only confirmed what I first suspected. You are a fraud, a charlatan and a shyster. My favourite kind of person, in fact.”

Jeg mangler knap 100 sider i Frys fantastiske roman, og jeg glæder mig sådan til at anmelde den, for jeg har virkelig nydt at læse den indtil videre, sproget flyder som en drøm og kapitlerne er meget afvekslende, og så er den spændende; en rigtig sommerbog.

Our Boys, af Jonathan Lewis

 

"Our Boys" af Jonathan Lewis, udgivet i 2012 (org.udg. 1993), forlaget Samuel French Ltd. , 5/5 stjerner

 

Our Boys er skrevet af Jonathan Lewis på baggrund af hans egne oplevelser som indlagt på et militærhospital. Stykket blev opsat første gang i 1993, men er mindst ligeså aktuelt i dag. Denne udgave er udgivet i forbindelse med genopsætningen af stykket i 2012. Jeg læste dramaet, efter jeg havde set stykket opsat i Londons West End, og jeg nød at læse det næsten ligeså meget som at se det "live".

 

 

Dramaet omhandler seks unge soldater, der er indlagt på et militærhospital. Vi møder de fem af soldaterne, da de afventer en ung officer, PO (Potential Officer) Menzies, der skal dele stue med dem. Netop denne udefrakommende overordnedes ankomst er præmissen for Lewis’ drama. De seks soldaters grunde til indlæggelse er vidt forskellige. Parry sidder i rullestol og har fået amputeret fire tæer på hver fod, mens hans gode ven Mick er blevet omskåret "af hygiejniske årsager", også han sidder i rullestol, og det samme gør den yngste soldat Ian. Ian er en savlende, stammende og forkrøblet mand, men undervejs følger man hans altid tilstedeværende kamp for at få førligheden tilbage. Keith har problemer med sit ben, som ingen kender årsagen til og Joe har fået amputeret en finger, men det skal vise sig, at han har de største ar på sjælen.

 

Dramaet har fokus på sammenholdet og venskabet blandt soldater, men det er den udefrakommende Menzies, der leder fokusset hen på dette, for selvom alt i starten ånder rimelig fred og idyl på hospitalet, sker der et forræderi, og de seks soldater spilles ud mod hinanden. Alting er ikke, hvad det syner, og stykket viser, hvordan førstehåndsindtryk og fordomme ikke altid holder stik, og man overraskes og chokeres på de sidste sider. Faktisk er de to sider så utrolig hjerteskærende, at jeg var efterladt med en hul fornemmelse længe efter, jeg havde lukket bogen i.

 

Dramaet er fantastisk læsning, og jeg nød at læse det og genopleve den fantastiske teaterforestilling, som bød på fuldstændig fantastisk skuespil. Historien om hvordan krig har indflydelse på soldaternes liv, også efter de er kommet hjem, er stadig væsentlig i dag, og det er ikke altid, at det er de fysiske traumer, der er værst, i stedet kan det være dem, der gemmer sig under en hård og munter facade, der er sværest at komme sig over.

Litteraturvidenskab - et valg der blev en livsstil og starten på et helt nyt kapitel

 

Nyhederne er fulde af artikler om uddannelser og karaktergennemsnit, for det var i dag, at så mange fik enten opfyldt eller knust en drøm, en drøm om en bestemt uddannelse og dermed også en ny retning på ens liv. Kravene ser ud til at blive højere og højere, der er flere uddannelser, man kun kan blive optaget på, hvis man har et gennemsnit på over 11, det virker nærmest helt surrealistisk.

Jeg husker alt for godt, hvordan det var at vente på det endelige svar; om man var kommet ind eller ej. Egentlig var Litteraturvidenskab min 2. prioritet: Jeg havde søgt ind på Journalistuddannelsen (i Odense), og jeg var nået frem til efter optagelsesprøven, da jeg begyndte at tvivle på mit 1. valg. Journalistik havde i lang tid været det, jeg sigtede efter, men egentlig var det en karriere med at skrive og en interesse indenfor kulturområdet, der var drømmen og ikke nyhedsjournalistik. Efter prøven gjaldt det samtalen, og jeg troppede op på universitetet og gennemførte den, der gik et stykke tid med megen nervøsitet, inden jeg fik at vide, at jeg ikke var optaget på Journalistik; der faldt en sten fra mit hjerte, for selvom det var noget, jeg havde stræbt efter længe, havde mine drømme ændret sig: Jeg havde opdaget Litteraturvidenskab kort tid inden ansøgningsfristen, men det var som om, et lys blev tændt (ja præcis ligesom i tegnefilm!), det lød så utrolig spændende, at jeg slet ikke kunne forestille mig at læse andet. Da jeg sad og ventede på at få at vide, om jeg var kommet ind på 2. prioriteten, vidste jeg egentlig også inderst inde, at der ingen fare var, for på det tidspunkt var man sikret en plads, hvis karaktergennemsnittet var over 6.0. Alligevel var det med nervøsitet, at jeg afventede svar,  (for i min  verden er man ikke sikker på noget, før man har det på skrift) indtil jeg med et lettelsens suk og med sommerfugle i maven opdagede, at jeg var optaget på Litteraturvidenskab - drømmestudiet!

