Nye bøger i reolen #1

Jeg har været i London et par gange her på det sidste, og det har betydet en del nye bøger til bogreolen. Faktisk kommer der snarest et indlæg (eller to) mere med London bøger, da jeg lige har været afsted igen, og har indkøbt flere vidunderlige bøger til reolen, ingen Londontur uden bogshopping! I denne omgang er det en lidt blandet stak af bøger i alskens genrer, som jeg vil vise frem, og som jeg glæder mig til at læse.

"Coraline", af Neil Gaiman og illustreret af Chris Riddell

Jeg har set denne jubilæumsudgave af "Coraline" hos mange bogbloggere, og da den lå foran mig i Waterstones, blev jeg nødt til at eje den. Jeg er rigtig glad for at have en bog signeret af Neil Gaiman, for jeg holder meget af hans bøger (i hvert fald dem jeg har læst indtil videre). Jeg har endnu ikke læst "Coraline", men den har stået højt på læselisten længe!

 

"Darth Vader and Friends", af Jeffrey Brown

Jeg har allerede de to andre Star Wars bøger af Jeffrey Brown, så da jeg faldt over denne signerede udgave i Forbidden Planet, måtte den indgå i samlingen. Det er skøn hyggelæsning for en Star Wars fan(girl).

 

 

"The Bone Clocks", af David Mitchell

Siden jeg så David Mitchell på Louisiana Literature sidste år, har jeg haft lyst til at læse alt, hvad den mand har skrevet, så denne smukke paperbackudgave kom også med mig hjem. Jeg glæder mig til at læse den og atter fordybe mig i Mitchells smukke sprog.

 

 

"Where I Lived, and What I Lived For, af Henry David Thoreau

"Some Anatomies of Melancholy", af Robert Burton

"A Confession", af Leo Tolstoy

Great Ideas er en fantastisk smuk serie af bøger, der repræsenterer nogle inspirerende og utrolig spændende værker af ligeså inspirerende mennesker. Jeg vil gerne eje hver og en af bøgerne i denne fine serie fra Penguin Books, men der er mange, så jeg køber af og til et par stykker og udvider samlingen. Jeg har allerede læst en del af "Anatomy of Melancholy" af Robert Burton i forbindelse med mit speciale, så denne fine udgave skal pynte i reolen.

"Lord Arthur Savile's Crime", af Oscar Wilde

"Jason and Medea", af Apollonius of Rhodes

"On Murder Considered as One of the Fine Arts", af Thomas de Quincey

"The Saga of Gunnlaug Serpent-tongue"

"As kingfishers catch fire", af Gerard Manley Hopkins

Little Black Classics bøgerne kan jeg slet ikke få nok af. Disse små bøger er simpelthen så fine i deres enkelthed og størrelse. Og så er det nogle fantastiske forfattere og historier, der er repræsenteret i Penguin Books jubilæumsserie. Jeg overvejer at købe boksen, der indeholder alle 80 udgivelser, så jeg har et samlet sæt.

Jacob de Zoets tusind efterår, af David Mitchell

"Jacob de Zoets tusind efterår", af David Mitchell, udgivet i 2014 (org.udg. 2010), forlaget People's Press, 4/5 stjerner (anmeldereksemplar fra People's Press)

Den unge hollænder Jacob de Zoet er på vej til Dejima en hollandsk handelsstation ved Nagasaki i Japan. Allerede på turen dertil møder han et væld af forskellige mere eller mindre lyssky personer, som han i de næste år vil lære meget bedre at kende, og hans ankomst til Dejima bliver et møde med en fremmed kultur. Der foregår mange ting på handelsstationen, og Jacob der snart forelsker sig i en ung jordmoder, Orito, bliver revet ind i et spil, som hverken han eller Orito har nogen reel indflydelse på.

David Mitchells fortælling om Dejima, det lille hollandske enklave i Japan i slutningen af 1700 tallet til starten af 1800 tallet, er smukt fortalt. Det er en historie fyldt med mindeværdige karakterer, som man hurtigt kommer til enten at elske eller elske at hade. Der er en flot vekslen mellem de forskellige kulturer alt efter, hvilen synsvinkel man har, dette kommer bl.a. til udtryk i oversigten på hvert kapitel, hvor sted og dato fastslås. Er der tale om en japansk synsvinkel er datoen efter deres kalender, mens den ved europæernes synspunkt har de årstal og måneder, som vi kender. Dette greb fungerer rigtig godt, når man læser romanen, fordi Mitchell virkelig mestrer denne vekslen mellem kulturerne. Dette ses også i de sproglige formuleringer, når der f.eks. er tale om japanere, der taler hollandsk i en engelsksproget roman. Og nu endda med endnu et led, fordi denne udgave er på dansk. Oversættelsen fungerer faktisk rigtig fint i forhold til netop dette, for der er mange sprogbarrierer for personerne i bogen, og små finurlige formuleringer viser netop dette. Det er de sjove sproglige forklaringer og forviklinger, som giver romanen et rigtig fint særpræg.

