mandag den 1. oktober 2018

Skytsenglen, af Arto Halonen og Kevin Frazier

 
Skytsenglen, af Arto Halonen og Kevin Frazier, udgivet 2018 af forlaget Hr. Ferdinand, 3/6 stjerner (anmeldereksemplar fra forlaget Hr. Ferdinand / Politikens Forlag)


Romanen er udgivet i forbindelse med filmen af samme navn, der er skrevet og instrueret af Arto Halonen. Filmen har skuespillere som Pilou Asbæk, Josh Lucas og Cyron Melville på rollelisten.

Skytsenglen tager udgangspunkt i virkelighedens verden. Den 29. marts 1951 begår Palle Wischmann Hardrup et bevæbnet røveri mod Landmandsbanken på Nørrebro, noget går galt, og to bankansatte bliver dræbt, røveren stikker af, men bliver hurtigt fanget. Men alt er måske ikke, hvad det giver sig ud for at være. Den unge mand virker upåvirket af hændelsen, han har tilsyneladende været under hypnose. Snart hvirvles Kriminalbetjent Anders Olsen ind i en uhyggelig efterforskning, der bringer ham på sporet af Bjørn Schouw Nielsen - Palles tidligere cellekammerat.

Halonen og Fraziers roman er et spændende indblik i, hvad der skete (og kan være sket) under og efter bankrøveriet i 1951. De har formået af skrive en spændende roman, der inddrager interessante iagttagelser om Anden Verdenskrig og efterspillet for de danskere, der befandt sig på tyskernes side, da krigen sluttede - også indenfor politiets egne rækker. Både Hardrup og Schouw Nielsen var involveret i arbejde på tysk side under krigen.
 
Det er ikke svært at se, at denne bog er skrevet samtidig med filmmanuskriptet, da historien foregår meget inddelt i scener. Det gav i hvert fald også mig lyst til at se filmen da Halonen og Frazier har formået at skrive en utrolig uhyggelig "bad guy" i skikkelse af Schouw Nielsen, hver gang han optræder i bogen er det, så det løber en koldt ned af ryggen, og det kunne være spændende at se, om skuespilleren formår at skabe den samme stemning.
 
Skytsenglen er ikke banebrydende, men den er en hurtigt læst og spændende psykologisk thriller eller krimi, som vil gøre sig godt som (u)hyggelig efterårslæsning. Som læser følger vi kriminalbetjent Anders Olsens jagt på sandheden og hans liv på hjemmefronten, hvor forholdet til konen, Marie, langsomt smuldrer. Anders er præget af fortiden og hans fars død, og læseren lider med ham, da hans kone, Marie, fascineres mere og mere af hypnosen. Og det bliver snart svært både for Anders og for læseren at vide præcis, hvem man kan stole på.
 
Hvis man leder efter en spændende psykologisk thriller/krimi, og man samtidig interesserer sig for danmarkshistorie, så er denne bog et godt bud!

Ingen kommentarer :

Send en kommentar