 

Bøger har altid betydet meget, og jeg har elsket at lære mere om litteraturen, jeg har haft undervisere, der brændte for deres felt, og jeg har opdaget helt nye forfatterskaber. Det har været et nyt kapitel, et kapitel med helt nye drømme og muligheder. Jeg færdiggjorde min Bachelor her inden sommerferien, og jeg glæder mig nu bare helt utroligt til at starte på Kandidaten, for der venter mig endnu mere fantastisk litteratur og en masse nye udfordringer. Når jeg fortæller om, hvor jeg er endt til gamle lærere, nikker de anerkendende, jeg har altid haft en speciel tilknytning til de fag, hvor man selv kunne udfolde sig, jeg elskede engelsk, dansk og tysk både i folkeskolen og i gymnasiet, jeg elsker at skrive, og jeg elsker at læse, og specielt elsker jeg at analysere og nærstudere tekster. Når jeg nu nævner lærere fra min tid i folkeskolen og i gymnasiet, er der specielt to, der nok ville nikke mest genkendende til mit valg af uddannelse; min fantastiske tysklærer fra gymnasiet, der, da jeg fortalte hende om, hvad jeg nu studerer, da jeg mødte hende igen, nikkede og sagde, at hun egentlig ikke kunne forestille sig andet, når jeg nu sagde det... Den anden lærer er min engelsklærer fra de 2 sidste år i folkeskolen, der måske fik lidt af et chok, da hun gav os opgaven: læs en tekst/bog og giv et referat og fortæl om bogen, da hun modtog min opgave; Jeg læste "The Hound of the Baskervilles" af Arthur Conan Doyle, og min opgave var nok mindst dobbelt så lang som de andres, men der var jo så meget at skrive om, og jeg fik da også rigtig meget ros...

Når jeg tænker tilbage på min barndom, der var fyldt med bøger og højtlæsning, er det nok ikke så vanskeligt at se, hvorfor jeg er endt, hvor jeg er, men det var slet ikke noget, jeg havde forestillet mig, hvis du havde spurgt mig for 4 år siden. I dag er jeg lykkelig for mit valg, det var et valg taget med hjertet, og i en verden hvor man siger tænk kun på, hvor du kan få job efter endt uddannelse, siger jeg; husk nu også at det du vælger ikke kun er en uddannelse, det er et valg, der vil præge dig i lang tid fremover, måske endda resten af dit (arbejds)liv. Hav hjertet med, og held og lykke til alle dem, der i dag kom ind (eller ikke kom ind) på drømmeuddannelsen!

Currently reading #6

Solen skinner, men skyer driver hele tiden forbi og kaster skygger på min plads i sofaen, jeg er lige blevet færdig med at rydde op på mit skrivebord; det trængte gevaldigt! Og jeg slapper nu af, med en lille smule blogskrivning og læsning. For jeg er nu kommet videre efter min læsekrise, den varede da heldigvis ikke så længe. Jeg er nu kommet til side 90 i Stephen Frys "The Liar", og mens jeg bladrede i bogen, opdagede jeg et glemt lille bogmærke mellem siderne, så nu ved jeg, at sidst jeg begyndte at læse bogen, kom jeg til side 135. Dengang var der så meget andet, der skulle ordnes, så den blev ikke læst færdig. Jeg kunne slet ikke huske, jeg havde læst så meget af den, men kan da godt genkende historien indtil videre, og jeg glæder mig til at komme til det sted, hvor jeg ikke længere ved, hvad der vil ske.

Jeg nyder sådan Stephen Frys sprog, det er sjovt, for nogle gange skinner en persons stemme virkelig igennem, når de skriver, og det er helt sikkert tilfældet med "The Liar", jeg kan nærmest høre Stephen Fry læse den højt, når jeg lader blikket glider henover ordene, og det er jo slet ikke dårligt.

Jeg glæder mig til at læse den færdig, for indtil videre er den virkelig god, den handler om en ung mand/dreng, der hedder Adrian, han lyver ofte og afprøver grænser; både hans egne og andres.

Jeg vil nu vende tilbage til min bog, der ligger ved siden af mig og venter spændt.

Currently reading - eller egentlig ikke...

