Jacob de Zoets tusind efterår, af David Mitchell

"Jacob de Zoets tusind efterår", af David Mitchell, udgivet i 2014 (org.udg. 2010), forlaget People's Press, 4/5 stjerner (anmeldereksemplar fra People's Press)

Den unge hollænder Jacob de Zoet er på vej til Dejima en hollandsk handelsstation ved Nagasaki i Japan. Allerede på turen dertil møder han et væld af forskellige mere eller mindre lyssky personer, som han i de næste år vil lære meget bedre at kende, og hans ankomst til Dejima bliver et møde med en fremmed kultur. Der foregår mange ting på handelsstationen, og Jacob der snart forelsker sig i en ung jordmoder, Orito, bliver revet ind i et spil, som hverken han eller Orito har nogen reel indflydelse på.

David Mitchells fortælling om Dejima, det lille hollandske enklave i Japan i slutningen af 1700 tallet til starten af 1800 tallet, er smukt fortalt. Det er en historie fyldt med mindeværdige karakterer, som man hurtigt kommer til enten at elske eller elske at hade. Der er en flot vekslen mellem de forskellige kulturer alt efter, hvilen synsvinkel man har, dette kommer bl.a. til udtryk i oversigten på hvert kapitel, hvor sted og dato fastslås. Er der tale om en japansk synsvinkel er datoen efter deres kalender, mens den ved europæernes synspunkt har de årstal og måneder, som vi kender. Dette greb fungerer rigtig godt, når man læser romanen, fordi Mitchell virkelig mestrer denne vekslen mellem kulturerne. Dette ses også i de sproglige formuleringer, når der f.eks. er tale om japanere, der taler hollandsk i en engelsksproget roman. Og nu endda med endnu et led, fordi denne udgave er på dansk. Oversættelsen fungerer faktisk rigtig fint i forhold til netop dette, for der er mange sprogbarrierer for personerne i bogen, og små finurlige formuleringer viser netop dette. Det er de sjove sproglige forklaringer og forviklinger, som giver romanen et rigtig fint særpræg.

 

"Tonerne  er som edderkoppetråde spundet i glas og oplyst af stjerner. Jacob kan høre et cembalo; det er doktoren, der spiller oppe i sit aflange loftslokale. Gennem nattens dybe stilhed forplanter de sjældne lydbølger fra doktorens instrument sig til Jacobs sovekammer. Marinus plejer altid at afvise enhver opfordring til musiceren, selv når han får besøg af kollegaer eller højtstående individer. Musikken fremkalder en dyb længsel og læger smerten. Hvordan kan en bøffel spille så guddommeligt? funderer Jacob. Nattens insekter svirrer, borer, bider, snurrer, klikker, stikker, sværmer, summer..."

 

"Jacob de Zoets tusind efterår" er fyldt til bristepunktet med sørgelige skæbner, med mænd der er blevet kidnappet til et liv til søs, med slaver der er tvunget til at tjene europæerne i Asien, med halvkaste børn og voksne, der efterlades, når deres europæiske fædre drager tilbage til deres rigtige koner, og efterlader deres Dejima-koner til at klare sig selv, og der er kvinder, der holdes for nar i et seksuelt og religiøst spil. Jordemoderen Orito er en af de mere eller mindre sørgelige skæbner, en kvinde der har formået at uddanne sig, men som alligevel bliver draget ind i et spil, hvor man som kvinde ikke kan vinde, og hvor religion og kærlighed bliver sat i fokus.

Romanen byder på fantastiske passager, og der var visse afsnit af romanen, som jeg ville give fem stjerner, men samtidig var der lange dele af romanen, som skuffede mig, eller som ikke rigtig levede op til resten. En roman der veksler meget, fra at være helt fantastisk formuleret med et smukt blik for detaljer og kulturer, men som samtidig ikke formåede at levere hele vejen igennem. Når man nærmer sig slutningen af romanen, hvirvles man ind i en konflikt, der foregår i et hæsblæsende tempo, hvor jeg ikke kunne lægge bogen fra mig. De sidste par kapitler efterlod mig dog med en lidt tom fornemmelse, af en bog der bliver afsluttet for hurtigt. Samtidig efterlod bogen mig med en nagende fornemmelse af, at jeg ikke havde fået alt at vide, at noget var blevet udeladt, og jeg er slet ikke i tvivl om, at dette netop har været meningen, at man ikke skal kende alle svar til sidst, men jeg ville ønske, at netop dette var blevet gjort på en lidt anden måde, at romanen var sluttet to kapitler før.

 

"Mågerne vender tilbage, hvor de kom fra, til havnen uden for Salen med den sidste krysantemum, hvor en vandpyt fra gårdsdagens regn er ved at fordampe. I denne vandpyt ser magistrat Shiroyama mågernes spejlbilleder hvirvle gennem stråler af sollys. Der fines kun ét mesterværk i verden, tænker han, og det er verden selv."

 

"Jacob de Zoets tusind efterår" er en roman fyldt med gode historier, der er materiale til mange romaner i denne ene bog, og netop dette gjorde, at jeg ville ønske, at Mitchell havde skrevet en længere roman eller havde skåret lidt væk, lavet en serie, eller givet plads til, at alle de interessante karakterer kunne få et fuldstændigt liv på siderne af bogen. Jeg nød virkelig at læse denne roman, og jeg glæder mig til at læse meget mere af David Mitchell, for hans fortælleevne er virkelig noget helt specielt, og det er dette, jeg i sidste ende lagde vægt på i min anmeldelse, at store dele af romanen var så fantastisk fortalt, at jeg kunne drømme mig væk til en fjern tid i et fjernt land.