fredag den 21. februar 2014

Amerikanske Guder, af Neil Gaiman

 
"Amerikanske Guder" af Neil Gaiman, udgivet i 2014 (org. udg. 2001), forlaget People's Press, 5/5 stjerner (anmeldereksemplar fra People's Press)

"Amerikanske Guder" af Neil Gaiman handler om manden Shadow, han sidder i fængsel og står overfor at blive løsladt før tid, men allerede inden han forlader fængslet, ændres hans planer markant. Snart befinder han sig i et magtspil af dimensioner, og det liv, han drømte om, er væk for altid. En mystisk og mytisk verden åbner sig for ham, og det viser sig efterhånden, at meget ikke er det, som det giver sig ud for at være. Der er guder på spil; nye, gamle og glemte, og Mr. Wednesday; Shadows nye chef, har planer om et spil, hvor Shadow skal have en markant rolle.
 
"De travede hen imod bygningen, og deres gangeres hove og fødder ramte lydløst det tørre sand ved havets kyst. Czernobog travede hen på sin kentaur. Han berørte sin gangers menneskearm 'Intet af det her sker i virkeligheden,' sagde han til Shadow. Han lød tungsindig. 'Det er alt sammen i dit hoved. Bedst ikke at tænke over det.' "
 
"Amerikanske Guder" blev udgivet på engelsk i 2001, men det er først nu, at bogen foreligger i dansk oversættelse, og efter dette min første oplevelse af Neil Gaimans forfatterskab, er jeg ikke i tvivl om, at denne roman for længst skulle være udgivet, den er et mesterværk, og bliver da også set som Gaimans hovedværk. Romanen er et spind af halve sandheder og skjulte agendaer, og den synes at være bygget op af et virvar af genrer; fantasy, krimi og den der klassiske amerikanske "lige på og hårdt" stil. Det er en blanding, der fungerer rigtig godt.
Romanen er bygget op af flere dele, langt de fleste omhandler Shadow og hans oplevelser, men indimellem er der indlagt små immigrant historier, historier, der egentlig ikke handler så meget om immigranterne fra forskellige lande, men om de guder, som de har med sig, og som er fortabt, når troen på dem pludselig svinder. Disse historier flettes af Gaiman ind, så man efterhånden får mere og mere at vide om de mange guder, der er løs i Amerika. Disse historier giver et indblik i mange forskellige kulturer og deres guder og myter.
 
Der er et stort persongalleri i romanen, og mange af disse er ikke altid, hvad de giver sig ud for at være, nogle er guder, andre dæmoner, og de døde forbliver ikke altid døde. Det er personerne og beskrivelserne af disse for længst glemte guder, der gør romanen så spændende, de mange beskrivelser af, hvordan disse guder bor blandt mennesker i Amerika er både morsomme og uhyggelige. Nogle er fredelige, mens andre slår ihjel, og andre igen forfører. Vold og sex er beskrevet ret grafisk, og dette passer godt ind i denne her mørke stil, som Gaiman her lægger for dagen. Personer, som man synes om, viser sig måske at være nogle af de værste, mens de værste pludselig synes ynkelige eller gode på deres egen måde, det er nuancerede karakterer, og ligesom guderne har de både mørke og lys i sig.
Shadow er en spændende karakter, han har siddet i fængsel men det er ikke meget man egentlig lærer om hans (kriminelle)fortid, han er ligesom læseren på usikker grund, og forsøger på samme måde som læseren at optrevle mysterier og gåder undervejs, for hans kendskab til guderne og deres liv på jorden er ikke stort. Han er en stor mand og selvom de fleste tror han er dum, er han det langt fra, men han er loyal, Laura, hans kone, kalder ham da også "Trofast". Man synes mere og mere om Shadow, som romanen skrider frem, og han fungerer som et rigtig fint holdepunkt i den ellers meget usikre verden, som man bevæger sig i.
 
"Træet var væk, og verden var væk, og den morgengrå himmel over ham var væk. Himlen havde nu samme farve som midnat. En enlig kold stjerne skinnede over ham, et blussende, tindrende lys, og intet andet. Han tog et enkelt skridt og var nær snublet. [...] Hans krop gjorde ondt, men den værkede af manglende brug; det var ikke en stærk smerte af at hænge på et træ, til kroppen var død."
Neil Gaiman undersøger i denne roman forholdet mellem tro, guder og vores nye guder; medierne, tv'et, internettet. Det er en mørk og mystisk fortælling, men romanen er spændende. Problemstillingen er spændende; hvad hvis alle de guder, som mennesker havde troet på, blev efterladt for så at skulle klare sig selv i al evighed, hvad ville der blive af dem. Og er tv'et vores nye alter? Romanen er godt skrevet og stilen for den passer perfekt til historien, man har denne her dystre stemning, hvor vold fremhæves, men hvor der også er plads til humor, og oversættelsen til dansk er også rigtig vellykket.
 
Jeg nød denne roman, jeg holder meget af myter og har altid elsket historierne fra græsk og nordisk mytologi, og det er fascinerende at se, hvordan Gaiman her får inddraget så mange myter og guder i sin roman og får dem placeret i et klassisk amerikansk miljø, hvor nogle gemmer sig i storbyen, mens andre vælger en fjern udørk som deres nye hjem. "Amerikanske Guder" sætter tankerne i gang, og man prøver hele tiden at gætte med. En meget fascinerende roman, hvor man lader sig drage med på denne færd, hvor guders og menneskers skæbne skal afgøres.
 
 

Ingen kommentarer :

Send en kommentar