I går færdiggjorde jeg to bøger; "Clara Raphael Tolv Breve" af Mathilde Fibiger og "Gud taler ud" af Jens Blendstrup. Og nu står jeg så overfor en opgave; jeg ved ikke hvilken bog, jeg nu skal give mig i kast med. Det er egentlig meget enkelt, for jeg kunne jo bare tage en af de mange ulæste bøger, der står og venter med længsel i bogreolen, men ingen af dem kalder på mig, jeg sidder her foran computeren, og forsøger at bestemme mig, men det er som om, jeg ingen vegne kommer, eller faktisk passer det ikke, for jeg er nemlig begyndt på en bog, faktisk er jeg begyndt på to; "Mrs. Dalloway" af Virginia Woolf og "The Liar" af Stephen Fry, men det er bare ligesom om, at jeg ikke kan tage mig sammen, så "Mrs. Dalloway" sidder nu igen og stirrer, lettere misfornøjet, på mig fra bogreolens rodede geledder, mens "The Liar" stadig ligger foran mig på skrivebordet.

Jeg står foran det samme problem, som jeg ofte gør, jeg har læst en del bøger i en periode, og pludselig er det ligesom om, at jeg ikke kan finde præcis den bog, jeg har allermest lyst til at læse, og i stedet sidder jeg så her og skriver om, hvorfor det er jeg ikke tager mig sammen til at finde en ny bog. Faktisk tror jeg, at jeg finder en eller anden lille sag, som ikke tager lang tid at læse. For problemet er nok egentlig ikke, at bøgerne ikke kalder på mig, men at de råber i munden på hinanden, så jeg ikke kan få ørenlyd eller ro til at læse. Så jeg må hellere bare komme videre, og få "krydset" nogle flere af læselisten. Jeg håber at finde på noget til i morgen, for noget skal jeg jo læse, det er bare lige spørgsmålet, hvad det skal være.

Er der nogen af jer, der har læsekrise her i sommervarmen, eller hvad læser i lige nu?

Clara Raphael Tolv Breve, af Mathilde Fibiger

"Clara Raphael Tolv Breve", af Mathilde Fibiger, udgivet i 2008 (org. udg. 1850), forlaget Gyldendal, 4/5 stjerner

Clara Raphael er en ung kvinde, der er flyttet fra København, og som nu arbejder som guvernante i provinsen. Bogen "Clara Raphael Tolv Breve" er udgjort af Claras 12 breve til sin veninde Mathilde, hun fortæller om sit liv, og hun fortæller specielt om sin tro og sit syn på kønsroller. Clara føler sig langt fra hjemme i det småborgerlige samfund, hun er havnet i, og hun bliver hurtigt upopulær, for hun ser ikke på livet som alle andre. Hun taler om ligestilling, og hun skændes med præsten om tro, kristendom og Gud.

"Jeg er alene hjemme, da jeg paa Grund af Hovedpine har afslaaet at tage med i Selskab. Du skal ellers ikke være bekymret over mit Ildebefindende, det er en meget beqvem Hovedpine, som kommer, naar jeg meget nødig vil ud, og forsvinder, saasnart Vognen er kjørt bort med de Andre."

Claras breve fortæller om en jagt på selvbevidsthed, og hun undrer sig over, hvorfor kvinderne er undertrykte, hun vil have mulighed for at opnå det samme som mændene; en kvindelig emancipation. Det er da Clara mister lysten til at være guvernante, at hendes tanker om denne kvindelige frigørelse tager til, i stedet for at påtvinge børnene et verdensbillede, vil hun hellere, at de skal skabe deres eget; at de selv skal udvikle sig, som de har lyst til. Dette afspejler hendes tanker om kvinderne og deres udvikling og rolle i samfundet. For hun vil, at det skal være muligt at have intellektuelle samtaler med kvinder, ligesom mænd har med hinanden. Kvinderne skal som mændene have mulighed for at uddanne sig og derved udvikle og opbygge deres ånd.

"Man vilde ikke finde halv saa meget Coquetterie eller Forfængelighed hos vort Kjøn, hvis Enhver havde Lov til i Ro at udvikle sig efter sin naturlige Tilbøielighed. Nu faae de stakkels Børn aandeligt Snørliv paa, førend de kunne tænke."

Claras breve fortæller også om hendes svære valg mellem selvstændighed i sammenhæng med et løfte om at udvikle sin ånd sammen med Gud og ægteskab, for Clara forelsker sig, og dette forandrer hendes situation.

Mathilde Fibiger var 20 år gammel, da hun skrev "Clara Raphael Tolv Breve", og i forordet, der er skrevet af Johan Ludvig Heiberg, henvises der også til forfatterens unge alder. Men denne unge kvinde skriver stærkt og sikkert, og man fordyber sig hurtigt i hendes skrivestil. Hun formår at gøre Clara menneskelig, selvom hun består af et virvar af indtryk og meninger, men hun udvikler sig og lærer undervejs, og dette gør brevene til spændende læsning. Fibiger var forud for sin tid, og denne bog var en del af startskuddet til debatten om ligestilling. Denne udgave er ikke gendigtet eller lignende, man har valgt at beholde sproget, så bogen kan være svær at læse, hvis man ikke er vant til det gammeldags sprog, men dette skal man bestemt ikke lade sig skræmme af, for bogen om Clara er en spændende roman om et meget spændende emne.