 

"Tonerne  er som edderkoppetråde spundet i glas og oplyst af stjerner. Jacob kan høre et cembalo; det er doktoren, der spiller oppe i sit aflange loftslokale. Gennem nattens dybe stilhed forplanter de sjældne lydbølger fra doktorens instrument sig til Jacobs sovekammer. Marinus plejer altid at afvise enhver opfordring til musiceren, selv når han får besøg af kollegaer eller højtstående individer. Musikken fremkalder en dyb længsel og læger smerten. Hvordan kan en bøffel spille så guddommeligt? funderer Jacob. Nattens insekter svirrer, borer, bider, snurrer, klikker, stikker, sværmer, summer..."

 

"Jacob de Zoets tusind efterår" er fyldt til bristepunktet med sørgelige skæbner, med mænd der er blevet kidnappet til et liv til søs, med slaver der er tvunget til at tjene europæerne i Asien, med halvkaste børn og voksne, der efterlades, når deres europæiske fædre drager tilbage til deres rigtige koner, og efterlader deres Dejima-koner til at klare sig selv, og der er kvinder, der holdes for nar i et seksuelt og religiøst spil. Jordemoderen Orito er en af de mere eller mindre sørgelige skæbner, en kvinde der har formået at uddanne sig, men som alligevel bliver draget ind i et spil, hvor man som kvinde ikke kan vinde, og hvor religion og kærlighed bliver sat i fokus.

Romanen byder på fantastiske passager, og der var visse afsnit af romanen, som jeg ville give fem stjerner, men samtidig var der lange dele af romanen, som skuffede mig, eller som ikke rigtig levede op til resten. En roman der veksler meget, fra at være helt fantastisk formuleret med et smukt blik for detaljer og kulturer, men som samtidig ikke formåede at levere hele vejen igennem. Når man nærmer sig slutningen af romanen, hvirvles man ind i en konflikt, der foregår i et hæsblæsende tempo, hvor jeg ikke kunne lægge bogen fra mig. De sidste par kapitler efterlod mig dog med en lidt tom fornemmelse, af en bog der bliver afsluttet for hurtigt. Samtidig efterlod bogen mig med en nagende fornemmelse af, at jeg ikke havde fået alt at vide, at noget var blevet udeladt, og jeg er slet ikke i tvivl om, at dette netop har været meningen, at man ikke skal kende alle svar til sidst, men jeg ville ønske, at netop dette var blevet gjort på en lidt anden måde, at romanen var sluttet to kapitler før.

 

"Mågerne vender tilbage, hvor de kom fra, til havnen uden for Salen med den sidste krysantemum, hvor en vandpyt fra gårdsdagens regn er ved at fordampe. I denne vandpyt ser magistrat Shiroyama mågernes spejlbilleder hvirvle gennem stråler af sollys. Der fines kun ét mesterværk i verden, tænker han, og det er verden selv."

 

"Jacob de Zoets tusind efterår" er en roman fyldt med gode historier, der er materiale til mange romaner i denne ene bog, og netop dette gjorde, at jeg ville ønske, at Mitchell havde skrevet en længere roman eller havde skåret lidt væk, lavet en serie, eller givet plads til, at alle de interessante karakterer kunne få et fuldstændigt liv på siderne af bogen. Jeg nød virkelig at læse denne roman, og jeg glæder mig til at læse meget mere af David Mitchell, for hans fortælleevne er virkelig noget helt specielt, og det er dette, jeg i sidste ende lagde vægt på i min anmeldelse, at store dele af romanen var så fantastisk fortalt, at jeg kunne drømme mig væk til en fjern tid i et fjernt land.

 

 

Currently reading #21

Efteråret er ved at melde sin ankomst, og jeg har fundet de varme strikkede trøjer frem. Vinden blæser udenfor, og bladene på træerne er ved at få et orange skær. Efterårets ankomst bringer både nye bogoplevelser med sig, for det er nu en hyggelig årstid at læse i, når vindens susen lyder og bladene falder af træerne, men efteråret betyder i år også en pause fra mit almindelige studieliv, da jeg d. 1. september startede i praktik på Kolding Stadsarkiv, hvor jeg skal arbejde 37 timer om ugen i to måneder. Mit studie er nemlig så godt indrettet, at vi skal have et projektorienteret forløb i første halvdel af semestret. Selvom det har været hårdt at starte op igen efter flere måneders sommerferie, har jeg nydt arbejdet, og jeg glæder mig til de næste måneder, det er bare dejligt at få lov til at bruge sine kompetencer i praksis.

Jeg har heldigvis stadig masser af tid til læsning, og jeg er i øjeblikket i gang med den spændende roman "Jacob de Zoets tusind efterår" af David Mitchell, som jeg så på Louisiana Literature. Romanen handler om Jacob, der tager til den hollandske ø Dejima ved Nagasaki i Japan, her findes der en helt speciel verden, hvor handel er i centrum; både legal og illegal. Romanen er virkelig velskrevet, og jeg glæder mig bare til at læse resten. Jeg er virkelig fascineret af romanens sprog, for der er mange accenter, når karakterne taler; japanere der forsøger at tale hollandsk og omvendt.

Nu vil jeg sætte mig ind i sofaen og læse videre i den gode bog, det er nemlig sådan en bog, som man bliver ført helt væk af, jeg drømmer mig væk til fortidens Japan, og som læser kan man virkelig blive opslugt af denne verden, som Jacob oplever for første gang.

Louisiana Literature 2014

Torsdag d. 21. august tog jeg turen til København og derefter videre til Humlebæk til mit første møde med Louisiana Literature, og det bliver bestemt ikke sidste gang, at jeg besøger litteraturfestivalen. 

Programmet startede med Margaret Atwood i Koncertsalen, der var proppet! Allerede en time før Atwoods interview var der kø, og vi var heldige at komme ind, faktisk var jeg ved at være helt nervøs for, at det var et udtryk for, hvordan hele arrangementet ville være; masser af mennesker og for få pladser, men det viste sig heldigvis, at det slet ikke forholdt sig sådan.

Margaret Atwood var utrolig morsom og hendes både sjove og vidende kommentarer gav grund til både latter og eftertænksomhed. Jeg skal bestemt til at læse noget af Atwood. Hun fortalte om sin opvækst og talte om miljøet, det var et rigtigt spændende interview. Som sagt var jeg lidt skræmt af den meget lange Atwood kø, og jeg gik derfor i god tid hen til balkonscenen, hvor Michael Ondaatje, Teju Cole og Philipp Meyer skulle læse op. Her mødtes jeg med Rikke, og vi hørte sammen tre fantastiske oplæsninger. Teju Cole krydrede sin læsning med sjove anekdoter, bl.a. hvordan han engang lige efter en oplæsning var hoppet i swimmingpoolen, inden han kom i tanke om, at det var karakteren i hans bog, der kunne svømme som en fisk og ikke Cole selv. Phillipp Meyer heppede glad på de andre forfattere, når de trådte op på scenen, og hans virkelig interessante læsning blev afbrudt flere gange af spændende historiske facts om USA's historie, man kunne virkelig mærke, at han brændte for emnet. Ondaatje var utrolig stemningsfyldt i sin oplæsning, det var en virkelig sanserig oplevelse, der mindede meget om netop den følelse, jeg havde, da jeg fornylig læste hans roman "The English Patient". Både Teju Cole og Phillipp Meyer er nu kommet på min læseliste, da jeg endnu ikke har stiftet bekendtskab med deres værker. Efter oplæsningen fik jeg hurtigt signeret min udgave af "The English Patient" af Michael Ondaatje. Da dette punkt på programmet var slut, var der en pause, inden David Mitchell i samtale med Kim Skotte var på programmet på samme scene. Rikke og jeg blev på pladserne, som vi havde på anden række; dejligt tæt på, og snart sad Michael Ondaatje lige foran os, for han og Meyer skulle begge høre David Mitchell. Det var nu lidt specielt, at en forfatter, man fornylig har læst en helt vidunderlig bog af, sad lige foran én.

Samtalen mellem Skotte og Mitchell viste sig at være det mest underholdende indslag i løbet af dagen. Jeg havde på vej til København læst starten af "Cloud Atlas", og var allerede ret begejstret for Mitchells skrivestil, men efter interviewet, må jeg indrømme, at jeg har lyst til at læse alt, hvad han har skrevet. Han var simpelthen så sjov, og hans oplæsning af den nye roman "The Bone Clocks" måtte afbrydes, fordi han ikke selv kunne stoppe med at grine. Latteren var fremkaldt af de norske navne, som Mitchell i forvejen havde overtalt Skotte til at læse højt (han ville ikke slagte et sprog, der er så tæt på dansk!). Mitchells oplæsning med Skottes små input viste sig at være lidt sjovere end først antaget, og publikum grinte snart i takt med både Mitchell og Skotte. Det var simpelthen det hyggeligste interview, jeg nogensinde har været vidne til. Det var også virkelig spændende, når Mitchell bl.a. fortalte om sin tid i Japan, og hvordan hans roman "Jacob de Zoets tusind efterår" blev til, øen Dejima, som romanen foregår på, endte Mitchell på ved et rent tilfælde, da han opholdt sig i Japan. Mitchell læste også op af denne roman, og det var et utroligt smukt afsnit, som blev ekstra stemningsfyldt i kraft af den smukke baggrund; bag scenen var et livebillede af Øresund, hvor man kunne se, at det ligeså stille blev mørkt, mens små både sejlede forbi i det fjerne. Baggrundsbilledet var faktisk også noget, der blev kommenteret på fra Mitchells side, da der bl.a. pludselig fløj en fugl forbi. Da interviewet var slut, fik jeg signeret min udgave af "Cloud Atlas", og jeg er simpelthen så glad for den, Mitchell tegnede endda en fin sky og fugle i den.

Louisiana Literature kan meget vel være et nyt fast punkt i min kalender, for det var simpelthen sådan en sjov og interessant oplevelse. Der var så mange fantastiske forfattere samlet det samme sted, og jeg nød både interviews og oplæsninger, jeg fandt i hvert fald en del inspiration til ny læsning i løbet af den torsdag eftermiddag og aften.